Det er nu tre uger siden vi forlod Borneo. Tiden er fløjet afsted selvom vi til tider har følt at vi har har bevæget os i en tid og et rum, der har stået stille.Vi havde ingenlunde planlagt Filippinerne som rejsemål. Men forunderlige ting skete i Semporna og i en grum brandert stødte vi på en engelsk fyr, der blandt mangt og meget anden snak, mumlede eventyrlige beretninger om en lille filippinsk ø, hvor sandet var så hvidt at det skar i øjnene, kvinderne så blændende smukke at det nærmest var smertefuldt, vandet mere blåt end blåt og hajer der var mere end en meter mellem øjnene. Da jeg dagen efter åbnede min notesbog åbenbaredes en tegning som ved første øjekast var svær at tyde. Det tog faktisk et par forsøg inden tiøren for alvor faldt. Fyren havde med skælvende hånd prøvet at anskueliggøre, hvordan en rævehaj så ud. Han havde desuden besværet sig med at anføre under tegningen, hvad det var for en skabning han havde villet illustrere. Men da det var skrevet med en lige så skælvende hånd, var det lige så svært at tyde. Han havde dog, før skitsens tilblivelse, solgt stedet så godt, at vi hurtigt nåede til enighed om, at vi trængte til at se på noget smukt og at stedet dér måtte blive vores næste destination. To dage senere sad vi i flyet på vej mod Manila.
Himmerige ventede forude men først skulle lige vi bane os vej gennem Manilas gader og gyder. Hvor end vi bevægede os hen var det altid med tonerne af julesange som baggrundsmusik, tudende bilhorn og ringklokker, timelange bilkøer, tiggende børn og hjemløse med hovedet nede i en skraldespand i håbet om måske at finde noget der kunne bæres, sælges eller spises.
En taxachauffør udpegede en dag en purung pige der stod og rodede i nogle affaldsposer og ville høre om folk også boede på gaden i vores land. ‘Ikke så mange men nogen er der jo’ - kunne vi lidt sukkende svare. Blev da lidt overraskede da han svarede, at “det var godt de var der - Så var der nogen til at rydde op". Det er jo selvfølgelig også et perspektiv. Ret hurtigt blev vores sanser mættet i denne pulserende hovedstad og efter to regnfulde dage, var vi klar til at komme videre til Malapascua, drømmeøen sømanden havde hvisket om.
Vi ankom til paradis. Hvad sømanden den nat havde hvisket om uberørte skatte og uovertruffen skønhed kom helt til sin ret. Øen her er som et ubeskrevet blad. Elektricitet findes kun mellem fem om aftenen og otte om morgenen - men kun ved stranden. I landsbyen foregår aftenens skærmydsler i stearinlysets skær og ved åben ild. Nærmeste bank ligger på fastlandet - en dagstur på omtrent ti timer.
Det med banken kom mildest talt lidt som en overraskelse for os. Vi havde kontanter med der kunne strække til et par dage. Øtempoet blev hurtigt adapteret og vi var allerede efter fire dage kommet så meget ned i gear, at mission ” Ta’ i banken” blev et uoverskueligt onde. Muligheden forelå dog, at vi kunne få kredit de fleste steder på øen og det tilbud var vi ikke sene til at tage imod, og så gik der et par dage - til sidst var der ingen anden udvej - vi måtte i banken.
Det skulle blive en ret interessant tur - især tilbageturen satte sine spor. Vi havde taget os god tid i byen, men inden vi vidste af det, var klokken fem og det var ved at blive mørkt. Da vi opdagede at tiden var så fremskreden, måtte vi hurtigt springe på en bus der kunne føre os til havnebyen Maya og forhåbentlig finde en båd, der kunne tage os tilbage til Malapascua. Der var desværre bælgmørkt da vi steg af bussen og uden at sige noget, kunne vi godt fornemme at situationen ikke var i vores favør. Og ganske rigtigt. Da vi nåede færgelejet opdagede vi hurtigt, at vi var de eneste passagerer, hvilket betød, at vi helt og aldeles var i bådejernes vold.
Situationen kan bedst beskrives med et billede af en flok hyæner, der hastigt samles om et bytte for at få det største stykke. I hvertfald var vi hurtigt omringet af samtlige bådejere i havnen, der hver især gerne ville give os en “special tour” tilbage til Malapascua til den nette sum af 1200 pesos. En normal overfart koster 50 pesos. Ydermere havde vi ingen bagage med os, hvilket kun kunne være ensbetydende med, at vi lige havde været i banken.
Herefter udspillede der sig en kamp på tålmodighed, stædighed og ord. En kærlig skipper som hurtigt mente at Søren og han var de bedste venner, ville give os et tilbud på 800 pesos. Søren mente dog, at vi havde masser af tid til at vente på flere passagerer og derved bringe prisen ned. I mellemtiden var byens eneste hotelejer dukket op med det formål at advare os imod den fordrukne skipper, som vi var i færd med at handle med og sådan lidt en passant, tilbyde os et værelse for natten til en sum af 1000 pesos. Efter at have kværuleret, fnyset, grinet, gestikuleret og for mit vedkommende tilbageholdt et
vredesudbrud i halvanden time blev vi enige om pris på 500. Da vi endelig kom ombord på den fiskerbåd der skulle fragte os, vrimlede det frem med små mørke skygger. Båden var fyldt med lokale folk der skulle hjem fra arbejde. Til og med folk der overhovedet ikke gjorde sig umage for at skjule, at vi i den grad var blevet taget ved næsen. Der blev grinet højt og klappet på lårene og betalt til de skippere og matroser der i den grad havde medvirket til at vi var hoppet på båden. Efter sigende har vi rekorden for billigste aftenoverfart. Vi mødte et par forleden, der havde betalt 2000 hver for samme overfart. Den slags giver ø-respekt.
Vejen til paradis er ikke nem!
- Helle
P.S. Det underlige dykkerbillede, er én af de lokale divemasters der på et dyk tog sine finner af og gik op ad den skrånende ankerkæde, som gik han på line. Tres cool!
