Hovmod staar for fald og explorer for en dag.

Ved et tilfaelde opdagede vi her til morgen, at vi nu har tilbragt 17 dage i Luang Prabang. Byen som Lonely Planet beskriver som himmerige paa jord men som hoejst besynderligt ogsaa bliver beskrevet som et sted, der er udtoemt for muligheder efter 5 dage!!. Tiden er floejet afsted - saadan er det jo indrettet naar man har det godt. Men tiden staar stille i denne fantastiske by der er omkranset af bjerge - og hvor det der bevaeger sig med stoerste hast velsagtens er Mekong floden, der smyger sig omkring byen. Vi indrettede os hurtigt efter dette tempo og snart var vores stoerste problemer at komme op foer 12, at finde ud af hvilken ugedag vi havde (af hensyn til bankens aabningstider) samt at naa til enighed om hvilken indisk restaurant der serverer den bedste Tikka Masala - ak ja, vi er tilboejelige til at give Lonely Planet ret. En aften, over et par oel, blev vi dog enige om at der maatte ske noget. Denne lidt sene udgave af ungdomssloevsind var ved at tage overhaand og vi bestemte os for noget aktionpraeget, der gerne maatte indebaere at vi fik solen at se, da vi efterhaanden havde faaet vores naturlige lyseroede teint tilbage. Loesningen blev en tur i kajak langs Mekongfloden.
Dagen efter staar vi ved flodbredden et par kilometer uden for byen - og kigger ud paa det blikstille vand - dette kunne umuligt vaere white water kayaking. Guiden der skulle foere os til Luang Prabang pakkede sin kajak og blandt udstyret var der redningsveste og hjelme og vi kunne kun taenke "Yes - actionpacked " Det vand, vi nu skuede ud over, maatte vaere et udtryk for stilhed foer storm - dette ville blive vildt. Da han et par sekunder senere bad os om at tage redningsveste og hjelme paa var vi jublende. Vi satte os til rette og begyndte at padle afsted. Vi fandt dog hurtigt ud af at hjelmene absolut ikke var noedvendige i dette vand og kort efter kunne vi, med skuffelsen malet i ansigtet, ogsaa spaende redningsvestene af - der var intet actionpacked over denne flod (som i oevrigt var en biflod til Mekongfloden) Solen var dog kommet frem paa himlen, saa vi saa muligheden for en laekker tan. Min hud begyndte dog hurtigt at foeles for lille og jeg laante derfor en faktorlotion af vores lige saa skuffede rejsefaeller. Soeren, derimod, taenkte at det var nu eller aldrig - hvis han skulle faa sin laekre chokoladebrune farve igen. Mere og mere toej roeg af og snart sad han kun i shorts og solede sig i baade solens ubarmhjertige straaler og vi andres bekymrede blikke. Det skal lige tilfoejes at vores rejsefaeller flere gange tilboed ham at laane af deres solcreme - men Soeren afslog tibuddet kategorisk. Da beskedenhed ikke normalt er en af Soerens stoerste dyder, blev jeg straks klar over at her var tale om en god gang graadighed og kropsfornaegtelse - desvaerre noget som ikke normalt har nogen god udgang. Soerens smertehelvede begyndte kort efter vi traadte i land og blev ved de naeste dage frem. Foerst den fysiske smerte der goer al beroering til en pine - derefter den psykiske pine ved at se huden flosse af i store flager, saa man ligner en roed- og brunplettet dalmatiner de naeste mange dage
Efterhaanden som Soerens hud helede, blev vi igen taendte paa en tur i naturen- denne gang under lidt mere "ordnede" forhold. En times sejltur herfra findes der en kaempe turistattraktion som ret beset, er en masse Buddhastatuer presset ind i en grotte. Selvom vi efterhaanden synes vi har set de Buddhaer der kan tilkomme os at se i en livstid - blev vi enige om, at dette maatte opleves. Vi koebte en pakketur og glaedede os til naeste dag at komme afsted. Nogle ture er doemt paa forhaand - vi kender dem alle sammen; boernene der skriger fordi de ikke gider med, pladsbilletterne er vaek, bilen vil ikke starte osv. osv. osv. Vores uheld startede, da vaekkeuret ringede klokken syv. Vi havde ikke vaeret oppe paa det ukristelige tidspunkt i maaneder og maatte nu virkelig overbevise os selv om at det blev en spaendende dag og at det bestemt var noget der var vaerd at staa op til. Vi stod op, gik ind mod byen og snakkede i oevrigt ikke til hinanden foer vi stod ved den lille bod, der hver dag saelger os vores morgenmad klokken 1. Snart sad vi i en baad paa Mekongfloden sammen med 20 andre spaendte turister. Vi fandt, troede vi selv, nogle gode saeder helt nede bagi baaden - lige bag et aeldre canadisk par. Ikke at vi snakkede saa meget med dem, at der i samtalen kom frem hvor de var fra. Men deres tasker afsloerede dem, da de var overklistrede med fine canadiske smaa flag og adskillige labels saa man ikke et oejeblik var i tvivl. (De var garanteret amerikanere) Vi fandt et par stole paa stoerrelse med de man kan finde i et legehus og satte os til rette der. Pludselig lyder der et knaek fra Soerens stol, han vaelter halvt ned. Ser ud af oejenkrogen at den lige bliver tjekket for om den er gaaet i stykker - men nej, lykkeligvis er det ene stoleben bare roeget ned i siden af baaden, saa den bliver sat paa plads igen. Han satte sig igen og det samme skete igen. Min humor er paa det tidspunkt af dagen ren og skaer "fald-paa-roeven" humor, saa da han anden gang vaeltede rundt kunne jeg ikke styre mig laengere - latteren vaeltede ud og det gik helt galt, da det skete tredje gang. Det var aabenbart draaben for Soeren, der nu var saa irriteret, at det skulle gaa ud over nogen og det maatte af gode grunde vaere mig, der nu sad og klappede paa laarene af grin.
Jeg kender efterhaanden Soeren rigtigt godt og burde have genkendt blikket i hans oejne og straks bragt mit haanlige foretagende til ophoer (eller.... ihvertfald daekket over min latter med en overdreven hosten) men for sent. Han fik sin revance ved at vaelte min stol saa jeg vaeltede ned og pludseligt sad med samme problem som ham - hvem sagde primitiv?? Resten af turen sad vi begge i bunden af baaden, laeste ivrigt i vores medbragte boeger og saa egentlig ikke saa meget af omgivelserne. Da vi igen, fem timer, 3-400 buddhastatuer og par landsbyer senere, stod med fast grund under foedderne - kunne vi love os selv og hinanden, at der skulle gaa lang tid, inden vi igen ville ud med en gruppe og opleve autentiske mennesker i helt autentiske omgivelser. Ihvertfald ikke foer klokken 12.

- Helle

Baguette-terapi, Vang Viang, regnvejr og bar roev

Vi er nu i Vang Viang, 150 km nord for Vientiane. Vores jobsoegning der gik delvist efter planen - vi fik tilbudt to forskellige jobs, men desvaerre foerst fra naeste skoletermin som begynder i starten af juli. Planen er nu at rejse lidt rundt i Laos, maaske en maaneds tid, og saa krydse graensen til enten Cambodia eller Myanmar og se os lidt omkring der. I juli vil vi saa vende tilbage til Vientiane og arbejde et par maaneder der. Alle billeder i dag er fra Vang Viang.

I Vientiane overnattede vi paa et lille og billigt hotel med det noget praetentioese navn Lao Paris. Oevrige gaester var der ikke mange af, men da vi holder af at bilde os ind, vi er de eneste turister, ja vel naermest opdagelsesrejsende, hvor vi kommer frem, var det faktisk et gode. Hotellet havde sit eget vaskeri, saa paa et tidspunkt, da vi naermede os bunden i rygsaekkene, valgte vi at benytte os af denne service og afleverede en blandet haandfuld toej, mest hvidt, til vask. Da vi fik det tilbage var det hele blevet vasket samtidig, og alt hvad foer var hvidt var nu naermest batik-koloreret i boerne- og hippievenlige gule, roede og orange farver.

Receptionisten kunne godt se det ikke saa helt hensigtmaessigt ud, saa han lovede de ville proeve at vaske det igen. Det hjaelp ikke, saa han bad om lov til at proeve endnu engang, da vi forsigtigt foreslog det maaske var bedre at erstatte toejet. Heller ikke anden eller tredie gang hjalp det. Vaskekonen paa hotellet var efterhaanden noget traet af os, og hun brokkede sig gevaldigt over igen at skulle vaske skidtet. Og sandt at sige var det meste af toejet da ogsaa afbleget noget, det roede var blevet pink, det orange gult.

Det er nok kun boern som har yndlingsbukser, drenge maaske isaaer, som har et par bukser med dybe lommer til soem, slangeboessen og tyggegummi. Maaske er jeg gammelromantisk, og effekterne i dag er erstattet af ipod og mobiltelefon, men pointen er gyldig nok - drenge, ogsaa store, har yndlingsbukser. Mine ynlingsbukser var nu mestendel offwhite, men gulspottet paa en saadan maade, at det grangiveligt saa ud til at jeg havde tisset i bukserne et par gange og valgt at lade det toerre. Sagt paa en anden maade, det var kun mig som stadig, inderst inde, kunne elske bukserne, deres soelle ydre til trods. Da vi den sidste dag paa hotellet skulle goere regningen op, og toejet stadig lignede loegn, begyndte en episode som skulle faa os til at se roedt. Hoefligt forklarede vi at toejet, som mestendels var koebt i Danmark var dyrere end toej koebt i Laos. (Omkring en milliard procent, faktisk- selvom vi, med kapitalisters underlige opfattelse af anstaendighed og omvendt forlegenhed, undlod at uddybe forholdet naermere foran en mand, hvis maanedsloen maaske lige akkurat kunne koebe ham et par cowboybukser i Danmark.) Receptionisten ringede til sin chef som tilboed os at slaa en streg over vaskeriregningen! Alletiders! Jeg spurgte om chefen havde en bil, for saa ville jeg gerne tilbyde at vaske og ridse den, og saa slaa en streg over regningen for bilvasken.

Tyve minutter senere, da vi fortsat hoefligt, men bestemt, naegtede at betale det fulde beloeb for vores ophold tilboed receptionisten, efter en fortvivlet telefonsamtale med chefen, en rabat svarende til storrelsen paa en peanut eller maaske een af de mindste af tispletterne paa mine bukser. Det var en kattens situation - receptionisten var ligbleg i ansigtet (naa ja, men saa pastelbrun og svedig da!) og lod os forstaa at samme ansigt sad paa et hoved, som laa paa blokken. Det var hans forbandede job at faa pengene fra os, og hvis vi tog afsted og ikke havde betalt det fulde beloeb saa... Staklens ojne sagde det hele. Kattens ogsaa! Vi fortalte hinanden, lidt paa skift, at det ikke kunne vaere rigtigt vi skulle have det skidt med det her - det var vel, trods alt, ikke os som havde gjort i naelderne. Vi spurgte om han ikke kunne bede sin chef om at komme forbi, saa vi kunne ordne det med hende - men nej, hun ville ikke komme; Vi havde vaersgod at betale! Vi besluttede os for at tilbyde at betale tre fjerdedele af regningen; Saa kunne alle parter gaa saa tilfredse derfra, som man nu kan vaere, naar man ved modparten heller ikke rigtig er tilfreds. Still no luck!

Efterhaanden naermede klokken sig den tid, hvor vi havde aftalt med en chauffoer at han skulle hente os og tage os til busstationen. Jeg moenstrede al den autoritet jeg nu kunne, i min forvaskede tanktop og forrevne shorts, og fortalte den stakkels receptionist, at vores forslag var saadan det ville blive hvad enten hans chef kunne lide det eller ej. Jeg lod ham samtidig forstaa at jeg fuldt ud forstod hans problem, men at chefen virkelig maatte klare aerterne selv, og komme og se toejet ved selvsyn.

Ti minutter senere staar politiet der, to mand hoej! Helle og jeg griner bekymret til hinanden, mere end halvt forlegne over at have ordensmagten ude for at klare en forvikling omkring vasketoej! Vi er i det mindste glade for, at det er hotellet som har ringet efter ordensmagten, som maeglere i saa aandsvag en bagatelsag og ikke os. Vi sidder ved eet bord, de eneste mennesker i lobbyen, men betjenten saetter sig demonstrativt ned ved nabobordet, og lader med en haandbevaegelse vise at vi kan saette os ved hans bord. Uhh-uhh, taenker jeg, not good. Vi saetter os dog ned, hoefligt med paent goddag, og begynder at forklare, efter han paa noget knaekket engelsk har fortalt os at han taler fremragende engelsk. La-di-dah, taenker jeg, og begynder at rulle mig ud; Vi beklager meget han saadan er blevet hidkaldt over saadan en bagatel, og at vi utroligt gerne saa det klaret uden om ordensmagten. Naar han nu alligevel har vaeret saa god at tage sig tid til det, vil jeg kort forklare hvad der er sket. Se, sagen er den... Mere faar jeg ikke sagt, foer han, med en opholdt haand, en gestus sikkert tillaert og mestret i faerdselspolitiet, lader mig vide jeg er koennest naar jeg holder mund. Saa beder han vaskekonen fremlaegge sagen paa laosisk, og det goer hun, og det goer hun rigtig godt! Der bliver peget paa tindinger og sagt en hel masse om udlaendinge, det mindst skadede stykke toej vises frem - i skyggen, med den paeneste side udad, og saadan har det i oevrigt hele tiden set ud, and on and on and on... 3 minutter senere, da hun holder en pause i talestroemmen spoerger jeg hoefligt betjenten om vi ogsaa maa faa lov til at fremstille vores side af sagen, maaske endda vise ham toejet, saa han bedre kan traeffe en afgoerelse. No, det er der ingen grund til - siger han. Han beder om at se vores pas, og selvom det indroemmet er lidt svaert at se hvad han vil med dem, giver vi dem til ham, allerede lugtende problemer. Han bladrer i dem, frem og tilbage, tilsyneladende ledende efter et eller andet. Han virker mistaenkeligt skuffet da han ikke finder nogen anomalier, men ikke desto mindre beholder han passene. I skal med paa stationen! siger han saa.

Hva' fanden!?

Helle og jeg ser allerede for vores inde oejne en moerk kaelder under politigaarden. Een med fugtige vaegge, dryppende roer og korridorer der genlyder af skrigene fra sagesloese turister pint med elektrochok. I siger I har problem, I tager med paa stationen og betaler 50 dollar begyr. Saa jeg bestemme mig hvad der er rigtigt. Det her var noget gedigent lort! En eventuel kompensation, hvis han altsaa overhovedet besluttede sig for vi skulle have een, ville efter at have betalt politibegyret alligevel svinde ind til ingenting. Omvendt, hvis han besluttede sig for at tro vaskekonen, hvilket ikke forekom helt usandsynligt, nu han ikke var interesseret i at hoere vores forklaring, saa ville vi - udover at faa oedelagt vores toej, faktisk skulle betale for besvaeret. Lort lort lort.

Nogle gange kan man slippe afsted med at lade som om, man hoerer en ordre som et forslag, og under omstaendighederne virkede det ikke som om, vi havde saerligt meget at tabe, saa jeg begav mig ud i det. Vi takker hoefligt for dit tilbud om at tage os med paa stationen, saa vi kan afgive en fuld rapport. Vores bus koerer dog ganske snart, og det er bydende vigtigt vi tager afsted idag. Vi maa derfor istedet, med tak, tage imod hotellets fine tilbud om et saerdeles rimeligt afslag i prisen. Han var tydeligvis ikke tilfreds! Han saa halvtreds gode amerikanske dollars anmode om starttilladelse og tage afsted mod vinduet. Receptionisten istemte dog! Yes yes, det var en god ide, lad os dog ordne det saadan. Saa vi talte omhyggeligt beloebet op under betjentens aarvaagne oejne, betalte, og tog med en noget skaev grimasse imod kvitteringen, som vaskekonen rakte os med et smil, som en fed kat.

Mens vi skummede og fandt vores rygsaekke frem, begyndte betjenten en opbyggelig tale til os. Det er vigtigt, sagde han, at I her i landet respekterer loven. I skal respektere loven og traditionerne. Jo jo, det er det da bestemt, sagde jeg og taenkte paa hvor om det ville vaere disrespekfuldt at spoerge om hvilke traditioner det var, vi forbroed os imod. Formentlig den der hedder at man skal finde sig i meget, mere hvis man er hvid og ligner en som har raad til det. Indeni rasede vi, gerrige, partiske, ubehoevlede, korrupte skid! Nakkefoldsbarn, klaebrige resultat af en fordrukken faetter-kusine fest. Aarghh! Den vaerste vrede, tror jeg, er den, man indser man ikke kan udtrykke. Ydermere laeser jeg i oejeblikket en biografi om Genghis Khan, en mand som faar det til at syne utroligt vagt ikke at goere noget - gerne noget med smeltet bly eller kaeder og hestespand. Jeg har dog hverken det ene eller andet ved haanden, saa jeg er vel undskyldt.

Paa busturen fra Vietiane var vi af den solide overbevisning, at alle af ikke-kaukasisk afstamning var nogle halvaber. Vi var i det hele taget i saa urimeligt et ondt lune, at baguette-terapi virkede som den eneste udvej. Det er vel nok velkendt at man kan troestespise, hvis noget gaar een imod. Chokolade eller andre soede sager kan synes som en soed lise, hvis livets tilskikkelser synes en sure. En ubagt baguette derimod er sej som bare pokker, men tygget tilpas arrigt kan den alligevel lindre paa en saer terapeutisk maade, mens ens kaeber smerter og man goer sig tanker om ubagt dejs mulige egnethed som voodoo-medie. Mysticisme er godtnok ikke min kop te, men jeg er faktisk villig til at tro, betjenten foelte en gnaven i sin roev den nat! I alt fald forestilte jeg mig at bide den noget saa eftertrykkeligt!

Heldigvis er vi nu i Vang Vien, som er et dejligt sted at koble af. (Et sjovt udtryk vel nok; Vi har ikke lavet andet det sidste halve aar.) Hvorom alt, byen her er blandt backpackere mere kendt for sine interessante svampemilkshakes og hashkager, end for de huler og raftingmuligheder byens omgivelser byder paa. Betinget af den foerste attraktion raver en en del hvide folk rundt og taler sort. Selv har vi besoegt et par huler, mere herom en anden gang maaske, og ellers bare gaaet nogle lange ture i et ret fantastisk landskab.

De sidste to dage har det regnet, regnet og regnet. Udover at bevaege os ud for at spise har vi ikke gjort andet end at laese paa vores vaerelse. Det bliver dog ogsaa kedeligt paa et tidspunkt, rigtig kedeligt faktisk... Paa et tidspunkt begav vi os ud i Dirch Passer sketches og enedes om paa skift at tegne tatoveringer paa hinanden med en kuglepen (jo, saa meget kedede vi os faktisk.) Uden det paa nogen maade skal blive lummert, vil vi gerne indbyde til en konkurrence. Gaet en roev! Hvis tatovering og roev er Soerens og hvis er Helles?


Soeren - traet af regnvejr

Gaet en roev!

Bud kan sendes til den saedvanlige emailadresse, korrekte besvarelser vil ikke blive praemieret.

Den hvide verden og 9½ days

Det var med blandede foelser jeg tog afsted fra Koh Tao – jeg var ikke glad for at skulle sige farvel til Soeren selvom det jo kun var for et par uger, men alligevel. Samtidig var jeg lykkelig for at skulle forlade oeen – den var paa een eller anden maade ved at vaere for lille og jeg havde problemer med at faa tiden til at gaa. Paa det tidspunkt var der saa varmt at selv det at ligge paa standen var ulideligt og saa var mulighederne derefter en smule begraensede.
Jeg naaede Chiang Mai 3 doegn efter og fik mig indlogeret paa et skoent hotel der havde det hele – varmt vand, swimmingpool, god restaurant at haenge ud i, spaendende outrere mennesker og mit vaerelse med en fantastisk udsigt paa 7. sal. Yes sir, der var det hele – undtagen elevator. Af selv samme aarsag havde jeg hele etagen for mig selv.
Der var ikke lagt nogle planer for dagene forud for tempelopholdet udover at skulle omkring privathospitalet. Saa dagene gik ved swimmingpoolen med et par boeger ved min side – nu skulle livet virkelig nydes inden jeg om faa dage ville bure mig inde.
Det gode ved hospitalerne her er, at man faar svar paa sine proever hurtigt! Men det at komme igennem hele det bureaukratiske system og deres pre-undersoegelser, for faktisk at faa taget en blodproeve er virkelig en langsommelig process. Jeg skulle som sagt blot have taget en blodproeve for at sikre mig at alt nu var som det skulle vaere – piece of cake, I thought, men saadan skulle det ikke vaere! Selvfoelgelig er der ting som skal vaere i orden – formaliteter som hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og hvad jeg egentlig vil - og vigtigst, hvem der betaler! Det er i sig selv ikke saa interessant – det der er opsigtsvaekkende er det, som foelger efter dette. 5 sygeplejersker samler sig omkring mig og diskuterer hvem der lige skal goere arbejdet - de bliver velsagtens enige om at der skal to personer til at tage sig af mig – det de skal foretage sig nu kaever aabenbart teamwork. Saa een soerger for at jeg faar sat mig ned i en stol, og en anden goer klar til at tage mit blodtryk. Mens min arm ligger i pres begynder den foerste at udfylde endnu et skema med en raekke formaliteter. Det blev nu vigtigt for hende at hoere om jeg var allergisk overfor nogen form for medicin og om jeg i oevrigt havde feber. Saadan lidt paf kunne jeg svare jeg nej til det hele og spekulerede som en gal over, hvad hun i grunden skulle bruge de oplysninger til – jeg kom for at faa taget en blodproeve! Jeg blev faerdig med de siddende undersoegelser – nu maatte jeg op og staa. Nummer to sygeplejerske havde nemlig gjort vaegten klar og centimetermaalet – det sidste maatte dog med stor forbitrelse opgives. Der er ingen thaier der er over 1.80 og der er derfor ingen marked i maalebaand over den laengde! Da alle proever var overstaaet kunne jeg gaa videre i systemet til den sygeplejerske, der skulle tage proeverne. Jeg tror de fleste fyre paa et tidspunkt i deres liv har haft fantasier om den forfoerende sygeplejerske. Hende, hvis uniform er fraek ud over det saedvanlige – maaske endda en kende gennemsigtig. Hun er ikke fantasi – hun findes. Aldrig har jeg set saa erotisk klaedt sygeplejerske – stram jakke, superkort nederdel, gl.dags sygeplejerskekyse og et par hvide 10 cm stilethaele og saa desuden en makeup der lyste op i hele lokalet- jeg var maalloes.
Dagen efter kunne jeg hente resultaterne paa proeverne. Personalet maa aabenbart have troet at jeg, dagen i forvejen, havde loejet for dem, for hele proceduren skulle gentages. Denne gang godtog de dog ikke, at jeg svarede nej til spoergsmaalet om jeg havde feber – de maatte tage min temperatur. Samtidig blev det blev det dem ogsaa tvingende noedvendigt at tage mit blodtryk i begge arme – for at kunne sammenligne forstaaes! Det gav ingen mening – men jeg indvilligede. En halv time efter kunne jeg tage derfra - fuldstaendig forvisset om at ALT var som det skulle vaere.

24 timer efter befinder jeg i en pickup paa vej mod templet - spaendt og fuld af forventning til de naeste 9 dage. Jeg vil allerede nu vaere aerlig og indroemme at jeg ikke vidste ret meget om kurset andet end at det boed paa en ret, saa at sige, intens meditationsform samt at dagens sidste maaltid indtages klokken 11 om formiddagen. Paa sin vis er jeg lykkelig for at jeg ikke vidste mere, eller for den sags skyld havde besoegt stedet forud for opholdet - for havde jeg det, var jeg hoejst sandsynligt loebet skrigende bort. Jeg ankom til templet om eftermiddagen - lidt daarlig, da jeg kort forinden, af frygt for at skulle doe af sult, havde maattet overspise og nu betalte jeg prisen. Min mave protesterede vildt og jeg havde allermest lyst til at sove - men det blev der ikke noget af. Jeg fik udleveret min "seng" - et taeppe, en pude, et meditationsunderlag og toej og blev derefter foert til mit vaerelse. Jeg fik, pga. mit koen, den fordel rent faktisk at faa en seng - maend maatte sove paa gulvet. Sengen var dog ikke som senge er flest - stellet var der, men ovenpaa laa der en spaanplade - og det var det. Jeg kunne nu vaelge om jeg ville bruge taeppet som underlag for at ligge lidt bloedere eller som dyne og ha det lidt lunere. Jeg havde utroligt svaert ved at affinde mig ved tanken om det var enten eller, saa jeg fiskede mit eget taeppe op af rygsaekken og kunne nu se frem til at nyde begge dele.
Jeg maatte derefter klaede om og tage institutionsklaederne paa - hvide bukser, loes hvid skjorte og et klaede der skulle daekke barmen yderligere samt fjerne makeupen- og saa var jeg klar. Jeg blev undervist af en assistent i de 3 meditationsformer jeg skulle bruge de naeste mange dage paa at praktisere. Efter en kort introduktion blev jeg overladt til mig selv - nu var jeg klar til at gaa i gang.
Naeste gang jeg havde kontakt til andre var naeste morgen, da der skulle rapporteres til laereren. Der var egentlig kun gaaet et halvt doegn foer jeg begyndte at blive desperat for at snakke med andre. Det kunne saa ses paa min opfoersel ved middagsmaden, da jeg farer hen og saetter mig ved den eneste vestlige person jeg umiddelbart kunne spotte. Frygtelig mange spoergsmaal havde hobet sig op i de sidste mange timer. Hun havde dog aabenbart vaeret der saa laenge at hun kendte reglerne - ingen snak under maaltiderne - hvilket hun valgte at foeje, mens novicen plaprede loes. Hun nikkede behoerigt en del gange, indtil jeg langt om laenge fattede budskabet. I ren desperation proevede jeg at snige mig ind paa et par af de andre ikke- thaier, men moedte samme mur af tavshed - Jeg laerte at tie stille! De naeste otte dage foregik nu i stilhed med en undtagelse af et 10 min. moede hver dag med min laerer.
De foerste 3 dage gik ufatteligt langsomt - saa ufatteligt langsomt. Timerne sneglede sig afsted og tankerne gik konstant tilbage til Chang Mai - og hvad jeg havde opgivet der for at tilbringe tiden her. Der kunne jeg ligge ved poolen - drikke kuloerte drinks, laese, ryge, spise hvad jeg ville naar jeg ville, klage hvis jeg fandt en larve i min mad og kraeve at faa en ny portion,(her blev den gemt vaek under en groentsag - og der blev spist videre!!!) snakke konstant hvis jeg ville osv. osv. osv.
Men det blev godt- rigtigt godt og jeg noed saagar den sidste 2/3-del af opholdet. Meditationen var spaendende - pauserne udfordrende (jeg oevede ihaerdigt paa at laere at staa paa hovedet!!) og tavsheden behagelig. Sidste dag var dog den dag jeg indsaa at man ogsaa kan vaere her for laenge. Dette indsaa jeg, da en mand valgte at bryde tavsheden under opvasken. Han var vestlig, meget maskulin, bredskuldret, hoej, muskuloes og havde en yderst harsk odeur af dag-gammelt armsved; en rigtig mand! Jeg var i fuld gang med at vaske min lille bliktallerken af, da han stillede sig ved siden af og med lidenskab i stemmen udbroed:"It's soooo nice to do the dishes, it's such a good feeling - just feeeeling the sponge". Hvor jeg dog pludselig savnede at komme ud igen - at se mennesker i normale klaeder - hoere normale udsagn igen og sidst men ikke mindst at gense Soeren.

- Helle

Folkets demokratiske republik, soegen efter jobs, sandblaeste kontaktlinser og aal i underbukserne.

Vi er i hovedstaden Vientiane i Laos. Vi besluttede at krydse Mekong og tage til Folkets Demokratiske Republik og her proeve lykken med at finde jobs istedet for i Nong Khai. Nong Khai er en enormt dejlig og stille by, og det ville nok vaere meget nemt at falde til og trives i det minisamfund, som eksisterer omkring Mutmee Guesthouse. Arbejdsmulighederne der er dog ikke umiddelbart saa spaendende; Det var der, jeg underviste et par dage paa et technical college, hvor baade laerere og studerende syntes veldsomt umotiverede, og hvor jeg, eufemisk sagt, havde lidt svaert ved at forlige mig med undervisningskulturen. Der var godtnok jobs at faa der paa det college; Jobs med en rimlig loen plus arbejdstilladelse og visum. Samtidig, hvis man er noget mere dovent anlagt end jeg, (og det er kraever ikke saa lidt!) kan man vel se det som en fordel, at jobbet for mange undervisere der, er en udpraeget loppetjans, hvor man underviser halve lektioner uden planlaegning eller andet hjemmearbejde, og saa i oevrigt ikke staar til regnskab for nogen!

Den sidste dag i Nong Khai lejede vi en scooter og koerte vestpaa, paa en lang udflugt langs Mekongfloden. Vores maal var en historisk park, som jeg syntes var meget spaendende, men som Helle vist bare syntes var stor. Efterhaanden som vi arbejdede os igennem den, over stejle klipper hvor solen bagte naadesloest, og gennem stikkende tornekrat, aendrede hun syn paa stedet. Nu var det ikke bare for stort, det var ogsaa aandsvagt. Glad, troede jeg hun ville blive, da vi langt om laenge stak hovedet ud af busken, naer vores parkeringsplads og sadlede jernhesten efter en toendefuld vand og en floedeis. Men saa gjorde maasen ondt! Da vi efter 150 kilometer var hjemme igen led vi begge af akut foelelsesloes scooterroev og mine kontaktlinser var fuldstaendig sandblaest!

Ellers gaar det godt. Nu ser vi hvordan det gaar med vores jobsoegen her i Laos. Foreloebig er vi optimistiske, Vientiane er en meget stille storby og hovedstad. Her er naesten ingen trafik sammenlignet med Bangkok, og luften er vaesentlig renere. Geografisk er byen ogsaa lille, man kan snildt faerdes rundt til fods. Fra centrum kan man paa tyve minutter naa naesten hvorhen man vil. Fortovenes generelle tilstand ville dog nok faa et bedre vant skadinavisk blindesamfund til at se roedt... At se ned naar man gaar, er ikke et tegn paa at vaere kuet eller trykket, men et tegn paa man ikke synes skrammer er fedt.

Vi har ringet til en raekke sprogskoler i dag og besoegt een, som loed lovende. De laerere vi talte med var flinke, saa i morgen vender vi forbi og smider vores CV'er og nogle udtalelser. Chefen er ude at rejse i denne uge, saa engang i naeste uge ved vi med lidt held hvordan landet ligger. Leveomkostningerne er ikke store her, selvom den tredelte og tilsyneladende lidt tilfaeldige oekonomi mellem thailandske baht, laotiske kip og good ol' american dollars godt kan vaere lidt svaer at greje.

Jeg koerer efterhaanden paa mit sidste par kontaktlinser. De skal gerne skiftes hver maaned, men jeg har nu altid set det mere som en garanti for at optikernes lommer ikke toerer ud, snarere end for at mine oejne ikke goer. Naa, men scooterturen for et par dage siden smed saa meget grus i oejnene paa mig, at jeg efterhaanden ikke kan komme udenom et tur til optikeren. Saaledes stedt, fandt jeg mig i dag i en underligt situation. Jeg gik ind til en optiker, og spurgte om han forhandlede kontaktlinser. Yes, yes svarede han, og loeb ind i lokalet ved siden af og koerte larmende sin rullestol ud i forretningen, saa jeg kunne sidde paa den. Oeh, jo altsaa, det skulle jo gerne vaere det her saerlige maerke, begynder jeg efter at have faat mig sat ned. Yes yes, hans ojene skinner - det har han nemlig lige paa lager, synes de at sige. Ind ved siden af loeber han igen, og endnu en rullestol koeres ud til Helle, som indtil nu havde staaet og kigget paa solbriller. Jeg begynder at ane uraad, jeg mistaenker ham for at vaere en yes-yes'er. De er lumske! De bedste af dem kan koere en samtale rigig langt ud, foer man aner de er en yes-yes'er: De allerbedste formaar at faa en til at foele sig som en scorekarl, der til sin gru opdager han er kommet hjem med en transvestit; Al den gode energi investeret til ingen verdens nytte.
Yes? spoerger han venligt, da han endelig har sat sig foran mig. Oehm, begynder jeg igen, det skal vaere det her maerke. Nu taler jeg meget langsomt. Min styrke er saa og saa. Ahh yes! udbryder han, og jeg ser baade genkendelse og lettelse i hans oejne. Saadan! - taenker jeg, nu kommer vi nogle vegne! Han roder i sine blade paa bordet, efter et katalog velsagtens, taenker jeg. Yees, siger han, ikke laengere helt overraskende, da han traekker frem, hvad viser sig at vaere en parloer. Naa saadan, taenker jeg, jamen det proever vi da saa. Han bladrer og bladrer, og leder tilsyneladende efter det helt rigtige at sige. Han forkaster eet forslag, bladrer lidt mere, og endelig slaar han sikkert fingeren ned i bogen og peger paa en engelsk saetning! "Undskyld mig Hr, men jeg er frygtelig bange for at De maaske har givet mig for faa byttepenge." Jeg laeser det, og saa endnu et par gange, mens min hjerne kortslutter i forsoeget paa at finde en flis af fornuft eller sammenhaeng. Han ser nok jeg ikke helt forstaar ham endnu, og laeser derfor den laotiske oversaettelse igen. Nu sikker paa sin sag peger han paa den samme engelske glose igen, og siger yes paa en taalmodigt forklarende maade. Jeg kan hoere at Helle sputter bag mig nu, jeg mumler noget om at det maaske ikke helt er det jeg leder efter, mens jeg proever at staenge mit latterbroel inde. Han siger yees yes, og vi skynder os ud af butikken.


- Soeren, i Vientiane hvor man kan faa laekre franske baguettes