Retten til at køre bil og hvid mands privilegier

De sidste to år af mit arbejdsliv har jeg bl.a. brugt på at lære at køre bil. Jeg siger ikke, jeg er blevet en rutineret bilist - bevares. Men der er sket forbedringer og jeg vil i skrivende stund vove den påstand, at jeg har nået et niveau der er til at leve med - både for mig selv og mine med-bilister.

Når man ønsker retten til at føre bil i Filippinerne, er kravene så minimale, at det er skræmmende. Dette fandt vi hurtigt ud af på det lokale trafik- og transportkontor.Selv havde jeg mit danske kørekort med og håbede på, at det var nok til at udstede et filippinsk ditto. Kvinden bag skranken, der var uendelig hjælpsom og imødekommende, kunne glædeligt fortælle, at det blot krævede en ren narkotest fra klinikken ved siden af, så var jeg kørende. Hun var dog ret nysgerrig for at høre, hvorfor jeg ikke blot lod mig fragte af min mand. Da det gik op for hende, at Søren ikke var i besiddelse af kørekort og faktisk slet ikke kunne køre bil, ombestemt hun sig hurtigt..  Nu var der faktisk ingen væsentlig grund til, at han skulle erhverve sig et. Snart ville jeg jo, med et filippinsk kørekort, være i stand til at hente og bringe ham. Efter lidt snak frem og tilbage, nåede vi dog til enighed om, at det nok var en god ide, at vi begge kunne køre en bil.

Hun forklarede på bedste vis hvordan proceduren ville foregå. Først ville vi få et midlertidigt kørekort. Herefter ville vi have en måned til at øve os på at køre bil. (Jeg tænker nok jeg klarer den, Søren skal til at øve sig...) Når denne måned er gået, vil vi blive indkaldt til en skriftlig test. Hun måtte have bemærket et rynket øjenbryn eller en anelse skepsis hos os, idet hun skyndte sig at tilføje, at hun da personligt nok skulle fifle ved resultatet, så vi kunne bestå, hvis vi var lidt tungnemme.. Personalet måtte iøvrigt have vurderet at jeg, modsat Søren, havde en tvivlsom karakter, for det var kun undertegnede der blev halet ind til en narkotest, mens Søren kunne blive og hyggesnakke med kontordamerne.

En halv time senere havde jeg bevis på, at jeg hverken var påvirket at metaamfetamin eller cannabis og iøvrigt ikke var stæreblind. Beviset udelukkede i øvrigt også at jeg var døv, deform, psykisk syg eller bærer af nogen form for smitsom sygdom, hvilket som sådan var rart at få en formel bekræftelse på. Ved nærmere eftersyn kunne man dog se, at personalet havde “snydt” lidt og udfyldt alle felterne på forhånd for - måske -  at nedbringe arbejdsbyrden en anelse.
Åh ja - tilbage er der kun, at glæde sig til at komme ud i trafikken og møde alle de andre trafikangter, der som os har bevis på, at være fuldt ud egnede til at sidde bag et rat.

Næste punkt på vores to-do liste var at finde en læge, der kunne give os de vaccinationer vi var for nærige til at betale for i Danmark. Her foregår  det normalt på den måde at man, for ussel mammon, får en læge til at udstede en recept på vaccinerne, som så kan hentes på apoteket. Så tager man tager på skadestuen for at få dem indsprøjtet.  (Under normale omstændigheder ville vi have fået dem foretaget derhjemme, men da det kom os for øre at prisen var en tiendedel hernede, så blev vi nærige).
At dømme efter køen foran klinikken havde vi valgt et særdeles dårligt tidspunkt at komme. Vi nåede kun kortvarigt at overveje om vi gad at bruge en dag i kø, før en fyr havde forladt skranken for at høre hvad vi ønskede.
Fem minutter senere havde vi fået en pris og fyren lod os vide,  at lægen tilfældigvis havde et hul i aftalekalenderen nu, og vi derfor kunne komme til med det samme. Vejen gennem klinikken lod sig bedst sammenligne med oplevelsen af at åbne en babushka dukke; Det ene fyldte venteværelse blev afløst af det næste, der igen ledte til endnu et af slagsen.
Den naturlige skepsis, der allerede havde meldt sig, blev ikke mindre af, at faciliteterne lignede alt andet end et sted man ville kunne finde en læge. Den kliniske duft af sprit, man normalt møder sådanne steder, var erstattet af stanken af bilos og sod, der tilmed havde tilføjet væggene det karakteristiske smudslag man normalt finder på et værksted. Bugnende stakke af fritliggende journaler, samt kartoteksskuffer så fyldte at ethvert forsøg på at lukke dem i, var dømt til at mislykkes, vidnede om en form for system, hvis logik man skulle være indviet for at forstå.

Diskretion var iøvrigt en luksus, vi måtte kigge langt efter. Der var nemlig ingen dør mellem venteværelse og konsultation, så da Søren, som den første blev bænket for at få sine skud, var det med mig og tredive andre patienter som tilskuere.
Vores forbehold for at få skuddene her, blev først lagt på hylden, da det var hævet over en hver tvivl, at sprøjterne kun var anvendelige een gang.
Selvfølgelig havde lægen tid til at behandle os med det samme. Prisen for hele gildet svarede nærmest til en månedsløn, og at lade at lade os vente i køen som alle andre var vel lidt risikabelt - sæt vi tabte tålmodigheden og gik vores vej! Danmarks Radio havde ret - Det er fedt at være hvid!

Helle
 

Velkommen til Filippinerne - nye læsere kan begynde her

Så skete det! Bornholmeren og den udstoppede pingvin blev pakket ned, rygsækken pakket til smertegrænsen og en-vejs-billetten indløst. Måneders hæsblæsende forberedelse og spændingshovedpine ved tanken om ikke at nå det hele, blev erstattet af spændingshovedpine over at nå det hele.

Gensynet med Manila var som ventet en udfordring fra det første spæde skridt ud af ankomstterminalen. Har man været i Manila, ved man, at første prøvelse består i at få fat på en taxa. Dernæst kan man kun håbe at chaufføren har en flig af samvittighed, der byder ham at modstå fristelsen i at rulle en nyankommet, træt og svedig turist for en klækkelig sum peso.
Taxasystemet er indrettet så sindrigt, at der to muligheder, alt efter hvad din tegnebog tillader.  Såfremt penge ikke er et problem, kan du sætte dig ind i en taxa, hvor du betaler turen forud. Prisen her er gerne tre gange så høj - til gengæld slipper du for at stå i kø. I det tilfælde man tæller på knapper eller bare er en nærigrøv som jeg, så står man gerne i kø i timevis for at få fat på en taxa, der kører efter taxameter (gerne er måske lidt af en tilsnigelse - lad os bruge ordet villig, i stedet) Der bliver dog taget særlige hensyn. Er du alenemor med en håndfuld unger, gravid eller handicappet, så har du carte blanche til at springe køen over. Det er I og for sig en gestus man kun kan påskønne - i teorien.


I praksis var situationen en helt anden. Efter tre og en halv time i en kø som stadig syntes ulideligt lang og med vue til et evigt flow af personer med særlige behov, der rask væk gik udenom køen og optog den ene taxa efter efter den anden, kunne frustrationerne mærkes. Dette til stor glæde for gribbene, altså chaufførerne fra det andet selskab, der stod og ventede på de grædefærdige turister, der var klar til at kaste håndklædet i ringen og betale prisen for at komme væk fra helvedes forgård. Men, som som de stod der og lokkede med deres malende beskrivelser af hvor hurtigt man kunne komme ud i verden udenfor, og hvilken luksus de kunne bringe een ud til, så blev leden ved situationen forvandlet til en principsag (mest af alt fordi der jeg skulle hen, ikke rummede en flig af den beskrevne luksus - snarere tværtimod. En sovesal med 4-5 snorkende rygsæksrejsende, måske endda en luder og en lommetyv, fælles bad og toilet. Altså samlet set noget,  man næppe betaler overpris for at nå frem til.)

Endelig blev det min tur og chaufføren spurgte høfligt om taxameteret skulle slås til. Jeg ville umiddelbart have ment, at det gav sig selv, men bevares - ja tak. Vandrehjemmet, som jeg skulle overnatte på lå godt 10 km fra lufthavnen, men på grund af myldretid, sad jeg efter halvanden time stadig i taxaen. Chaufføren havde spurgt ind til de ting han fandt passende og jeg vice versa, så nu var der bare tavshed og utålmodig venten på at nå målet tilbage.
Da bilen endelig holdt stille og taxameterets endelige beløb blev åbenbaret, var jeg udemærket klar over at jeg var blevet taget ved næsen. Der havde nemlig været en mistænkelig flimren på displayet, men jeg var nok kommet til den konklusion, at så længe den talte, så måtte det være ok. Egentlig var det ikke tallet der afslørede hans gerning - næh, det var spørgsmålet der efterfulgte... Is that ok, Mam???? Det er jo ret svært at argumentere for at beløbet er for højt, når det er det der står på  displayet. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var trafikkens skyld at beløbet var blevet så højt (for en god orden skyld bør jeg lige nævne, at jeg på forhånd vidste, hvor meget turen cirka burde have kostet) Det følte jeg næsten jeg blev nødt til, da jeg var kommet til at bestille ham til at hente mig klokken fire næste morgen, for at bringe mig tilbage til lufthavnen.
Som aftenen skred frem, og irritationen over at være blevet taget ved næsen plagede mig som en sten i skoen, bestemte jeg mig for, at jeg måtte stå op en time tidligere for at tage en anden taxa derud. Sådan leger man nemlig ikke med mig!

Med oprejst pande og med en skudsikker plan gik jeg triumferende gennem vandrehjemmets gange og åbnede døren  klar til at praje den første og bedste taxa - tjekke hans taxameter,  beordre det tændt og selvsikkert sætte mig ind på bagsædet som om, at jeg aldrig havde gjort andet.
 
Mit tankespind om æresrejsning blev afbrudt af  Ok - Mam?? Foran mig stod igen chaufføren, der dagen i forvejen havde rullet mig og nu oven i købet havde gennemskuet, at jeg ville prøve at snige mig udenom endnu en overbetaling, ved at tage afsted før vores aftale.
Duknakket og med følelsen af at være blevet taget med bukserne nede, var jeg hverken i stand til at tage kampen, eller sige nej tak.  I stedet så jeg mig selv placere min rygsæk i bagagerummet, slukøret sætte mig ind på bagsædet og sluge kamelen.

Jeg tænkte, at hvis der var retfærdighed til, ville beløbet nu være langt lavere og det ville være god stil, at have givet ham en chance til.
Det var desværre en oprejsning jeg måtte kigge langt efter. Turen tog denne gang tyve minutter, der var ingen trafik og vejen til indenrigsterminalen var en helt anden. Alligevel ramte han, på pesoen, beløbet fra aftenen før. Ak!

Jeg betalte og tog afsted til Dumaguete. Med overhængende fare for at fremstå melodramatisk, indrømmer jeg, at jeg drog et lettelsens suk, da jeg langt om længe anede konturen af Søren i Dumaguetes ankomsthal efter tre mellemlandinger, Manilas hustlerchauffører og 36 timers transit over hhv. Ukraine og det Sydkinesiske Hav med en falsk udrejsebillet i hånden.

Helle

En tjeneste er en anden værd

Hvis man sysler med hjemmesider, så kan man ikke undgå på et tidspunkt at komme i den situation man river sig selv i håret over et eller andet problem af typen "Jamen-det BURDE-jo-virke-nu." Efter at have været grundigt fornøjet med et sådant problem omkring loadtiden på min hjemmeside, var jeg efterhånden ved at være klar til at kaste håndklædet i ringen.

Jeg havde spurgt, konsulteret og vredet armen om på alle de kloge - og det bedste svar jeg havde kunnet få var, at det sådan set burde virke...  Nå gør det ikke det? Hmmm...   Heldigvis findes der folk som Kim Tetzlaff, en digital troldmand - der med et svuptag kunne ordne sagerne.  Så hermed min allerstørste anbefaling til Kim, hvis du en dag står i den prekære situation du vil hastighedsoptimere din hjemmeside og skidtet viser en besjælet vrangvillighed.

Tænker du, at det da egentlig var et underligt indslag på Søren og Helles blog, så har det altså at gøre med at en tjeneste er en anden værd, og at Google belønner god karma.  

Fra Kathmandu til Pokhara

Vi er lige ankommet til Pokhara hvorfra vi skal ud og trekke i bjergene. Vi har købt et kort, tekking permit, og en masse vintertøj (sic!)  - Så nu skal vi dælme ud og hike. Solbriller, paracetamol, solcreme, ekstra sokker, jod-tabletter, sovepose og måske en lille pose Haribo blandet er pakket. Måske jeg også tager backgammon spillet med; Det kører ret godt med BG her i Nepal. Hvis det skal med, så må jeg nok hellere bære det. Helle gider ikke, men hun taber også hele tiden. 

Klik for at se Helle som en sur lille bi

Det er varmt i Kathmandu om dagen. 

Kathmandu

Lille rejsevideo fra yours truly. Backgammon, te og aber.

Skriv så under!

Ok, I dag er der ingen sjove historier. I dag er historien trist. Den handler om en kineser med en rigtig slap og slatten tissemand. Først åd han alle tigrene, og så knuste han næsehornenes horn - (for med lidt god freudiansk velvilje kan sådan et horn jo godt lidt ligne noget andet, og man bliver jo hvad man spiser.) Da der ikke var flere tigre at finde, og heller ikke flere næsehorn at pløkke, begyndte han at spise hajfinner, for det ville givetvis give ham et prægtigt jern som tøsebørnene ville falde i svime over. Og så er der ydermere det smarte med hajer, at de heller ikke får kræft. Derfor, hvis man spiser hajkød, kan man kurere kræft. Jo, jo, det lyder besnærende. (Så vidt vides får slagtesvin ikke migræner, men medisterpølse ordineres ikke på apoteket. Sært.)

Så her er din chance for at redde den sidste haj fra skarpe knive, idioti og slappe tissemænd. Skriv så under!




Og løsningen, den får I lige hér:

Når der kommer en båd

Som tiden da piler når man har det godt! Seks måneder er gået, højsæsonen for dykning er på hæld og vores dage herude er ved at være talte. Snart starter monsunen og med den, omtrent fire måneder hvor himlen holder ventilerne åbne. Selvom vi efterhånden føler os ret hærdede som øboere synes fire måneder med konstant regnskyl at være ret uoverskueligt. Vi pakker derfor snarligt rygsækkene og drager mod nye horisonter. Ikke at det på nogen måde bliver let at drage herfra!
Vi har befundet os i, hvad jeg vil betragte som en tidslomme.  Tid og ugedag har været underordnet, dagsrytmen har været den samme - eneste variabel har været kunderne og vejret. Netop mangfoldigheden blandt vores gæster er enorm og gør sig derfor fortjent til lidt spalteplads. Dagens blogindlæg handler derfor om de gæster vi af forskellige årsager husker bedst!
Eco Sea Dive bungalows. som vi har bestyret det sidste halve år, udmærker sig ingenlunde til at være et femstjernet resort. Om resortet overhovedet kommer i betragtning til een stjerne vil jeg lade være usagt. At firmaet ikke tilbyder nogen form for luksus hvad angår indkvartering har selvsagt stor indflydelse på hvilke kunder vi tiltrækker. Kunder med store forventninger til forplejning forekommer, men gudskelov kun i et fåtal. I fare for at lyde selvudslettende vil jeg lige benytte lejligheden til sige at vi til gengæld tilbyder super dykning i et fantastisk øhav omkranset af uberørte strande  og med indkvartering i små rustikke bungalows med havudsigt. Derudover kan man, som en sjældenhed, få lov at passe sig selv og nyde sin bog i en hængekøje uden  at nogen prøver at sælge een noget. Stedet her giver gæsterne en enestående chance for at nyde et par dage i paradis, hvor Wi-Fi er en by i Rusland og hvor man spiser sine måltider sammen og får mulighed for at snakke med nye mennesker fra nær og fjern.
Alligevel har vi særtilfældene. Som skolelærere kender vi det alt for godt, det er de der adskiller sig fra mængden man husker bedst: de adfærdsvanskelige, enspænderne og brokrøvene. Lad mig bringe en lille buket.

Swiss quality
En helt almindelig morgen og båden fra fastlandet var ved at lægge til land  ankom og vi stod på molen og modtog gæsterne. Af båden steg et dusin glade turister og schweiziske Rudolf.

´Good morning Sir, and welcome to …..´

´Ehhhh yes, Im wøndering who I am diving with?

Manden blev venligt bedt om at fortsætte til fællesområdet for der at få nærmere besked om hvad der skulle foregå.

`Yes, but I wønt to knøw who I am diving with. I am professional, I have dive many many times.I dønt want to dive with amateurs! 

Og således blev tonen lagt an - Rudolf var ikke til at smigre med høflighed. Han ville have kvalitet for pengene!

Da Søren senere spurgte til dykket faldt dommen prompte:
` If I wanted snøw I would have stayed in Schwitzerland!´

Tja  - det var selvfølgelig også en måde at sige, at man godt kunne ønske sig lidt bedre sigtbarhed.

Da Søren senere på aftenen tændte lejrbål for at sprede hygge faldt dette ej heller i god jord hos vores gæst fra alperne. Næppe havde Søren fået antændt træet før Rudolf bestyrtet piler op på siden af ham: `What are you doing? Are you trying to kill us all?´

Næh, Rudolf ikke var så ligetil at behage eller vride et smil ud af. Vi gjorde hvad vi kunne i hele to dage, men indså at det var umuligt. Det var helt umuligt at forudse, hvad der til sidst kunne fremtvinge en skraldlatter hos herren. Men det skete - og det var ganske vist - da vores båd brød sammen  og måtte trækkes tilbage efter hans sidste dyk. Det var prikken over i´et og der var ren fryd at spore i hans latter. Nu brændte det hele endelig sammen - lige hans humor.

Troubadurerne
Endnu en morgen stod vi på molen og bød nye gæster velkommen. Ung som gammel steg af og deriblandt et yngre par der skilte sig ud ved at bære identiske stråhatte. Som bagage bar de blandt andet yogamåtter og en ukulele.
Jeg anede straks muligheden for at tilbyde dem et par timers yogaundervisning nu de havde udstyret med. Senere samme dag fandt jeg ud af, at de slet ikke havde brug for nogen undervisning. De kunne helt selv og ville utroligt gerne vise det.  Da resten af gæsterne sad bænket ved aftensbordet mente de at tiden var inde til lidt udstrækning. Yoga føles altid lidt bedre og sundere når der er tilskuere på.
Efter et godt måltid var det tid til lidt hygge og igen følte de sig ansvarlige for at bidrage til dette. De satte sig godt til rette i hængekøjen, fandt ukulelen frem og begyndte så ellers at jam´e det bedste de havde lært. Nu var det bare det, at de i virkeligheden ikke havde lært så meget, så det blev mest af alt til lidt strengeleg og arytmisk trommen på bagsiden af ukulelen alt imens resten af gæsterne var tvangsindlagt til at betragte deres kærlighedsleg omkring deres nyligt indkøbte instrument.
Helt spændende var det at betragte resten af gæsterne mens rytmeorgiet fandt sted. Samtaler stoppede abrupt og tomme blikke blev vendt mod parret. Undertegnede sad blot og blev mere og mere bitter. Jeg skal lige tilføje at jeg INTET  har imod musik - jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg elsker det. Men…. der er intet så øredøvende og irriterende  end at lytte på folk der øver sig på at spille. Det er som om at de går  fuldstændig i symbiose med deres instrument og glemmer, at de nu er startet på den samme melodi for 23. gang, men har i sinde at fortsætte indtil det er helt perfekt - koste hvad det vil.
Om nogen dristede sig til at fortælle hvor dårligt det lød, om de opfangede misstemningen eller om de bare tabte interessen vides ikke. Ihvertfald tonede larmen ud og gentog sig ikke mens de opholdt sig på øen.

Man versus wild wannabees
Og så var der parret der bare gerne ville være back-packere fuldstændig in-sync med naturen. Parret der begge havde tommeltykke dread-locks og piercinger overalt havde dog også looket og kunne godt ligne nogen der havde vendt civilisationen ryggen og fundet en helle i naturen. Ihvertfald havde de på forhånd bestilt plads i en hængekøje sovesal. Ikke at vi ejer en sådan, men hængekøjer har vi nok af så det kunne sagtens lade sig gøre at lave sengepladser til dem hvor end de måtte ønske at sove.
I forvejen havde det været lidt besværligt at sælge dem turen herud. De var som sådan ikke interesseret i dykningen . Nuvel, de kunne da tage et par prøvedyk men de var mest af alt interesseret i at fiske. Ejeren af vores selskab er en kyndig dykker, men ved knap så meget om at fiske og da slet ikke den slags fiskeri som de var interesseret i - nemlig spydfiskning. Lettere irriterede var de da det blev dem meddelt at vi var et dykkerfirma der havde som formål at kigge på fisk  - ikke at slå dem ihjel.
De nåede dog til enighed om at de kunne købe sig et par kroge og en line og at de var meget velkomne til at lave bål og tilberede deres fangst der, om de var så heldige at få fisk på krogen.

De nåede aldrig hverken at sove udendørs eller tage på fisketur.

Set i bakspejlet bakkede jeg dem nok ikke op i deres udendørsliv, da jeg viste dem en sovesal de kunne ty til i tilfælde af uvejr. Ihvertfald mente de at kunne spore at der var regn i luften og valgte derfor sovesalen fremfor de ellers så komfortable hængekøjer.
Fisketurene blev erstattet af prøvedyk og snorkelture. Prøvedykkene blev stoppet da de begge stak af fra divemasteren. Snorkelturen fik en brat ende, da han var tæt på at slå sig selv ihjel ved at lægge an til at springe i vandet lige over skruen alt imens båden var i fuld speed. Søren nåede netop at stoppe ham inden han tog springet.

De overlevede opholdet - måske netop fordi de ikke nåede at opleve naturen på klods hold.

Sidste dag havde de valgt at stå tidligt op og være med til morgenmaden inden dagens program startede.  Selv var jeg ikke helt vågen og var velsagtens faldet i staver  da jeg ud af øjenkrogen så, at hun sad og spiste ivrigt direkte fra dåsen med nutella. Med en grødet stemme fuld af foragt tror jeg vist jeg skammede hende ud. Enough is enough  - backpackernes frisind havde nået værtindens smertetærskel!

Godnat fra Helle
- der glæder sig til en ny dag med masser af nye spændende mennesker.