Nød lærer nøgen kvinde...

Vi har ladet os skille. Ikke for bestandig naturligvis, men blot for en måned. Jeg er taget til Indien på yogakursus for at lære at svæve. Søren var åbenbart ikke bjergtaget af beretningerne fra sidst jeg besoegte Indien, så han har istedet valgt at nyde livet som dykkerbums på en lille ø i den thailandske golf.

Det at vi ikke længere er to har krævet lidt tilvænning. Specielt første aften blev en udfordring for mig.
Jeg havde indlogeret mig på et stort hostel i Kuala Lumpur. Et af de steder der er helt og aldeles blottet for hygge og personligt præg, men praktisk i den forstand, at der kan stuves utroligt mange gæster ind på een gang. For en net lille sum har man så erhvervet sig retten til en seng, en ventilator og fælles bad og toilet for et døgn. Handklæder er luksus og luksus må man som bekendt betale ekstra for.

Da jeg så havde betalt for den luksus, og iøvrigt bevæbnet mig med en saks, følte jeg mig nok hjemme til at slynge håndklædet omkring mig og bevæge mig mod fællesbadet for at lade et par af de lyse lokker falde.
Indrømmet, håndklædet var en kende for smalt til det nummer. Det havde lige netop den bredde, at det skulle strækkes fra hver side for at få det til at dække helt. (Det kender jeg godt - Søren) Ydermere var det nødvendigt at bukke mig en anelse forover for at vaere sikker på, at intet kunne ses. Den snarrådige laeser vil måske tænke, om jeg havde overvejet, hvad der kunne ses bagfra. Det havde jeg ikke. Til mit forsvar kan jeg kun sige, at det måske er en arbejdsskade medført af mit arbejdet med autister, for hvem følgende er sandt; “Jeg kan ikke se min ryg, ergo er den der ikke!”

Hvorom alt, jeg trykkede trykknaplåsen ind og smaekkede doeren bag mig. I samme øjeblik vidste jeg den var helt gal! Nøglen lå indenfor!

Naar panikken breder sig er det tid for irrationelle handlinger! Desperat prøvede jeg at hive og ruske i dørhåndtaget, som om døren på en eller anden måde skulle have taget fejl. Så prøvede jeg skulder mod dør, men her måtte jeg erkende at både lås og dør var mere solide end jeg.
Alternativerne var nu enten at haste ned i receptionen, kræve en ekstranoegle og for alt i verden undgå al form for øjenkontakt, eller at råbe efter hjælp på gangen hvor jeg nu stod. Mens jeg stod og trippede på stedet, mens jeg vejede for og imod,  kom en kvinde ud fra et værelse. Redning!

Set i bakspejlet har jeg nok virket en anelse desperat… nok nærmest skræmmende. I hvertfald var hendes reaktion at vende om på hælen og skræmt smække døren i igen.
På sin vis bebrejder jeg hende ikke; Jeg ville måske have reageret på samme måde, hvis der havde stået en halvnøgen kvinde uden for min dør bevæbnet med en stor saks og et vildt blik i øjnene! Jeg indså hurtig at saksen måske ikke var det bedste kort jeg havde på hånden, så da jeg ud af min øjenkrog spottede en kineser, der på afstand stod og betragtede løjerne, blev den hurtigt gemt bag ryggen. Jeg måtte ændre strategi!
Jeg tror generelt ikke at asiatiske mænd finder vestlige kvinder attraktive. Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at det var nysgerrighed, der fik ham til at blive stående. Desværre stod han så langt væk, at jeg med min mest tryglende stemme måtte råbe hvad mit problem var.  Gudskelov varede det ikke længe før han forstod sagens alvor og råbte om vaerelsesnummer, for så at slentre ned mod receptionen. Der var glæde i mine øjne, stolthed i hans,  da han kort efter vendte tilbage med reservenøglen.

Nu vil jeg mene, at jeg er et velopdraget menneske, som generelt prøver at overholde de kulturelle spilleregler hvorend jeg er, udfra devisen ’When in Rome do as the Romans.’ Lige netop dér, i det øjeblik, havde det nok været mere på sin plads at gøre hvad romerne end gør, når de udtrykker taknemmelighed. Men det gjorde jeg desværre ikke.

I Malaysia, der viser man taknemmelighed ved at samle hænderne og bukke dybt…..

- Helle på genopdragelsesrejse

Mystikjægere og heksedoktorer

Da vi første gang hørte om Siquijor var det i forbindelse med en dykker-ekskursion der var ved at gå i vasken da der ikke var personale nok til at tage med. Af samme grund blev det  dykkerselskab vi dykkede med kontaktet og bedt om at sende deres divemastere afsted til at lede dykkene. Det var ikke uden problemer. Een havde pludselig et sjældent tilfælde af meget plagsom eksem, en anden havde en syg hane en tredje havde pludselig akut brug for en uges fri og sådan fortsatte det. Enden på det blev at dykkerselskabet måtte tvinge noget af personalet afsted. Vi blev senere fortalt at de skrækslagne divemastere havde fundet en udvej - de havde nægtet at gå i land og havde derfor måttet overnatte på båden.

Grunden til denne modstand fra de ellers meget ihærdige og eventyrlystne dykkere var at de i bund og grund er hunderæd for sort magi som netop Siquijor er berygtet for på disse kanter.  I Filipippinerne er det alment kendt, at her finder man heksedoktorer der blandt mangt og meget udfører åndemaneri og voodoo.

Se, når børn møder forbud mod noget er det så sikkert som amen i kirken, at det noget nok skal blive gjort alligevel. Det er som at vifte en rød klud.  Samme effekt havde det på os når de lokale advarede mod at tage dertil - vi blev blot mere og mere nysgerrige.

Da vi endelig nåede Siquijor på vores roadtrip var det med en klar forventning om mødet med okkulte mørkemænd, der rendte omkring og stak nåle i hjemmelavede dukker og kastede besværgelser omkring sig.

Vi blev hurtigt klar over at mystikken var sværere at få øje på end som så. De lokale rådede os  til at søge i bjergene og alliere os med en lokal der, der kunne vise os vejen til en quack-quack doktor. 

Mødet med denne doktor blev faktisk en ret speciel oplevelse.  Vi blev ført op i bjergene og fandt der en lille enklave af træhytter, hvor han skulle holde til. Snart blev vi inviteret indenfor i hans hytte af en horde af kvinder, der øjensynligt synes at hænge ud der. Inde i mørket sad han så, denne berygtede troldmand, og lignede allermest en hyggelig gammel mand. Skuffende nok var der intet sort over ham- hvis man da ser bort fra hans fødder der begge efterhånden havde antaget farve af en seriøs omgang koldbrand.

Alt imens kvinderne kvidrede løs om hans overnaturlige evner sad han apatisk og kiggede med et tomt blik ud i lokalet. Snart blev hans naturmedicin og amuletter fundet frem og de fik fortalt om deres virkning og hvordan alt var fremstillet sidste langfredag. Selv forblev den gamle mand tavs som graven. 

Af een eller anden årsag var der ikke andre urter end de der kunne hjælpe een økonomisk eller med potensen. Om de havde udsolgt af urter med andre helbredende virkninger eller om de, også her, har regnet ud hvad der holder verden gående, forbliver en gåde. 

Da ingen af os synes at have brug for hjælp til hverken det ene eller andet erhvervede vi os hver især en af hans handskårne amuletter, der efter sigende skulle beskytte een mod onde ånder. Før jeg vidste af det havde kvinderne trukket mig over i en stol, tændt op i en lille gryde med kul og bark og placeret den under mig. Et stort hvidt klæde blev spredt ud og lagt ud over mig, som var jeg hos frisøren og åndeuddrivelsen var igang. Kullene brændte, lugten fra urterne spredte sig og jeg blev mere og mere dårlig. Doktoren selv sad og viftede med en gammel romflaske der nu var fyldt med en sort tjæreagtig masse. Han tog en slurk og jeg begyndte straks at frygte at jeg skulle gøre det samme. Gudskelov blev det ikke aktuelt. Kvinderne tog istedet flasken, hældte indholdet ud og smurte mine hænder, ankler og tindinger. Hvad der lige præcis gik foregik blev ingen af nok helt klar over men vi alle lidt høje af oplevelsen, da vi startede vores scootere for at bevæge os hjemad.

Min ekstase over at have fået de onde ånder drevet ud blev dog kortvarig. Et eller andet ondt må de have glemt, for jeg nåede lige akkurat at sætte mig på scooteren, gasse op og lave et gedigent styrt ned af bakken! Da jeg rejste mig sammen med mine tre rejsefæller syntes jeg ikke øjeblikket indbød til tårer. Istedet hørte jeg mig selv grine hysterisk mens scooteren blev løftet af af mig og jeg blev løftet på benene igen.

Med skrabede knæ, ridser i selvtilliden og tvivl i sindet satte jeg efter Søren, Magnus og Henrik og drønede snart om kap med dem og solnedgangen over Siquijor.

- Helle 

PS. Behøver jeg at fortælle at min magiske amulet selvfølgelig forsvandt i styrtet, og var pist væk da vi endelig nåede hjem?