Heldigvis er ikke alle dage helt så begivenhedsløse. Før vi kom til Miri havde vi korresponderet med Steve Axon, ejeren af Red Monkey Diving, for at høre hvordan den lokale dykning var og for måske at krejle et ordentligt tilbud. Vi (læs: jeg) havde nok givet ham det (overvejende korrekte) billede, at vi var rutinerede dykkere med styr på hvad vi lavede. Det var vel nok det indtryk, der fik os billigt med på båden. Indtrykket holdt omtrent så længe som en snebold i helvede, for Helle underminerede det temmelig grundigt på vores første dyk.
Almindeligvis laver man et buddycheck, når man skal i vandet. Her sikrer man sig blandt andet at man har åbnet ventilen, at luften er ok og at man har nok af den, at man har vægtbælte på, husket maske og finner osv. osv. Kedelig rutine, - og, mente jeg fejlagtigt - nok næppe nødvendigt for sådan et par elitedykkere som os. Vores buddycheck var derfor noget barberet. Har du luft nok? Er den ok? Ok, lad os hoppe i. På vej ned syntes jeg godtnok Helle var en smule uncool, hun holdt næsten voldsomt fast i ankerlinjen og trak sig ned én meter ad gangen, mens vi andre graciøst og ubesværet svømmede ned ved siden af hende. Først på bunden, for enden af rebet på 24 meters dybde, opdagede hun at, grunden til vi andre kunne falde frit og hun ikke kunne, var at hendes vægtbælte stadig lå oppe på båden! Udtrykket i hendes ansigt var ubetaleligt! Det var vel nok mere lærerig end morsomt for hende at trække sig op af rebet, mens vores boblende latter (i en egentlig bogstavelig forstand) forfulgte hende. Nå, fem minutter senere kom hun ned igen, og vi fortsatte som om intet var hændt, men min kære pige måtte lægge øre til mange morsomheder bagefter, og man kan vel nok sige hun havde rig lejlighed til at demonstrere sin veludviklede selvironi.
Det hændelige uheld til trods, spurgte ejeren af dykkershoppen om vi ikke havde lyst til at dykke gratis, så længe jeg blot ville lede dykkene og tage nogle andre kunder med ned. Det har vi sagt ja til, det er et fint tilbud for os - gratis dykning siger man jo ikke nej til, ligesom han sikkert synes gratis arbejdskraft er helt fjong... Så det vil vi nok gøre et par gange, inden vi stikker af fra Miri om en uges tid eller så.
...Bortset fra det, så sveder vi bravt og gerne tager en siesta midt på dagen, hvor vi søger ly i et velsignet koldt air-con værelse. Alligevel har vi bestemt os for at få lidt motion. Jeg fandt et motionscenter, hvor man for den beskedne sum af 7 kr,- kan få lov at løfte tungt jern og svede på gulvet med de lokale metroseksuelle. I samme bygning ligger i øvrigt et yogacenter, som Helle har frekventeret.
Mens vi boede på i Sibu gik det op for os, at der var en fællesnævner for alle de værelser vi havde boet på hidtil. Her var der nemlig igen en pil af grønt papir tapet fast i loftet. Første gang vi så det, antog vi det var en slags hjælp til elektrikere eller vvs-folk, senere forkastede vi den idé og antog det var en reminder om retningen til nødudgangen. På hotellet i Sibu pegede den dog direkte mod vinduet, og dét var der temmelig solide tremmer for... Altså syntes også den idé at være forkert. Først da den søde pige, som arbejdede som receptionist skottede ind af døren og så vi gloede på pilen, og hjælpsomt sagde mekka, faldt tiøren. Samme pige havde jeg i øvrigt en temmelig barok samtale med da vi lige var checket ind. Jeg havde vældig fornøjelse af et maveonde, (tykke drenge kan også få tynd mave) og opdagede derfor med det samme at der ikke var noget toiletpapir på toilettet. Med panikken stadig under kontrol gik jeg kalveknæet ud i receptionen.
SP- sød pige, SK - yours truly.
SK: “Undskyld - I har vel ikke noget toiletpapir?”
SP: “Jo”
SK: “...”
SP: “...”
SK: “Well, må jeg så få noget?”
SP: “...Til hvad?”
Det var dejligt igen at få genopfrisket kendskabet til det asiatiske ja, som betyder noget i retning af “undskyld, jeg forstod vist ikke hvad du sagde.”
Ellers er der ikke så meget at bemærke, andet end at der ude til højre er et link til vores fotoalbum. Det er muligt derfra at hoppe til vores andre fotoserier, fra hvor vi ellers kommer. Det skal iøvrigt siges, at vores uploadede fotoserier er tilgængelige for alle, ikke kun de besøgende der klikker sig herfra! Det betyder i sagens natur at næsepilningsbilleder mv. ikke bliver genstand for offentlig opmærksomhed. Ønsker du virkelig at se alle de undereksponerede, fejlkomponerede, grimme, pinlige og personlige billeder, så kan en privat fotofremvisningsseance arrangeres. ...Mod klækkelig betaling. Der er iøvrigt også lagt et par nye film op. Det smerter mig at de er så åndsvage som de er, men de er heldigvis korte.
- Søren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar