Semporna - Himmel og helvede

Det var med stor forventning vi vendte tilbage til Semporna. Vi vidste at dykningen ville være fantastisk. Mere spændte var vi dog på hvilke forandringer der ville være undergået byen. To år er gået siden sidst, så vi mente, at der var grundlag for at tro at der var sket et og andet. Vores forstillinger skulle hurtigt vise sig at være forkerte. Alt var det samme som sidst. Byggerier påbegyndt for to år siden som stadig er under opbygning, morgenrestauranter placeret side om side med selvforanstaltede lossepladser, lugten af fordærvede madvarer, store grupper af vilde hunde samt de rotter man uundgåeligt møder eller hører lydene fra når mørket falder på. Jep, alt var ved det gode gamle - vi var hjemme igen! Dog skal rygtet vide at rotterne og hundene har fået selskab af monitorvaraner så der udkæmpes velsagtens en kamp om homo sapiens’ affald efter mørkets frembrud.
Mangt og meget er blevet sagt om rotten og jeg kan næppe tilføje noget nyt. Jeg er ikke udpræget bange for dem, men jeg bryder mig ikke om at have dem pilende om benene. Jeg skulle dog alligevel lære noget nyt en aften hvor jeg i ro og mag sad og nød et måltid mad. Jeg skimtede at noget kom løbende med retning mod mit bord. Dog kunne jeg hurtigt konstatere, at hvad jeg troede var en kat, var en velvoksen rotte, der havde fundet hvile i min taske. Reaktionen kom prompte og var ikke til at overse. Restauratøren, der var kineser, kom hurtigt ilende.Til min store overraskelse var missionen ikke at jage udyret væk men derimod at give mig en længere udredning om, at man i Kina anså det som lykkebringende, at rotter gæstede ens restaurant. Jeg ønskede hende yderligere held og lykke med hendes forretning og forlod hurtigt etablissementet.
Med denne episode in mente skulle jeg mene at borgerne i Semporna er forfulgt af held! Dog ville en smileyordning næppe vinde indpas på disse kanter.

Heldigvis er dykningen her himmelsk. At glide lige så stille gennem vandet med sanserne skærpet for alt hvad der rører sig, kigge efter sin makker og opdage at denne ikke længere er der, men at ens nærmeste makker nu er en søvndrukken havskildpadde der nysgerrigt følger een, er en oplevelse der kan få hårene til at rejse sig. Jeg tror vi bliver her lidt endnu!

-Helle, der nu jagter hajer og monitorvaraner