Julepynt

De er tossede med jul. Det her er en lokal læges private hus.

Ubestrideligt smagfuldt.

- Søren

Lokal undervisning og foreløbige juleplaner

Jeg elsker deadlines - især kan jeg godt lide den susende lyd, når de farer forbi. Jeg havde bestemt at i går skulle være dagen, hvor bloggen skulle opdateres. Det blev den så ikke. 

Take two. 

Lige nu sidder jeg i kaffeshoppen på det guesthouse, der har været vores hjem gennem de sidste tre måneder. Tit er det rart at sidde her og se livet passere forbi. Nye gæster kommer og går, mennesker mødes og tager afsked, nye venskaber opstår mens gamle venner glædes over gensyn. Nogen gør sig klar til endnu en våd aften i byens pulserende natteliv mens andre trækker sig tilbage for at nyde en stille stund i eget selskab. Vi har kigget lidt efter andre steder at bo, men har for indeværende opgivet; For halvdovne mennesker er der nemlig meget godt at sige om at bo på hotel. - Og så er det en god hjælp til at få kunder i dykkerbutikken, at jeg langsomt kan snige mig ind på byttet her... 

Ellers venter vi besøg fra Danmark. Marlene, en gammel ven og rejsekammerat fra vores tid i Laos kommer med sin nye filejs Morten. Planen er vist at flygte fra den danske jul og få lidt sol og dykning. De har varslet at de skal være her i to ugers tid, så vi tager en dyb indånding, spænder hjelmen og forbereder os på fjorten dages ren uforfalsket hedonisme.

Også før jeg fes, var det varme kildevand brunt!  

Apropos hedonisme, så er vores foreløbige juleplaner at lave vores egen fest ved en varm kilde, hvor et par behjertede forretningsmænd har lavet swimming pool og boblebad. Sidst vi var der, var en stor succes, ikke mindst fordi kold øl drukket i varmt vand er morderisk hyggeligt! Maden var dog ikke noget at skrive hjem om. Faktisk, vil dét at sige, at den var bundløs chokerende elendig, næppe levne ord til at beskrive den stedlige køkkenhygiejne. Det ender nok med vi organiserer en lechon, en spydstegt pattegris, og ser hvad vi ellers kan finde på at slæbe med.

Ellers går dagene med undervisning i det lokale sprog bisaya. Efter lidt søgen fandt vi Glenda, en lokal lærerinde med både undervisningserfaring og godt engelsk. Det har vist sig at være et ret morsomt bekendskab, omend ofte af ufrivillig karakter. Udover selvfølgelig at undervise os i sproget, lærer vi nemlig også meget om den lokale kultur. Det er dog min opfattelse, at vi ofte ænser noget helt andet, end hvad hun faktisk sigter efter. Med skam må jeg indrømme, at udfaldet af udvekslingerne ofte er den, at vi drager private og stille konklusioner om det filippinske skolesystem. 

Forleden, da emnet faldt på naturen, sagde hun følgende om regnorme: 

Vi har mange af dem her i Filippinerne, men vi har også meget jord. Det er derfor I ikke har nogen i Amerika. (Vi har for længst opgivet at sige vi ikke er fra Amerika. Glenda bemærker selvfølgelig at Helle og jeg ikke taler engelsk sammen, men hun synes tilfreds med at konkludere, at set på et kort, så ligger Danmark jævnt tæt på Amerika og bør derfor af praktisk hensyn henregnes herunder.) 

Øh, sagde jeg vist. 

Ja, I har ingen orme, forklarede hun med det særlige stigende tonefald, man bruger når man forsøger at anskueliggøre noget der er soleklart. - for I har ikke mere jord. Der er jo bygget på det hele! 

Lidt senere, stadig i den naturvidenskabelige afdeling, forklarede hun at vi ikke behøvede dække vores spejl i hotelværelset når det tordnede. 

Høh? Sagde jeg. 

Ja, altså… Jeres hotelværelse er jo bygget af beton og mursten, så I behøver ikke dække spejlet når det tordner. 

… (lang pause, mens mine neuroner fortvivlet for rundt og ledte efter hinanden) 

Hva’ba? forsøgte jeg mig nu med - variation er jo vigtig! Læseren bemærker nok at jeg sprogligt set er nem at overrumple; Det skyldes rimeligvis mine ører fungerer hurtigere end min forstand. Det er iøvrigt ikke et sjældent handicap. 

Ja, altså lynet søger jo spejlet, så vi dækker det med et lagen, så lynet ikke kan se det. Men i et hus af sten har lynet sværere ved at finde ind.

Nå sådan! Helle og jeg fandt hinandens øjne. Hvordan kunne vores veluddannede lærer tro på den slags? Jeg er ikke sikker, men måske hun så det ---

I alt fald tilføjede hun hurtigt, …men det er naturligvis bare overtro. Lynet kan jo ikke se! Det har jo ingen øjne! Haha! Naturligvis er der en videnskabelig forklaring på at lynet altid rammer spejlet. 

Det muntrer os gevaldigt op, at Glenda hiver en lille perle eller to frem hver time. Helle har i sin dagbog en meget fin samling efterhånden, helt uden dubletter sågar!

Nå alt for nu, ellers bliver bloggen heller ikke opdateret i dag!

Søren

P.S.  For sproginteresserede kan oplyses flg.  (Bisayan for dummies lektion ét):   “Ang trabaja sa balai sige gikaon sa iro”  =  "Hunden har spist mit hjemmearbejde. Igen."