Me you massa… - Part II

En tragisk komedie i to dele hvor vi følger hovedpersonerne, to håbefulde rejsende, på jagt efter en lindrende massage. 
Vi behøvede ikke at gå så længe før vi stod foran en andet spa. Dette synes dog at have helt anderledes positive rammer end det forrige. Her stod vi foran et hotel med tilhørende spa med store glasdøre, gyldne, polerede håndtag samt en portner, der forestod at byde nye gæster velkommen…. At en massage her var en anelse dyrere var kun en naturlig følge af, at de fysiske rammer var ganske luksuriøse.

En kort snak med receptionisten aslørede dog, at hotellet ikke lagde lokaler til selve spa-delen. Vi fik anvist vejen til etablissementet og snart befandt vi os på vej ud af hotellet styrende imod en mørk og noget mindre luksuriøs baggård.

Vi steg ind i elevatoren, der skulle bringe os til massagelokalerne, men da klokken ringede og dørene åbnedes forekom det påbydende lige at sikre os, at vi var det rette sted - for hvad vi så, lignede alt andet end en spa. Receptionisten, en ung herre, lå henslængt i en sofa travlt optaget af at fortære et stort måltid. Konfus og lettere irriteret sprang han op fra sit leje og tilkaldte assistance. Denne, der kort efter dukkede kort efter op med en falafel i hånden og dressing på kinden, kunne forsikre os, at vi var kommet til det helt rette sted.

Da vi begge havde bestilt en almindelig massage, blev vi ført til de kabiner hvor disse skulle forestå. Kabinerne var dog de mest ulse og kummerlige jeg indtil nu har set og betakkede mig derfor for den massage jeg havde bestilt og valgte en fodmassage istedet. Sørens alarmklokker havde dog ikke larmet tilsvarede og han gjorde sig klar til en times afslapning.

Jeg blev ført ind i et tilstødende lokale hvis møblement bestod af fire lænestole, lidt fodskamler et fjernsyn og et askebæger. Stanken af røg ramte mig dog langt før jeg ænsede askebægeret.

Umiddelbart efter ankom pigen der skulle forestå massagen. Enten brød hun sig heller ikke om stanken af røg eller også var hun overrasket over at se mig- ihvertfald blev jeg budt velkommen med et lille snerpet rynk på næsen.

Inden for et par sekunder stod det lysende klart, at hun ikke havde den fjerneste ide om hvad hun lavede. Flasken der skulle indeholde massageolie var så godt som tom, så hvad der skulle have været massage, føltes mere som var hun i fuld gang med at lave brandsår. Hun gned, trykkede og slog ubarmhjertigt på mine ben indtil hun huskede, at hun havde medbragt varme sten. Tror dog heller ikke hun havde den store fidus til denne teknik eftersom hun kun valgte at bruge to af dem – på den ene fod. Hun opgav snart at bruge dem og kastede dem højlydt tilbage i baljen og fortsatte ufortrødent med at presse sine tomler mod mine skinneben indtil jeg måtte bede hende stoppe.

Dette var stikordet, der fik hende til at lyse op. Som en gazelle sprang hun op på siden af mig, greb fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet. Her var endelig noget hun synes om, for hun lo inderligt af hvad der kunne være en vietnamesisk pendant til Emil fra Lønneberg, medens hun ruskede, rev og bankede på mine arme. Dog opstod der et problem da hun skulle skifte til den anden arm, da dette ville forårsage, at hun ikke kunne se tvét. En snarrådig pige var hun dog og fandt snart på presse min venstre arm henover mit bryst,således at hun kunne blive stående hvor hun stod.

Behøver jeg at sige, at dette muligvis den ringeste massage jeg nogensinde har fået. Det var så ualmindelig dårligt, at det faktisk blev morsomt. Utålmodige suk af længsel efter lidt kvalitet blev lidt efter lidt erstattet af en skraldlatter over hendes ubehjælpelige forsøg på at komme igennem behandlingen uden at have en anelse om hvad hun foretog sig.

Umiddelbart skulle man ikke have troet , at dette var et sted hvor kvalitetskontrol eller kundens tilfredshed var i højsædet. Mine fordomme blev dog kortvarigt gjort til skamme, for da behandlingen endelig var overstået, forlod hun lokalet kun for at vende tilbage med et stykke papir, hvorpå massagen skulle vurderes. Da mulighederne var fantastisk, god eller dårlig og i øvrigt ikke levede plads til yderligere kommentarer, satte jeg et forsigtigt kryds i god. Jeg ville nødigt gøre hende ked af det, da min latter velsagtens havde givet hende det indtryk, at jeg havde haft en yderst fornøjelig time. Det skulle vise sig at være et unødvendigt hensyn at tage. Hun kastede et kort blik på papiret og førend pennen var løftet fra papiret begyndte hun at kræve sine drikkepenge. Hvis jeg, som anført, mente at hendes massage var god, måtte det naturligvis betyde, at der var drikkepenge i vente. Hjælpsom som hun var, behøvede jeg heller ikke selv at bestemme hvor meget drikkepengene løb op i – dette beløb var hun så venlig at anføre i marginen.

Desværre, var det ikke op til hende at bestemme. Da jeg adskillige gange havde forklaret, at jeg havde betalt, forsvandt smilet som dug for solen og tårevædet løb hun ud af lokalet- kun for at løbe ned til Søren for kræve drikkepenge der.

At påstå at alle parter var slemt utilfredse med aftenens udfald er ikke helt fejlagtigt . Pigebarnet havde ej heller haft success med at afkræve Søren drikkepenge - og det til trods for, at hans massøse havde tilbudt den lille bonus, at gøre arbejdet helt færdig!

Om Sørens afslag på dette kække tilbud havde provokeret hende, vides ikke. Men flere timers klagesang og adskillige panodiler skulle der til for at rette op på den hovedpine han havde erhvervet af de slag, hun efterfølgende havde tildelt hans pande.



- Helle, der ikke har den store trang til massage – foreløbigt!

Vær velkommen kaninens år og me you massa… Part 1

Vi fejrer nytår - kinesisk nytår vel at mærke. Siden vi landede i Saigon for godt to uger siden, har nytåret i den grad været i højsædet. Byen er prydet med gule og orange blomster og folk har haft travlt med at gøre sig klar både fysisk og mentalt. Blomstermarkeder har holdt døgnåbent og overalt i byen har vi set små mænd suse rundt på scootere med halvstore og nøgne træer i keramikkrukker fastsurret til bagsædet. Disse træer med gule knopper og enkelte blomster svarer vel til vores danske juletræer. De bringer håb og tro på fremtiden ind i de små hjem og enhver familie med respekt for sig selv, og penge på lommen, erhverver sig et. Prisen for denne herlighed hænger uløseligt sammen med størrelsen på træet, men også antallet af knopper og blomster spiller ind; Jo flere knopper træet bærer, desto mere lykke vil det kommende år bringe. Det er egentlig yderst behændigt at man, selv i et kommunistisk land, kan købe sig til lidt mere lykke på sin vej.

Fra Saigon tog vi rygsækkene på og rejste et par timer mod sydvest. Jeg har aldrig været stor tilhænger af guidebøger som Lonely Planet, udfra en tanke om, at disse bøger kun gavner de restauranter og forretninger nævnt deri, men denne gang skulle dog være anderledes. Udstyret med en stjålet og dårlig kopi af Den Enlige Planet begav vi os mod Can Tho for at hengive os til et sandt mekka af flydende markeder, så mættede af farver og dufte, at sanserne ville trættes; smalle stræder med smugkik ind i de små hjem og kulinariske oplevelser af en anden verden. Aldrig har vi været så velforberedte og sjældent har vi været så skuffede.

I Can Tho, en handelsby i Mekongdeltaet hvor vi nu befinder os, har højtiden nemlig været mere mærkbar end i Saigon. Forretningsfolket har slået skodderne for butikken og valgt at byde kaninens år velkommen ved at sætte sig til rette ved ølankeret, drage væk fra byen eller blot gemme sig bort bag de lukkede facader. Ihvertfald har det ellers så ivrige handelsfolk forstået at komme deres hviledage ihu – ALT er lukket.

Forleden forsøgte vi at besøge det flydende marked. Optimismen var faktisk ganske stor, da det var kommet os for øre, at de handlende var startet igen. Bådpusherne kastede sig over os som gribbe over ådsler, da vi tidligt om morgenen indfandt os ved havnefronten.

Efter tyve minutters forhandling om en pris for turen og halvanden times sejlads, inklusive fire motorstop undervejs, blev Søren prikket på skulderen af en glædesstrålende kaptajn, der gestikulerede at vi var fremme. Måske ville dette sted på en almindelig dag summe af liv og energi. Det mest livagtige på denne dag var klumper af løsrevne vandplanter som drev med strømmen, og så fem turistbåde, der fuldstændig ligesom vores, sejlede formålsløst omkring i håbet om at finde blot en enkelt handlende.

Om det er dovenskab eller stædighed der gør, at vi stadig er her, ved jeg ikke. Selv hælder jeg til den forklaring, at vi rent faktisk har en forhåbning om at noget, ét-eller-andet, vil ske. Dog kigger receptionisten sært på os hver gang vi forlænger opholdet med endnu en dag.

Hvorom alt, så kunne turen på floden mærkes både i ryg og ende, så vi drog ud i byen for at finde en spa og lade os forkæle med en gang massage. Vi havde begge set adskillige steder rundt om i byen på vores utallige vandreture, så det skulle blive en smal sag at finde de rette faciliteter, troede vi…

Første spa vi besøgte var bemandet af en gruppe mænd alle udstyret med et ubehjælpeligt engelsk. Da vi forsøgte at forklare hvad vi ville have, blev den mindst dårlige vinket op til skranken for at assistere. Han havde dog kolossale problemer med at forklare, hvad en massage kostede. Det eneste genkendelige ord der forlod hans læber var ´cheap´ [tiiip] Vi nikkede forstående, men insisterede dog på at få prisen, for at undgå at ende i en prekær situation efterfølgende. Da der langt om længe kom tal på bordet var det, som han ganske rigtigt havde sagt, ´tiiip, tiiip, tiiip´!

Pengene var fundet frem og solbrillerne lagt i tasken, da filmen knækkede. Vi havde bemærket at han havde noteret et tilsvarende beløb på et stykke papir med et efterfølgende ´tip´. Søren reagerede prompte ved at indikere til mig, at vi var dem der var gået. Mage til halunkere og døgenigte skulle man lede længe efter, sådan selv at kræve sine drikkepenge, mente han vist.

Se, med en del år på bagen indenfor specialundervisningen føler jeg mig rimelig erfaren udi forskellige afarter af talevanskeligheder. Ovenikøbet bilder jeg mig ind, at jeg faktisk forstår alle accenter af engelsk – inklusiv den vietnamesiske. En anden ting er at min tålmodighed almindeligvis strækker en kende længere end Sørens. Til gengæld er Søren en meget bedre forhandler end jeg og besidder en uomgængelig sans for at opfange snyd og bedrag. Det er alt i alt en meget praktisk konstellation, som ofte viser sig handy, når vi rejser rundt og som normalt ikke er grobund for gensidig irritation. Men denne dag var anderledes, jeg drog derfra i sikker overbevisning om at den stakkels fyr i spaen blot var leksikalsk udfordret, mens Søren var overbevist om han havde afvæbnet en fidusmager.

Usikre på hvad var tilfældet, drog vi videre ud i aftenmørket for at finde den massage vi så inderligt higede efter. Det skulle vise sig at blive noget af en oplevelse!



Stay tuned for part two.



- Helle

Vietnam

Endelig er vi landet i Vietnam, efter to ugers decideret gøren-ingenting i Dumaguete. Lidt uovervejet måske, havde vi valgt kun at betale for femten kilo bagage hver på vores flyvetyr til Ho Chi Minh. I lufthavnen resulterede dén beslutning, for mit vedkommende, i at jeg måtte tage en rask beslutning om hvor meget tøj jeg i virkeligheden havde brug for. Da jeg erfarede den aktuelle dagspris for overvægt, bestemte jeg mig for, at en fornuftig rejsende i troperne i virkeligheden ikke behøver meget mere, end det tøj han står i - og så en taske propfuld af dykkergrej. Helle derimod kunne selvfølgelig klare sig ved at flytte en t-shirt fra sin rygsæk til håndbagagen.

Nå, skaden er nu ikke så stor. Efter lang tid i Filipinerne, hvor stort tøj og sko i vestlig størrelse nærmest ikke er til at opdrive, trængte min garderobe efterhånden til en kraftig udskiftning. Jeg ville egentlig have taget et billede af vores papirtynde sandaler side by side, men mine blev smidt ud i lufthavnen, så I må nøjes med Helles. Hun  ser i øvrigt frem til at finde en skomager ved lejlighed, forstår jeg.

Den første nat vi ankom til Saigon, gik jagten efter natlogi. Det er lidt svært, når man er i den særlige tilstand, hvor man burde sove for længst, men har drukket alt for meget lufthavnskaffe til at det er muligt. Det letteste, mente jeg, ville være at Helle passede på bagagen på en natåben café, mens jeg forsøgte at finde et hotel.

Natmad i Saigon

Efter at have takket nej til et par dyre hoteller, en billige pige, jeg faktisk tror var en pige, to andre, jeg er ret sikker på ikke var det; diverse kopimedicin, primært viagra; kokain; taxachaufører; guidede ture næste dag og fnisetobak (ikke nu, vi ses måske senere,) fandt jeg langt om længe et fint lille hotel i distrikt ét. Da vi havde slæbt vores bagage op af den ustyrligt smalle trappe, måtte vi ud og finde en skål phó på en gaderestaurant. Pho er i øvrigt en pragtfuld nudelsuppe fuld af en masse kød og omtrent en halv plukket hæk, (eller i alt fald en masse forskellige aromatiske blade.)

Hurtigt fandt vi et lille sted, hvor vi kunne nyde vores mad og vaske rejsestøvet ned i halsen med en kold saigon bia.

Vi er i øvrigt kommet til Vietnam lige til deres nytår. Vi er vist trådt ind i kattens år, forlyder det. Det blev selvfølgelig fejret på behørig vis af de lokale, men jeg må indrømme vi tog en stille aften på værelset. Én nytårsaften om året må være nok. Hvorom alt, så betyder det uventede bonus-nytår, at nærmest alt er lukket. I fjorten dage! De gør det ordentligt når de fejrer, må man sige.

Nu er vi i Can Tho, et par timer syd-øst for Ho Chi Minh, for at se det flydende marked der - og også for ikke at komme for langt fra Ho Chi Minh, da vi overvejer at forlænge vores visa dér. Enten dét, eller også tager vi til Cambodia, da vi er forholdsvis tæt på grænsen.

Nå, alt for nu - jeg vil ud og overleve i trafikken.
Søren