risikerer at falde i, fordi dæksler, riste og fliser mangler. Her er neonlys, tremmer for vinduerne, kvinder der sidder på gaden og sælger lightere, æg, nøgleringe, batterier i solblegede pakninger og tarvelige kassettebånd med fotokopierede labels. Om aftenen er vi sommetider nødt til at trække vores t-shirts op om ansigtet, for at kunne trække vejret for kvalm og kradsende røg fra brændende plastik. Semporna er ikke en rar by. Forleden aften skulle vi komme i et ubehageligt dilemma. Vi var lige kommet hjem fra et natdyk og var ved at stige af speedbåden efter at have samlet grej und so weiter. På vej op af badebroen hører vi en hjerteskærende klynken fra under badebroen. Et øjeblik var vi i tvivl om hvad det var. En hund, en kat - eller en rotte måske? Hurtigt fandt vi en lygte frem (som jo ikke var langt væk, omstændighederne taget i betragtning) og kunne efter lidt søgen se en lille hundesnude stikke op mellem nogle store sten i havnbassinet. Da det syntes klart der ikke var tale om en rotte, måtte vi forsøge en redningsaktion. I mine sandaler kravler jeg ned på stensætningen, mens Helle lyste for mig. Jeg forsøger at vælte den store sten til side som lå oven på hunden, men kunne dårligt få fat. Den skurede rundt, og med ét ophørte hundens jamren. I et kort grimt øjeblik troede jeg, at jeg havde mast den, men fik til sidst stenen rullet væk, for der at kunne se en skælvende lille og gennemblødt hundehvalp. Jeg løftede den op i nakken, op i luften og op i lyset. Den var endnu meget lille, og havde end ikke åbnet øjnene - dog havde den ikke brækket nogle ben, så vidt jeg kunne konstatere.
Med ét var vi blevet hundeejere... “Stort tillykke med barnet. I må være så stolte,” kommenterede vores tyske rejsekammerat Katrina tørt. Og what dælen do you do? Tæven var ingen steder at se, og de lokale vi viste kræet til, enten trak på næsen i væmmelse eller ønskede os held og lykke med at finde nogen der i ludfattige Semporna ville have en hund. Det begyndte så småt at gå op for mig, at hvalpen nok næppe selv var kravlet ned i havnen og havde kilet den store tunge sten på plads over sig...
I desperation viste jeg det lille kræ til nogle forskellige butiksejere. Det var dog svært at få dem til at se den lille rystende hårbold som en glubsk vagthund in spe. Til sidst, lidt trist til mode, lagde jeg den bette fyr udenfor en dykkerforretning, hvor
mange vestlige instruktører og divemasters arbejdede. Måske var der der én som kunne tage sig af den? Kværke den, kunne jeg ikke få mig til, nu jeg lige havde reddet den... Heller ikke selv om det måske var det mest rigtige. Dagen efter fortalte én af instruktørerne der arbejdede der, at én stor grim lokal hund havde bidt hvalpen ihjel. Om det passer eller ej, ved jeg ikke, men efter en druktur, (der iøvrigt skulle vise sig at give tømmermænd i H1N1-klassen) tog jeg mig i at smide en tom øldåse i nakken på den eneste store hund jeg fik øje på. Meget modent.
- Søren, syv et halvt år.
P.S. Next stop Manila via Kota Kinabalu. 10 timers bustur i morgen aften og nat. (Det røde krapyl er iøvrigt en stenfisk)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar