Jonas og hvalen, alene paa Koh Tao og rendezvous nordpaa

Efter mange proevelser, store som smaa, og en ordentlig roevfuld oplevelser, er jeg langt om laenge faerdig med min divemasteruddannelse. Nu kan jeg arbejde professionelt som dykker, hvis jeg vil. Tage folk paa undervands-tours, genopfriske deres dykkerkunnen og -viden osv. Egentlig passer det mig dog ret godt, bare at have gjort det for mig selv; Det er en stor tilfredsstillelse at have gennemgaaet kurset og have faaet det boost til min viden og kunnen som dykker. Jeg taenker nok jeg forholder mig til det, som en cand. et-eller-andet-obskurt-humanistisk-felt, goer til sin grad. Det er da meget godt at vide, det interesserer og fascinerer, men der er sgu' nok ikke saa mange penge i det. Naar det er sagt, saa vil jeg ikke sige nej tak, hvis der lige pludselig var en mulighed et sted, hvor vi begge kunne arbejde.

De sidst to uger har budt paa nogle absolut fantastiske oplevelser. En dag saa Orn, skibets kok, at en stoerre flok snorklere alle svoemmede i samme retning, og hun raabte til mig, "Hey Soren - hvad tror du dét er?" Umanerligt velbegavet, som jeg jo er, svarede jeg med et ligegyldigt skulderkast "Det er bare en flok snorklere." Hun rullede sigende med oejnene, og med et faldt tioeren! Hun mener selvfoelgelig hvad de foelger efter... Inden kaptajnen fik standset motoren havde vi grebet finner og maske og var sprunget i. En hektisk svoemmetur efter de andre snorklere. Vi naar det ikke! Men hoer, aendrer de ikke kurs!? Jo, den var god nok - hvad de end fulgte efter, saa andrede det kurs og svoemmede lige mod os...

Med eet var den der! Hvalhajen! The must see! Majestaetisk svoemmede den forbi lige under mig. Dovent slog den med halen og svoemmede gennem vandet med sit enorme mund aaben. Jeg lod mig dykke ned ved siden af den, kun faa meter under overfladen. At svoemme ved siden af saadan en kaempe er en ubeskrivelig foelelse, den er saa sindsygt fremmedartet og saa stor. Hvor laenge jeg fulgte med den ved jeg ikke, det foeltes laenge men det var nok kun ti minutter, mens jeg med mellemrum var oppe og faa en mundfuld luft igen. Til sidst dykkede hajen, syv, ti, tolv meter, dybere og dybere; Jeg opgav forfoelgelsen, selvom jeg ikke tror opmaerksomheden blev den for meget. Den virkede dybt ligeglad med min tilstedevaerelse. Da vi, som var sprunget i baljen, kom tilbage paa baaden var vi hoeje af lykkerus! Vi sprang leende og raabende rundt paa daekket og gav knus til alle, som kom i vejen. En praegtig oplevelse! Jeg var oem i kinderne af at smile og grine!

Dagen derpaa fulgte vi efter en rigtig hval. Hvilken art det var kunne vi ikke afgoere, for den svoemmede for hurtigt til at vi kunne snorkle ved siden af den. Jeg tror dog det var en finne hval, for den var enorm; Vel omtrent femten-tyve meter lang; Det var imponerende at se den spraenge vandoverfladen med sin brede ryg og hale! Helle var noget misundelig da jeg SMS'ede hende for anden dag i traek og fortalte om mit store held. Hun tog afsted til Chang-Mai for snart tre uger siden, og afsluttede sit meditationskursus efter 12 dage. Tiden vil vise om hun har laert at svaeve.

To uger efter Helle var taget afsted, for snart een uge siden, afsluttede jeg saa mit Divemasterkursus og tog nordpaa, foerst til Bangkok hvor jeg rendte ind et par danske fyre som jeg kendte fra Koh Tao. Selvfoelgelig gik der oel i den, saa det var en noget glad Soeren som underholdt paa slap linje i nattoget paa vej mod Isaan. De oevrige passagerer gik formentlig fra asken til ilden, da min knaevren holdt op og min snorken begyndte. Saadan sover en bjoern.




So for now, farvel til Koh Tao og de uvirkelige solnedgange.

- Soren, i Nong Khai, Nordoestthailand, nu igen med bedre halvdel.

Offroad biking og dyretaekke

Det er efterhaanden et stykke tid siden vi koebte vores cykler og det har vaeret et godt koeb. Men vi udgoer dog med vores valg af transportmiddel en meget lille minoritet her paa oen; det cyklende mindretal. Der er dog den hage ved det, at der ingen cykelsmed er paa oen, saa er der noget galt, maa vi selv smoege aermerne op og ordne sagerne. Reservedele er selvsagt noget vi maa kigge langt efter. Soerens mor var saa storsindet at efterlade adskillige personlige ejendele derhjemme incl. bikini for at goere plads til lappegrej, daekjern, cykelpumpe etc. etc. i kufferten. Det kunne vi takke hende for forleden - for Soerens cykel var punkteret og mine bremser var upaalidelige, saa vi brugte Soerens fridag paa at lege handymen. Efter at have svedt et par timer over opgaven kunne vi konstatere, at vores haender ikke sidder helt forkert; daekket holdt luft og bremserne virkede (lidt) bedre end da vi startede.
Dagen efter bestemte jeg mig for at afproeve successen ved at cykle en tur til den anden side af oeen. En veninde ankom for nogle dage siden og flyttede til oestsiden af oeen og det var for mig et oplagt maal. Distancen var angivet til 4,5 km - en lille overkommelig tur taenkte jeg og begav mig afsted. Det skulle senere vise sig at vaere de laengste kilometer jeg har tilbagelagt i mit liv.
Se, nu har jeg jo aldrig vaeret praktisk anlagt. Mange har i tidens loeb vaeret vidne til hvor utrolig daarlig jeg er til at klaede mig efter vejr eller aktivitet. Det slaar da heller ikke fejl denne dag - jeg cykler frejdigt afsted i en ultrakort sommerkjole og et par slippers. Det hoerer med til historien, at jeg faktisk var blevet advaret mht. til ruten. Efter sigende skulle der vaere nogle lede bakker som udover at vaere stejle, skulle vaere meget glatte paa grund af et tyndt lag toert sand. Advarsler som denne vaelger jeg friskt at ignorere for - taenker jeg -" det kan da ikke passe for folk gaar der jo hver dag, saa det kan da ikke vaere saa anderledes med en cykel". Jeg blev klogere, gjorde jeg.
De foerste 500 meter gik fint, men saa begyndte det at gaa opad og jeg maatte give op - jeg kunne ikke traede i pedalerne. Fint nok taenkte jeg - "What goes up must come down" saa jeg vaelgte at traekke min cykel op over foerste bakke... Men bakken stoppede ikke - den fortsatte op de naeste 4 kilometer. Selvfoelgelig var der steder hvor den ikke haeldte saa meget, men jeg havde altid den naeste bakke i syne, saa jeg kunne lige saa godt opgive at stige paa, det taerede alligevel alt for meget paa kraefterne. Sveden haglede ned og toersten meldte sig og jeg opdagede jeg havde glemt vand. Problemerne opstod for alvor da den asfaltbelagte vej erstattedes af grusvej og haeldningerne begyndte nu for alvor at blive serioese. Jeg svedte paa det tidspunkt saa meget at jeg var vaad under foedderne, hvad gjorde at jeg gled bagud af mine slippers og det gjorde mig rasende. Den vakse laeser vil nok taenke - "hvorfor fanden saetter hun ikke den cykel og gaar i stedet". Men jeg vil sige til mit forsvar - jeg var jo, trods jeg var rasende, optimistisk og troede stigningen ville stoppe paa et tidspunkt - det maatte jo gaa nedad paa et tidspunkt. Saa jeg hankede op i mig selv, taenkte fanden staa idet - tog skoene af og slaebte cyklen med - op skulle den, koste hvad det ville.
Endelig endelig naaede jeg bakkens top og satte mig op paa sadlen - for nu skulle nedturen nydes. Kort efter maatte jeg igen stige af, idet jeg indsaa, at haeldningen ogsaa her var for stejl og mine bremser var nok stadig ikke helt paalidelige. Saa jeg endte med at traekke cyklen hele vejen ned(med skoene i haanden, for jeg gled i sandet!) De sidste 50 meter af turen fik jeg dog muligheden for at sidde paa cyklen - jeg noed det - meget, men set i bakspejlet var det nok ikke det vaerd. Behoever jeg beskrive tilbageturen??

Bungalowen som vi er flyttet ind i ligger i Mae Haad som er havnebyen. Vores resort ligger dog lidt tilbagetrukket fra vejen - vi har en stor have og stedet er ret stille trods dets placering midt i byen. Det at vi har en stor have betyder ogsaa at dyrelivet er rigt bl.a. rummer vores have en ret underholdende gibbonabe der sidder fasttoejret til et trae. Derudover en del smaa oegler, store gekkoer, flagermuse og endelig oeens loese hunde.
Jeg er ikke normalt bange for hunde men fik dog en forskraekkelse i Nongkhai da en hund loeb op paa siden af mig og bed mig i benet. Der skete ikke andet end at det fik mit blod til at cirkulere lidt hurtigere i aarene - cowboybukserne afvaergrede vist nok det meste. Siden har jeg meget noeje observeret hvordan Soeren tilnaermer sig hunde for ikke at goere dem bange - han har, i mine oejne, et meget godt tag paa dyr.
Forleden aften var jeg paa vej hjem til bungalowen, moerket var faldet paa og mit syn dermed vaesentligt forringet paa grund af en udpraeget natteblindhed. Jeg hoerte en hund loebe op paa siden af mig og bestemte mig for at afproeve teknikken. Haanden lige saa stille hen til den og kael under hovedet for at vise den respekt. Den syntes aabenbart det var herligt - den udviste en overordentlig portion hengivenhed og lagde sig til rette til en god gang petting. Jeg kaelede paa livet loes - jo mere hengivenhed den udviste jo mere ivrig blev jeg. Paa en eller anden maade vidste jeg godt der var noget galt - dens pels maerkede ikke helt som den skulle - der var et eller andet saert ved den- men jeg kunne jo ikke se noget, saa jeg fortsatte min gerning. Da jeg endelig synes, den havde faaet nok, rejste jeg mig og gik, smilende og saadan lidt selvtilfreds, hjem til bungalowen. Hunden, derimod, synes ikke den havde faaet nok og fulgte med i haabet om at faa lidt mere kaerlighed. Vi naaede vores terasse - den lagde sig til rette, og jeg gik ind for at taende lyset.

Da jeg kort efter kom ud igen, skulle jeg hurtigt finde ud af hvorfor jeg for eftertiden burde lytte lidt mere til mit instinkt. Der var noget galt - der var noget helt galt! Hunden som nu laa og slikkede sine poter og ventede paa mere kael havde faktisk kun pels paa hovedet, en ganske lille del af overkroppen og en lile haarrest paa halen. Resten var kradset og bidt af og dens krop var nu fyldt med skab, saarskorper og store bloedende saar. Snart skulle jeg opdage hvor meget den stank af raaddenskab - og mine haender ligesaa.
Jeg tror, at jeg for eftertiden vil oeve mig paa mit dyretaekke i dagslys.

- Helle