Desuden fik vi set det laosiske system lidt indefra, da en fredelig cykeltur langs Mekongfloden endte i forbryderjagt og politiafhoering.
Paa trods af at afstandene i Vientiane som regel er ret smaa havde vi alligevel opgivet at gaa byen tynd og bestemte os derfor for at leje et par cykler. Det var vel baade vores held og ulykke - for havde vi ikk
e cyklerne var foelgende velsagtens ikke haendt os.Yndigt kommer vi cyklende langs floden, da en scooter pludseligt koerer op paa siden af Pia og sagtner farten og fra dette oejeblik gaar det hele lidt i slowmotion. Jeg kan godt se den ene af passagererne raekker ud efter Pias taske, men overbeviser mig selv om at det selvfoelgelig ikke er det der sker. De efterlader dog ingen tvivl, da de foerst har fat i tasken og droener afsted. Det der efterfoelgende sker, er et levende bevis paa hvordan heltemodet indtraeder og angsten forsvinder i noedstilfaelde.
For istedet for at stige af cyklen, bande og svovle og ioevrigt bede til at nogen tilegner dem en saerlig varm niche i helvede, vaelger Pia at tage kampen op og saette efter dem. Jeg fulgte hurtigt efter da jeg opdagede at Pias ben gik som trommestikker og at hun i oevrigt var langt foran mig. Jeg har ingen ide om hvor lang tid vi fulgte efter dem - men jeg gaetter paa, at modet forsvandt da de drejede omkring et hjoerne og vi saa det sidste til Pias taske. De var trods alt udstyret med en motoriseret cykel og vi kun med vore jernheste og tilsyrede ben.
Da vi havde revet os i vores blonde lokker et stykke tid og ioevrigt bandet alt og alle vaek, kom fornuften ligesaa stille snigende og vi indsaa, at der var et par praktiske ting vi maatte goere - bl.a. besoege en lokal politistation. Vi har gudskelov ikke haft behov for politiet foer nu, men det ville dog nok have vaeret en anelse behaendigt, da ingen i byen(den dag ihvertfald) vidste hvor vi skulle henvende os - de forskellige forslag vi fik, loed paa faerdselspolitet, immigrationskontoret og endelig turistpolitiet, hvad i vores oerer loed ret fornufigt. Jeg ved ikke om forekomsten af kriminalitet er en raritet i Vientiane - at doemme efter skrivebordsarbejdet, skulle man ved foerste oejekast tro, at der intet var for betjentene at lave. Men at doemme efter antallet af betjente paa stationen ville man tro man var kommet til kriminalitetens hoejborg. Men det skulle hurtigt vise sig, at der var brug for en del personale, for de havde hver deres meget specifikke arbejdsopgave, naar der endelig kom en anmeldelse; en betjent tager imod og viser vej til kontoret, en anden saetter stole paa plads, saa man kan sidde det rigtige sted, en tredje (den eneste engelsktalende) tager imod anmeldelsen, en fjerde kigger paa, en femte finder blanketter, en sjette er kopist (der var ingen kopimaskine paa kontoret saa han maatte lave alle kopier i haanden,) en syvende finder kuglepenne og slettelak og en ottende tager imod anmeldesgebyr. Jeg vil lade den hvile her med at sige, at man kan sige meget om det Laosiske folk, men de forstaar at faa rigtig mange i arbejde.
Vi har nu arbejdet en maaned paa den engelske sprogskole. Det har paa sin vis vaeret haardt at komme igang igen - taget i betragtning vi ikke har roert en finger de sidste 7 maaneder. Naar det saa er sagt, synes vi begge det er en fryd - ikke bare det at arbejde, men at faa en form for hverdag igen.
Arbejdet har indtil nu budt paa mange gode og spoejse oplevelser. Jeg vil ikke kede nogen ved at fortaelle detaljeret om undervisningen - det er ikke den, der som saadan er spaendende - det er naermere omstaendighederne. Jeg tror naeppe det er muligt at finde saa velopdragne elever tilbage i den danske folkeskole eller andre skoler ioevrigt. Selv om vi er meget uhoejtidelige, er der alligevel en respekt omkring ens person som indimellem er slaaende. Vi har begge givet meget tydeligt udtryk for at eleverne kan bruge vores navne naar de henvender sig til os - men de insisterer uvilkaarligt paa at kalde os Teacher. Det bragte saa mig i en praekaer situation, idet den den etiket stadig er saa fremmed for mig. Paa et af mine hold er der en ung fyr der er saa utrolig hoeflig. Dog slog det mig at han kaldte mig sir hver eneste gang han moedte op og naar han forlod klasselokalet. I starten var det lidt soedt, men jeg vidste konfrontationen maatte komme een dag - det nyttede ikke noget at han gik rundt og kaldte mig Sir - alt andet, bare ikke det. Naa men dagen kom og jeg fik viftet ham til side efter timen og fik sagt til ham paa den der hviskende maade, som naar man skal fortaelle nogen, at de har noget groent siddende mellem taenderne, at jeg altsaa ikke var Sir... han maatte sige noget andet - hvad kunne jeg ikke lige komme op med. Han kiggede fuldstaendig uforstaaende paa mig og rystede paa hovedet og gik sin vej. Og i det sekund indsaa jeg at han aldrig havde kaldt mig Sir. Han havde hele tiden, i al respekt, kaldt mig teacher, han havde bare aldrig laert at udtale den foerste stavelse i ordet, saa det kom uvilkaarligt i mine oerer til at lyde som et Sir.....
Skolen vi arbejder paa er ejet af en australsk fyr som dog sjaeldent er at se. Skolens egentlige leder derimod er engelsk og en mand med en god humor og rigtig store armbevaegelser. Resten af vores kollegaer kender vi kun sporadisk, da der ikke er saerligt mange moeder at gaa til. Men ud fra det ringe kendskab vi har til dem, virker de som nogle rigtig soede mennesker. Receptionspersonalet er alle Laosere og alle velmenende, soede og hjaelpsomme mennesker. Problemet er dog at meget faa af dem kan engelsk og det giver indimellem nogle forviklinger der kan give een graa haar.
I fredags skulle der holdes afslutning for vores sommerskolehold. Vi fik at vide i receptionen at vi skulle fortaelle vores elever, at de alle skulle komme, da der ville blive holdt en fest for dem. Jeg fik at vide at der ingen undervisning skulle vaere den dag, Soeren derimod fik at vide de skulle undervises i en time og derefter fest. Dagen efter faar han at vide at han nok skal undervise i to timer og saa ville der ellers blive holdt fest. Dagen derpaa faar han udleveret sodavand og chips og saa er det ellers ham der faar ansvaret for at holde festen for elevene. Jeg finder Soeren i receptionen dagen foer- ulmende af arrigskab, da han proever at faa et enslydende svar paa hvornaar afslutningsfesten skal holdes. Efter lang tids indbyrdes diskuteren og et par telefonopkald senere bliver personalet endelig enige om at Soeren nok skal gennemfoere sin undervisning og saa derefter holde fest. Soeren paapeger det problematiske i at han nu har sagt til eleverne, at de ikke skal have undervisning og bare moede op til fest. Tydeligvis uforstaaende overfor det paedagogiske aspekt i sagen, tror de det handler om at Soeren er bekymret for om han faar loen for at vaere der ekstra tid.
Men det er ikke kun kommunikationsproblemer som dette, der kan faa temperamentet til at syde. Det er i hoej grad deres kultur der forvolder en del problemer. De vil goere alt for at hjaelpe een, men bare ikke indroemme, at de ikke har forstaaet hvad man spoerger om. Et eksempel paa dette er, at man spoerger, om man kan faa en overheadprojekter bragt til det klasselokale man skal undervise i. Senere konstaterer man, at det ikke er blevet gjort og henvender sig saa igen for at spoerge til den. Pigen i receptionen nikker og giver udtryk for at hun har forstaaet og gaar igang med at lede. Tydeligvis har hun ikke et begreb om hvad hun leder efter. De der ved hvad en overheadprojektor er, ved med sikkerhed, at man ikke lige kan overse saadan et apparat. Dog ser man hende gaa i gang med at lede under smaa stykker papir, i skuffer og i papirsbakker. Saa istedet for at spoerge eller i det mindste give udtryk at hun ikke forstaar hvad man beder om, bliver det en gang formaalsloes soegen der tager alles tid. Hun bliver saa ved med at lede, indtil man selv stopper hende og spoerger om hun har forstaaet beskeden. Hun maa saa indroemme, haardt presset vel at maerke, at hun ikke har forstaaet noget af det der er blevet sagt.
Det er tilfaelde som ovenstaaende der i den grad nedsaetter effektiviteten og sagtner farten i dagens arbejde. Men vi er jo i Laos PDR(ofte oversat til People Don't Rush) Vi maa saa laere til tider at tage en dyb indaanding, traekke paa smilebaandet og ihukomme ordsproget "Skik foelge eller land fly"
-Helle
