Forglemmelser erindret

For at fylde et par gabende huller i foeljetonen...

Som Helle forleden skrev, forlod vi Sihanoukville, som ligger omtrent midt paa Cambodias beskedne kyststrækning, da vi efter et par måneder var blevet traette af dykningen der. Stoerstedelen af tiden Helle var i Indien tilbragte jeg her med mindelige sysler, saasom at afvise saelgere, branke ryggen i solen, laese boeger og – efter nogle dage – kede mig ret bravt. Redningen blev det lille dykkerselskab, vi senere skulle finde arbejde hos. I en uge eller to lod jeg det tilføre en lind strøm af gode amerikanske dollars. Herefter fik jeg den ordning med selskabet, at jeg kunne dykke gratis mod at jeg ville passe forretningen nogle eftermiddage om ugen. Det var en ordning der passede mig glimrende, for der var altid god tid til at surfe på nettet eller læse en bog, mens jeg sad i forretningen. Da Helle ankom var jeg således på fornavn med en god håndfuld af de småøer og divesites, som ligger i farvandet ud for Sihanoukville og jeg kunne rigtig spille smart. En chance jeg naturligvis ikke lod gå mig forbi.

Hendes charme lader sig jo ikke fornaegte, og een to tre, fik Helle prompte fedtet sig til også at kunne dykke gratis, mens jeg blev ansat som divemaster. At være divemaster i Cambodia er en helt anden oplevelse end at være det i Thailand. Alt foregår meget mere sindigt og afslappet, men sommetider irriterende langsomt. (Dykning er sjovt på den måde, at når man betaler for det, så kan det kun gå for hurtigt, mens det går alt for langsomt når man bliver betalt for det.) På plussiden havde jeg sjældent store grupper dykkere med mig, hvilket slet og ret skyldtes, at der var få kunder, og saa var der aldrig en stram tidsplan der noedvendigvis skulle overholdes. Alt i alt et meget afslappende arbejde, maa man sige.

Naa, fast forward til afslutningen på vores Cambodia ophold. Efter en våd afsked med rejsevenner og kollegaer, trak vi ploekkerne op og tog til Kampot. Helle har med mellemrum oensket mig hvortil peberet gror. Det goer det faktisk i Kampot, endda angiveligt det bedste i verden, og saaledes fik hun sit oenske indfriet. Frisk groen peber (altsaa friske groenne peberkorn smager i oevrigt pragtfuldt!) Fra Kampot besoegte vi Bokor, et bjerg, paa hvis top, der ligger et forladt og dystert casino, forskellige ferieboliger og en kirke, alt sammen for det meste indhyllet i skyer der atmosfaerisk driver forbi og goer alt troestesloest, klamt og uhyggeligt. Det hele blev bygget i starten af forrige aarhundrede, for at taekke det franske
kolonialherredoemme og give det koebte aristokrati en sval legeplads vaek fra lavlandets kvaelende hede og misbilligende blikke. Exit franksmaend, enter Pol Pot. Nu blev bjergryggen ombygget til faestning og veje og broer dertil blev spraengt i luften mens bjergsiderne blev mineret. Koereturen dertil og hjem, paa hvad sikkert engang, for laenge siden, med megen god vilje, faldt indenfor de kriterier for farbarhed, som goer noget til en vej, var saa lang og afsindigt bumpet at jeg havde regulaert ondt i roeven i to dage derefter.

Scenariet var det hele vaerd, men turen boer hverken tages af gravide eller sarte sjaele.

Efter Kampot tog vi to lange busture og befandt os pludselig i byen Siem Reap, som ligger klods op af Angkor Wat. Her fornoejede vi os paa vanligt plat niveau, ved forundret at spoerge “hvilke templer?” naar folk spurgte os om vi havde vaeret ude og se dem, og ellers generelt lade som om vi var endt der ved et tilfaelde og overhovedet ikke anede vi var naer noget verdenskendt.

Templerne i sig selv var ikke synderligt imponerende, syntes jeg. De fleste var gaaet helt i stykker og var ret saa overbegroede. Det kunne Laasby Svendsen ikke engang leje ud, og det skrev jeg ogsaa i gaestebogen; Saa det regner jeg med de faar ordnet snart. Gammelt bras.

- Soeren

Der skrives igen

Venlige og troskyldige folk, der respekterer asiatiske landes lovgivning og elsker gademad herfra, boer forskaanes for nogen sinde at erfare, hvordan disse ting bliver til. Det handler dagens praediken dog overhovedet ikke om, og naevnes kun for at faa det fra hjertet.

Saadan.

Dagens opdatering byder paa en raekke videofilm i videoarkiv 2, (fulde af vroelv,) samt, Helles malende beskrivelse af vores dykkerliv (mestendels uden vroevl.) I snarlig fremtid haaber vi at divertere med flere historier fra Cambodia, samt fingerblommeaedende varaner.

- Soeren og Helle

Et dykkerpjoks bekendelser

Efter 2 maaneder i Sihanoukville var det tid til at komme videre. En af grundene til vi blev haengende der saa laenge, var at jeg var startet paa en uddannelse som divemaster – en slags undervandsguide. Det var nemlig, overordnet set, et perfekt sted at tage uddannelsen. Kurset ville vaere gratis hvis jeg arbejdede for firmaet i 2 maaneder og samtidig fordelagtigt paa den maade, at jeg ville laere en hel del om at drive dykkervirksomhed og alt det der foelger med. Derudover var det et lille firma med nogle soede mennesker, der var hyggelige at haenge ud med. Et sidste bonus der boer naevnes er, at leveomkostningerne i Cambodja stadig er yderst minimale, med mindre man svaerger til kuloerte cocktails hver aften.
Men skaebnen ville det ikke saadan. Jeg kom til Cambodja fra Indien og havde der planlagt at nu skulle det vaere – jeg maatte vaere divemaster. Hvad jeg ikke lige havde taget med i overvejelserne var, at jeg ikke havde vaeret i naerheden af vand i 9 maaneder og derfor velsagtens en novice udi dykning igen.
De foerste dyk var fantastiske og jeg noed at vaere svaevende i vandet igen. Dette gav mig endnu mere blod paa tanden og mente efter et par dages dyk, at jeg var klar til at starte paa kurset. Da jeg ikke havde et redningsdykkercertifkat skulle dette tages foerst, hvad nok, til dels, var skyld i jeg maatte droppe min plan om at goere karriere indenfor dykningen. Det der videre skete kan bedst sammenlignes med at laese et laegeleksikon naar man har et symptom paa noget, der kunne vaere en sygdom. Efter lidt febrilsk bladren frem og tilbage finder man ud af at man, udover halsbetaendelsen, har astmatisk bronkitis, svamp, nedgroede negle og i oevrigt er en anelse manio-depressiv. Ihvertfald rummede manualen for dette kursus en del ‘worst case scenarios’ og de fatale konsekvenser, der kunne vaere udfaldet af disse ulykker. For mit vedkommende betoed det, at jeg saa ulykker overalt. Jeg er fuld af skam ved tanken om hvordan jeg forfulgte den stakkels dykker, der glad og frejdigt men fejlagtigt i dette tilfaelde havde fortalt, han ikke havde dykket i flere aar og nu endelig skulle proeve igen. Han var fuld af forventning og jeg var fuld af frygt. Den stakkels mand blev naermest tvunget til at holde mig i haanden gennem hele dykket, for eet var sikkert, jeg skulle nok soerge for han kom op igen- koste hvad det ville. Det kraever nok ikke saa meget fantasi at forestille sig at lysten til at dykke forsvandt – velsagtens for os begge.

Efter jeg havde opgivet kurset, brugte jeg et par uger paa at komme til at nyde at dykke igen. Det tog lidt tid og det var ikke saa nemt som forventet. Jeg tror det skyldes at jeg kedede mig bravt dernede. Sigtbarheden var sjaeldent rigtig god og der var efter min mening alt for lidt at se paa, saa jeg havde alt for meget tid til at taenke. Jeg vil igen drage en parallel til en situation ovenvande. Forinden vil jeg lige tilfoeje, at jeg selvfoelgelig ingenlunde kan generalisere, men jeg har gennem tiden moedt folk, der er udstyret med samme tankesaet som jeg. Jeg taenker helt specifikt paa den tvivl til egne evner der kan opstaa midt i en handling. F.eks den hvor man paa vej op af en trappe pludselig kommer i tvivl om man kan loefte sit ben hoejt nok til at ramme det naeste trin. For den der er ubekendt med situationen kan naevnes, at man i det tilfaelde ofte ender med at banke foden ind i trinet og snuble forover. Sjaeldent med alvorligt fald som foelge, men man naar lige at faa hjertet til at slaa lidt hurtigere. Det samme skete for mig en del gange under dykkene. Det kunne for eksempel vaere tvivlen om man fik luft nok ind i lungerne ved en almindelig vejrtraekning under vand. En tvivl der gerne endte med hyperventilering og i oevrigt til stor irritation for andre dykkere, der maatte afbryde dykket foer tid, fordi jeg havde opbrugt mit luft for hurtigt.
Der skulle et par uger og nogle dyk til, men glaeden ved dykningen kom lige saa stille igen. Samtidig blev sigtbarheden bedre dag for dag og der var igen masser af spaendende ting at kigge paa dernede. De sidste ugers dykning i Cambodja var fantastisk og jeg var flyvende igen.
Det var med stor forventning vi tog afsted til Malaysia. Vi har brugt lang tid til at taenke over hvor vi skulle hen som det sidste stop paa vores tur. Det eneste afgoerende kriterie var, at det skulle rumme muligheden for dykning – og allerhelst rigtig god dykning. Vi har moedt en del som har dykket i Malaysia og der tegnede sig hurtigt et billede af et rent mekka for dykkere. Vi er ikke blevet skuffede.
Vi fik vores ilddaab paa andendagen vi var her. Det absolut mest populaere divesite Sipadan Island ligger ud for Malaysisk Borneo men det blev os fortalt, at det ikke var muligt at komme dertil den foerste uge, da alt var booket. Vi fandt dog et selskab der kunne tage os med og vi var fulde af forventning da vi steg paa baaden. En times sejlads senere var vi der og foran os havde vi, hvad der lignede et paradis paa jord. En lille ubeboet oe – omgivet af krystalklart vand. Lod man oejet hvile et oejeblik paa vandoverfladen bemaerkede man hurtigt det vrimlede med liv. Kaempeskildpadder der legende boltrede sig i overfladen, flyvefisk der tordnede henover og myriader af kuloerte fisk der maeskede sig i havets buffet.
Speedbaaden sejlede os ud til den lodrette vaeg i dybet vi skulle dykke ved. Vi saa det ved at havets farve skiftede pludseligt fra klart jadegroent til dybt blaat, hvad betoed, vi var hvor vi skulle dykke. Jeg hoerte tilfaeldigvis en dykker naevne hajerne her og hvordan de var umulige at undgaa og mit hjerte begyndte at galopere. Jeg var forberedt - jeg vidste godt de var her, men grundet Doedens Gab har jeg i mange aar vaeret skraekslagen for disse rovdyr og har gjort alt for at undgaa at dykke eller saamaend bare dyppe taeerne i de farvande hvor de holdt til. Saa nu skulle det vaere -nu maatte jeg enten overvinde skraekken eller leve med den for evigt. Soeren blev dog adviseret til at blive lige ved min side i tilfaelde af, at jeg ved synet af en skulle proeve at flygte mod overfladen.
Det blev ikke noedvendigt. Vi sank ned i dybet og saa den foerste haj cirkle i overfalden fra 35 meters dybde og var ovenud fascinerede. Hvilket syn og hvilken sigtbarhed. Hajer kom dog taettere og taettere paa og efter hurtigt at have vaennet mig til dem, blev de mere og mere fantastiske at observere. Elegante, stolte og dominerende cirklede de nysgerrigt omkring os De var overalt og det samme var kaempeskildpadderne, der svoemmede dovent forbi eller laa bekvemt henover en koral og fik en lille lur mens andre fisk rensede deres skjolde, som i en undersoeisk frisoersalon.

Vi har siden haft 12 dyk ud fra forskellige oeer omkring Borneo og har set mere paa disse dyk end nogensinde foer. Vi takker hver aften vores bank for en god kassekredit, og til vores foraeldre – send flere penge, tak!

-Helle