Helle fandt i sidste uge ud af, at der her i Dumaguete er en specialskole drevet på frivillig basis af en NGO. Da hun måske kunne tænke sig at give et par timer til ungerne der, forsøgte hun at finde ud af hvilken slags skole det var og hvor den lå. Ejeren af Harold’s Mansion, hvor vi i øjeblikket bor, kendte tilfældigvis David, er en af bagmændene bag organisationen, og kunne give Helle telefonnummeret. Så gik kommunikationen ellers lystigt pr. SMS om forventninger, undervisningserfaring og pædagogisk dit og dat. De aftalte at de skulle mødes på et tidspunkt ugen efter, men at de lige skulle aftale nærmere om tidspunkt.
Så gik der et par dage. Og Helle begyndte så at få beskeder igen - et møde blev først aftalt til fredagen. Lidt senere skrev han og foreslog at det skulle være om aftenen. På intim restaurant. Over middag.
Her er jeg nok desværre nødt til at komme med en indrømmelse. Altså, jeg interesserer mig selvfølgelig for min kones liv, jeg lytter deltagende, giver både med- og modspil og alt det der… Men helt ærligt, så havde Helles interesse i den lokale specialundervisning, nok for mit vedkommende mest resulteret i far-sidder-altså-med-avisen svar “uhmmm... nånå, jamen det lyder da fint. Nånå? Uhm.. Fint skat, fint.” Men omtrent to sekunder efter Helle sagde hun skulle til jobsamtale over middag på en fredag aften, vågnede jeg pludselig helt op.
Det skal siges om Helle at hun tror på det bedste i mennesker, og derfor ikke kan bebrejdes - og at hun faktisk også syntes det var en kende mærkværdigt. Ulig Helle har jeg dog mange års personlig erfaring med det maskuline køns grænseløse lumpenhed. Derfor vidste jeg med en jagthunds sikre fornemmelse for vildt, at der var både horn, sne og slørugler i mosen! Da jeg samtidig må indrømme at hulrummet bag min pandebrask lejlighedsvis besættes af en vagabonderende mandsling med et kedeligt anlæg for jaloux paranoia, måtte jeg træde varsomt.
Jeg sagde, meget forsigtigt, som en klog mand vist bør gøre i den situation, at det forekom mig den aftale lød lidt usædvanlig. Heldigvis gav Helle mig medhold (hvilket lykkeligvis fik mandslingen til at ånde lettet ud og pakke sin vadsæk.) - så jeg foreslog, at hun kunne skrive jeg gerne ville med. Som sagt så gjort; Hun skrev at hendes mand, som iøvrigt også var lærer, gerne ville med.
Kort efter skrev han tilbage, at det nok desværre ikke var så godt, for han var filippiner.
Den tænkte vi lidt over.
Mystificeret skrev Helle tilbage, at det da ikke behøvede at være et problem, og hvorfor det iøvrigt betød noget at han var filippiner? Der gik nogen tid, før han skrev, at han beklagede, men dét kunne han simpelthen bare ikke!
Først da opdagede min kære viv, at telefonnummeret var et andet end specialskole-Davids! Hun var simpelthen blevet offer for den filippinske nationalsport, som er at SMS-flirte med udlændinge, hvis man kan få fingre i deres nummer. Fyren må antageligvis have arbejdet i en telefonbutik, hvor Helle har fået tanket kredit på mobilen.
Hvad gælder den kække smsflirter, så har han formentlig troet Helle lagde op til en trekant. Tænk om vi var taget i byen, han i troen at det var en fræk date, og vi at det var et fagligt møde. Gad vidst hvor længe der var gået, før vi eller han anede uråd?
KH den opmærksomme ægtemand,
Søren
