Julefest, daarlig mave og oem i foden.

Saa blev det jul. Jul paa Koh Tao fejres i en saer blanding af skoen lokal ligegyldighed overfor det underlige faenomen, som synes at optage saa mange af os turister, og saa en oekonomisk interesse i at give os al den jul og pynt, de tror vi vil have. Det sidste, deres forstaelse af vores ide om hygge, er nok det centrale punkt, hvis man skal beskrive thai julepynt, saa det kommer til sin fulde ret. Desto mere glimmer, neonfarvet julepynt, kunstigt sne, bannere, nissehuer, plasticjuletraer m.m. som pryder ens etablissement, desto mere tiltraekkende maa det vaere at frekventere synes at vaere antagelsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at en jaevn dansk husmandsaestetik sine steder presses til det yderste. Omvendt synes thai'erne at tage hele forberedelsen meget mere afslappet end vi er vant til i Danmark, hvor julen begynder engang foer november. I alt fald er julepynten foerst kommet op i sidste oejeblik, men - altsaa, som beskrevet, i ret rigelige maengder.

Jeg var ude at dykke juledag, mens Helle noed solen paa daekket af baaden. Jeg har nu dykket et par gange paa Koh Tao, men desvaerre er sigtbarheden under vand noget daarlig. De bedste forhold jeg har proevet er 5-6 meters sigtbarhed, som er noget langt fra det blaa undervandsparadis jeg husker fra sidst vi var her. Naa, sigtbarheden lader til at blive bedre dag for dag, saa jeg krydser fingre. Desuden tyder en del paa at jeg nok ikke faar dykket mere foer engang efter nytaar; Mere om det senere.

Julen fejrede vi paa en stor bar og restaurant, som ligger lige ud til vandet. Julemiddagen var lasagne, pandekager, steg, humus, pitabroed, lidt forskellig salat og en overvaeldende stor maengde oel. Om det skyldes det sidste eller noget jeg har spist ved jeg ikke, men i dag har jeg ikke holdt mig laengere fra et toilet, end at jeg hurtigt kunne loebe dertil. Naa, bortset fra latrinaere efterdoenninger og et haendeligt uheld, saa var det en vaeldig aften. Vi gik afsides og sprang i havet klokken 03. Bagefter, paa vej tilbage til festen, gaar det selvfoelgelig op for mig, at jeg har glemt mit ur paa stranden. Efter, i min soegen, at have braendt mine sarte funktionaerfingre paa Helles lighter, beslutter jeg at hente lommelygten. Ti minutter senere finder jeg til min store glaede uret, men hvad lygtens skaer ikke fanger, er den store sten jeg i det samme sparker ind i! Jeg tror nok min ene taa er braekket, men Helle siger jeg pyldrer alt for lidt til at det kan passe. Det er et satans dilemma: Paa den ene side, kan jeg enten pyldre mere for at faa den opmaerksomhed og troest jeg higer efter, men saa bestaar hendes billede af mig som en stor toesedreng. Jeg kan ogsaa vaelge at baere min ulidelige smerte som en tavs (omend klodset) helt, men her forudser jeg det problem, at hun kunne risikere at tro, den faktisk ikke er braekket saa. Det er da ogsaa fordoemt, og alt i mens hun haaner mig for min klodsethed, forsoeger jeg at loebe paa toilet med et spruttende roevhul og en brakket taa. Mit liv er et smertehelvede.

Men til nytaar saa skal vi feste! Yes sir!

Soeren

Fuldmaane, to historier om vand og en fremmed mand i lejligheden!

Oen, som i forvejen virker ramt af lavsaeson, er nu i fuldmaanens vold. Nabooeen, Koh Phangan, er beroemt og berygtet for de vilde full moon parties der holdes der; Det maerkes tydeligt, at en del turister har valgt at tage dertil. Her paa Koh Tao forsoeger en del barer og restauranter at afholde egne full moon parties. Er de heldige, sidder der tre-fire kunder. Noget tam fest, maa man vel sige. Naa, vi var til en fuldmaane fest paa Phangan sidst vi var i Thailand. Det var da meget sjovt, pa en drik-hjernen-ud, og rag usansende rundt blandt andre ligesaa dumme turister, som ligesaa godt have taget til Ibiza. Vi er nok blevet for gamle til den slags, hvilket paa sin vis er helt ok, om ikke andet, saa er det i alt fald godt for mit levertal.

I gaar skulle jeg have vaeret ude at dykke, paa et genopfriskningdyk, for lige at se om jeg nu stadig havde styr paa teorien osv. Men soen (bemaerk, det er med oe, ikke oe.) var lidt for livlig, mente instruktoeren, saa i stedet for lejede vi os ind paa en svimmingpool, paa et luksusresort. Det kan nok vaere der blev gloet, da vi troppede op fire mand staerk med iltflasker, vaegtbaelter, vaaddraget og alskens andet grej. Og da vi foerst sprang i havde vi alles opmaerksomhed. Naa, I kan nok forestille jer, at jeg kan lave et, skal vi sige velvoksent, plask med min sarte ballerinastatur. Iklaedt vaegtbaelter, svoemmefoedder, tank, oppustelig vest m.m. saa var det et himmelsk plask. Der var ikke et oeje toert paa de, der sad omkring poolen. Desvaerre heller ikke meget toej, eller bestilt mad for den sags skyld.. Naa, men hva' pokker, under vand kan man jo ikke hoere hvad der bliver raabt over vande, men det var temmelig farverigt, tror jeg.

I dag havde jeg fornoejelsen, at bekraefte overfor Helle, at det godtnok er maanens tiltraekning der skaber tidevand. Jeg kunne ogsaa afvise, at det kunne betale sig at gaa om paa den anden side af oen, for at se om tidevandet skulle vaere et andet der. Men soed, det er hun.

Naa, jeg er ogsaa et aandsvagt spetakel. I dag laa Helle paa stranden, og jeg var ude at vandre en tur. Da jeg kom hjem stod der en fremmed mand i vores lejlighed! Uforstaaende stod jeg og stirrede paa ham, mens han talte med en paa badevaerelset. Hvem var han? Bagte han paa min kaereste, var det et indbrud, hvor var Helle og hvorfor fanden talte han tysk til hende? Pludselig hoerte han mig, eller maaske maerkede han at doeren var gaaet op - i alt fald vender han sig om med vilde oejne og kigger paa mig. Fight or flee?! Skal jeg give ham et par paa kassen? Naa, besindig som jeg jo er, spoerger jeg, hoejt og anklagende som man gerne taler, naar man ved man har retten paa sin side:"Who the hell are you, and what are you doing here?" Saa svarer han mig, paa lidt gebrokkent engelsk, lidt bange, men nok mest forundret... "Jamen, her bor jeg." Jeg foelte mig en lille smule dum, da jeg lukkede doeren til nr. 93 og gik over til mig selv i 95. Det er helt uansvarligt at skilte paa saadan en maade at man kan tage fejl. Jeg klager til receptionen goer jeg!

- Soeren, lidt roedkindet.

Boligsituation og Soerens spareplaner.

Vi har nu fundet os godt til rette i en lille lejlighed hvor vi paataenker os at blive boende den naeste maaned- et vaerelse med toilet og bad- saa ikke helt ulig vores lejlighed i Fredericiagade stoerrelsesmaessigt. Her her vi dog glaeden af isende koldt vand i bruseren. Vi overraskes hver gang vi skal i bad over hvor koldt vandet egentlig er - saa lange varme bade med skoensang under bruseren, er afloest af skrig og skraal og basken med lemmerne for at faa varmen.


Endvidere har vi faaet husdyr - de boede der fra starten saa vi naenner ikke at jage dem ud. 3 halvblege gekkoer - hvoraf vi har navngivet den ene vi genkender ( den har mistet halen) de andre forbliver anonyme. Det skal siges at deres hurtighed op ad vaegge og henover gulvet indgyder respekt og agtpaagivenhed - ihvertfald for mit vedkommende. Man tillaegger sig jo hurtigt vaner, og for mit vedkommende, er det lige at tjekke hvor de befinder sig i rummet foer vi laegger os til at sove.
Her er et foto af vores lille darling.

Vores boligsituation goer at det ikke saa ligetil at klare toejvask selv- koldt vand og en haandfuld vaskepulver evner desvaerre ikke at tvinge den odeur vores legemer afgiver i denne varme ud af toejet. Saa en lokal vaskekone tager sig dette. Prisen for dette er ikke hoej- og vi ser jo heller ikke hvor meget knofedt og deraf foelgende sved hun laegger i for at fjerne det vi burde kaempe med. Soeren mente dog alligevel det blev for dyrt i laengden og foreslog derfor - oekonomisk som han jo er - at vi i det mindste kunne smide vores handklaeder ud hver gang de var beskidte nok og koebe nye i stedet for at vaske. Jeg tror vi forsoeger at vaske lidt endnu.

- Helle

Stemningbilleder fra Koh Tao

The Car Bar, et godt sted at falde i et slemt hul.... Her moedte vi JT, Jaytee, en forkaelet rigmands-soen, som rejser verden rundt og skyder dens dyr paa fars regning.















Det regner med jaevne mellemrum. Og foer og efter bygerne skjuler skyerne de hoejeste bakker paa oen. En del veje er vasket vaek. Vejen Helle staar paa er normalt ret trafikeret, og vi maa springe for vores liv naar motorcykler, saerligt de firehjulede, droener forbi.



















Det meget vand, som fosser ned fra hoejdedragene, og som stadig danner impromptu floder mange steder paa oen, ender, selvfoelgelig, til sidst i havet. Det giver mulighed for at se Helle foretage pikante smaa rejehop paa stranden!














Aftenstund ved havet hvor vi bor.

Koh tao, Soeren goes metrosexual, gennem trappen og Helle skal laere at dykke (igen)

Efter et par dage i Chumpon har vi endelig trukket ploekkerne op og har taget hurtigfaergen til Koh-tao. (Koh, - thai for oe) Koh Tao er den oe, vi brugte en del tid paa sidst vi var i Thailand, men en del har forandret sig. Turismen er steget, temmelig kraftigt endda - men her er alligevel til at holde ud at vaere. Der bygges overalt, da december er low season i den her region i Thailand. Vi kom hertil paa den foerste solskinsdag siden midt i oktober, vi vaelger at tage det som et varsel, eller et tegn, som det vist hedder hvis det er positivt.

Mine taeer var i en soergelig forfatning, (billede kan fremsendes paa anmodning, men af hensyn til svage sjaele saetter vi det ikke paa siden,) og da der et par steder faldbydes pedicures, valgte jeg, ogsaa af hensyn til husfreden, at faa en saadan. Det var naturligvis et kodak-moment for Helle, som tog billede efter billede af den proces, der forvandlede hendes kaelne gorilla til en slimet italiensk gigolo. Jeg savner ikke mine kloer, men min mandighed har lidt et slemt knaek. Med lidt held faar jeg vristet kameraet fra hende, og faar oedelagt beviserne, foerend hun kan poste dem.

Vi har indlogeret os paa Ban's Diving Resort, et stort bungalow-kompleks, hotel og dykkersted i et. Der har vi fundet et ret beskedent vaerelse, til en meget rimelig oe-pris. Alt her er dyrere end paa fastlandet med en faktor 2-3 stykker. Vi har koebt vaerelset for en hel maaned, saa vi kan faktisk pakke rygsaekken helt ud (endskoent vi endnu ikke har gjort det.) Vores tanker er at vi her paa oen skal dykke og bare flade helt ud. (Det har laerere ogsaa brug for, Jens!)

Helle skal op paa hesten igen, forstaaet paa den maaede, at sidst vi dykkede sammen i Aegypten, havde vi en ret forfaerdelig instuktoer, som pressede alt alt for meget. Paa Ban's har vi vistnok fundet en brazilianer, Fernando, som udover en ret veludviklet humor ogsaa lader til at have stor forstaaelse og taalmodighed. Hvor stor, tror jeg han forstod, da jeg, saadan lidt forsigtigt, spurgte om det var muligt at tage nogle dele af begynderkurset igen igen og saa nok en gang... Jeg vil bare saa skide gerne dykke med Helle!

Selv skal jeg tage en masse fundives, som er en slags frie dyk, uden et egentligt formaal andet end at hygge mig. Naar jeg synes jeg er kommet i min dykkerform igen, og igen foeler mig helt hjemme under vand, saa vil jeg tage et certifikat som rescue diver, redningsdykker. Det tager et par dage og er, saa vidt jeg forstaar et vaerre slaeb! Hvis man har proevet at kravle op af en svimmingpool, saa ved man, at man er gumpetung, naar man kravler op ad stigen, men i det her kursus, skal man have sit grej med (30 kg) plus en anden (bevistloes) person. Jeg skal til at loefte noget mere jern, tror jeg...

I aften tog jeg er helt saerligt fundive, durk gennem trappen op til den bevaertning, vi noed et par oel paa. Jeg maerkede godtnok at braedderne svejede og bukkede ledt under mig paa vej op, men paa vej ned og hjem taenkte jeg ikke over det, og satte min fod midt paa braeddet, for med et faelt brag at ryge lige igennem! I mit fald ragede jeg, som en saerlig stuntbonus, et stort skilt med mig ned, og jeg raabte vist nok et par udvalgte gloser, mens verden igen vendte sig rigtigt for mig. Besaetningen, pardon, betjeningen var dog ikke bekymret over mit massive haervaerk mod deres etablissement, men spurgte, fuld af bekymring, om jeg var allright, sir. Jeg kan godt li' at blive kaldt sir. Det er en slags plaster paa saaret I guess.

- Soeren, stadig i live, lige akkurat.

Farlig fauna

Naar solen gaar ned starter en kakofoni af insekter, gekkoer og froeer med hver sin slags kalden; For fuld kraft udblaeses hvor fede og smaekre de er, hvor laenge de kan holde vejret under vandet, og at de lige ved hvor der er noget laekkert dynd at sove i. Ikke helt ulig Crazy Daisy i Herning, hvis I nogen sinde her vaeret der...

Naa, den her lille darling fandt vi uden for hotellet. Jeg boer nok i oevrigt give en undskyldning til eventuelle thailandske dyrevaernsorganisationer, for de kvaler, den helt forbloeffende rolige tudse maatte lide, mens jeg eksperimenterede med makro, blitz og autofokus. Den er garanteret stadig natteblind, poor thing. Helle fandt ogsaa en darling, den hoppede ned paa hendes fod med et vaadt klask. Ulig Helle synes jeg den slags er sjovt, men jeg er ogsaa nem at underholde. Hidr hidr..

- Soeren

Tjener der er indvolde i min suppe, og moedet med en fortvivlet engelsklaerer.

Nu var klokken jo blevet mange - toget var selvfoelgelig halvanden time forsinket( og her skal lige indskydes at vi, som de eneste i oevrigt, sad med vores kaempe oppakning klar paa skoedet, da klokken slog kvart over ni og toget skulle ankomme) klar til at springe ud. De andre kiggede lidt toevende paa os og havde vist kun hovedrysten til overs for vores iver. Men vi var parate - meget parate i halvanden time.

Med saadant en heftigt kalorieforbrug var vi temmelig sultne da vi endelig naaede frem - saa nu skulle det blive godt at faa noget mad. Fandt det rette sted og fik bestilt hvad vi syntes var allermest indbydende paa menukortet. Soeren bestilte det laekreste mad og jeg troede, jeg med min sproglige og paedagogiske kunnen, var i stand til at forklare hende hvad jeg ville have. Forventningens glaede var vist den stoerste, for ind kommer en dejlig stor portion suppe, fyldt til randen med kinakaal og indvolde, vistnok fra et svin. Fy for den...

Naeste morgen vaekkes vi ca 4 gange af hotelpersonalet, der tydeligvis ikke har andre vaerelser at goere klar end vores. Vi ville egentlig gerne have sovet laenge men opgav. Okay okay- klokken var vel efterhaanden ogsaa blevet 12!!!

Da vi spiste "morgenmad" paa en restaurant, moedte vi en Falang(udlaending) som var i gang med sin tredje oel. Oellene her er paa 666 cl. saa man kan blive djaevelsk fuld af bare 2. Inspireret af hans oeldrikkeri og det han sad og arbejdede med, gjorde at vi faldt i snak med ham. Han var engelsklaerer i byen og havde nu undervist der en maaned. Her er et billede af ham. Han fortalte os en masse og gav os nogle gode raad med hensyn til at soege job her i landet.
Soeren skal noedvendigvis laere at binde et slips!

-Helle

Fra Bangkok til Chumpon

Sidste dag i bangkok, Efterat have slaebt Helle gade op og gade ned fandt og koebte jeg endelig mit legetoej - et laekkert kamera. (Nikon Coolpix 8800, hvis det maatte interessere...) Interessere kunne det i alt fald ikke Helle, hun paa det naermeste sov hen over disken mens jeg stillede, syntes jeg selv, begavede spoergsmaal. Men jeg fik min vilje, det er et dejligt stort noerdet kamera, som dog, til alt held, tager helt haederlige billeder. Nu manglervi blot en god fotograf saa er den i vinkel!

Vi Shanghaiede en taxi, hvilket i Bangkok er lidt af en praestation, da det almindeligvis foregaar omvendt. Med den tog vi til banegaarden, efter at have sagt farvel til en lidt trist dansker-koloni, som var, hvad det hotel, Jysk rejsebureau henviste os til hjemmefra var. Det er altsaa ogsaa smadderirriterende! Her gaar man og tror man er helt unik, global og fri - rygsaekken paa og ih hvor er vi altsaa bare ude at rejse, og saa goer alle de andre det sgu ogsaa. Roevhuller!

Togturen var lang, men helt ufattelig smuk. Saadan et nyt kamera kommer ikke med et batteri der er opladet, saa I maa tage mit ord for det. Sent om aftenen, fandt vi et naermest menneskeforladt Chumpon, og betalte os fra et airconditioned vaerelse. For foerste gang paa turen vaagnede jeg ikke foer fanden naeste morgen, vist nok til Helles ubetingede glaede.

- Soeren

Ankommet, smadret og kraftedme-suppe

Endelig ankommet til Bangkok. På plussiden fik vi gode pladser i flyet, masser af benplads, men naboer med en skrigende møgunge. Flyet var i øvrigt god fyldt med danske og europæiske sugardaddies med tatoveringer på hænderne og guldøreringe. Søvn fik vi ikke meget af, men til gengæld diverterede China Airways med nogle film som med lidt god vilje var middelmådige. Jul med Familien Kranks kan ikke anbefales.

Klokken er 22 lokal tid. Vi har lige været ude og spise på en fortovsrestaurant. Det er fantastisk som intet sover i Bangkok, trafikken nu ligner trafikken i morges, men det var et superdejligt måltid til ingen penge, indtaget godt smadret og i dieselos med larm fra en byggeplads og en firesporet hovedvej, lige ved siden af. Jeg bestilte en suppe, i den engelske menu stod der at den var hot.. Kraftedme! #"¤!! Der var skiver af chilimarineret peberrod i! Tårer, sved og måske også lymfesaft drev fra mig i én strid strøm. En nærdødsoplevelse. Jesper, hvis du tror du laver kraftedme-suppe, så tro om igen! Nå, men vi er i live, sågar i god behold og her er dælme varmt - og det er ikke bare suppens skyld.

- Søren

Benkramper og gammelt ragelse

T minus five days

Alt er pakket, det sidste i huj og hast, hulter til bulter. Vi pakkede i går fra firetiden til godt og vel klokken elleve. Vi troede vi kunne nå at blive færdige, og få det hele bragt ud på skolen inden kl. 22. Naivt. Thomas var forbi og hjalp med at slæbe et par af de ledeste ting, (og for at hente alle mine tinsoldater,) men ellers klarede vi ærterne selv. På et tidspunkt kunne ingen af os mere. Trapper, trapper, trapper, ømme hænder, smertende fødder og skift mellem isnenden blæst og voldsom sveden op og ned af trappen. Fy for katten det var en led omgang!

Endnu engang fik jeg syn for sagen, vi har alt for meget lort gemt væk. Alt for mange uundværlige skatte, alt for meget, much too much. Jeg sværger nu, som jeg har svoren før, jeg smider det ud, næste gang vi flytter. Som sædvanligt bør jeg nok tilføje, at jeg denne gang virkelig mener det.

Jeg vækkede Helle kl. 03 i nat med høj stønnen og råben. Jeg var ikke begyndt uden hende, det var mine ben som gik amok og fik et eget liv. De bukkede begge sammen i uopløselige kramper; Jeg kastede mig rundt på gulvet alt imens jeg skiftevis skreg af smerte og lo over det åndsvage i situationen. Op at stå, kunne jeg selvfølgelig ikke komme. Da jeg endelig fik mine lår masseret og strakt ud, fik jeg krampe i svangen på den ene fod. Skæppeskønt.

Lejligheden ser godtnok tom ud. Det er en underlig følelse.

- Søren