Skriv så under!

Ok, I dag er der ingen sjove historier. I dag er historien trist. Den handler om en kineser med en rigtig slap og slatten tissemand. Først åd han alle tigrene, og så knuste han næsehornenes horn - (for med lidt god freudiansk velvilje kan sådan et horn jo godt lidt ligne noget andet, og man bliver jo hvad man spiser.) Da der ikke var flere tigre at finde, og heller ikke flere næsehorn at pløkke, begyndte han at spise hajfinner, for det ville givetvis give ham et prægtigt jern som tøsebørnene ville falde i svime over. Og så er der ydermere det smarte med hajer, at de heller ikke får kræft. Derfor, hvis man spiser hajkød, kan man kurere kræft. Jo, jo, det lyder besnærende. (Så vidt vides får slagtesvin ikke migræner, men medisterpølse ordineres ikke på apoteket. Sært.)

Så her er din chance for at redde den sidste haj fra skarpe knive, idioti og slappe tissemænd. Skriv så under!




Og løsningen, den får I lige hér:

Når der kommer en båd

Som tiden da piler når man har det godt! Seks måneder er gået, højsæsonen for dykning er på hæld og vores dage herude er ved at være talte. Snart starter monsunen og med den, omtrent fire måneder hvor himlen holder ventilerne åbne. Selvom vi efterhånden føler os ret hærdede som øboere synes fire måneder med konstant regnskyl at være ret uoverskueligt. Vi pakker derfor snarligt rygsækkene og drager mod nye horisonter. Ikke at det på nogen måde bliver let at drage herfra!
Vi har befundet os i, hvad jeg vil betragte som en tidslomme.  Tid og ugedag har været underordnet, dagsrytmen har været den samme - eneste variabel har været kunderne og vejret. Netop mangfoldigheden blandt vores gæster er enorm og gør sig derfor fortjent til lidt spalteplads. Dagens blogindlæg handler derfor om de gæster vi af forskellige årsager husker bedst!
Eco Sea Dive bungalows. som vi har bestyret det sidste halve år, udmærker sig ingenlunde til at være et femstjernet resort. Om resortet overhovedet kommer i betragtning til een stjerne vil jeg lade være usagt. At firmaet ikke tilbyder nogen form for luksus hvad angår indkvartering har selvsagt stor indflydelse på hvilke kunder vi tiltrækker. Kunder med store forventninger til forplejning forekommer, men gudskelov kun i et fåtal. I fare for at lyde selvudslettende vil jeg lige benytte lejligheden til sige at vi til gengæld tilbyder super dykning i et fantastisk øhav omkranset af uberørte strande  og med indkvartering i små rustikke bungalows med havudsigt. Derudover kan man, som en sjældenhed, få lov at passe sig selv og nyde sin bog i en hængekøje uden  at nogen prøver at sælge een noget. Stedet her giver gæsterne en enestående chance for at nyde et par dage i paradis, hvor Wi-Fi er en by i Rusland og hvor man spiser sine måltider sammen og får mulighed for at snakke med nye mennesker fra nær og fjern.
Alligevel har vi særtilfældene. Som skolelærere kender vi det alt for godt, det er de der adskiller sig fra mængden man husker bedst: de adfærdsvanskelige, enspænderne og brokrøvene. Lad mig bringe en lille buket.

Swiss quality
En helt almindelig morgen og båden fra fastlandet var ved at lægge til land  ankom og vi stod på molen og modtog gæsterne. Af båden steg et dusin glade turister og schweiziske Rudolf.

´Good morning Sir, and welcome to …..´

´Ehhhh yes, Im wøndering who I am diving with?

Manden blev venligt bedt om at fortsætte til fællesområdet for der at få nærmere besked om hvad der skulle foregå.

`Yes, but I wønt to knøw who I am diving with. I am professional, I have dive many many times.I dønt want to dive with amateurs! 

Og således blev tonen lagt an - Rudolf var ikke til at smigre med høflighed. Han ville have kvalitet for pengene!

Da Søren senere spurgte til dykket faldt dommen prompte:
` If I wanted snøw I would have stayed in Schwitzerland!´

Tja  - det var selvfølgelig også en måde at sige, at man godt kunne ønske sig lidt bedre sigtbarhed.

Da Søren senere på aftenen tændte lejrbål for at sprede hygge faldt dette ej heller i god jord hos vores gæst fra alperne. Næppe havde Søren fået antændt træet før Rudolf bestyrtet piler op på siden af ham: `What are you doing? Are you trying to kill us all?´

Næh, Rudolf ikke var så ligetil at behage eller vride et smil ud af. Vi gjorde hvad vi kunne i hele to dage, men indså at det var umuligt. Det var helt umuligt at forudse, hvad der til sidst kunne fremtvinge en skraldlatter hos herren. Men det skete - og det var ganske vist - da vores båd brød sammen  og måtte trækkes tilbage efter hans sidste dyk. Det var prikken over i´et og der var ren fryd at spore i hans latter. Nu brændte det hele endelig sammen - lige hans humor.

Troubadurerne
Endnu en morgen stod vi på molen og bød nye gæster velkommen. Ung som gammel steg af og deriblandt et yngre par der skilte sig ud ved at bære identiske stråhatte. Som bagage bar de blandt andet yogamåtter og en ukulele.
Jeg anede straks muligheden for at tilbyde dem et par timers yogaundervisning nu de havde udstyret med. Senere samme dag fandt jeg ud af, at de slet ikke havde brug for nogen undervisning. De kunne helt selv og ville utroligt gerne vise det.  Da resten af gæsterne sad bænket ved aftensbordet mente de at tiden var inde til lidt udstrækning. Yoga føles altid lidt bedre og sundere når der er tilskuere på.
Efter et godt måltid var det tid til lidt hygge og igen følte de sig ansvarlige for at bidrage til dette. De satte sig godt til rette i hængekøjen, fandt ukulelen frem og begyndte så ellers at jam´e det bedste de havde lært. Nu var det bare det, at de i virkeligheden ikke havde lært så meget, så det blev mest af alt til lidt strengeleg og arytmisk trommen på bagsiden af ukulelen alt imens resten af gæsterne var tvangsindlagt til at betragte deres kærlighedsleg omkring deres nyligt indkøbte instrument.
Helt spændende var det at betragte resten af gæsterne mens rytmeorgiet fandt sted. Samtaler stoppede abrupt og tomme blikke blev vendt mod parret. Undertegnede sad blot og blev mere og mere bitter. Jeg skal lige tilføje at jeg INTET  har imod musik - jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg elsker det. Men…. der er intet så øredøvende og irriterende  end at lytte på folk der øver sig på at spille. Det er som om at de går  fuldstændig i symbiose med deres instrument og glemmer, at de nu er startet på den samme melodi for 23. gang, men har i sinde at fortsætte indtil det er helt perfekt - koste hvad det vil.
Om nogen dristede sig til at fortælle hvor dårligt det lød, om de opfangede misstemningen eller om de bare tabte interessen vides ikke. Ihvertfald tonede larmen ud og gentog sig ikke mens de opholdt sig på øen.

Man versus wild wannabees
Og så var der parret der bare gerne ville være back-packere fuldstændig in-sync med naturen. Parret der begge havde tommeltykke dread-locks og piercinger overalt havde dog også looket og kunne godt ligne nogen der havde vendt civilisationen ryggen og fundet en helle i naturen. Ihvertfald havde de på forhånd bestilt plads i en hængekøje sovesal. Ikke at vi ejer en sådan, men hængekøjer har vi nok af så det kunne sagtens lade sig gøre at lave sengepladser til dem hvor end de måtte ønske at sove.
I forvejen havde det været lidt besværligt at sælge dem turen herud. De var som sådan ikke interesseret i dykningen . Nuvel, de kunne da tage et par prøvedyk men de var mest af alt interesseret i at fiske. Ejeren af vores selskab er en kyndig dykker, men ved knap så meget om at fiske og da slet ikke den slags fiskeri som de var interesseret i - nemlig spydfiskning. Lettere irriterede var de da det blev dem meddelt at vi var et dykkerfirma der havde som formål at kigge på fisk  - ikke at slå dem ihjel.
De nåede dog til enighed om at de kunne købe sig et par kroge og en line og at de var meget velkomne til at lave bål og tilberede deres fangst der, om de var så heldige at få fisk på krogen.

De nåede aldrig hverken at sove udendørs eller tage på fisketur.

Set i bakspejlet bakkede jeg dem nok ikke op i deres udendørsliv, da jeg viste dem en sovesal de kunne ty til i tilfælde af uvejr. Ihvertfald mente de at kunne spore at der var regn i luften og valgte derfor sovesalen fremfor de ellers så komfortable hængekøjer.
Fisketurene blev erstattet af prøvedyk og snorkelture. Prøvedykkene blev stoppet da de begge stak af fra divemasteren. Snorkelturen fik en brat ende, da han var tæt på at slå sig selv ihjel ved at lægge an til at springe i vandet lige over skruen alt imens båden var i fuld speed. Søren nåede netop at stoppe ham inden han tog springet.

De overlevede opholdet - måske netop fordi de ikke nåede at opleve naturen på klods hold.

Sidste dag havde de valgt at stå tidligt op og være med til morgenmaden inden dagens program startede.  Selv var jeg ikke helt vågen og var velsagtens faldet i staver  da jeg ud af øjenkrogen så, at hun sad og spiste ivrigt direkte fra dåsen med nutella. Med en grødet stemme fuld af foragt tror jeg vist jeg skammede hende ud. Enough is enough  - backpackernes frisind havde nået værtindens smertetærskel!

Godnat fra Helle
- der glæder sig til en ny dag med masser af nye spændende mennesker.

Hjerter knægt haves. Rudere søges - lidt tang ingen hindring

Uden at være helt sikker på min sag, så tror jeg samlermani oftest rammer mænd. I min spæde ungdom, da jeg selv samlede på frimærker, bemærkede jeg i alt fald at der var en svær overvægt af svært overvægtige mænd i Mårslet Borgerhus' Filatelistforening.  Hvorom alt, mænd samler på unyttige ting som frimærker og kapsler, gamle mønter og jernbane-rekvisitter. Nogle samler på våben og selv om de garanteret ikke er mindre tossede end andre samlere, må de nok lægge øre til færre morsomheder end andre samlere. Hvem ved hvad de kan finde på? Kvinder derimod samler ikke. De indrømmer det i alt fald ikke. Ok, sko måske, men selv fru Marcos kunne vel med nogen ret hævde at hendes samling, i alt fald teoretisk, kunne finde anvendelse (især hvis hun havde lidt flere fødder). Aldrende tyske frimærker derimod er næppe brugbar porto. So there, mænd samler - kvinder gør ikke.

Når man bor på en næsten øde ø, kræver det en usædvanlig stærk karakter ikke at  blive en lille smule kuldret.  Styrken af min karakter har indrømmet altid været noget tvivlsom, så min nye interesse skal måske ses i lyset af mit udstrakte ophold her på øen.  Det forholder sig sådan, at  dykkerselskabet vi arbejder for med mellemrum laver events, hvor vi rengør koralrevet for forskelligt skrald, men vel nok mest og især plastik. På et af disse dyk fandt jeg en håndfuld plastikspillekort. Siden har jeg fundet og flere, næsten hver gang jeg dykker. Istedet for at smide dem ud, bestemte jeg mig på et tidspunkt for at begynde at beholde dem. Jeg ved ikke helt hvorfor, men kan kun henvise til overstående indsigt i min karakterstyrke. Nu har jeg næsten halvandet hundrede, desværre flest spar og hjertere, næsten ingen rudere, og mængden af kort til trods har jeg ulykkeligvis endnu ikke et komplet sæt.

Hvor kommer de fra? Spiller fiskerne hazard og smider kortene over bords når de taber? Ligger vraget af et kinesisk fragtskib uopdaget et sted i nærheden, mens det  langsomt spreder sin mystiske last af spillekort? Blev en asiatisk bridge-turnering overrasket af en pludselig kastevind? Jeg ved det ikke, men jeg har til gengæld fået Mau til at vise et par af mine dubletter. Det er hjerter knægt. Jeg har fem, altså fire byttere; Mere herom senere.

Mau har jeg vist ikke præsenteret før. Hun holder meget af nutella og af katte. Hun viser gerne sin kat; Hun løfter den med strakt arm op i dens ene forpote. Katten bryder sig ikke om det, men det ser Mau vist stort på. De fleste dage kan hun huske hvad jeg hedder. Hun er også ét af nok ret få mennesker som er druknet hele to gange og stadig er i live. Hendes gentagne optræden med akut iltmangel har sandt at sige gjort hende til en lidt særlig pige, men jeg holder nu meget af hende. Hun kommer næsten hver dag og besøger os for at spise nutella. Nogle gange også bare for at give Helle et sneglehus. Dem kan man aldrig få nok af.

Om mine kort skal siges, at de fleste er noget hærgede. Hjørnerne er slidt af, man kan måske knap læse hvilket kort der er tale om. (Faktisk ved jeg ikke om jeg har fire hjerter knægt at bytte, eller måske kun tre og et andet billedkort. Vil du bytte, må det altså blive som beset.) De fleste har begyndende koralvækst på sig, det er alt sammen en del af charmen, men man må nok medgive at kortene kan siges at være mærket.

Så hermed er et råb sendt ud i æteren. Samler du på undervandsindsamlede plastikkort med blå-og-hvid-ternet bagside, og har du rudere at bytte med, så send mig fluks en email.  Alternativt kan du også sende andre nyheder hjemmefra. De modtages også gerne.

Iøvrigt overvejer jeg om man måske skulle trisse ned på den lokale bar i aften. (Jovist, sådan én har vi også på øen - med poolbord sågar!) Der skulle de i aften  serveres de fineste pork ribs  helt komplimentært til øllet. Ejeren af baren er vietnameser, og de tre nye hunde som luskede rundt på vores ejendom forleden er forsvundet igen. Pigerne som arbejder her, fortæller grinende at ejeren af baren, fru Hua, bedøver og slagter hundene omme bag sit hus. Ribbenene skulle ikke være til at skelne fra gris. Herligt. Der er så yndigt ude på landet.

Masser af knus og buksevand
Søren