Goodbye Kuching, hello monkey

Vi sidder i ekspresbåden fra Kuching til Sibu. Vi bestemte os for at tage færgen fremfor bussen, som tager den dobbelte tid om turen. Heldigvs er søen rolig, så det er en ren fornøjelse. Desværre kunne vi ikke få plads på dækket, men så kan jeg jo passende bruge tiden på at opdatere bloggen nedenunder. Helle sidder og sover, og er trukket i trøje og bukser for at holde aircon’en ud. Vi regner med at overnatte i Sibu i aften, for i morgen at tage bussen til Miri, hvor vi nok vil bruge nogle dage i nationalparken og måske nappe os et par dyk, før vi tager til Brunei. Nu ligger Kuching bag os, men det er en dejlig afslappet og spændende by, hvor vi endte med at bo på et hostel i Chinatown. Det er egentlig et lidt misvisende navn til bydelen, for hovedparten af alle indbyggere i Kuching er faktisk af kinesisk afstamning og har ikke malay som hovedsprog. Derfor er der også kinesiske skilte overalt, ikke kun i Chinatown.

I kuching bestemte vi os for at tage ud og dykke. Det var temmelig dyrt, men der fandtes kun ét dykkerselskab i byen og de forstod tydeligvis er få det bedste ud af deres monopol. Der er mange store flodudløb med mangrovesump nær Kuching, så sigtbarheden i vandet er temmelig ringe, specielt efter store regnbyger som vi lige havde haft et par stykker af.

For at komme væk fra den dårlige sigt, tog vi til en nationalpark som først lå to timer væk i bil, og derefter yderligere halvanden time på en lejet fiskekutter, indtil vi var tæt ved grænsen til Indonesien. Noget af en tur for at få sig et par dyk, men det var nu ganske interessant. Vi var de eneste vestlige med på båden. De øvrige 10 dykkere var lokale, som delte hobbyen; Et par stykker fra dykkerforretningen og ellers deres venner. Det var vist lidt af overraskelse for dem, at vi også var med, men de var rigtig søde og talte gerne engelsk med os. Vi mødtes om morgenen over en stærk nudelsuppe og tog så ellers afsted. Selve dykningen var ikke spektakulær - langt fra faktisk, men det var rart igen at dykke i 32 grader varmt vand. Et par af de lokale havde taget harpuner med, og bød på lynstegt friskfanget makrel efter dykkene.

Forresten havde Helle en grim traumatiserende toiletoplevelse på turen. Det vil hun selv fortælle om senere. Her skal kun kort fortælles, at hun ikke nøjedes med at sætte prikker i kummen; Hun forbandt dem også og farvelagde hele tegningen, kreativ som min kære pige er.

I øvrigt havde jeg mit undervandskamera med, men desværre blev det ikke til mange billeder. Jeg har nemlig haft en del ærgelser over det. Allerede i Danmark bemærkede jeg at kameraet slugte temmelig meget strøm. Her i Malaysia har det udartet sig til en sand søgen efter gode batterier. Efter at have prøvet en større håndfuld batterimærker, (hvor de ringeste kun akkurat formåede at få kameraet til udstøde et sorrigfuldt bleep og insistere på at det nu var en god idé at “change battery.”) var jeg sandt at sige i tvivl om der var noget galt med kameraet. For helvede og sgu’ - jeg købte jo kun batterier med det for batterier hellige evangelium trykt på pakningen “extreme power” “Ultra heavy duty” og lignende nonsens. Snarrådig som jeg er, forstod jeg der formentlig var noget galt med kameraet og forstod også at dét faktisk var noget hø! Kvitteringen og garantibevis lå jo i den flyttekasse der lå allernederste, allerinderst, under cykler, lamper, møbler og halvandet tons øvrigt blandet skrammel, i en aflåst kælder i Ranum, Vesthimmerland, Denmark. Selv hvis vi kunne få det repareret hos en canon-forhandler, som udfra serienummeret kunne se der var garanti på det, ville vi stadig stå uden kamera i lang tid, måneder måske, og endelig ville han ikke vide hvor vi var, når kameraet engang var færdigt, og kunne derfor vanskeligt sende det. ....En lumpen plan omhandlende fingeret klodsethed og kontakt til rejseforsikringen begyndte at forme sig. Det kunne være blevet et skæbnesvangert afsæt ud i en kriminel løbebane, og mørke skyer trak op over min fremtid, som umiskendeligt syntes styret mod tugthus, prædikatet vaneforbryder og social deroute. Heldigvis bestemte jeg mig til at prøve et sjette mærke batterier. Og så virkede lortet sgu’!

Det var ligegodt satans... Det er overordentligt interessant (som er den høflige måde at sige pisseirriterende på,) at batterier der er markeret som heavy duty, faktisk er de med mindst strøm, og alene overgås i uduelighed af de der kaldes super heavy duty, som er helt til hundene! Ørsted ville rotere i sin grav! De bedste batterier er de, der helt diskret bare er batterier, og ikke gør et stort nummer ud af det. Det er ganske vist, for det står selv på internettet! Nu kører vi på lithium batterier, og det duer bare. Billederne i dag er fra vores abeture ud i junglen.

Følgende skal bemærkes om at gå i junglen: Det ser nemmere ud på film.

... - I øvrigt er det ufatteligt smukt og spændende, men det forekommer mig sandt at sige, at druknedøden i fugt og sved aldrig er langt væk. Et stort højdepunkt var den bountystrand vi til sidst kom til, og den svale sejltur derfra. (inkl. en løs skrue, som heldigvis bare skulle have nogle prygl med en hammer for at fungere igen.)

- Søren, hvis nye livret er bregnesalat.

Kronborg om styrbord

-...eller bagbord, eller hvad det nu er man siger, når skibet sejler fra Danmark. Jeg har i øvrigt aldrig helt forstået den talemåde; En del afhænger vel af om man sejler sydpå eller nordpå? Vores rejse gik i første omgang fra Kastrup til London, så teknisk set lå Kronborg vel nogenlunde agter.



Nå, seende bort fra den ringe overskrift, så 1) Overlevede vi flyveturene 2) Har vi det godt, men er en smule jetlagged.
Lad mig med det samme slå fast, at jeg elsker at rejse. Fanger man mig på det forkerte ben, måske over en øl, kan jeg tænksomt sige pladder som “At rejse er ikke dét er være fremme, det er vejen dertil.” osv. osv. Skal sandheden dog frem, - og det kunne da forsøgsvis være interessant (det er nok for tidligt at antage den konsekvent skal det hér,) så holder jeg faktisk væsentligt mere af at være fremme, end at komme dertil.


Jeg er ikke helt pjattet med toldere (der uanset hvor søde de er, og i øvrigt kun gør deres pligt,) giver mig øjeblikkelig skyldfølelse i megaton-klassen, endskønt min samvittighed er ren som nyfalden sne. Jeg er heller ikke helt tosset med flymad, hvorom man kan sige, at den dog ikke stadig er frossen. Og endelig er jeg ikke helt tosset med trange flysæder. Jeg ved ikke hvordan du har det med flysæder. Muligvis er du ét af de mennesker, der let og ubesværet spiser et flymåltid med kniv og gaffel, uden at prikke til sidemanden og uden at få sovs på tøjet. Dit hår sidder lækkert når du stiger af og dit tøj ser nystrøget ud. Det er altsammen fint, og jeg hader dig ikke fordi du er anderledes end mig. Personligt foretrækker jeg dog at stå af en flyver med madpletter på tøjet (gerne i skridtet), søvnklatter i hele hovedet og tøj der ser ud, som jeg havde betalt én for at krølle det.


Omtrent ud for Indiens østkyst burde jeg have følt som ham her, Men det gjorde jeg ikke, for der var faktisk rigtig god benplads.
Stor anbefaling til Airasia, hvis du har lange skanker! Har du også en bred røv, er situationen som den plejer, men du får i det mindste ikke ondt i knæene. Nok om det.



I Kuala Lumpur, tæt ved midnat, betalte vi en taxichauffør en månedsløn for at tage os til et hotel hvor vi kunne crashe nogle timer. Sengetøjet var rent, der var intet utøj og det enorme tv bød på indisk talentshow. Fabelagtigt underholdende faktisk, men vi sov med det samme.

Dagen derpå, I går, fløj vi til Kuching på Borneo for at mødes med CJ (See-jay), vores arbejdskollega og veninde fra Laos. Hun er blevet (ene)mor til et herligt lille skrumpehoved, men tager i stiv arm synes jeg. Ulig de fleste nybagte mødre, synes hun tilsyneladende ikke hendes forplantning er særligt interessant. Ikke så meget ammehjerne dér. Iøvrigt tror jeg hendes år på i en landsby i Laos har sat sig sine spor, i alt fald gjorde de flinke damer i receptionen øjne, da hun resolut smed skrumpehovedet op på et bord i foyéen på det fine hotel og skiftede ble dér. Når man skal, så skal man jo...

Billederne er her fra Kuching. Som I kan se, er vejrguderne ikke helt med os, men til gengæld har vi kunnet nyde halvanden times politiudrykning med sirener. Den gode sultan kommer angiveligt snart forbi Kuching, og derfor har politiet trænet kortegekørsel det meste af dagen.



I dag (klokken er 05:30 nu, lokal tid - og pga. jetlag kan jeg ikke sove mere) tager vi ud og ser på aber et eller andet sted. Det er noget CJ har arrangeret. Det er vældig.


- Søren, vores mand på Borneo.