Retten til at køre bil og hvid mands privilegier

De sidste to år af mit arbejdsliv har jeg bl.a. brugt på at lære at køre bil. Jeg siger ikke, jeg er blevet en rutineret bilist - bevares. Men der er sket forbedringer og jeg vil i skrivende stund vove den påstand, at jeg har nået et niveau der er til at leve med - både for mig selv og mine med-bilister.

Når man ønsker retten til at føre bil i Filippinerne, er kravene så minimale, at det er skræmmende. Dette fandt vi hurtigt ud af på det lokale trafik- og transportkontor.Selv havde jeg mit danske kørekort med og håbede på, at det var nok til at udstede et filippinsk ditto. Kvinden bag skranken, der var uendelig hjælpsom og imødekommende, kunne glædeligt fortælle, at det blot krævede en ren narkotest fra klinikken ved siden af, så var jeg kørende. Hun var dog ret nysgerrig for at høre, hvorfor jeg ikke blot lod mig fragte af min mand. Da det gik op for hende, at Søren ikke var i besiddelse af kørekort og faktisk slet ikke kunne køre bil, ombestemt hun sig hurtigt..  Nu var der faktisk ingen væsentlig grund til, at han skulle erhverve sig et. Snart ville jeg jo, med et filippinsk kørekort, være i stand til at hente og bringe ham. Efter lidt snak frem og tilbage, nåede vi dog til enighed om, at det nok var en god ide, at vi begge kunne køre en bil.

Hun forklarede på bedste vis hvordan proceduren ville foregå. Først ville vi få et midlertidigt kørekort. Herefter ville vi have en måned til at øve os på at køre bil. (Jeg tænker nok jeg klarer den, Søren skal til at øve sig...) Når denne måned er gået, vil vi blive indkaldt til en skriftlig test. Hun måtte have bemærket et rynket øjenbryn eller en anelse skepsis hos os, idet hun skyndte sig at tilføje, at hun da personligt nok skulle fifle ved resultatet, så vi kunne bestå, hvis vi var lidt tungnemme.. Personalet måtte iøvrigt have vurderet at jeg, modsat Søren, havde en tvivlsom karakter, for det var kun undertegnede der blev halet ind til en narkotest, mens Søren kunne blive og hyggesnakke med kontordamerne.

En halv time senere havde jeg bevis på, at jeg hverken var påvirket at metaamfetamin eller cannabis og iøvrigt ikke var stæreblind. Beviset udelukkede i øvrigt også at jeg var døv, deform, psykisk syg eller bærer af nogen form for smitsom sygdom, hvilket som sådan var rart at få en formel bekræftelse på. Ved nærmere eftersyn kunne man dog se, at personalet havde “snydt” lidt og udfyldt alle felterne på forhånd for - måske -  at nedbringe arbejdsbyrden en anelse.
Åh ja - tilbage er der kun, at glæde sig til at komme ud i trafikken og møde alle de andre trafikangter, der som os har bevis på, at være fuldt ud egnede til at sidde bag et rat.

Næste punkt på vores to-do liste var at finde en læge, der kunne give os de vaccinationer vi var for nærige til at betale for i Danmark. Her foregår  det normalt på den måde at man, for ussel mammon, får en læge til at udstede en recept på vaccinerne, som så kan hentes på apoteket. Så tager man tager på skadestuen for at få dem indsprøjtet.  (Under normale omstændigheder ville vi have fået dem foretaget derhjemme, men da det kom os for øre at prisen var en tiendedel hernede, så blev vi nærige).
At dømme efter køen foran klinikken havde vi valgt et særdeles dårligt tidspunkt at komme. Vi nåede kun kortvarigt at overveje om vi gad at bruge en dag i kø, før en fyr havde forladt skranken for at høre hvad vi ønskede.
Fem minutter senere havde vi fået en pris og fyren lod os vide,  at lægen tilfældigvis havde et hul i aftalekalenderen nu, og vi derfor kunne komme til med det samme. Vejen gennem klinikken lod sig bedst sammenligne med oplevelsen af at åbne en babushka dukke; Det ene fyldte venteværelse blev afløst af det næste, der igen ledte til endnu et af slagsen.
Den naturlige skepsis, der allerede havde meldt sig, blev ikke mindre af, at faciliteterne lignede alt andet end et sted man ville kunne finde en læge. Den kliniske duft af sprit, man normalt møder sådanne steder, var erstattet af stanken af bilos og sod, der tilmed havde tilføjet væggene det karakteristiske smudslag man normalt finder på et værksted. Bugnende stakke af fritliggende journaler, samt kartoteksskuffer så fyldte at ethvert forsøg på at lukke dem i, var dømt til at mislykkes, vidnede om en form for system, hvis logik man skulle være indviet for at forstå.

Diskretion var iøvrigt en luksus, vi måtte kigge langt efter. Der var nemlig ingen dør mellem venteværelse og konsultation, så da Søren, som den første blev bænket for at få sine skud, var det med mig og tredive andre patienter som tilskuere.
Vores forbehold for at få skuddene her, blev først lagt på hylden, da det var hævet over en hver tvivl, at sprøjterne kun var anvendelige een gang.
Selvfølgelig havde lægen tid til at behandle os med det samme. Prisen for hele gildet svarede nærmest til en månedsløn, og at lade at lade os vente i køen som alle andre var vel lidt risikabelt - sæt vi tabte tålmodigheden og gik vores vej! Danmarks Radio havde ret - Det er fedt at være hvid!

Helle
 

Velkommen til Filippinerne - nye læsere kan begynde her

Så skete det! Bornholmeren og den udstoppede pingvin blev pakket ned, rygsækken pakket til smertegrænsen og en-vejs-billetten indløst. Måneders hæsblæsende forberedelse og spændingshovedpine ved tanken om ikke at nå det hele, blev erstattet af spændingshovedpine over at nå det hele.

Gensynet med Manila var som ventet en udfordring fra det første spæde skridt ud af ankomstterminalen. Har man været i Manila, ved man, at første prøvelse består i at få fat på en taxa. Dernæst kan man kun håbe at chaufføren har en flig af samvittighed, der byder ham at modstå fristelsen i at rulle en nyankommet, træt og svedig turist for en klækkelig sum peso.
Taxasystemet er indrettet så sindrigt, at der to muligheder, alt efter hvad din tegnebog tillader.  Såfremt penge ikke er et problem, kan du sætte dig ind i en taxa, hvor du betaler turen forud. Prisen her er gerne tre gange så høj - til gengæld slipper du for at stå i kø. I det tilfælde man tæller på knapper eller bare er en nærigrøv som jeg, så står man gerne i kø i timevis for at få fat på en taxa, der kører efter taxameter (gerne er måske lidt af en tilsnigelse - lad os bruge ordet villig, i stedet) Der bliver dog taget særlige hensyn. Er du alenemor med en håndfuld unger, gravid eller handicappet, så har du carte blanche til at springe køen over. Det er I og for sig en gestus man kun kan påskønne - i teorien.


I praksis var situationen en helt anden. Efter tre og en halv time i en kø som stadig syntes ulideligt lang og med vue til et evigt flow af personer med særlige behov, der rask væk gik udenom køen og optog den ene taxa efter efter den anden, kunne frustrationerne mærkes. Dette til stor glæde for gribbene, altså chaufførerne fra det andet selskab, der stod og ventede på de grædefærdige turister, der var klar til at kaste håndklædet i ringen og betale prisen for at komme væk fra helvedes forgård. Men, som som de stod der og lokkede med deres malende beskrivelser af hvor hurtigt man kunne komme ud i verden udenfor, og hvilken luksus de kunne bringe een ud til, så blev leden ved situationen forvandlet til en principsag (mest af alt fordi der jeg skulle hen, ikke rummede en flig af den beskrevne luksus - snarere tværtimod. En sovesal med 4-5 snorkende rygsæksrejsende, måske endda en luder og en lommetyv, fælles bad og toilet. Altså samlet set noget,  man næppe betaler overpris for at nå frem til.)

Endelig blev det min tur og chaufføren spurgte høfligt om taxameteret skulle slås til. Jeg ville umiddelbart have ment, at det gav sig selv, men bevares - ja tak. Vandrehjemmet, som jeg skulle overnatte på lå godt 10 km fra lufthavnen, men på grund af myldretid, sad jeg efter halvanden time stadig i taxaen. Chaufføren havde spurgt ind til de ting han fandt passende og jeg vice versa, så nu var der bare tavshed og utålmodig venten på at nå målet tilbage.
Da bilen endelig holdt stille og taxameterets endelige beløb blev åbenbaret, var jeg udemærket klar over at jeg var blevet taget ved næsen. Der havde nemlig været en mistænkelig flimren på displayet, men jeg var nok kommet til den konklusion, at så længe den talte, så måtte det være ok. Egentlig var det ikke tallet der afslørede hans gerning - næh, det var spørgsmålet der efterfulgte... Is that ok, Mam???? Det er jo ret svært at argumentere for at beløbet er for højt, når det er det der står på  displayet. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var trafikkens skyld at beløbet var blevet så højt (for en god orden skyld bør jeg lige nævne, at jeg på forhånd vidste, hvor meget turen cirka burde have kostet) Det følte jeg næsten jeg blev nødt til, da jeg var kommet til at bestille ham til at hente mig klokken fire næste morgen, for at bringe mig tilbage til lufthavnen.
Som aftenen skred frem, og irritationen over at være blevet taget ved næsen plagede mig som en sten i skoen, bestemte jeg mig for, at jeg måtte stå op en time tidligere for at tage en anden taxa derud. Sådan leger man nemlig ikke med mig!

Med oprejst pande og med en skudsikker plan gik jeg triumferende gennem vandrehjemmets gange og åbnede døren  klar til at praje den første og bedste taxa - tjekke hans taxameter,  beordre det tændt og selvsikkert sætte mig ind på bagsædet som om, at jeg aldrig havde gjort andet.
 
Mit tankespind om æresrejsning blev afbrudt af  Ok - Mam?? Foran mig stod igen chaufføren, der dagen i forvejen havde rullet mig og nu oven i købet havde gennemskuet, at jeg ville prøve at snige mig udenom endnu en overbetaling, ved at tage afsted før vores aftale.
Duknakket og med følelsen af at være blevet taget med bukserne nede, var jeg hverken i stand til at tage kampen, eller sige nej tak.  I stedet så jeg mig selv placere min rygsæk i bagagerummet, slukøret sætte mig ind på bagsædet og sluge kamelen.

Jeg tænkte, at hvis der var retfærdighed til, ville beløbet nu være langt lavere og det ville være god stil, at have givet ham en chance til.
Det var desværre en oprejsning jeg måtte kigge langt efter. Turen tog denne gang tyve minutter, der var ingen trafik og vejen til indenrigsterminalen var en helt anden. Alligevel ramte han, på pesoen, beløbet fra aftenen før. Ak!

Jeg betalte og tog afsted til Dumaguete. Med overhængende fare for at fremstå melodramatisk, indrømmer jeg, at jeg drog et lettelsens suk, da jeg langt om længe anede konturen af Søren i Dumaguetes ankomsthal efter tre mellemlandinger, Manilas hustlerchauffører og 36 timers transit over hhv. Ukraine og det Sydkinesiske Hav med en falsk udrejsebillet i hånden.

Helle