India, incredible India

Det er almindeligt kendt, at de fleste har en tendens til at forstørre og forskønne visse kvaliteter, og kreativt nedtone andre træk, når de skal beskrive sig selv. Jeg er garanteret ingen undtagelse, men alligevel troede jeg indtil jeg mødte indisk bureaukrati, at jeg i det store og hele var et roligt gemyt og havde endog rigtig langt til vrede...

Mit møde med indisk bureaukrati fandt sted, fordi de billetter vi havde til Danmark indebar to mellemlandinger i Indien, og det betød, fandt vi ud af efter mange telefonopkald og søforklaringer, at vi skulle have et transit-visa til Indien. Imidlertid var mit pas kommet så galt afsted, at det ikke længere havde tomme blade tilbage, og med indisk storhedsvanvid kræver deres simple transitvisa to hele sider. Fra Herodes til Pilatus blev jeg sendt, personlige besøg på konsulat dit og dat, telefonopringninger, emails og lige lidt hjalp det! Nu var gode råd dyre, for et nyt pas kunne jeg ikke få lavet på den danske ambassade i tide, og jeg havde efterhånden brugt et par dage på problemet.
Til sidst valgte jeg at gå radikalt til værks; Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. (Vi har desværre ikke gamle ordsprog omkring dokumentfalsk, så jeg må låne)  Jeg valgte møjsommeligt at lirke, pille og skrabe to viseringer ud af passet - nogle asiatiske lande giver én en slags klistermærker, i stedet for egentlige stempler. Og som bekendt kan klistermærker med lidt snilde trækkes af igen… Én, to, tre! Voila, nu var der igen to sider fri.

(Er der nogen, som allerede nu kan se at det her måske ikke går som planlagt for Søren Knudsen?)

Som sagt; Voila! Skidegodt! Resultatet kunne ganske vist ikke klare en grundig inspektion, men der var i alt fald ubestrideligt to hele sider tilgængeligt…

Da jeg således som nyslået dokumentfalskner troppede forhåbningsfuld op på den indiske ambassade, sad den lille mand jeg efterhånden havde lært at hade og kiggede lidt på passet, vist lidt skuffet over det så ok ud. Så åbnede han for godteposen:

“Jamen Hr. de tomme sider er jo ikke ved siden af hinanden!”

“Æh?”
“Jo, det skal de skam være!”
“Øh ‘vof det?…”
“Ja, for det er et krav.”
“‘...Fordi?”
“Jamen det er et krav, fordi det er et krav, det må du da kunne se?”

Det kunne jeg faktisk ikke rigtig. Overhovedet ikke. Måske det var tiden jeg havde ventet i kø, måske var det dagene og pengene jeg havde brugt på at flakke rundt fra kontor til kontor, som gjorde jeg for mit indre øje så Taj Mahals mure slå store revner. Jeg spurgte om det kunne passe, at man i Indien mente det var bedre at spare pasbetjente for tre sekunders bladren, end at uheldige turister som jeg selv skulle bruge dagevis på detaljer. Med et stort smil svarede han. Exactly. Det er lige præcis sådan Hr. Knudsen, lige præcis sådan.  Taj Mahal styrtede nu helt sammen.

Den lille smilende mand foran mig havde enten intet begreb havde om ironi, eller også var han bedre til det end jeg. Usikker på hvilken af delene var tilfældet, foreslog jeg fortvivlet at jeg kunne hæfte siderne sammen, eller bruge en papirclips, så betjenten kunne finde den anden tomme side hurtigt (det tager jo lang tid sådan at bladre 32 nummererede sider igennem) Men den slags uautoriserede metoder kunne bestemt ikke komme på tale. Det eneste der kunne bruges, sagde han - var et nyt pas.

Søren efter tredie besøg på det indiske konsulat.

Desperat, nok lidt tryglende, forklarede jeg igen at jeg ikke kunne nå at få lavet et nyt pas, og at jeg virkelig ikke havde andre muligheder, og om der dog ikke var et eller andet der kunne gøres. Pleease!

Til sidst, lidt modvilligt, lovede han, at hvis jeg kunne skaffe et brev fra den danske konsul, der forklarede situationen og bad om assistance om at skaffe Hr. Knudsen hjem til Danmark igen, så kunne jeg undtagelsesvis få et transitvisum. (Situationen var sådan set ret klar, men tilsyneladende bliver alt lidt klarere, hvis man får det forklaret skriftligt af en konsul.)

Skummende gik jeg derfra for at finde en internetcafé. Så blev der emailet frem og tilbage til det danske udenrigsministerium, og mod at love en stor buket blomster til en dame jeg havde vrisset af mange dage tidligere, mens de bureaukratiske håbløsheder hobede sig op (og iøvrigt mod at betale 3000 rupees,) så fik jeg min skrivelse to dage senere. Den havde det danske rigsvåben, og ganske som jeg havde bedt om, mange utvivlsomt vigtigt udseende stempler og underskrifter osv. Med sådan en dansk papirlanse i hænderne, kunne jeg frygtløst ride ind i bureaukratiets hule og nedkæmpe den indiske drage. Sejren skulle blive min! Jeg forestillede mig hvordan jeg nonchalant ville lægge skrivelsen på pulten hos den lille mandsling og nyde hvordan han nu ville bukke og skrabe for mig. 

(Er der nogen, som allerede nu har gættet, at det næppe går sådan som Søren Knudsen fantaserer?)

Igen tog jeg den tre timer lange tur til det indiske konsulat, medbringende alle de sædvanlige papirer plus min nye skrivelse. Så!  sagde jeg, nu har jeg fået den skrivelse I bad om. Skal vi så få kigget på det visum? Gnomen så vurderende på skrivelsen. Anerkendende nikkede han af de mange stempler og underskrifter, mens han langsomt læste den. Måske han talte stempler? Så læste han brevet én gang til, nu endnu langsommere, og foldede så langt om længe hænderne foran sig.

Hr. Knudsen, jeg skal bede dig komme tilbage om fem timer, når vi lukker. Jeg skal tale med min chef først, og så skal jeg have svar til dig. Fem timer og rigtig mange kopper stærk te senere, kaldte rynkedværgen bag skranken mig igen op med sin krumme pegefinger. Endelig! Jeg følte mig allerede ti kilo lettere, ved tanken om det lettelsens suk jeg om lidt ville kunne drage.

Desværre, begyndte han, og forklarede langsomt og tålmodigt, som en lærer til et lidt tungnemt barn, kan du ikke få et visum. Problemet er, at de tomme sider i dit pas ikke er overfor hinanden.

Hvad?!  spruttede jeg - Jamen, det har de for h... aldrig været?! hvad så med brevet fra den danske konsul?

Desværre, sagde han, og forklarede endnu mere langsomt og tålmodigt, som en lærer til et barn man nu har indset er mere end almindeligt tungnemt, kan du ikke få et visum. Pro-ble-met er, at de tom-me sider i dit pas ikke er over-for hin-anden.

Men I sagde…

Han lyste op i et tandsmil - Nej, nej, jeg sagde. Ikke vi. Jeg!  Så forklarede han, at hans chef havde læst brevet fra konsulen, men havde konstateret, at selvom konsulens brev så vigtigt ud, så havde det ikke formået at flytte de to tomme sider hen ved siden af hinanden. 

Få dig et rigtigt job, din bums!

Den ruinhob Taj Mahal nogle dage i forvejen var reduceret til brød nu i brand! I nærheden døde en hjord hellige køer af mund- og klovsyge.

Grædefærdigt opgav jeg og indså hvor håbløst det var, at forsøge at rokke ved indiske bureaukrati. Efter mange dages besvær og udgifter, bestemte jeg mig for at købe helt nye billetter. Det lykkedes at finde en afgang, med kun én mellemlanding i Indien, istedet for to, (hvad betyder, mener vi, vi ikke behøver et transitvisum) og som kunne passe sammen med resten af vores billetter til DK. Det kostede en klækkelig sum, men sandt at sige, var jeg nok dér, hvor dét at slippe for at tale med flere indere var uvurderligt!

- Søren

Gloaber og anden fauna

Hold da op, hvor Sri Lankas dyreliv er fantastisk! Allerede i Colombo blev vi forbløffet over enorme pelikaner der sad parvis i lygtepælene, og jordegern der pilede op og ned i træerne langs vejene. Siden har vi vænnet os til at kæmpe varaner, skildpadder, hellige køer, aber og vilde hjorte spankulerer frit rundt på vejene, (også midt i byerne,) og bremser trafikken mens alle hensynsfuldt kører udenom. Øen ville utvivlsomt være et rent paradis for en ornitolog, for alle vegne sidder og flyver farverige fugle, vi selvfølgelig ingen idé har om hvad hedder. 

I øjeblikket er vi i Trincomalee, som er en lille by på østkysten som bærer kraftigt præg af både engelsk og hollandsk kolonialisme. Den charmerende old world stemning ænses overalt i byen, men desværre er mange af de gamle bygninger ved at falde sammen, gamle tegltag hænger ned i husene som vådt bølgepap og murene står revnede. Når de små charmerende hollandske huse giver op, erstattes de af billigt og anonymt stål, glas og betonbyggeri. Det giver gaderne i byen et sært skizofrent udtryk. Når man går langs Dyke Street (nok navngivet i de gode gamle dage, hvor dyke kun betød dige) føler man sig hensat til en hollandsk version af Den Gamle By, men varmen, de smukke sariklædte kvinder med hinduernes røde pandeprik, de larmende tuk-tuk’er og bønnekaldet fra moskeen minder én om hvor man er. 

Planen var egentlig at vi ville have dykket lidt her, men det er alt alt for dyrt. Her er tilsyneladende for få turister til at det kan løbe rundt, for andet end et par luksusresorts nord for byen som tager sig betalt i halve bondegårde. Ved nærmere eftertanke er det faktisk mange dage siden vi har set andre hvide mennesker…  Det betyder også at folk glooor efter os. Det er ikke decideret ubehageligt, men jeg skal vist lige vænne mig til det. Helle er mere hærdet efter Indien, så hun tager det i stiv arm. 

Apropos stive kropsdele, så er sri lankanske mænd ofte temmelig styret af en sådan...  Forleden, mens jeg var ude at træne, tog Helle alene på stranden for at slikke lidt sol i sin bikini...

Dét, synes jeg at kunne forstå, regner hun vist ikke med at gøre igen på Sri Lanka! Det er i virkeligheden lidt ærgerligt, for vi møder mange ægte smilende mennesker, som virkelig  er nysgerrige og gerne vil snakke. Det er bare med en vis varsomhed vi efterhånden indlader os på samtale, når vores hudfarve gør os til magneter for perverse idioter og bondefangere. Med lidt held kan den solskoldning jeg i øjeblikket fornøjer mig med, hjælpe på mit kulørproblem om et par dage. 

I morgen forlader vi Trincomalee, for at rejse sydpå til Baticalao.

- Søren, vores mand på Sri Lanka

Rejsebilleder fra Indien

En håndfuld af Helles fantastiske billeder fra Indien

NB: Bonus update nedenfor - serveres lige nu med snotnæse og togtur. 

Helle på togtur og om hvordan der kan falde karmisk brænde

(Redacteurens Note: Fr. Helle Larsen skrev dette under sin farefulde Reise durk gennem det indiske Subkontinent for to Uger siden. Fotographierne er exponeret af Fr. Larsen egenhaendigt.)

Jeg sidder i toget på vej mod Pondicherry efter to fantastiske uger i ashram. På sin vis har jeg forelsket mig lidt i stemningen på disse togture. Alt og intet foregår her. Man glædes, væmmes, forbavses og forundres i en uendelighed. Fra sæde 68 nederste køje er der frit udsyn til: tiggere og krøblinge der turnerer igennem kupeerne med hvert sit lille instrument i håbet om at kunne spille sig til en rupee eller to, en familie på otte der har krøllet sig sammen  og besat et sæde, der under normale forhold har plads til tre, kontormanden med sin attache, der holder fast i et håndtag og hænger på siden af det kørende tog, Chaiwallaen, der løber i rutefart mellem kupeerne og skubber folk væk fra sæderne for at få plads til sin tetank, Foodwallaen, der har så travlt med at servere og modtage bestillinger, at han overser, at han overøser kunden med mad i stedet for tallerknen osv. osv.

Information synes at være overvurderet.  Billetten, man har erhvervet sig, angiver det tidspunkt man er fremme og her bør man så være parat til at stige af. Man ved, at man nærmer sig perronen, når stanken af urin rammer ens næsebor. Forbavsende nok er her tog til tiden - på det ene punkt har DSB fundet sin overmand.

Her hersker kaos, men den slags, der er spændende at overvære. Bogen er lagt på hylden - her må sanses og ænses helt og aldeles og ikke kun ud af en øjenkrog.

De to uger i ashramen gik langt hurtigere end forventet. 

Morgenklokken ringede hver dag før solen kastede sine første stråler og kaldte ind til meditation og chanting. For den der ikke er bekendt med chanting kan det bedst beskrives som lovprisning af guderne på vers. Een synger for og resten reciterer. Hver aften før sengetid fulgte samme aktivitet.

Hver dag var der fire timers yoga- to timer tidligt om morgenen og to timer sent om eftermiddagen. 

Den første uge var den hårdeste at komme igennem. Fire times yoga om dagen gør noget ved een. Der var ikke det sted på kroppen der ikke gjorde ondt. Alle muskler og led værkede og det gjorde det ikke lettere, at alle siddende aktiviteter; meditation, chanting, forelæsninger og spisning foregik på sivmåtter på gulvet. De sjæle, der i et lyst øjeblik fandt en lise i at sætte sig op ad væggen og derved give lidt støtte til kroppen, blev venligt men bestemt bedt om at fjerne sig fra denne igen - velsagtens udfra devisen om, at det skal gøre ondt før det gør godt.

For mit vedkommende blev den første uges smerter sovet væk. Når alle skemalagte aktiviteter var overstået var jeg kun at finde i min seng.

Chantingen blev lynhurtigt en plage for mig til en grad, hvor jeg begyndte at pjække. Det var dog lidt af et dilemma for meditationen var god og noget jeg helst ikke jeg ville gå glip af. Jeg fandt dog snart ud af det var muligt at liste mig ud inden de andre åbnede øjnene og brød ud i sang.

Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde forbehold overfor aktiviteten. Flere fra sovesalen havde tænkt det samme og brugte også tiden til at få en time ekstra på øjet. Swami’en havde velsagtens undret sig over de manglende kursister, for snart kom der hver morgen et vækkehold for at få os afsted og der blev indført protokol. Behøver jeg sige, at det blev sværere at snige sig udenom?

Hver dag mellem 11 og 14 var der karmayoga. Under disse forhold foregik det således at man fik tildelt en opgave som man hver dag skulle udføre uden tanke på sig selv og uden at få noget til gengæld andet end glæden at hjælpe andre. Efter at have ryddet op efter Søren i ti år er det en rolle jeg befinder mig hjemmevant i. Nogen fik til opgave at rengøre toiletter, andre skulle vaske gulve. Min opgave blev at servere the tidligt om morgenen og igen om eftermiddagen - en nem og hyggelig lille opgave, der hverken krævede blod, sved eller tårer.

Efter nogle dage i Ashramen startede monsunen og de skønne lyse og lune dage blev mørke, våde og fugtige med regn fra morgen til aften. Skiftet i vejret og hård fysisk træning var nok grunden til at helbredet led et knæk og jeg rendte ind i en forkølelse af dimensioner. Det var en af den salgs hvor man til tider overvejer at lade papiret stoppe op i næsen og lade det sidde da snottet løber hurtigere end man kan nå og fange nyt, hvor alt i ansigtet klør og hvor man har lyst til at lægge sig i sin seng, trække dynen op, trække stikket ud og først rejse sig når alt er normalt igen.

Uheldigvis faldt det sammen med den dag hvor Karma organisatoren skulle bruge ti frivillige til at bære brænde til køkkenet. Et meget beskedent antal meldte sig frivilligt. Vi andre, der åbenbart måtte have ment, at vi ikke behøvede at arbejde mere for et bedre karma, fik overordentligt travlt med at kigge ned i vores fyldte tallerkner og stoppe munden med en ufravigelig koncentration. Desværre opgav hun ikke så let. I stedet for at vente på at flere frivillige meldte sig, gav hun sig nu til at udpege de der skulle deltage. 

Mit tilfredse gumlen og drømmeri om to timers middagslur blev brat afbrudt at et rungende ‘Hiiiiiill’*. Her var det for en gang skyld rigtig ubehageligt at være blandt de udvalgte -  jeg var rasende!

Efter at have skummet af raseri og vredesspist mine chapattis prøvede jeg at berolige mig selv ved tanken om, at vi jo var en del om opgaven. Det måtte nok være en tjans, der praktisk talt var overstået før vi overhovedet fik begyndt! Al snert af positiv tænkning forsvandt dog som dug for solen, da brændestablen der skulle flyttes, blev åbenbaret!

Allerede ved første favnfuld  brænde begyndte næsen at løbe i en jævn strøm og sveden begyndte at hagle ned med det resultat, at selvmedlidenheden for alvor tog sit tag i mig. Hver favnfuld blev ved til mit vredesbål og forbandelser blev kastet ned over alt og alle. Mit temperament var helt og aldeles løbet af med mig og snart stod tårerne også ned, når de andre var udenfor synsvidde (Der var dog trods alt en lille smule selvrespekt tilbage). I det hele taget var jeg i en ualmindelig ynkelig forfatning; Humøret var sort som en tordensky og jeg havde ondt af mig selv som sjældent før.

For mit vedkommende var der selvsagt intet karmisk godt forbundet med den opgave. Med de besværgelser, der blev kastet over det brænde, ville det højst sandsynlighed være umuligt at antænde.

Lord Shiva og co. måtte have overset min infantile opførsel eller i den grad forbarmet sig over mig og tænkt at her måtte der gribes ind, for næste morgen var forkølelsen på mirakuløs vis forsvundet og jeg var igen et forholdsvist rationelt tænkende og handlende menneske.

-Helle, der muligvis kan se frem til den næste inkarnation som rotte.

* Sprogmæssige vanskeligheder gør det tilnærmelsesvist umuligt for asiatere at udtale mit navn. I Indien blev det til ‘Hill’ mens det i andre lande udtales ‘Hell’. Sidstnævnte er desværre det mest anvendte!