Hurtige skriblerier fra en kold bus

Vi er på vej mod Semporna. Miri fik vi efterhånden set nok af og da dykningen viste sig at være på det jævne, og luften temmelig ubehagelig at indånde pga. skovbrande længere sydpå bestemte vi os for at komme videre. At forlade Miri skulle vise sig at være en mindre prøvelse; Ingen vi talte med vidste hvordan vi skulle komme fra Miri til Semporna. De havde masser af forslag, lige fra at flyve til fastlandet for derfra at flyve retur til Borneo, til at tage en bus til Kota Kinabalu for derfra at rejse sydpå til Semporna. Den første løsning var jævnt dyr (ikke mindst for ozonlaget, som ville få en ordentlig gang prygl) og den anden var temmelig langt fra at være smart. Er du ikke helt skarp i din Malaysiske geografi - og hvem er egentlig det, når det kommer til stykket? -så er at rejse fra Miri til Kota Kinabalu og derfra til Semporna, som at rejse fra punkt A til B via C i en ligebenet trekant. Det er ikke noget man taget let på, når hvert ben i trekanten tager omtrent ti timer i bus. (Særligt, når buskørsel typisk omfatter aircondition indstillet på dybfrossen pingvin mens en lille flimrende skærm, marginalt større end et digitalur, i den anden ende af bussen viser kinesiske kungfu film, med en lydstyrke som må siges så rigeligt at kompensere for den lille skærm.)

Allerhelst ville vi tage nogle forskellige busser og bevæge os i en mere eller mindre ret linje gennem øen, for der var tilsyneladende byer nok og det syntes derfor rimeligt, at der måtte være en eller anden offentlig transport at opdrive. Problemet er bare, at der ikke er nogle store nationale busselskaber, og at folk nok ved hvilke busser der går fra hvor de selv bor, men at videre transport er sådan lidt tjah... bum...bum. Og hvor fedt var det nu lige at strande midt på Borneo, uden anden vej end tilbage?

Vi bestemte os for at flyve til Kota Kinabalu, og så derfra tage bus. Det tog os en hel dag at få bestilt flybilletter. Først gik vi på internetcafé, fik en dejlig kop kaffe og loggede møjsommeligt på Airasias hjemmeside. Efter 15 minutter ved tasterne på det umanérligt langsomme net, gik det op for os, vi havde glemt vores pasnumre og måtte hjem at hente dem. Da passene var fundet, og vi igen havde bevæget os ind på internetcaféen. fået endnu en kop kaffe og havde overstået alt tastearbejdet på Airasias hjemmeside, slog det mig at vores kreditkort, sgu’ da lå hjemme på hotellet! I sig selv temmelig åndsvagt, men det var først da vi kom hjem igen, og jeg opdagede at jeg faktisk havde haft kreditkortet med mig alligevel, at Helles tålmodighed blev testet for alvor. Nå pyt, hun er helt pjattet med mig, så den slags bagateller betyder ikke noget. Håber jeg.

Nu, en overnatning (og en fabelagtig smuk solnedgang) i KK senere, sidder vi i en bus på vej mod Semporna og paradisøerne ud for kysten. Om bussen kan siges, at den som ventet er pissekold og at underholdningen er lyden af kampråb og flyvespark. Skærmen kan vi ikke se, kun skimte.

- Søren, som håber at se en mimic octopus snart