Til undsætning!

Jeg er bestyrtet. Rystet i min grundvold har jeg lige læst Helles sidste update på Facebook (Jo jo, det er skam den naturlige måde for ægtefæller at tale sammen anno 2010)

Man forstår nok Jens Morild tilegnede sig en anseelig streg i min lille sorte huskebog.

Hvorom alt, så har jeg sadlet min hvide ganger og er på vej mod Colombo for at redde prinsessen fra mørkemænd og pikspillere. Krikken og jeg er mellemlandet i Kuala Lumpur, hvor jeg nu på tiende time kædedrikker stærk kaffe. Begge hoteller ved lufthavnen viste sig at være fuldt booket  (og det tredie kunne jeg se var af den slags, hvor mine sandaler og overrevne shorts næppe ville være god tone.) Som jeg sidder her og kæmper mod søvnen husker jeg ganske tydeligt, at jeg overvejede at booke hotel samtidig med jeg købte flybillet... Desværre erindrer jeg også, at jeg hurtigt slog det hen og ræsonnere at man altid kunne finde plads. Vældig flot!

Naturligvis bør ti timer i selskab med sig selv ses som en gave. Tiden kunne jo eksempelvis bruges på at skrive postkort til nogle af de mennesker der betyder meget for mig, eller måske forfatte tænksomme haikudigte om det at rejse. Istedet har jeg så valgt at blafre rundt på internettet på må og få.


...Det viser sig, at den dag hvor vores rejsedagbog havde flest besøgende overhovedet var da jeg postede et billede af en halvnøgen mås. Absolut tankevækkende. Det viser sig også, at hvis man googler ordet rejsetanker, så er vores hjemmeside den første der dukker op! Det er jo fabelagtigt.

glemt booking jeg fjols
gentagelse nok næppe
og kaffen er kold


Zzzzz   Søren

Hvalhajer, færgeøl og P. Big.

Dement er jeg ikke blevet endnu, men jeg er nødt til at springe lidt i kronologien, for at udfylde to huller som egentlig fortjener at blive nævnt. Jeg spoler to uger tilbage til sammen med Magnus forlod Dumaguete for at tage til øen Leyte (stadig i Filippinerne.)  Leyte har nemlig ry for at være et godt sted at se hvalhajer, og det var selvfølgelig med den mission vi tog dertil. 

Da vi steg af færgen (efter iøvrigt at have tømt færgekiosken for øl,) lagde vi kursen mod mod Padre Burgos, omtrent hundrede kilometer sydøst. Mørket var ved at falde på, så dét at rejse efter busserne var ophørt med at køre, skulle ende med at være lidt af en eventyr. I små ryk kom vi længere og længere mod målet, indtil vi til sidst sad sammenkrøllede alle tre i én motorcykeltaxi pakket til bristepunktet med os og vores tunge baggage. Nogen forlygte havde vores transportmiddel ikke, så Magnus måtte finde sin fine lighter frem (den med en ufattelig svag lille lygte i bunden.) Således bevæbnet med lighterlygten i den ene hånd, styrede chaufføren enhåndet gennem hårnålesvingene i nattemørket. Pragtfuldt eventyr, som først blev helt fedt da jeg fik krampe i benet. Langt om længe nåede vi frem til det mest menneskeforladte resort jeg nogensinde har set. Vi var de eneste gæster, men værtinden fik hurtigt stablet et par øl og en gedigen gang karaoke på benene. Selvfølgelig lod hun sig ikke stoppe af at ingen af os havde lyst til at synge. Når der var øl på bordet, måtte der sang til, syntes hun at tænke. Hun skrålede altså løs i mikrofonen, mens vi lidt opgivende drak vores øl. 

Næste dag fandt vi en andet sted at bo, men også en fisker, som for en meget beskeden sum indvilligede i at sejle os ud hvor hvalhajerne trak igennem. 

Selvom udriggerbåden var ganske lille skød den en god fart, og vi havde ikke sejlet længe før skipper pegede lidt væk fra båden og råbte shark!  Ganske rigtigt; Dér! En stor mørk silhouet bevægede sig i vandet. Så raskt vi kunne fik Magnus og jeg svømmefødder og maske på og sprang i. Der var den! Lige foran os - enorm, majestætisk og dovent svømmende omkring. Vi svømmede roligt ved siden af den, mens Helle - nu tilsyneladende tilfreds med at hendes to prøveklude ikke blev flået i stykker af en stor hvidhaj - også gled ned i vandet. I en time eller to fulgte vi en håndfuld forskellige hajer, indtil vi havde stirret os mætte og svømmet os trætte. Vi var glade, nærmest lidt høje, da vi kom hjem. Samtidig var vi nok også lidt stille. At opleve hvalhajer så tæt på, i fri natur, er en oplevelse som får én til at føle sig ydmyg. 

Et par dage senere, på færgeturen tilbage fra Leyte, holdt vi tal dansk dag. Reglerne var simple, indtil midnat måtte vi kun tale dansk - uanset hvad. Overraskende nok viste det sig at være let at klare sig. Med en masse gestikuleren og endnu mere vedholdenhed, (selvfølgelig mens de andre to fnisede som tøsebørn bag én,) lykkedes det os igen at tømme færgebaren for øl. Resten af dagen er ikke værd at tale om...   - bortset fra, at Magnus og jeg på et tidspunkt stod på dækket og trak lidt frisk luft. Af én eller anden grund talte vi om delfiner, og at vi ikke helt forstod folk betalte så mange penge for at se dem, nu hvor de faktisk ikke var så sjældne. Og lige somt én af os siger det, springer en kæmpe flok delfiner op af vandet ved siden af færgen. Temmelig god timing

Tilbage til nuet - Mens Helle render rundt og blotter sig i Indien (som jeg forresten ikke er helt tryg ved!) er jeg taget til Koh Tao i Thailand. Koh Tao er nærmest hovedstaden for dykning i Asien, så selvom jeg har været her før og øen ikke byder på mange overraskelser længere, så er der stadig ting nok at tage sig til for mig. For et par dage siden begyndte jeg på et teknikerkursus, hvor jeg skal lære at reparere dykkerudstyr. En canadisk instruktør introducerede mig til de to thaier jeg skal lære af og arbejde med de næste par uger. Pi Chai og Pi Jai.  Pi betyder Hr. på thai.  Pi Chai, som er chefen, opgav både at huske og udtale mit navn, selvom jeg prøvede at hjælpe ham med huskereglen, at “Soren” (udtalt på engelsk) lyder næsten som “sorry,” og at han nemt kunne huske det, fordi jeg nok skulle sige det mange gange om dagen. En rask beslutning senere var jeg døbt P. Big.   Hr. Stor.

Alletiders. 

Tak for det.  

Får jeg engang et værksted og skal undervise en thai, så bliver han Hr Bettegul!


Kærligt, 

P. Big. 

Kakerlakker på Fawlty Towers

I månederne op til min indientur har jeg fornøjet mig med en del skønlitteratur der har beskrevet landet på godt og ondt. Sidst jeg besøgte Indien fik jeg mit første kulturchok og ville derfor gerne være lidt bedre forberedt denne gang. Jeg fandt en god forfatter der evnede at beskrive et land, hvori mange hverdagssituationer kunne bevæge følelserne hos en vesterlænding. I flyet på vej til Kerala prøvede jeg at komme i tanke om hvad jeg huskede bedst og hvad der fremkaldte de største følelser.

Hertil fik jeg en del hjælp af min sidemand. Det startede faktisk allerede da flyet lettede. En ikke lille, men dog forholdvis uskyldig bøvs fra ham, viste sig bare at præludiet til 3½ times kakofoni af ræben direkte ind i mit venstre øre. Han fortsatte i en uendelighed og det aftog selvsagt ikke efter han havde indtaget sit måltid. Da mit storsind blev så tyndslidt, at jeg henvendte mig for at for at bede ham stoppe, var han helt og aldeles uforstående overfor mit krav. Hans mavelyde ophørte lyde ikke før vore veje skiltes i lufthavnsterminalen.

Taxaturen mod byen endte for enden af en hotelgade, hvor jagten så gik igang for at finde husly. Jeg måtte ikke søge længe, førend der var gevinst. At personalet kunne have arbejdet på Fawlty Towers og at al interaktion med dem var ufrivilligt komisk var bare en lille bonus.

Jeg takkede ja til værelset selvom der lå en håndfuld døde kakerlakker på toiletgulvet. Da jeg forsigtigt bad om at få rengjort toilettet inden jeg rykkede ind, trak receptionisten tøvende på skuldrene og valgte istedet at placere mig i et andet værelse. Det var trods alt lettere at flytte mig end kakkelakkerne! Samtidig kunne det jo være at den næste gæst var ligeglad...

Da jeg kort tid efter opdagede at der intet håndklæde var, fik jeg sat et større maskineri igang. En ældre herre blev hidkaldt og fik ordre på at vække den meget lille mand, kun iført lændeklæde, der sad i et hjørne og sov. Manden vågnede fra sin døs og styrtede mod receptionisten. Det var tydeligt at den lille herre, (som iøvrigt kunne være et spændende projekt for en talepædagog,) gjorde sig meget umage for at forstå hvad han skulle gøre. Kommunikationen mellem de to var ikke ubesværet. Ihvertfald gik receptionisten i gang med en større omgang gæt og grimasser, hvor han både badede og tørrede sig. Det så ud til at det fik tiøren til at falde. Hvordan receptionisten forstod hvad manden sagde, må have været et resultat af mange års samarbejde. Jeg hørte nemlig kun nasal mumlen og kliklyde. Da begge mænd nærmest samtidigt og indforstået rakte en hånd ud lod jeg mig forstå at denne service kostede en lille daler.

Jeg nænnede ikke at sende den lille herre afsted igen, da han endelig bankede på min dør. Stoltheden lyste i hans øjne, da han viste mig hvad havde skaffet. Ud bredte han, hvad mest lignede et slidt viskestykke eller måske en bordskåner af den slags ældre mennesker kan finde på at lægge på deres bord for at beskytte mod blomstervand.

Mit ansigtsudtryk må have forvirret ham. Han begyndte at mime badeprocessen for mig og forsøgte at forklare hvordan denne klud skulle bruges. Jeg blev nødt til at afbryde ham inden jeg brød ud i skraldlatter – ydmygelsen ville have været for stor. Jeg gav ham drikkepenge for ulejligheden og ønskede ham en rigtig god dag … min havde han lige reddet.

Min research omkring denne by var ret minimal. Så jeg var fuld af forventning, da jeg endelig havde badet færdig og var færdig til at trave byen tynd. Jeg havde den idé at receptionisten måtte være et godt sted at starte – han måtte kunne give et praj om hvad der var værd at kigge nærmere på. Desværre havde han åbenbart brugt al sin energi på at mobilisere det team der skulle skaffe mig et håndklæde, for nu var der hverken initiativ eller velvilje tilbage til at hjælpe mig denne gang.

“Excuse me Sir, what is there to see in this city?”

‘”...Nothing!  Absolutely nothing!”

Nå ja – fair nok. Her var åbenbart ikke noget som han fandt interessant og slet ikke noget han ville anbefale, så jeg prøvede igen.

“So, what about Temples? Are there any temples around here?”

“Nope, nothing”

Nuvel, det var et vink med en vognstang: jeg skulle bare forsvinde og det kunne faktisk ikke gå hurtigt nok.

Nu skrev jeg tidligere, at jeg havde gjort mine forberedelser til denne tur – men et er som bekendt at læse, noget andet er at forstå. Én ting jeg havde læst og undret mig over, skulle vise sig at være meget mere udtalt end jeg havde forventet. I Indien tager man sin plads alvorlig. Man bliver ved sin læst og laver lige netop det der er påkrævet – hverken mere eller mindre. At lave noget under ens niveau er utænkeligt. Tja, og hvad angår min ven receptionisten her, så var han selvfølgelig ansat som receptionist og ikke som nogen anden turguide!

- Helle

Ps. Jeg fik ikke lov at beholde værelset for mig selv. Forleden morgen fik jeg en lille værelseskammerat. Besøget varede dog ikke længe. Jeg vågnede ved lyden af noget der mindede om en nød der knækkede og et klask mod mit lagen. Loftventilatoren havde gjort det beskidte arbejde for mig.

Kakerlakker eller ej – det var tid til at komme videre….