I tropefeberens vold

Almindeligvis kan man regne med at en dagbog er mere eller mindre kronologisk. Nuvel, nu skriver vi i forvejen ikke dagligt og med een hovedregel saaledes allerede brudt, kan jeg vel bryde endnu een. Dette notat burde faktisk vaere indfoert midt i december, kort efter vores sidste gaester, mor Esther og soester Lone forlod os for at rejse hjem og fejre jul.

Naar jeg alligevel infoerer det nu, saa laenge efter det er overstaaet, saa er det fordi det i mine ojne er vanvittigt sejt at have haft en tropesygdom. Det rangerer fuldt paa linje med at brydes med krokodiller, og jeg er ikke bange for at sige det er vaesentligt sejere end at have vaeret i jaegerkorpset.


Naa, til sagen. Det var vaeldig hyggeligt at have besoeg af dem, men i dagene op til deres ankomst gruede vi begge for hvordan det skulle gaa, for vi blev daarligere og darligere tilpas. Da vi hentede dem i lufthavnen havde vi begge dengue-feber, som jeg har ladet mig fortaelle vistnok er en afart af gul feber. I alt fald er det en ret led omgang, som lokalt kaldes bone-breaker fever. Har man haft sygdommen ved man at det er et noget misvisende udtryk. Det goer ikke kun ondt i knoglerne, det goer ondt overalt. Man faar fornyet respekt for myg.

Heldigvis havde flere af vores kolleger paa skolen haft samme omgang tidligere, og med deres kombinerede ekspertise, et farvestraalende pille-orgie, litervis af kokosmaelk og superaekelt kinesisk te, slap vi begge heldigt med halvanden uges ynk. En lille uge efter Lone og Esther var taget hjem, var vi saaledes begge ved at foele os helt friske igen. Vi var dog oppe og, mere eller mindre, igang cirka midtvejs i deres besoeg, men da de ankom var vi som skrevet ikke mange potter gult vaerd.

Lone og Esther boede hos os i Vientiane, og naar vi kunne, saa frekventerede vi byens restauranter. Her havde Helle en aften overvurderet sit helbred og maatte laegge sig paa gulvet en halv time for ikke at segne. Den pige er pjattet med opmaerksomhed! Ellers tog vores gaester paa shopping og smaa udflugter i byen, og vanen tro lammetaevede min gamle mor mig i terningespil; aldeles usympatisk synes jeg nok, min sygdom taget i betragning. Jeg tror de havde en god ferie, omend jeg maaske nok selv ville have syntes den var lidt kedelig. Omvendt er jeg af selvfoelgelige omstaendigheder bundet til at tilbringe meget tid i eget og egnes selskab; det er de ikke, og det var maaske nok det, som gav sig udslag. De kom til Laos for at se os, ikke Laos.


Det var ogsaa rart nok at faa huset for os selv igen... Naar man er syg har man bare lyst til at raabe “hold nu kaeft!” – isaer af ens stakkels mor selvfoelgelig, som man inderst inde mistaenker for, om ikke at vaere skyld i ens lidelser, saa dog at nyde at pyldre om een igen. Jeg ved godt maend er berygtet for at nyde pylren naar de er syge; Jeg bliver desvaerre nok mere ond i sulet end taknemmelig. Ja sandt at sige, er alle nok bedst tjent med at jeg laaser mig inde i et moerkt vaerelse og afventer et ensomt endeligt eller, 7-9-13, en helbredelse.

- Soeren

Traet i Trat, poker og elefanter

Efter at have sagt farvel til Helle i Bangkok, bestemte Dortes kaereste Soeren og jeg os for at finde strand og sol. Jeg var syg for at komme ud at dykke, og Soeren var ikke sen til at se fornuften i at tage til en oe hvor dresscoden er minimalistiske bikinier. En rask beslutning senere var vi paa vej mod oen Koh Chang, taet paa den cambodianske graense. Efter seks lange timer i en bus med lidt for lidt benplads bestemte vi os for at tage en overnatning i byen Trat (i og for sig et ret suggestivt navn)

Trat er en transitby, der lidt som Nong Khai, har en smule turisme, men hvor alle ellers passer deres egne sager. Her kan man foele sig helt normal istedet for i en rolle som mavesur turist, hvad Bangkok lidt fordrer hvis man ikke vil snydes alt for grusomt. Da vi havde smidt rygsaekkene paa det billigste guesthouse jeg endnu har boet i i Thailand, drog vi byen for at vaede ganen og finde noget at spise. Lidt generaliserende maa jeg indroemme, at vi i hinandens selskab havde en tendens til maaske ikke altid at huske, at udvise klaedeligt maadehold i forhold til oellene. Den paagaeldende aften resulterede det i sort snak og en ualmindelig flov foelelse naeste morgen, da mit pas paa mystisk vis var pist vaek! For f.. da ogsaa…

Vi var paa vej ud i byen for at konsolidere det simultane tab af hjerneceller og rejsepapirer, da indehaveren af guesthouset raabte efter mig. Jeg skulle da vel ikke tilfaeldigvis mangle mit pas? Oeh.. jo, sjovt nok. Hoe-hoe. Flovt flovt. Aabenbart havde jeg tabt det paa gaden, og en venlig sjael havde lagt to og to sammen, og bragt passet til naermest, og formoder jeg, eneste, guesthouse hvor saadan en hvid mand kunne taenkes at bo. Naa, ren og skaer altruisme var det nu ikke, for ejeren af guesthouset oplyste af finderen ville kigge forbi senere paa dagen for at faa sin findeloen. Vi var desvaerre i bekneb for tid, da vi havde faergebilletter til om formiddagen, saa jeg maatte ud og koebe en flaske whisky som jeg saa pakkede ubehjaelpeligt ind i en avis sammen med en skaerv. Saadan, med den karmiske balance i orden, ankom vi til Koh Chang.

Koh Chang skulle vise at vaere en laekker ferieoe med alle de velsignelser en saadan har. Som bekendt, gaar forbandelser desvaerre gerne haand i haand med velsignelser, og paa Koh Chang blev det diabolske islet varetaget en en flok indiske skraeddere af den slags som kalder een ven, og som vil give haand, men ikke slip.

Det blev ikke til saa megen dykning paa Koh Chang, som jeg havde haabet paa. Dykningen var ikke saa interessant, og de forskellige selskaber kunne ikke skrabe nok folk sammen til at natdykke, som jeg ellers havde sat naesen op efter. Istedet begyndte vi at spille poker, men paa nogle lidt saerlige praemisser. Kombinationen af min egen uduelighed, og Soerens status som hajen fra Soenderjylland, gjorde det klart fra starten at min spilleglaede ville blive kort. Vi enedes om at han kunne give mig en portion penge, som han saa kunne vinde tilbage fra mig. Det gjorde han saa, ubesvaeret, adskillige gange og saaledes fordrev vi tiden paa Koh Chang.

En af dagene lod Soeren mig vide, at vi enten skulle ud og ride paa elefanter eller svoemme med delfiner. Jeg har en droem om at moede vilde delfiner paa et dyk engang, saa valget faldt paa en elefanttur, som det ajourfoerte videoarkiv (nummer2) ioevrigt kan bevidne. De der endnu ikke har set min naerdoedsoplevelse paa en Cambodiansk skydebane kan i oevrigt ogsaa se den her.

Alt for nu.

- Soeren

Jul og nytaar, puha en omgang!

Det var med saavel lettelse som vemod vi tog afsked fra vores skole og Laos. Vores elskelige udlejere havde givet os en ordentlig madpakke med, men den bestod af noget vakuumpaket pizza daekket af mayonaise… Den gjorde til gengaeld lykke hos den tigger, som fik den, da vi var kommet ud af oejesyn. Vores kolleger var utrolig soede til at sige farvel til os, og det var som om den ene sociale lejlighed tog den anden de sidste to uger vi var der. Julen i Laos var en lidt underlig affaere, for laoserne, som er buddister, tager det ikke for andet end endnu en god anledning til at drikke oel. Som saadan arbejdede vi d. 24 om aftenen, og saa drak vi os noget fulde bagefter. Dagen derpaa spiste vi saa kalkun (tilberedt paa amerikansk vis, thanksgiving-agtigt med kartoffelmos og majskolber. En kollega var kok, da hverken helle eller jeg har det store ovnkoerekort.) Og saa drak vi os fulde igen. Og saa var der lige en housewarming og saa endnu en.

Vi var efterhaanden noget alkoholiserede da vi tog nattoget til Thailand. Paa stationen moedte vi saa Skip, en amerikansk kollega med ovnkoerekort – og soerme om det ikke endte med en masse oel i toget ogsaa.

Dagen derpaa, d.31 tog vi saa bus og faerge til oen Koh Samet, for at fejre nytaar og moedes med Soeren, Dortes kaereste,
som var i Thailand efter et visit til noget familie i Australien. Helle havde kun moedt Soeren een gang, og jeg slet ikke. Han viste sig heldigvis (selvfoelgelig) at vaere en hyggelig fyr, men han var kommet paa noget af en haard opgave dagen foer, hvor han skulle finde logi til os alle tre over nytaar. Koh Samet er i og for sig en dejlig oe, men i anledning af nytaaret var der totalt booket op overalt og vi endte med at betale naesten hunderede kroner for at overnatte i et lejet telt paa stranden. Aldeles uhoert i Thailand, hvor man ellers boer kunne erhverve sig et par telte til eje og behold for hundrede kroner. Paa plussiden havde Soeren I teltet ved siden af stoevet to soede og sjove skotske boesser op, og nytaarsnar skulle vise at var ferme til at feste.

Nytaarsaften

Vi endte – traeningen i Laos til trods - med at blive saa fulde, at bekymrede venner og familiers SMSer om bombespraengningerne i Bangkok forekom noget uvirkelige, og det skyldtes nok oeltaager mere end klarsyn at det ikke bremsede festen mere end fem minutter. (Med generhvervet klarsyn maa vi desvaerre nok forstaa at ingen steder er aldeles sikre i dag, og at det foelgeligt er umuligt at rejse helt sikkert. Det er selvfoelgelig en lidt banal observation, men det er ingen nytte til at bekymre sig om hvad der kunne ske, naar vi nu ikke vil acceptere at fravaelge muligheder og forskanse sig.)
Ellers var nytaarsnat i store traek en repeat af sidste aars succes, (dog lykkeligvis uden braekkede taeer) noegenbadning i 30 grader varmt vand, oel og fael thai-kemisk-hjernelammende-whisky i spandevis. Dagen efter var der, haevdvundet januar tradition tro, doemt pommes frites med ekstra salt og middagslur!

- Soeren