Balloner, flæskesteg, kilowatt og valgkamp

Forleden var vi til børnefødselsdag. Beds, én af de lokale dykkerguider, og iøvrigt en vældig sød fyr, havde inviteret os til barnets første fødselsdag. Vi vidste naturligvis ikke hvordan den slags foregik, hvad vi skulle tage med, om der forventedes en gave osv. Vi forhørte os omkring for ikke at begå en brøler, og fik enstemmigt at vide, at det var en fortrinlig gave at medbringe en kasse øl til festen. Som sagt så gjort.

Og så var der balloner, øl og flæskesteg!

Om filippinske skikke skal siges, at der er store forskelle mellem den kultur der hører til dansk selskabelighed, og filippinsk ditto. I Danmark er det som bekendt god tone at komme til tiden og iøvrigt huske at takke for en god fest inden man går. (Det sidste har jeg kun én gang sprunget over, og kun fordi jeg var noget så skæv og værten helst ikke skulle finde ud af det... - men det er en anden historie) Her kommer man når man vil, også selvom man ikke er inviteret! Har de råd til at holde fest, har de også råd til at mætte mig synes ræsonnementet at være. Man dropper ind og fylder maven; Kan man se sit snit til det, fylder man også lommerne inden man går. Der spises hurtigt (i forhold til i DK altså, hvor der nemt går mange timer ved bordet,) og når man har spist, så smutter man igen (typisk uden at sige farvel) - hvis man altså ikke bliver for at drikke sig fuld. Og så høres der musik eller synges karaoke for fuld udblæsning (fra et lejet kæmpeanlæg), så alle kan høre man holder fest.

Her er larm lig festivitas og (økonomisk) overskud. Det er ganske sjovt egentlig, når nu stilhed i vesten som bekendt er en luksus man køber sig til, tager fri for at få eller rejser væk for at finde. I forlængelse heraf ser vi med nogen skepsis frem til at strømmen kobles til om to uger. Det lille kraftværk på øen er langt om længe opført, elmasterne er rejst og nu ser alle de lokale frem til at få strøm fra central hold, og ikke længere fra naboens osende generator. (Når den virker og han iøvrigt har råd til benzin.) Strømmen skulle dog efter sikre forlydende blive så dyr, at de lokale formentlig vil klippe ledningerne, når de har fået den første regning. Den første måned bliver dog højlydt - stereo, karaoke og discolys over alt, hele tiden! Det ser vi meget frem til. Vi elsker nemlig karaoke, især tidligt om morgenen.

Vores rejseplan lige nu er at rejse til Vietnam d.14 december og der rejse fra nord mod syd, krydse ind i det sydlige Laos omkring nytår og rejse op gennem Laos til Vientiane og gense rejsevenner og gamle kollegaer en uge eller to. Midt i januar flyver vi så fra Bangkok tilbage til Filippinerne, og skal så for alvor i gang med vores projekt her. Sven og Fabienne, vores forretningspartnere, holder styr på byggeriet (7-9-13) mens vi er væk. Hvor meget der i praksis kan laves er dog tvivlsomt, for det regner næsten dagligt i december. Også derfor ser vi frem til at se noget andet i et par uger.

Det kommende år bliver altså på mange måder interessant, men én af de ting som helt sikkert bliver morsomt at følge med i, er præsidentvalget på Filippinerne. Det er forbløffende så fint parlamentarisme går hånd i hånd med bilbomber, skydevåben, cyanid og alskens andre modbydeligheder. Bogen med beskidte tricks er ikke læst af ambitiøse præsidentkandidater, den er skrevet af dem! Her ses sabelraslen som spild af tid, når man kan trækkes blankt og hugge hoveder af oppositionen! Get the point? - At kalde præsidentkandidater for risikovillige og ambitiøse er som at kalde piratfisk for småsultne. Det skal med andre nok blive spændende... - I forlængelse heraf er det måske passende at indskyde, at bekymrede forældre hjemme kan tage det ganske roligt. Det kan tænkes at TV-nyheder herfra vil male et billede af et voldsomt land, men så længe vi ingen politiske ambitioner nærer, er der næppe nogen der vil spilde kugler på os.



- Søren, som forleden havde sit længste dyk nogensinde - to stive timer i streg! Så har man edderbankeme rynkede fingre skal jeg love for!

Vores endnu ubyggede badehotel

Sådan.

Sygehistorien og dårligt sømandsskab

Mens svineinfluenzaen raser og river flere og flere med sig og lægger gaderne øde hen og medierne slås om hvorvidt der er tale om epidemi eller ej har jeg måttet sande, at sygdommens onde væsen også slog sine lange fangarme om mig.

Aftenen før udbruddet havde ellers været munter med alt det der hører en munter aften til. Gode folk omkring os, kolde øl, latter og dybsindige snakke i stearinlysets skær, en enkelt ildflue eller to der dansede omkring i den varme aftenluft til tonerne af sagte musik. Det var alt sammen såre godt og nærmest intet kunne spolere denne lykke. Det skulle da lige være en tropesygdom, men efter sigende forefindes hverken denguefeber eller malaria på øen, så her var alt trygt og godt, husker jeg mig selv tænke. Paradistanken var intakt - intet ondt kunne ramme os her.

Mindre end otte timer efter denne tanke ramte hybris med en kraft som aldrig før. De første par timer gik ellers med at prøve at overbevise mig selv om at smerterne var selvforskyldte. Jeg mindede mig for gud-ved-hvilken gang om hvor slet og ondskabsfuld en virkning alkoholen har og lovede efterfølgende mig selv, velsagtens også for gud-ved-hvilken gang, aldrig at røre det stads igen. Men som timerne skred frem blev det mere og mere klart at her var tale om noget andet og mere alvorligt end en gang sure opstød og selvynk. Jeg bildte mig selv ind at alle tegnene var der på såvel malaria og denguefeber og det kun var et spørgsmål om tid før jeg gik til. Søren formåede dog på mirakuløs vis at dæmpe panikken ved at overbevise mig om det helt normale i at have feber under en helt normal influenza.

For at dementere al tvivl om tropiske sygdomme eller det der er værre drog vi efter nogle dage mod fastlandet for at opsøge en læge. Lægen, der var en sød ældre herre der stillede alle de rigtige spørgsmål og var oprigtigt interesseret, vakte hurtigt min tillid. Han begyndte dog snart at agere lidt kuriøst ved at ræbe højlydt. Jeg prøvede at undskylde ham de første par gange men da hans reaktion var at stirre misbilligende på mig stoppede jeg hurtigt med det. Og sådan fortsatte resten af konsultationen - jeg fortalte om symptomerne, han undersøgte, noterede, stetoskoperede alt imens han ræbede løs nærmest rytmisk og mere eller mindre monotomt afhængigt af hvad han havde gang i.
Jeg blev lagt i en sygeseng og Søren blev halet med på apoteket for at finde noget der kunne hjælpe. Lægen tænkte sig længe om og fandt endelig noget penicillin han mente var godt i mit tilfælde. Søren måtte dog minde ham om, at han lige havde fortalt at blodprøven afgjorde at det var en virus og at penicillin derfor næppe var nødvendigt.
Søren kom tilbage udstyret med smertestillende piller og et stort grin om munden. Lægen havde, da han havde opgivet at sælge os antibiotika (just in case), benyttet lejligheden til at prøve at sælge ham en grund.

Jeg måtte tilbage dagen efter for at få taget endnu en blodprøve. Jeg havde fået det bedre i mellemtiden så jeg kunne selv tage afsted. Bancaen skulle sejle klokken ni og jeg var der i god tid. Der sad en del ved ‘terminalen’ der skulle med samme båd. Da klokken var kvart over ni lagde en banca til land og passagererne blev viftet op af sæderne og bedt om at gå til båden. Jeg blev siddende - jeg havde det for elendigt til at stå i solen mens der blev læsset af og jeg mente der ville gå en rum tid, før passagerene kunne stige på. Den lille bancamedarbejder var henne flere gange og prikke til mig og sige det var tid til afgang men hver gang afviste jeg ham med et lille vink, der indikerede jeg vidste bedre og først ville rejse mig når jeg var klar. Efter et godt stykke tid begyndte tvivlen dog at komme den lille mand til gode..... der var noget galt! Bancaen jeg havde øje på blev ikke aflæsset og landgangsbroen blev ikke slået ned - ved nærmere eftersyn var der faktisk slet ingen aktivitet på båden, hvad der langt om længe fik mig til at rejse mig. Til min store forskrækkelse opdagede jeg, at det slet ikke var den båd der skulle sejle og at resten af passagerene nu var i fuld gang med at blive fragtet ud til en anden båd! Da der var for lavvandet til at sætte motoren igang blev båden skubbet derud og var nu halvvejs. Panik! Ingen vidste hvornår den næste båd ville sejle (den slags er kun bestemt af passagerantallet, så jeg skulle med dén båd - koste hvad det ville!!) Jeg fik hanket op i mig selv, løb alt hvad remmer og tøjler kunne bære ned til stranden og fik råbt bådskubberen op og fik ham tydeliggjort at han måtte tilbage til stranden efter mig. Desværre, (men måske heldigt nok i denne situation) forstår jeg ikke Cebuano, så hvad han råbte tilbage den morgen i den bagende sol, er stadig en gåde. Dog var det åbenlyst at se, at det ikke var umiddelbar glæde han udstrålede, da han fandt ud af at han måtte skubbe båden tilbage. Jeg var heller ikke frygtelig stolt, så det var småt med øjenkontakt med såvel ham som de andre passagere, da jeg endelig var ombord.
Havde det bare stoppet der havde jeg kunnet gå derfra med æren i behold, men en djævel greb mig da vi endelig nåede bancaen. Jeg agerede som om jeg skulle være den første der steg på. Dog startede de fra den anden ende af båden og for at holde balancen higede jeg mig fast til bancaens forstavn med det resultat at robåden begyndte at glide ind under bancaen og de der nu stod og skulle til at stå af var ved at blive skubbet i vandet.... inklusive mig selv. Der blev igen råbt og en mindre redningsaktion blev sat igang for at få båden på plads. Behøver jeg at sige at jeg var sidste mand ombord?!

Helle, der håber febervildelsen snart fortager sig.

Før der kan bygges, skal der rives ned...