En trist historie

Vi er stadig i Semporna. Helle har beskrevet det tidligere, som en usædvanlig beskidt og elendig by. Jeg kan tilføje at den karakteristik holder vand, selv efter malaysiske forhold. Om aftenen, når gadelygterne sparsomt oplyser veje med deres tarvelige gule lys, farer rotter rundt og mæsker sig i markedspladsernes affald, som aldrig fjernes, men blot kastes bag boderne. Papir, pap, plastikposer, sugerør og tusind andre skødesløse efterladenskaber ligger alle vegne, hvivler hid og hid med vinden og fylder rendestenene og de åbne kloaker, man alle vegne risikerer at falde i, fordi dæksler, riste og fliser mangler. Her er neonlys, tremmer for vinduerne, kvinder der sidder på gaden og sælger lightere, æg, nøgleringe, batterier i solblegede pakninger og tarvelige kassettebånd med fotokopierede labels. Om aftenen er vi sommetider nødt til at trække vores t-shirts op om ansigtet, for at kunne trække vejret for kvalm og kradsende røg fra brændende plastik. Semporna er ikke en rar by.

Forleden aften skulle vi komme i et ubehageligt dilemma. Vi var lige kommet hjem fra et natdyk og var ved at stige af speedbåden efter at have samlet grej und so weiter. På vej op af badebroen hører vi en hjerteskærende klynken fra under badebroen. Et øjeblik var vi i tvivl om hvad det var. En hund, en kat - eller en rotte måske? Hurtigt fandt vi en lygte frem (som jo ikke var langt væk, omstændighederne taget i betragtning) og kunne efter lidt søgen se en lille hundesnude stikke op mellem nogle store sten i havnbassinet. Da det syntes klart der ikke var tale om en rotte, måtte vi forsøge en redningsaktion. I mine sandaler kravler jeg ned på stensætningen, mens Helle lyste for mig. Jeg forsøger at vælte den store sten til side som lå oven på hunden, men kunne dårligt få fat. Den skurede rundt, og med ét ophørte hundens jamren. I et kort grimt øjeblik troede jeg, at jeg havde mast den, men fik til sidst stenen rullet væk, for der at kunne se en skælvende lille og gennemblødt hundehvalp. Jeg løftede den op i nakken, op i luften og op i lyset. Den var endnu meget lille, og havde end ikke åbnet øjnene - dog havde den ikke brækket nogle ben, så vidt jeg kunne konstatere.

Med ét var vi blevet hundeejere... “Stort tillykke med barnet. I må være så stolte,” kommenterede vores tyske rejsekammerat Katrina tørt. Og what dælen do you do? Tæven var ingen steder at se, og de lokale vi viste kræet til, enten trak på næsen i væmmelse eller ønskede os held og lykke med at finde nogen der i ludfattige Semporna ville have en hund. Det begyndte så småt at gå op for mig, at hvalpen nok næppe selv var kravlet ned i havnen og havde kilet den store tunge sten på plads over sig...

I desperation viste jeg det lille kræ til nogle forskellige butiksejere. Det var dog svært at få dem til at se den lille rystende hårbold som en glubsk vagthund in spe. Til sidst, lidt trist til mode, lagde jeg den bette fyr udenfor en dykkerforretning, hvor mange vestlige instruktører og divemasters arbejdede. Måske var der der én som kunne tage sig af den? Kværke den, kunne jeg ikke få mig til, nu jeg lige havde reddet den... Heller ikke selv om det måske var det mest rigtige.

Dagen efter fortalte én af instruktørerne der arbejdede der, at én stor grim lokal hund havde bidt hvalpen ihjel. Om det passer eller ej, ved jeg ikke, men efter en druktur, (der iøvrigt skulle vise sig at give tømmermænd i H1N1-klassen) tog jeg mig i at smide en tom øldåse i nakken på den eneste store hund jeg fik øje på. Meget modent.



- Søren, syv et halvt år.


P.S. Next stop Manila via Kota Kinabalu. 10 timers bustur i morgen aften og nat. (Det røde krapyl er iøvrigt en stenfisk)

Javel ja...

Semporna - Himmel og helvede

Det var med stor forventning vi vendte tilbage til Semporna. Vi vidste at dykningen ville være fantastisk. Mere spændte var vi dog på hvilke forandringer der ville være undergået byen. To år er gået siden sidst, så vi mente, at der var grundlag for at tro at der var sket et og andet. Vores forstillinger skulle hurtigt vise sig at være forkerte. Alt var det samme som sidst. Byggerier påbegyndt for to år siden som stadig er under opbygning, morgenrestauranter placeret side om side med selvforanstaltede lossepladser, lugten af fordærvede madvarer, store grupper af vilde hunde samt de rotter man uundgåeligt møder eller hører lydene fra når mørket falder på. Jep, alt var ved det gode gamle - vi var hjemme igen! Dog skal rygtet vide at rotterne og hundene har fået selskab af monitorvaraner så der udkæmpes velsagtens en kamp om homo sapiens’ affald efter mørkets frembrud.
Mangt og meget er blevet sagt om rotten og jeg kan næppe tilføje noget nyt. Jeg er ikke udpræget bange for dem, men jeg bryder mig ikke om at have dem pilende om benene. Jeg skulle dog alligevel lære noget nyt en aften hvor jeg i ro og mag sad og nød et måltid mad. Jeg skimtede at noget kom løbende med retning mod mit bord. Dog kunne jeg hurtigt konstatere, at hvad jeg troede var en kat, var en velvoksen rotte, der havde fundet hvile i min taske. Reaktionen kom prompte og var ikke til at overse. Restauratøren, der var kineser, kom hurtigt ilende.Til min store overraskelse var missionen ikke at jage udyret væk men derimod at give mig en længere udredning om, at man i Kina anså det som lykkebringende, at rotter gæstede ens restaurant. Jeg ønskede hende yderligere held og lykke med hendes forretning og forlod hurtigt etablissementet.
Med denne episode in mente skulle jeg mene at borgerne i Semporna er forfulgt af held! Dog ville en smileyordning næppe vinde indpas på disse kanter.

Heldigvis er dykningen her himmelsk. At glide lige så stille gennem vandet med sanserne skærpet for alt hvad der rører sig, kigge efter sin makker og opdage at denne ikke længere er der, men at ens nærmeste makker nu er en søvndrukken havskildpadde der nysgerrigt følger een, er en oplevelse der kan få hårene til at rejse sig. Jeg tror vi bliver her lidt endnu!

-Helle, der nu jagter hajer og monitorvaraner

Hurtige skriblerier fra en kold bus

Vi er på vej mod Semporna. Miri fik vi efterhånden set nok af og da dykningen viste sig at være på det jævne, og luften temmelig ubehagelig at indånde pga. skovbrande længere sydpå bestemte vi os for at komme videre. At forlade Miri skulle vise sig at være en mindre prøvelse; Ingen vi talte med vidste hvordan vi skulle komme fra Miri til Semporna. De havde masser af forslag, lige fra at flyve til fastlandet for derfra at flyve retur til Borneo, til at tage en bus til Kota Kinabalu for derfra at rejse sydpå til Semporna. Den første løsning var jævnt dyr (ikke mindst for ozonlaget, som ville få en ordentlig gang prygl) og den anden var temmelig langt fra at være smart. Er du ikke helt skarp i din Malaysiske geografi - og hvem er egentlig det, når det kommer til stykket? -så er at rejse fra Miri til Kota Kinabalu og derfra til Semporna, som at rejse fra punkt A til B via C i en ligebenet trekant. Det er ikke noget man taget let på, når hvert ben i trekanten tager omtrent ti timer i bus. (Særligt, når buskørsel typisk omfatter aircondition indstillet på dybfrossen pingvin mens en lille flimrende skærm, marginalt større end et digitalur, i den anden ende af bussen viser kinesiske kungfu film, med en lydstyrke som må siges så rigeligt at kompensere for den lille skærm.)

Allerhelst ville vi tage nogle forskellige busser og bevæge os i en mere eller mindre ret linje gennem øen, for der var tilsyneladende byer nok og det syntes derfor rimeligt, at der måtte være en eller anden offentlig transport at opdrive. Problemet er bare, at der ikke er nogle store nationale busselskaber, og at folk nok ved hvilke busser der går fra hvor de selv bor, men at videre transport er sådan lidt tjah... bum...bum. Og hvor fedt var det nu lige at strande midt på Borneo, uden anden vej end tilbage?

Vi bestemte os for at flyve til Kota Kinabalu, og så derfra tage bus. Det tog os en hel dag at få bestilt flybilletter. Først gik vi på internetcafé, fik en dejlig kop kaffe og loggede møjsommeligt på Airasias hjemmeside. Efter 15 minutter ved tasterne på det umanérligt langsomme net, gik det op for os, vi havde glemt vores pasnumre og måtte hjem at hente dem. Da passene var fundet, og vi igen havde bevæget os ind på internetcaféen. fået endnu en kop kaffe og havde overstået alt tastearbejdet på Airasias hjemmeside, slog det mig at vores kreditkort, sgu’ da lå hjemme på hotellet! I sig selv temmelig åndsvagt, men det var først da vi kom hjem igen, og jeg opdagede at jeg faktisk havde haft kreditkortet med mig alligevel, at Helles tålmodighed blev testet for alvor. Nå pyt, hun er helt pjattet med mig, så den slags bagateller betyder ikke noget. Håber jeg.

Nu, en overnatning (og en fabelagtig smuk solnedgang) i KK senere, sidder vi i en bus på vej mod Semporna og paradisøerne ud for kysten. Om bussen kan siges, at den som ventet er pissekold og at underholdningen er lyden af kampråb og flyvespark. Skærmen kan vi ikke se, kun skimte.

- Søren, som håber at se en mimic octopus snart

Et ufortjent tilbud og retningen mod Mekka

Vi er i øjeblikket i Miri. Det har vist sig at være en hyggelig by, så vi strejfer lidt rundt på må og få uden egentlig at lave noget særligt. I dag sov vi næsten til middag, tog så på internetcafé-skråstreg-kaffebar en times tid, og tog os endelig sammen til at bestige et højdedrag i udkanten af byen for der at se et petroleumsmuseum. ...Hvis du synes det lyder kedeligt, så er det en grundlæggende rigtig antagelse. Det var dog en god travetur. Og det var sådan set den dag...

Heldigvis er ikke alle dage helt så begivenhedsløse. Før vi kom til Miri havde vi korresponderet med Steve Axon, ejeren af Red Monkey Diving, for at høre hvordan den lokale dykning var og for måske at krejle et ordentligt tilbud. Vi (læs: jeg) havde nok givet ham det (overvejende korrekte) billede, at vi var rutinerede dykkere med styr på hvad vi lavede. Det var vel nok det indtryk, der fik os billigt med på båden. Indtrykket holdt omtrent så længe som en snebold i helvede, for Helle underminerede det temmelig grundigt på vores første dyk.

Almindeligvis laver man et buddycheck, når man skal i vandet. Her sikrer man sig blandt andet at man har åbnet ventilen, at luften er ok og at man har nok af den, at man har vægtbælte på, husket maske og finner osv. osv. Kedelig rutine, - og, mente jeg fejlagtigt - nok næppe nødvendigt for sådan et par elitedykkere som os. Vores buddycheck var derfor noget barberet. Har du luft nok? Er den ok? Ok, lad os hoppe i. På vej ned syntes jeg godtnok Helle var en smule uncool, hun holdt næsten voldsomt fast i ankerlinjen og trak sig ned én meter ad gangen, mens vi andre graciøst og ubesværet svømmede ned ved siden af hende. Først på bunden, for enden af rebet på 24 meters dybde, opdagede hun at, grunden til vi andre kunne falde frit og hun ikke kunne, var at hendes vægtbælte stadig lå oppe på båden! Udtrykket i hendes ansigt var ubetaleligt! Det var vel nok mere lærerig end morsomt for hende at trække sig op af rebet, mens vores boblende latter (i en egentlig bogstavelig forstand) forfulgte hende. Nå, fem minutter senere kom hun ned igen, og vi fortsatte som om intet var hændt, men min kære pige måtte lægge øre til mange morsomheder bagefter, og man kan vel nok sige hun havde rig lejlighed til at demonstrere sin veludviklede selvironi.

Det hændelige uheld til trods, spurgte ejeren af dykkershoppen om vi ikke havde lyst til at dykke gratis, så længe jeg blot ville lede dykkene og tage nogle andre kunder med ned. Det har vi sagt ja til, det er et fint tilbud for os - gratis dykning siger man jo ikke nej til, ligesom han sikkert synes gratis arbejdskraft er helt fjong... Så det vil vi nok gøre et par gange, inden vi stikker af fra Miri om en uges tid eller så.

...Bortset fra det, så sveder vi bravt og gerne tager en siesta midt på dagen, hvor vi søger ly i et velsignet koldt air-con værelse. Alligevel har vi bestemt os for at få lidt motion. Jeg fandt et motionscenter, hvor man for den beskedne sum af 7 kr,- kan få lov at løfte tungt jern og svede på gulvet med de lokale metroseksuelle. I samme bygning ligger i øvrigt et yogacenter, som Helle har frekventeret.

Mens vi boede på i Sibu gik det op for os, at der var en fællesnævner for alle de værelser vi havde boet på hidtil. Her var der nemlig igen en pil af grønt papir tapet fast i loftet. Første gang vi så det, antog vi det var en slags hjælp til elektrikere eller vvs-folk, senere forkastede vi den idé og antog det var en reminder om retningen til nødudgangen. På hotellet i Sibu pegede den dog direkte mod vinduet, og dét var der temmelig solide tremmer for... Altså syntes også den idé at være forkert. Først da den søde pige, som arbejdede som receptionist skottede ind af døren og så vi gloede på pilen, og hjælpsomt sagde mekka, faldt tiøren. Samme pige havde jeg i øvrigt en temmelig barok samtale med da vi lige var checket ind. Jeg havde vældig fornøjelse af et maveonde, (tykke drenge kan også få tynd mave) og opdagede derfor med det samme at der ikke var noget toiletpapir på toilettet. Med panikken stadig under kontrol gik jeg kalveknæet ud i receptionen.

SP- sød pige, SK - yours truly.

SK: “Undskyld - I har vel ikke noget toiletpapir?”
SP: “Jo”
SK: “...”
SP: “...”
SK: “Well, må jeg så få noget?”
SP: “...Til hvad?”

Det var dejligt igen at få genopfrisket kendskabet til det asiatiske ja, som betyder noget i retning af “undskyld, jeg forstod vist ikke hvad du sagde.”

Ellers er der ikke så meget at bemærke, andet end at der ude til højre er et link til vores fotoalbum. Det er muligt derfra at hoppe til vores andre fotoserier, fra hvor vi ellers kommer. Det skal iøvrigt siges, at vores uploadede fotoserier er tilgængelige for alle, ikke kun de besøgende der klikker sig herfra! Det betyder i sagens natur at næsepilningsbilleder mv. ikke bliver genstand for offentlig opmærksomhed. Ønsker du virkelig at se alle de undereksponerede, fejlkomponerede, grimme, pinlige og personlige billeder, så kan en privat fotofremvisningsseance arrangeres. ...Mod klækkelig betaling. Der er iøvrigt også lagt et par nye film op. Det smerter mig at de er så åndsvage som de er, men de er heldigvis korte.

- Søren

Om adfærdsregulering og en uhyggelig beretning fra det lille hus

Forleden morgen læste jeg overskriften i The Borneo Post “Flush toilet or get fined” . Historien gik i hovedtræk ud på, at en delegation fra det malaysiske sundhedsministerium havde været på besøg i Singapore for at inspicere deres toiletter og dermed finde nøglen til hygiejnens opretholdelse på offentlige toiletter. Delegationen havde succes. De tog tilbage til deres fædrende land velsignet med den nye viden, at toiletskyl var vejen frem! Tilmed kunne man lynhurtigt adfærdsregulere befolkningens dårlige vaner, ved at tildele dem bøder for civil ulydighed, hvis ikke de efterlevede samfundets krav til renlighed. Made in Singapore - sådan!
Det var iøvrigt bemærkningsværdigt at se en landsdækkende avis her, hvis forsidestof ikke handlede om bål, brand, død og ødelæggelse. ...Det kom først på side 3.


Når jeg indleder dagens afsnit med et notits om toiletter, er det fordi det her fylder på en måde, det aldrig har under hjemlige himmelstrøg. At gå på toilettet derhjemme er sjældent så spændende, at det er værd at dele med andre. Man har vel pli. Her er det måske endnu ikke blevet en rygradsmanøvre og latrinære forhold samt oplevelser diskuteres gerne umiddelbart efter endt besøg.
Min tidligere arbejdsplads lærte mig agtpågivenhed på toilettet. Før jeg arbejdede der, var toilettet en lise, et fristed, ja nærmest en oase, hvor man udover at forrette sin nødtørft, kunne købe sig fred i 4-5 minutter. Denne illusion blev med ét knust en dag en kollega mente at en låst toiletdør kun var en af hverdagens små udfordringer der skulle overvindes med en A-nøgle. 1-2-3 og døren var låst op! Indenfor bredte panikken sig, for lyden af nøgle i lås kunne ingenlunde mistolkes. Min erindring står klar- jeg begyndte at betvivle min evne til at multi-taske. Her skulle der både råbes, stemmes en fod mod døren samt hives op i benbeklædning på een gang. En gutteral lyd banede sig ud gennem min hals og skræmte kollegaen fra at åbne døren helt. Det lykkedes mig at multitaske, som kvinder har ry for at kunne. Den tese betragter jeg i øvrigt hermed som bevist. Umiddelbart efter var jeg lettet, men som tiden er gået har jeg indset, at denne oplevelse måske har sat sine spor. Toilettet er ikke mere en afslappende stund, men en til tider stressende oplevelse hvor sanserne er stærkt skærpede. Jeg er på vagt!

Ovenstående skal sættes i forbindelse til den dykkertur vi var på forleden. Foregående aftens udskejelser havde sat sine spor, men heldigvis havde båden et lille marinetoilet som dog manglede en lås. Jeg bemærkede at der var stemmer umiddelbart udenfor døren og stemte af samme grund den ene fod mod. Desværre opdagede jeg først da jeg havde forrettet min nødtørft, at der ingen toiletpapir var. Ulykken viste for alvor sit omfang da jeg opdagede at der heller ikke var noget vand i hanen. Fanden og sgu! Efter en kort desperat søgen i det 1kvm store rum fandt jeg en spand der vel rummede en halv liter vand. Nok til at blive vasket, men ikke nok til at skylle ud! Jeg hældte resten i kummen i den tro, at det nok kunne tage lidt af miseren. Ak! Der måtte en toiletbørste til, hvilken jeg efter lidt søgen fandt i den knastørre cisterne. Den havde et lidt underfundigt udseende, men jeg fortalte mig selv at det velsagtens var mange års slid der havde formet den sådan. Ihvertfald var der ikke mange hår tilbage, men jeg børstede ihærdigt alligevel. Desværre gjorde dét det faktisk endnu værre, så jeg opgav mit foretagende. Stak toiletbørsten tilbage i cisternen hvor jeg havde fundet den og opdagede nu til min gru, at selvsamme sted blev brugt til opbevaring af kaptajnens tandbørste, vaskeklud m.m! Med ét slog det mig, at jeg havde brugt kaptajnens badebørste til at forsøge at rengøre hans toilet! ...Det kan desværre ikke udelukkes - ihvertfald forklarer det dens bemærkelsesværdigt anderledes placering og udseende.
Udenfor stod der tre mænd i kø. Jeg trådte ud af toilettet og prøver at lukke skydedøren bag mig. Da var det, at der ligesom udspilledes en krig på blikke. Jeg kunne tydeligt læse at han skulle derind, hvad bekræftedes af hans tag i håndtaget. Jeg prøvede med et blik og endnu et skub i døren at få ham til at forstå - at han burde vente lidt med at gå derind. Sådan fortsatte vi et par gange frem og tilbage, indtil jeg slukøret trak mig tilbage, flov over den rorschacktegning jeg havde efterladt til ham.

Efterfølgende har jeg tænkt lidt over hvem der egentlig vandt den krig mellem os- jeg tror det var uafgjort. Den store taber blev vist kaptajnen...

Tak skæbne det ikke skete i Singapore!

-Helle

P.S. Billederne er hhv. mee laksa, den nudelsuppe vi plejer at spise til morgenmad; Et par velmente, men utraditionelle råd fra Borneo Post til de der forsøger at holde op med at ryge (hvem skulle have troet man burde gå mere i bad og fæstne lid til Gud?); Samt den åndsvage tegning Søren har lavet mens jeg har skrevet dette... Min iskaffe er for god til at dele.