Transseksuel ilddans og andre øhistorier

Det er egentlig Helles tur til at skrive på bloggen. I et par dage har det stået først på hendes to-do liste, men alligevel, på mirakuløs vis, har uopsættelige ærinder gang på gang tvunget hende hende til at udsætte det. Ølivet er fuld af den slags vigtige ærinder, som at løse en sodoku, tage en svømmetur, sole sig på stranden, lege med de lokale børn, dyrke yoga og lige pludselig - hov! - konstatere, at også den dag er gået.
I dag er det lille pus syg og ligger på sengen med kolde omslag. Det lader ikke til at være alvorligt, men alligevel var vi noget bekymret da hendes feber sneg sig nær fyrre grader i går. Vi er dog så heldige at det tyske/schweiziske par vi er blevet venner med er hhv. sygehjælper og sygeplejerske (af formel uddannelse altså, før de blev dykkerbumser af guds nåde,) og de siger det hverken er malaria eller dengue. Nu er temperaturen heldigvis faldet ned på et fornuftigt niveau igen, og hun er begyndt at vrøvle. (Ikke på en urovækkende måde; Den normale facon forstås.) Og så er det altså, siden jeg er forfremmet til sygehjælper i dag, at jeg passende kan opdatere journalen med de sidste skrøner og øsladder.

Forleden da vi var ude og spise til aften, tiltrak et sært ensemble uden for restauranten sig vores opmærksomhed. Det var et par pigebørn i meget små toppe og endnu mindre nederdele. Det overraskede lidt, da filippinerne her på øen normalt er klædt mindre udfordrende. Som de kom tættere på, bemærkede vi endvidere at de havde markant kraftig knoglebygning, at en af dem havde skægstubbe og topmave og at de alle fnes og tøsekvidrede med fyldige basstemmer. Lidt ubeslutsomt stod de, mens en af dem om halsen forsøgte at fæstne en høj sølvpapirskrave med glitter og påfuglefjer, én krave som tydeligvis havde set bedre dage - måske i Rio. En anden var ved at tænde fakler, mens en tredie checkede makeup i et lommespejl. Lederen af ensemblet vuggede sensuelt over til os, hendes topmave struttede fint ud under den minimale top som ikke skjulte noget som helst (hverken på den ene eller anden måde.) Med hendes dyyybe kælne stemme fortalte hun at “De Var IldDanserne - Det Mest Fantastiske Show Nogensinde. Nok.” Alletiders, fik jeg tørt sagt. Hun slog teatralske ud med armene til hver side, blinkede koket og knejsede væk.

Som vi tog den sidste mundfuld af vores aftensmad, begyndte diskomusikken at dunke ud af højttalerne og de fem fine damer kikkede på hinanden, nikkede og begyndte så at danse. Strengt taget var det ikke særligt sensuelt, endsige rytmisk overhovedet, Det var egentlig mest tilfældigt, lidt i alle retninger, og som en klassefest i fjerde klasse, altså med benene frem-og-tilbage og uden øjenkontakt. Det var blot opvarmningen, for nu blev faklerne fundet frem og Huii-huii de svingede dem rundt (forsigtigt mest, ikke særligt hurtigt eller tæt på kroppene og slet ikke rytmisk...) Én gik næsten i spagat og man kunne se det gjorde ondt og at hun ikke kunne komme op igen... Damen med sølvkraven svingede så meget med sin fakkel, at kraven og alle påfuglefjerne løsnede sig og hang løst halvfems grader ud fra hovedet. Hun dansede som en hund i et spil kegler (en hund med én af de her lange hvide kraver, så den ikke kan bide sig selv) og var måske lidt til fare for de andre damer og sig selv. Petroleum blev fundet frem, og én var så venlig at fylde munden på hende der var gået i uhjælpelig og uløselig i spagat. Så spyede de ellers ild til højre og venstre. Da musikken stoppede, slog tropføreren ud med sine behårede arme i en voila-gestus. “Hvabehar’! Hvad Siger De Så Mine Damer Og Herrer? AaaMaaaZing!” Bag hende løb en af damerne, som var kommet til at drikke af petroleummet ned til stranden og brækkede sig. Mens vi tørrede vores lattertårer væk til lyden af mavekramper begyndte indsamlingen. Trupføreren gik fra bord til bord, og forklarede at de var ved at lave en fundraiser for deres næste danseturné, og at de HOST HARK! - (han spyttede og harkede petroleumsrester op med hovedet drejet halvt væk) - ville blive glade for alle bedrag store som større. Egentlig var vi jo blevet fabelagtigt underholdt, men vi undlod nu alligevel at betale.

Angiveligt skulle de turnere stranden op og ned hver dag i højsæsonen, så sidder du og tænker, at dét må du opleve før du dør, så kom forbi - vi vil gerne have besøg!

En anderledes smuk oplevelse havde vi for en uge siden, da Helle og jeg tog ud på et eftermiddagsdyk ved Manta Point. Det er som navnet antyder, et dykkersted hvor manta rays, eller djævlerokker som de vist hedder på dansk, ofte svømmer forbi. Rokkerne er enorme, majestætiske dyr med et vingefang på fire meter eller mere, og de glider lige så let og ubesværet og i elegant slowmotion gennem vandet. Vi sad på bunden og så på den fabelagtige vandakrobatik, som en enkelt rokke igen og igen viste os, mens den strøg tæt forbi og lod sig gøre ren. Da vi kom op fra dykket var vi helt høje og havde stjerner i øjnene. Mange gange i løbet af resten af dagen kom vi spontant til at sige “hold da k.... hvor var det fantastisk!” og bryde ud i latter. Det er den slags oplevelser, som minder én om hvorfor det er så fedt at dykke!

Iøvrigt trådte Helle ind i de voksnes rækker for en uge siden. Hendes fødselsdag blev fejret så overdådigt, som det nu kan lade sig gøre her på øen. Sven og Fabienne, det par vi er blevet venner med hernede, anbefalede en “hemmelig” restaurant, og her blev aftenen nydt med solnedgangsmiddag og fino vino på en tagterrasse med udsigt over hele øen.

Nu vil jeg rende ind og kigge til patienten

- Søren


P.S. Nyt om vores planer på sigt kommer så snart fødselaren orker at skrive.

Hotel Malapascua (you can check in any time you like...)

Det er omtrent en uge siden vi kom tilbage til Malapascua, efter lidt hektisk powershopping i Cebu. Det viste sig at være en god ting at vi havde handlet en masse kluns, for da vi åbnede rygsækken igen opdagede vi, at vi havde glemt en stor pose vasketøj på Palawan... Det var jeg noget utilfreds med, for badebukser i min størrelse (ualmindeligt veludrustet som jeg er) er svære at finde her på øen, hvor shorts arves i tre familieled, har tre-fire huller, nogle brændmærker og iøvrigt er næsten trevlet op. Så altså, kluns betragtet er vi vel nogenlunde status quo med den undtagelse at jeg altså dykker i underbukser. Ellers sker her store ting og sager!

Jeg havde mit første job på øen som dykkerinstruktør forleden dag. Om aftenen hørte jeg, at et dykkercenter pludselig stod uden instruktør, fordi deres gamle instruktør havde sagt op. Dagen derpå smuttede jeg forbi og sagde, at hvis de var i bekneb for freelancere, så kunne de ringe til mig. Jeg gik min vej, og femten minutter efter kom en dreng løbende og sagde at der var en kineser, som ville lære at dykke. Dagen derpå stod jeg med 4.000 pesos i hånden (og et lår der lignede dommedag efter nærkontakt med en brandmand, men hey! - pesos er pesos...)

Iøvrigt har vi fået en eller anden slags internet! Det er et mobilmodem, som tilsyneladende virker lidt som vinden blæser... Det er dog bedre end ingenting, og det virker i alt fald i dag, så mens det gør skynder jeg mig at opdatere bloggen!

Ellers nyder vi bare livet her på øen. Her er enormt dejligt at være og de lokale er utroligt venlige; Det er faktisk næsten svært at passe sig selv, for overalt hvor man kommer vil alle hilse. Her passerer man ikke bare hinanden, der både nikkes og siges hello. Vi har mange gange oplevet at folk hilser os ved navn, selvom vi er næsten sikre på ikke at have mødt dem før. Det er helt sikkert blevet bemærket at vi efterhånden har været her længere end de fleste turister...

Øen har gennemgået en fantastisk udvikling de sidste ti år. For ti år siden var her ingen turister, ingen der dykkede, kun nogle små fiskerlandsbyer, hvor folk blev født, boede, satte børn i verden og døde igen uden nogensinde at have set andet end øen. Vi har mødt Sven, en tysk fyr som bestyrer et dykkercenter her og han fortæller, at da han kom til øen for fire-fem år siden sked de lokale på stranden når det var lavvande, og så løste tidevandet ellers kloakeringsproblemerne. Det er en kende bedre i dag, hvor der de fleste steder er septiktanke, og så er der kommet strøm til øen. Når den ellers virker, så leverer øens generator strøm i seks timer fra 18 til 24. Mindre resorts har gennem årene indkøbt generatorer, så nu flotter de sig med strøm fra 18 til cirka 06. De slukker tilsyneladende for generatoren når hanen galer og vækker én til at gøre det. Flere gange har vi tænkt på at kvæle krapylerne og forsøge at få et par timer ekstra på øjet før ventilatoren stopper. Var det ikke for de få steder der har åbent for turisterne, ville hele øen være stendød og stille klokken 21, for her leves i overensstemmelse med solen. Dagen begynder klokken fem og slutter når hele familien er fodret engang efter solnedgang.

Den spirende turisme til trods, er landsbyerne absolut filippinske. Der ligger en klynge af Sari-sari butikker. Små kiosker, som alle fører et identisk udvalg af æg, søde kager, tobak, vaskepulver, iste, rom, eddike, slik, sodavand og telefonkort. Hanekamp er ugens underholdning, og for mange filippinske fyre går dagene tilsyneladende fredeligt og en kende kedeligt med at spille pool i solen på skæve udendørs borde med skæve køer, og træne deres kamphaner til søndagens store kamp (som traditionelt lægges samtidig med kirketiden.) Og der spilles for store summer, både halve og hele dagslønne skifter hænder, mens hanerne farver sandet under dem rødt med deres blod. Taberen sælges iøvrigt billigt, og vi har fået fortalt at den bedste kyllingsteg man kan få, skulle være fra en dekapiteret kamphane. I alt fald synes den ugentlige kyllingemassakre at have sat darwinismen i højeste gear, for det er fandenedme nogle store kræ de har her!

Øen er enormt charmerende og dykningen er fantastisk. Det er kun et spørgsmål om tid før masseturismen vælter portene ind. Faktisk går vi og spekulerer på hvordan vi kan etablere en forretning her på øen, for at kunne leve vores drømme-strandbumse-liv. Vi har nogle forskellige idéer, lige fra en internet café, skydebane, spa, yogacenter og bar og hotel. Havde vi pengene gjorde vi nok det hele, for jeg tror Malapacua er et regulært guldæg. Timingen virker god, for inden jul kommer her elektricitet 24/7, der bygges færgehavn og lufthavn på fastlandet, og regeringen pumper penge ind i regionen for at fremme turismen. Hvad det ender med er uvist, men spændende er det. Når vi er lidt klogere skal vi nok skrive!

I dag var der 33 grader i skyggen, og vandet var 31... Heldigvis er vi ved at være vant til varmen og sveder ikke så meget mere. Dagen begyndte klokken fire, da jeg tog ud for at dykke med hammerhajer ved solopgang. Helle havde mere lyst til at sove længe i dag, og jeg skulle have gjort som hende. Hammerhajer så vi nemlig ingen af, vi lå bare i det blå og svømmede rundt, langt fra både land og bunden dybt under os. Skuffet, men efterhånden vågen, med solopgangen bag mig, kunne jeg nyde en kop kaffe på båden på vej hjem til Malapascua.

Søren

Inflight entertainment, regnvejr og den Hellige Jomfru Marias suspekte stalagmit

For halvanden uge siden stod vi tidligt op, for at tage fra Malapascua. Dels ville vi nødig risikere at skulle betale for endnu en “special boat,” hvis vi ikke nåede en af formiddagens afgange, og så er det faktisk overraskende nemt at komme tidligt op, når ventilatoren sætter ud pga. manglende strøm og værelsestemperaturen nærmer sig de 30 grader... Vi havde bestemt os for at tage tilbage til Malapascua senere, så derfor kunne vi belejligt lade en del ting ligge som vejede tungt til, især mit dykkergrej og en håndfuld bøger. Efter at have ventet i halvanden time på nok passagere sejlede bancaen endeligt. For de uindviede, er en banca en smal og lang båd, som har to balancerende udriggere eller pontoner. Det gør at man kan lægge et bredt dæk mellem pontonerne og hen over skroget, og dermed have mange flere passagerer. Fyldt med det maximale antal passagerer ankom vi til Maya, hvor de sædvanlige og lidt morsomme hustlerier skulle overståes og afslåes, inden vi kunne stige på en bus til Cebu.

Det er kun Cebu Air, der flyver til øen Palawan, som vi havde tænkte os at besøge i to uger. Vi havde lige fornyet vores filippinske turistvisa for en mindre formue, for at erfare at den forlængede opholdstilladelse ophørte hvis man forlod landet. Altså syntes Palawan at være et oplagt mål, når det nu skulle være på Filippinerne. Desuden havde nogle utroligt flotte brochurer, vi havde set et eller andet sted, overbevist os om at øen var så skøn, at det var et sted man ikke måtte springe over.

Til korte flyvninger kan vi nu varmt anbefale Cebu Air! Deres service, check-in, priser og så videre er som sådan noget nu er; Hverken bedre eller værre end de andre lavprisselskaber, men deres inflight underholdning er i en klasse for sig selv! Kort efter take off greb en stewardesse mikrofonen, og spurgte om folk var oplagte til sjov. Hvad siger man? Hvor skægt kan det være at flyve?... Nogle nærede dog ingen betænkeligheder og istemte højt et ja, og så gik gameshowet ellers i gang! “Hvem kan først vise mig begge hænder?” Råbte fontexkvinden i blåt, og en behersket bølge gik gennem flyet. “Nå ja, nå ja, vi er jo også kun lige begyndt,” kvidrede hun - “men hér er en flot CEBU AIR kalender og en kuglepen til ham med de hurtige hænder” Og over stok og sten gik det, flotte flotte præmier, eksklusive plastikkuglepenne, nøgleringe og kalendere blev givet til storsmilende deltagere i drønspændende quizzer som Hvem kan først vise mig sit boardingpas? og Hvem har et farvet slips på? Helle og jeg næsten græd af grin, men excentrisk opførsel forventes nok af turister, og vi var vist de eneste på flyet af kaukasisk herkomst, så ingen tog sig af det. Vi takkede overstrømmende for en god tur da vi steg af flyet! Så er ordet givet videre - CEBU AIR! Flyveture, som du aldrig har prøvet før.

Således vel ankommet til Palawan kunne vi med vemod dagen derpå se, hvordan tyfonen og oversvømmelsen i Manila krævede menneskeliv. Billederne på CNN var uvirkelige, men tankerne gik uvilkårligt til de fattige vi så bo under broer, i intermistiske skure af pap, presseninger og blik langs vejene, da vi var i Manila. Stakkels mennesker. Og nu, i skrivende stud, er der en ny tyfon på vej... Kulsort uheld; Mere vand er det sidste der er brug for.

For os betød uvejret ikke andet end et par heftige byger, og at vores planlagte tur til El Nido på den nordlige del af Palawan ikke kunne blive til noget, da vejen bogstaveligt talt var regnet væk. Vi tog dog et stykke af vejen, og endte i Roxas, hvor vi blev et par dage i håbet vejret ville arte sig. Roxas er vistnok en ret stor by, men som turister var vi var helt sikkert ugens attraktion, og der blev gjort stort øjne og indledt mange samtaler og spøgefuldheder, når vi bevægede os rundt i byen. På Palawan foregår offentlig transport. i meget små busser, på størrelse med danske flyttevogne; (Ja, det er mig på billedet, to hoveder højere og to sæder bred.) I jeepney’er, som er små offentlige ladbusser eller vha. tricykler, som er motorcykler med en sidevogn indrettet til to passagerer. En køretur med sådan en tricykel, da vi lige var kommet til Roxas, skulle lære os at vi endnu ikke er så rejsesmarte som vi tror. Fra busstationen var der ikke noget at se, så vi spurgte om vejen til et gæstgiveri, et hotel eller bare et værelse. En tricykelchauffør trak opgivende på skulderne, og nævnte et gæstgiveri i byen. Adspurgt hvor det lå, svingende han armen sigende i retning ad en lang lige vej. Hans kropsprog sagde, at det var noget af en tur vi ville ud på, og at vi i virkeligheden nok var bedre tjent med at stige på bussen igen, og tage videre til næste by. Til vores lettelse indvilligede han dog i at køre os dertil for ret beskedne 20 pesos, cirka to kroner, men på Filippinerne normal tarif for en taxatur. Han startede motorcyklen, vi satte os godt tilrette, og forsvandt buldrende og bragende ud af jordvejen i sort sky af udstødningsrøg.

...For at stoppe 25 meter længere nede ad vejen. “Here we are,” sagde han og ganske rigtigt - lidt tilbagetrukket fra vejen, så det ikke kunne ses fra busstationen, lå Rover’s Pension. Vi grinte, takkede for den uventede korte tur, og checkede ind...

Nu er vi så tilbage i Puerto Princesa, hvorfra vi skal flyve i overmorgen. Vi opgav at komme videre nordpå i denne gang, men hvem ved - det kan være vi forsøger at komme til El Nido en anden gang. I går tog vi på en sejltur på en underjordisk flod, som angiveligt skulle være verdens længste sejlbare af slagsen. Det var ganske spektakulært, men vores lokale huleguide og roer ødelagde faktisk turen lidt med ustoppelig knævren. Sådan en huletur vil man vel nok helst nyde i forholdsvis stilhed, så stalaktitterne, det dryppende loft, flagermusene og den sagte strømmende flod kan få lov at præge en, og man kan opleve stemningen fuldt. Men guidens båndoptagelse-knævren lod sig ikke stoppe, selvom vi forsøgte meget høfligt. Han kunne lige så godt have været døv. Ustandseligt skulle stalagmitter (eller -titter) udpeges, som han syntes var morsomme. Vi fik udpeget både den der lignede en champignon, (Maaam, sir, I show you the mushroom) den der lignede Sharon Stone, (Maaam, sir, I show you the Sharon Stone) auberginen, (Maaam, sir... ) de tre hellige mænd, Jesus kristus, frøen, kakaoplanten, de to fingre, dinosauren ...og så videre, og så videre... (Maaam, sir...) Endelig udpegede han den Hellige Jomfru Maria, og Helle og jeg fandt hinandens øjne, og grinte højt, men vistnok temmelig upassende. Vi havde tænkt det samme, og det var, at den tingest lignede... nå ja, helt sikkert ikke noget helligt!


- Søren

P.S. Der er en ny video øverst ovre til højre. Svage eller musikalske sjæle bør lade være med at se den.