Fint besoeg, et droemmebryllup og hajfobi

Det er efterhaanden laenge siden vi har skrevet her, og det har vaeret to uger med utrolig mange dejlige oplevelser. Der er meget at fortaelle. Small things first; Vi har koebt to mountain bikes - det er laekkert at koere rundt paa dem, isaer ned af bakke! Saa har vi dykket som sindsyge, og Soeren er begyndt paa sin divemasteruddannelse - mere om det i et senere indlaeg. For en lille uge siden kom vores gode ven Thomas med en ombygget kutter klokken fem om morgenen. Vi tog imod ham paa kajen, og smed snart efter hans bagage paa stranden og noed solopgangen. Da den foerste restaurant aabnede bestilte han prompte to croissanter med ost og en pina colada. Saadan! Thomas maatte siden delvist laegge baand paa sig selv og den fordrukne stil, da han begyndte sit dykkerkursus allerede dagen efter. Barsk mand, efter to doegns uafbrudt rejse med en minimal maengde soevn! Naa, han har smaa boern derhjemme; Det haerder, taenker jeg.

Soerens dejlige graahaarede mor, Esther, kom et par dage senere og steg vaerdigt af katamaranen. Efter alt at doemme kunne hun sagtens holde varmen, saa alt foregik i et adstadigt tempo. Paa Thomas' foranledning sad vi snart alle fire med pina coladas og svalede os i skyggen.

Indtil vores bryllup er dagene gaaet stille og roligt, selvom thaiernes afslappede forhold til organisering et par gange var lige ved at stresse os. Den luksussuite vi havde bestilt til vores honeymoon blev givet vaek til nogle andre, Helles kjole var naer ikke kommet til tiden og den lokale old-time hustler og bryllupsarrangoer, Mr J, proevede paa forskellige fantasifulde maader at malke vores pengepung efter alt var aftalt og betalt. Lykkelige, straalende som vi var, var vi ikke til at skyde igennem og tog alt med et smil, og selvfoelgelig gik det altsammen som det skulle.

Vi havde en helt fantastisk bryllupsdag - som opfyldt alt hvad vi havde droemt om. Der opstod dog en flig af tvivl fra morgenstunden - ikke om det var det rigtige at goere, men om det i foelge thaitradition var i orden at blive gift uden sko. Efter danske standard- nej, men her blev vi enige om det nok kunne accepteres. Jeg havde brugt ca en time dagen i forvejen paa at finde de rigtige, men opgav paa grund af varmen. Soeren havde opgivet paa forhaand. Vi blev ret hurtigt enige om at det passede ret godt til vores outfit og Soerens mor var hurtig til at bakke op om dette. Om hun mente det ved jeg ikke, men hun er god til at sige det rigtige paa de rigtige tidspunkter!

Foer ceremonien skulle gaa i gang, blev vi indhyldet i blomster. Det foeles meget godt at give hianden blomsterne paa, da vi som bevidnet med et foto tidligere, ikke har kunnet finde de ringe som vi syntes var helt rigtige.
Kort efter blomsterne var placeret ankom vores ceremonimester, partymaker, toastmaster, arrangoer og oversaetter Mr J paa hans kongeblaa scooter med et vaeld af fyrvaerkeri stikkende op fra hans behaendige lille cykelkurv - nu skulle der sgu' vaere fest. Nu var begivenhederne i hans vold og han ville nu guide os gennem ceremonien. Soeren - som i dagens anledning blev kaldt The emphorer og jeg skulle sammen med vores gaester gaa tre gange rundt om templet for lykke i vores aegteskab og for at faa mange boern. Vi lagde specielt maerke til hvor glad han var for den del med boernene, for det var klart det der blev gentaget rigtig rigtig mange gange. Gerne drenge, gerne soldater. Efter tredje omgang gik vi ind i templet og blev placeret paa gulvet foran det repos hvor munkene skulle sidde. Mr J praesenterede den oversaetter han havde taget med i dagens anledning. Vi blev ret glade for at han havde taget hoejde for dette. Et par dage i forvejen havde vi nemlig vaeret ved Mr J for at snakke lidt om, hvad der skulle foregaa paa dagen. Soeren havde bedt om at han ville oversaette lidt mere, end det vi havde oplevet, da vi havde overvaeret vores engelske venners bryllup. Munken havde nemlig der talt og talt i uendelig lang tid, loeftet pegefingre og belaert om hvordan man er i aegteskabet - dette blev oversat og vel komprimeret af mr J til "You be good to him and you be good to her and get many many babies" .

Selve ceremonien var utroligt romantisk. Godtnok skulle vi ikke sige ja til hinanden, som vi kender det fra et dansk kirkebryllup, men der var en del ritualer vi skulle udfoere sammen. Sammen skulle vi taende vores lys, give vand til roedderne af et trae for at aere vores forfaedre, en lille kande blev fyldt med vand som blev haeldt over vores haender og endelig skulle vi sammen ofre til munkene. Jeg indroemmer gerne at taarerne havde frit loeb flere gange for mit vedkommede. Da munkene havde messet for os for sidste gang, skulle vi ud og fyre fyrvaerkeri af. Her saa vi saa Mr J's og oversaetterens virkelig store lidenskab. De smed alle haemninger og formaliteter, loeb omkring og koerte hinanden fuldstaendig op over det de nu havde gang i. Jo hoejere brag det gav des mere jubel. Vores videoarkiv, som desvaerre er uden lyd, skulle gerne vise at Thomas Kameramand blev lidt angst... Fyrvaerkeriet var nok - for os - mere sjovt end flot, taget i betragtning dette foregik ved middagstid og solen stod hoejt paa himlen, med andre ord - vi kunne ikke se en skid andet end to voksne maend der endelig fik mulighed for at give los, og saa skulle vi holde to spruttende romerlys i haenderne, som nok kunne give freudianske associationer.
Saa skulle vi give mad til munkene. De tog foerst deres del og derefter kunne vi spise af maden. Vi spiste sammen med dem og alligevel ikke, da de sad for sig selv og vi sad i en cirkel foran dem. Oversaetteren foelte aabenbart et stort behov for belaere os hvordan og hvornaar vi skulle begynde paa brudenatten for at faa mest ud af det! Noget med at hvis jeg blev gravid paa bryllupsnatten ville barnet faa overnaturlige evner og bedst var det hvis vi ville "get laid" lige efter bryllupet og helst inden Soeren drak sin foerste oel. Vi takkede ham for at udoese af sin enorme viden udi forplantning, men havde nok inderst betakket os for oplysningerne taget i betragning at vidensdelingen foregik lige overfor munkene.

Efter bryllupet tog vi med Thomas og Ester og et par andre venner med en taxabaad til en lille og ret oede strand taet paa Shark Island. Som navnet fortaeller er der hajer i dette omraade og vi bestemte os for at tage en snorkeltur. Jeg er efterhaanden blevet fortalt alle steder, at disse hajer ikke paa nogen maade er farlige overfor mennesker. De har aldrig angrebet - men jeg er stadig hunderaed. Helt slemt reagerede jeg dagen foer vores bryllup, da et par piger havde taget mig rundt paa en oerundtur - med stop paa enkelte steder for at snorkle der. Alle andre tog grejet paa og sprang i ved Shark Island, og de andre piger synes da ogsaa det var paa tide jeg fik overvundet min frygt. Da alle saa var hoppet i foelte jeg mig, om ikke bare ensom, saa en del pyldret - Saa jeg taenkte fanden staa i det - jeg tog grejet paa og hoppede i. Ikke umiddelbart til den store fornoejelse. Jeg hyperventilerede gennem hele seancen og her taler vi de par minutter jeg rent faktisk var i vandet. Men der skete det frygtelige at en anden snorkler glemte at kigge op i sin ivrige soegen efter hajer og svoemmede direkte ind i mig.....Ak og ve, soelle kvinde. Jeg raabte og skreg og slog rundt med armene, som kaempede jeg for mit liv og fik da ogsaa ram paa hende. Hun var maalloes og svoemmede vaek i en helvedes fart - hvad jeg ogsaa valgte at goere og op i baaden igen, for at faa styr paa min vejrtraekning og mine skaelvende ben! Det kan godt vaaere jeg ikke saa en haj, men jeg troede jeg havde naerkontakt med een - meget vaerre!
Min erfaring med hajer gjorde selvfoelgelig at jeg ikke bevaegede mig langt fra kysten paa vores bryllupsdag - selvom de andre havde travlt med at svoemme ud til dem. Soeren var ret opsat paa vi skulle ud sammen og det saa ville foregaa haand i haand - men de andre kom gudskelov op af vandet og der gik oel i den istedet - saved by the bell.

Sidst paa eftermiddagen kom baaden efter os igen og vi sejlede tilbage til den anden side af oen.
Vi skulle ud og spise klokken otte og havde valgt en lille tapasrestaurant. Thomas havde vaeret vaeldig interesseret i Monica, en svensk pige der var med paa stranden i dag og tog hende med som date til bryllupsmiddagen. Fantastisk - to fluer med et smaek. Saa vi var Soeren og jeg, Ester, Thomas og Monica - et lille og intimt bryllup. Min kaere svigermor var saa venlig at minde Thomas om de danske traditioner og snart havde jeg, paa Thomas initiativ, alle restaurantens svedige maend paa munden. Jeg sender de kaerligste tanker til Thomas.
Vi afsluttede dagen, efter et praegtigt maaltid, med at sende en varmluftslanterne i luften. Forfaerdelig romantisk ting at goere sammen og fantastisk at se vores lanterene blive mindre og mindre for til sidst at blande sig med stjernerne.
Vi sagde derefter godnat og gik mod vores bungalow for at fejre bryllupsnatten. Skulle et lille froe mod forventning spire, saa maa vi formode, qua Soeren oelindtagelse, at barnet ikke bliver foedt med overnaturlige evner.

-Helle, nu ikke laengere jomfru - og Soeren, verdens heldigste starut

Det lille hus paa bjerget og gekkokongen

Derer saa yndigt paa landet, og det kan man rigtigt nyde, naar man med moeje og besvaer har kaempet sig op af de bakker og galmands-stigninger, som vejen til vores lille bungalow byder paa. Vi har fundet en beskeden lille hytte langt fra byens larm. Vi bor for enden af den vej, som noget flot kaldes hovedvejen. Reelt er det den eneste vej af nogen saerlig laengde, som foerer fra den ene lave ende af oen til bakkerne i den anden. Vurderet efter danske forhold er det bakker, som, var de snedaekkede, kunne siges at have olympisk potentiale. Paa plussiden, saa behoever vi faktisk kun traede een gang i pedalerne paa vores cykler, for at naa ned i byen. Naar vi skal hjem derimod, saa er der kun koeleskabets velsignelser og et kold bad at glaede sig til. Turen tager ogsaa fem gange saa lang tid.

Vi boer saa afsides, at man vender man sig efter trafikken, for at se hvem der kommer. Den afsides beliggenhed goer dog ogsaa at faunaen er lidt anderledes. Der er sjovt nok naesten ingen myg, hvilket er utroligt dejligt! Omvendt, til Helles udtalte misfornoejelse, tror vi nok, at myggene er forsvundet fordi kaempegekkoerne har spist dem. Den foerste aften i vores nye hjem, sad jeg paa terrassen og noed en kold cola, da jeg pludselig hoerte Helle kalde inde fra hytten. Hvis man har vaeret sammen med en anden i lang tid, saa ved man at der mange maader ens navn kan kaldes. Helle har f.eks. den maade hun kalder, hvis jeg har glemt at skylle ud i toilettet. Der er ogsaa den maade at kalde, som betyder det kloer altsaaa lige her Hr doktor, vil De ikke vaere soed at kigge paa det. Og saa er der den maade at kalde paa, som bare betyder hjaelp! Soe-oe-ren. Jeg vidste med det samme hvad klokken var slaaet: Gekko, rotte eller edderkop. Hvor stor er den, spurgte jeg nonchalent i genkendelse af tonefaldet, nok allerede seende mig selv som dagens helt.

Det var en gekko. Den var stor. Rigtig stor. Det var gekkokongen. Helle rendte ud paa terrassen og hoppede rundt, mens hun hvinede nej nej nej... Jeg forstod naermest instinktivt, (saadan er jeg saa empatisk,) at hun nok ikke kunne forliges med at have den som kaeledyr, saa jagten maette gaa. Og det gjorde den saa! Roere den havde jeg ikke saerlig lyst til, saa jeg tappede paa muren bag den og proevede at genne den foerst mod doeren, saa mod et vindue jeg havde aabnet. Men op og ned af vaegge gik det, op paa loftet og ned paa gulvet, hen over min bare fod, ind under sengen, om bag reolen, ind under sengen igen, bag koeleskabet, vaeggene igen - Jeg svedte og trak rundt med moebler, vendte sengen, flyttede skabet, og - fik jeg sagt jeg svedte? Alt i mens dirrigerede Helle slaget udenfor. Der der der! Hvor er den? Aieh, nej nej nej!

Langt om laenge, sikkert grundet gekkoens stoerre forstand og min staedighed, rendte den ud paa terrassen og om paa siden af huset, hvor den sad og pustede ud. Jeg kunne se at den ogsa var blevet forpustet af vores kamp, retfaerdigt nok vel egentligt. Alligevel ville jeg helst ikke have en anden halvleg, saa jeg skyndt emig at lukke doeren. Vi har besluttet at isolere spraekken under badevaerelsesdoeren med en gammel t-shirt. Badevaerelset har nogle huller under taget, som den kan vaere kommet igennem. Jeg tror dog ikke det er noedvendigt, jeg kan ikke rigtig se den gekko komme igennem spraekken under doeren, saa jeg forestiller mig den allerede var i hytten da vi flyttede ind. De smaa, almindelige gekkoer og firben har vi vaennet os til, de er naermest en naturlig del af inventaret, men jeg tror ikke Helle helt kan forlige sig med de klepperer som bor her, saa vi vil proeve at holde dem ude.

Det er gekkoerne. I gaar, paa vejen ned mod byen saa vi det mest forrykte insekt. Aldrig i mit liv har jeg set saa stor en bille! Den var stoerre end en velvoksen skruptudse! naesten som et lille pindsvin, bare fladere! I aften, naar vi gaar ned til byen vil vi tage lommelygte og kamera med, maaske vi er saa heldige at se saaden een igen, og faar chancen for at bevise vores loegnehistorier. Indtil da lever vi videre i Jurassic Park.


- Soeren

Paa Koh Tao, 10 minutter paa kvaernen og ned i gruset

Tilbage paa Koh Tao igen, efter et par triste regnvejrsdage i Chumpon. Vi ankom i gaar eftermiddag med katamaranen; Den er hurtig, men boelger gaar ikke ubemaerket forbi. Der blev delt en del fedttaette poser ud til passagerer, men vi praesterede begge at holde paa mavesyren - ogsaa selvom jeg godtnok var lidt hvid i ansigtet paa et tidspunkt.

I gaar aftes moedte vi Nathan og Sam igen, et canadisk par, som vi delte en snak og nogle oel med sidst vi var paa oen. Han er dykkerinstruktoer paa freelance basis og hun underviser i yoga. De har et hus paa oen, hvor de baade bor og hvor hun underviser, og jeg tror, alt i alt, de lige kan faa det til at loebe rundt. Han skulle ikke arbejde i dag, saa vi aftale at tage ud og fridykke sammen. Planen var, at jeg skulle leje en scooter og foelges med ham til den anden side af oen, hvor der sjaeldent kommer saa mange, og hvorhan ville vise mig et par fede dykkesteder.

Nu sidder jeg saa med en taa godt pakket ind i gaze, en haand ligeledes balsameret, et velassorteret udvalg af afskrabninger og, mest smertefuldt selvfoelgelig, et noget forslaaet ego. Vi havde knap koert ti minutter, foer min nye scooter kastede mig af - dumme krae! Det gav en god kradser maa jeg sige! Dog tror jeg, det kan tjene til at laere mig, ikke at tage svingene for hurtigt. Memo til mig selv: Tag svingene langsomt, isaer hvis der er sand paa vejen.

Alt i alt vurderet, er det en noget kradsboerstig form for peeling, som jeg ikke umiddelbart vil anbefale. Kvaernen fik heldigvis kun nogle faa skrammer, saa jeg kunne noejes med en dummeboede paa 50 kroner, og et stort stort grin, der syntes at sige "dumme turister, bliver de aldrig klogere..."

Spoeg tilside, det var selvfoelgelig noget af et chok, og jeg slap utroligt heldigt. Jeg kunne selv koere derfra til en klinik og blive lappet sammen. Det betyder nok desvaerre, jeg bliver noedt til at holde mig fra vandet et par dage, for at undgaa infektioner. Det er nok godt det samme, for sandt at sige, saa forekommer ideen om et friskt dyp i saltvand ikke saa tillokkende lige nu. Billedet yder ioevrigt nok ikke helt mit styrt retfaerdighed

Ellers gaar det godt! Helle har aftalt med den lokale skole, at hun skal undervise der et par gange om ugen. Planen for i dag er, at vi skal ud og leje et lille hus eller bungalow, nu hvor vi skal vaere her laengere tid. Vi har allerede kig paa et, som godtnok ligger lidt afsides, men som er rart og billigt. I morgen vil jeg smide et par bandager, saa jeg ligner knap saa meget en idiot, og saa er missionen ellers, at tage ud og se mig godt omkring og finde ud af, hvor det bedste sted for mig at tage en divemasteruddannelse er. Det baade koster en del penge og tager en masse tid, saa jeg haaber jeg kan foele mig frem til det rigtige sted.


- Soeren, som har alle taender og kan smile uden det goer ondt.

So long hippies, en flue i suppen og melder: Ingen bomber i turbanen

I den forloebne uge er Helle blevet en certificeret astralflyver paa et yogakursus. Det skriver hun selv mere om; Jeg vil blot sige det er en glaede og lettelse, hun stadig har begge ben paa jorden, og at der ikke er gaaet chakra i skidtet. I mellemtiden har jeg brugt en del tid paa en internetcafe, for at laese om forskellige aspekter af dykning, og for at faa nogle gode raad i forbindelse med en divemaster-uddannelse i Thailand. Samtidig har jeg proevet kraefter med at undervise paa det lokale technical college. Det gik saadan set nemt og smertefrit med undervisningen, men skulle jeg arbejde der laengere tid, ville jeg noedvendigvis skulle aendre paa en hel raekke ting, som jeg slet og ret synes er hul i hovedet. Det er noget, som jeg giver lidt tanker nu, for vi er nemlig blevet tilbudt arbejde her i Nong Khai. Indehaveren af Mut Mee, det guesthouse vi bor paa, har spurgt om vi ikke kunne taenke os at koere det, mens han og familien er i Indien. Det er een stilling, som vi kunne dele mellem os, og samtidig have en raekke timer paa college'et. Det lyder umiddelbart ok, men der er stadig mange ubekendte og ting der kan komme i vejen. Hvorom alt, som landet ligger lige nu, er baade han og vi interesserede, naar vi engang er faerdige paa Koh Tao. Hvad det bliver til maa vi se.

Dagens billeder er fra omraadet rundt omkring Nong Khai.

Den lokale specialitet i Isaan er slangehoved i tyk brun sovs. Ingen af os foelte os dog helt modige nok til at proeve kraefter med lige den ret, da vi spiste ude forleden aften. Istedet bestilte vi lidt blandet kraes fra wok'en og hver en portion suppe til forret. Naa, vi ved efterhaanden hvordan det fungerer med for- og hovedretter i Thailand, saa vi gik gladeligt ombord i vores supper, da de blev leveret laenge efter vi var faerdige med hovedretten. Halvvejs gennem suppen, samler jeg en sort ting op paa min ske. Jeg studser et oejeblik, mens mine oejne og hjerne skaendes. Oejnene insisterer paa at se en stor, fed druknet spyflue paa min ske, mens hjernen siger, at fluer i suppen hoerer til i daarlige vittigheder. Jeg foerer skeen op i lyset, for bedre at kunne se, men hjernen maa kapitulere og give oejnene ret. Det er en spyflue, den er rigtig velvoksen og aldeles doed.

Et oejeblik sidder jeg med den paa skeen, overvejende om jeg boer fortaelle Helle det, da hun stadig nyder sin suppe. Da det er samme suppe vi faar, beslutter jeg at det nok er ret taenkeligt, at fluen har delt gryde med hendes portion. Omvendt er kraet sikkert kogt helt harmloes, selvom jeg nok ved hvor den har vaeret, foer den landede i jacuzzi-suppen. "Hvis der nu er noget ulaekkert i min suppe, vil du saa hoere om det - eller vil du helst bare ikke vide det?" Helles nysgerrighed slaar aldrig fejl og snart studerer vi kraeet sammen. ...

Naa ja, suppen var egentlig god, og den havde ogsaa kun kostet et par soelle kroner. Saa der var faktisk ingen grund til at goere et nummer ud af det. I Danmark ville jeg til hver en tid have kaldt paa en tjener, men i Thailand hvor vores forventninger til koekkenhygiejne i nogen grad svarer til madens pris, kunne det vaere det samme. Alligevel var det foerste gang i mit liv, det blev mig beskaaret, faktisk at kunne kalde; "Tjener, der er en flue i min suppe!" Og jeg kunne altsaa ikke staa for fristelsen. Mens jeg roemmede mig og lagde ansigtet i de rette folder, graemmede Helle sig. Og saa.

"Excuse me.... "

Den unge pige stod et oejeblik og stirrede fluen i oejnene, saa tog hun med et "moment pleeez," min ske (og min flue) med sig. Et oejeblik efter stod fire-fem tjenere taet sammen, foroverboejet i en klump, som fodboldspillere der diskuterer taktik. Med mellemrum skottede en af dem ud af klumpen, ud paa os, foer hovedet igen dukkede ind. Der gik lidt tid, vi drak lidt oel.

Saa kom de over til bordet med skeen og fluen. Pigen, som i foerste faerd gik med skeen, viste den demonstrativt til os og sagde paa gebrokkent engelsk. "Det er ok, det er en flue. Lad vaere med at spise den." Jeg naevnte at det var faldet mig ind at lade vaere, og at jeg faktisk slet ikke havde lyst til at spise den, naar jeg foelte rigtig efter i mig selv. Hendes kollega indskoed, at der jo faktisk ikke var en problem, nu vi var blevet enige om at fluen ikke skulle spises. Logikken var ikke til at skyde igennem, men alligevel betonede jeg min forventing til suppeingrediensers generelle spiselighed. Vel havde den sikkert givet ekstra smag, det betvivlede jeg ikke, men havde jeg haft et valg, ville jeg hellere have haft en flueloes suppe. Nu skete det, der aendrede episoden fra at vaere en simpel tilfredsstillelse af lysten, til faktisk at have sagt "tjener, der er flue i min suppe." til at blive en kulinarisk episode af Monty Pythonske dimensioner.

En tredie tjener, som ikke havde ikke havde blandet sig endnu, og som ikke lod til at forstaa en brik af samtalen indtil nu, samlede nu fluen op mellem fingrene. Hun saa demonstartivt paa den og sagde "mum-muuum." Jeg antog det var et forsoeg paa et vaere morsom, og lod med en nonchalent haandbevaegelse vise, hun bare skule hjaelpe sig selv, hvis hun var sulten. Snap snap, knas knas, og fluen forsvandt i hendes mund. Helle og jeg var lamslaaet! Et sekund var alle stille, saa grinte hun, fluestykker stadig mellem hendes taender, vendte tommelfingeren opad og sagde "Good! very good"

Hendes kollegaer var lige saa overraskede som Helle og jeg, to vendte sig om og skjulte ansigtet, men den foerste pige lagde hurtigt ansigtet i de rette folder. Naa, nu var fluen jo altsa vaek, syntes hendes overbaerende skuldertraek at betyde. Det var tilsyneladende demonstreret tilfredsstillende, at fluen sagtens kunne have hoert til i suppen, og at den i al fald var ret velsmagende. Hun lukkede sagen helt ved at fylde vores oelglas op, mens Helle og jeg sad mundlamme. Da hun var gaet, sagde vi vist "what the fuck?!" i munden paa hinanden.. Det var ligegodt kattens hun saadan tog een paa hjaelmen for teamet. Gad vidst om de andre gav omgang ved fyraften, eller hvad der for i hende.

Vi grinte, og da appetitten alligevel ikke laengere var saa stor, drak vi vores oel ud og betalte.


Vi er nu kommet tilbage fra Vientiene i Laos, hvor vi fik fornyet vores visa. Vi valgte at tage den lidt laengere tur dertil, det lidt laengere border run, fordi vi ved den Thailandske ambassade der kunne faa to maaneders opholdstilladelse, istedet for kun een, som almindeligvis er tilfaeldet. I dag slapper vi af i Nong Khai, for saa at tage nattoget til Bangkok i aften kl. 19. Naar vi ankommer dertil i morgen tidlig, tager vi straks videre mod Chumpon. Der vil vi bruge et par dage, inden vi tager til koh Tao, for at organisere alt i forbindelse med Thomas' og Esthers besoeg. Alt i alt er det en togrejse paa ca. 1000 km som ligger forude, lidt af en tur. Rygsaekkene er pakket togsmart, altsaa med toiletgrej og langaermet troeje oeverst, hvis det er en af de kupeer med sindsyg aircondition. I den offentlige transport sektor i Thailand synes tanken sommetider at vaere, at aircondition ar godt, og at rigtig meget aircondition foelgelig maa vaere rigtig godt.

I Danmark trak Jyllands-Posten i profetens skaeg, og foerst gik medierne, saa de nyttige idioter i selvsving. I Thailand maerker vi intet til sagen; For at berolige de urolige, saa ligger Chumpon, som er vores sydligste rejsemaal paa det Thailandske fastland, mere end 500 km fra de muslimske provinser, som ligger op ad den malaysiske graense. I oevrigt udgoer muslimer kun 5% af befolkningen i landet, og hovedparten af dem er akkurat lige saa besindige, som flertallet af danske muslimer. Den thailandske befolkning, muslimerne med, er i oejeblikket langt mere optaget af demonstrationer for og imod premierministeren Thaksin, foelgende de massive korruptionsanklager, som i de sidste uger er rejst mod regeringspartiet. Det er big news i Thailand, profeten er ikke! Hvorom alt, indtil kartoflen bliver kold, skal vi nok udvise savoir-faire nok til at holde os fra Mekka. Kort sagt, no problem!


- Soeren, som nu ved hvad stegt ris med kylling hedder paa thai.

Et spoergsmaal om skyld og aurahealing

I min rygsaek ligger nu et fint diplom, som bevis paa jeg har gennemgaaet 1 uges yogakursus. Set i bakspejlet var denne uge selvsagt praeget af harmoni og idyl og vaeren fuldstaendig i balance. Men som ved alle andre ting man tenderer til at idyllisere, blot fordi de er et overstaaet kapitel, dukker der ved naermere eftertanke ogsaa en anden virkelighed op. Overdrevet soevnbehov, rygsmerter, vejrtraekningsproblemer, udslaet, forkoelelse og koldsved er blot nogle af de ting der dukkede op i ugens loeb - men det skal jeg vende tilbage til.

Et par dage foer min uge i askese begyndte, noed vi et par flasker godt trampede druer eller hvad det nu var, paa den lokale bar " The Danish baker". Der er nu ikke meget dansk over den. Kokken er for laengst rejst hjem til Randers, personalet er thai og klientellet gerne svensk eller norsk. Naar sandheden endelig skal frem er stedet faktisk heller ikke saerligt charmerende, men det er den eneste bar, der holder aabent efter 10, saa vi er paa sin vis tvungne til at vaere der, hvis vi vil nyde en lille gewesen. Naa men denne aften havde der sneget sig en amerikaner ind. Se- han var ikke hvilken som helst amerikaner - naeh han var ret atypisk, idet han havde en meget anti-amerikansk holdning og derved blev han ganske interessant. Isaer for Soeren, der ligeledes synes at blive ganske toerstig som diskussionen skred frem. En akut blaerebetaendelse gjorde, at jeg blev noedt til at forlade etablissementet for at gaa hjem i seng. Lidt senere dukkede Soeren og - lidt gladere end da jeg sidst havde set ham. Samtidig var han lidt mere soevning end jeg og faldt hurtigt i soevn. Og der startede saa en nat i helvede. Larmen fra gaden, lige under hotellet, var oeredoevende og der var frysende koldt paa vores vaerelse. Jeg rendte oppe hver halve time for at ifoere mig endnu en beklaedningsgenstand og proevede paa ganske gemen vis at faa taeppet vristet fra Soeren, der selvfoelgelig sov trygt og godt. Saadan fortsatte det, indtil solen kastede sine foerste straaler ind af vinduet, og jeg derved kunne faa lidt varme i min forfrosne krop. Af samme grund blev det selvfolgelig ret essentielt, at faa udleveret et par taepper mere inden vi skulle gaa til ro igen den naeste aften. Dette naaede vi af en eller anden uforklarlig aarsag ikke. Det skulle da ogsaa senere vise at vaere unoedvendigt da Soeren, snarraadig som han indimellem er, efter et kort kig paa vinduet kunne meddele, det bare var et spoergsmaal om at lukke dem......
2 dage efter skulle jeg paabegynde mit yogakursus. Jeg troppede nysende og roedoejet op fem minutter i syv med min taske, vanddunk og en rulle toiletpapir, der skulle forhindre en konstant stroem af snot i at loebe ned i min mund. Jeg ved det ikke er Soerens skyld, jeg kunne have rejst mig og kigget paa vinduet selv. Men det foeles saa godt, i ens miserable tilstand, at kunne skyde skylden paa andre.

Naar man starter paa noget nyt opbygges der helt naturligt en masse forventninger til det forestaaende. Samtidigt og efterfoelgende bliver der reflekteret grundigt - svarer det til forventningerne eller blev du skuffet osv. Det samme gjorde sig selvfoelgelig gaeldende for mit vedkommende. Jeg forventede at laere lidt mere indgaaende om yoga og de bevaegelser der er tilknyttet - men jeg fik saa meget mere!!
Instruktoeren var en midaldrende amerikansk mand som hoejst sandsynligt har taget navneforandring fra et almindeligt amerikansk navn som John- til det mere yoga-klingende navn Pancho. Han var altid ifoert lilla loesthaengende toej og en lille kalot naar han havde fri. Han talte med lukkede oejne og spiste, efter hvad vi saa, kun ris. Egentlig var han meget inspirerende at lytte paa - det er ofte ret medrivende, naar taleren braender saa meget for sin sag og de ting han beretter om tilsvarende er ret spaendende. Men for mit vedkommende var det at holde koncentrationen umaadeligt svaert. Han talte gerne uafbrudt i timevis om hvordan der var forskel paa lungerne stoerrelsesmaessigt, grunden til dette og om hvordan man kunne, hvis det var fysisk muligt, straekke lungerne i forskellige retninger og hvordan de ville reagere hvis man gav slip. Maaske er det mig - maaske har jeg vaeret laerer for laenge og har svaert ved ikke at vare paa. Men det blev virkelig et problem for mig at holde fokus paa ham, efterhaanden som ugen skred frem. Min adfaerd aendrede sig radikalt fra at vaere hoeflig, nikkende og holde oejenkontakt til den der taler til en ren dyreadfaerd. Jeg tog mig selv i, gang paa gang, at pille i alt hvad der kunne pilles i - taeer, haard hud, negle, hudflager, myggestik som egentlig var gaaet i sig selv, men som man da lige kunne faa til at kloe en ekstra gang, oerer, saar, traade fra toejet, uret, vanddunken - you name it! Det blev efterhaanden en hel lettelse at skulle op fra gulvet og lave yogapositionerne. Set i bakspejlet var det nok ikke kun mig der havde besvaer - kiggede jeg rundt, saa jeg ogsaa de andre 6 i fuld gang med deres smaa kampe for at holde sig vaagne. Han maatte have graemmedes og det var vel af samme aarsag hans oejne forblev lukkede.

Som ugen skred frem skete der dog samtidig det vidunderlige at ens krop begyndte at lystre og blive mere og mere smidig. Det kunne ligefrem vaere rart at vaere i en position, hvor det tidligere paa ugen havde vaeret et smertehelvede.
Samme uge skulle byde paa meditationsteknikker som jeg havde stor fornoejelse af. Samtidig stiftede vi bekendtskab med vores chakraer, aurahealing og chanting som jeg dog havde lidt svaerere ved at forholde mig til - det synes ikke rigtigt at virke for mig! Jeg kunne hverken se eller foele mine chakraer paa den ene eller anden maade, hvor ihaerdigt jeg end proevede. Paa den anden side var der jo heller ikke nogen garanti for at man skulle kunne se lyset efter een uge - paa trods af det var et intensivt kursus. Det er maaske lige graadigt nok at kraeve en virkning taget i betragtning, at botthisatvaer kaemper inkarnation for inkarnation for at naa til et oplyst stadie.

- Helle