Tilbage i Dumaguete

Søvnige, men glade. 

Cambodiansk førstehjælp, mit svampede ben og andre tildragelser

Da  Helle havde fået nok af sin skole i Phnom Penh, bestemte vi os for at drage sydpå til Sihanoukville, hvor jeg var blevet tilbudt job som instruktør. Den japanske ejer af dykkercenteret dernede tilbød at Helle kunne få kost og logi  uden beregning, men var samtidig så large at sige Helle havde fri dykning, hvis hun ville være praktisk gris på øen og hygge om kunderne. Det tegnede altså rigtig lovende! Da Helle lige ville slutte ordentlig på skolen og skrive elevudtalelser mv. blev det aftalt at jeg skulle rejse et par dage i forvejen. 

Efter seks timers tvungen karaokelytning i aircon bus ankom jeg noget muggen og forkølet til Sihanoukville. Aftensmad havde jeg ikke fået, så jeg smed mine tasker i dykkercentret og gik over gaden til et lille supermarkede for at shoppe lidt sodavand, nudelsuppe og hvad jeg ellers mente mine ømme ben og ører fortjente efter et kvart døgn i helvedesbussen.  

Da jeg krydser gaden på vej tilbage, hører jeg pludselig et advarselsråb. Jeg vender mig forbavset og ser en motorcykel i høj fart med kurs direkte mod mig, kun få meter væk! I et splitsekund står jeg forstenet, og tager måske et lille skridt frem eller tilbage - jeg ved det ikke - rådvild eller måske for at hjælpe føreren med at undgå mig. Det lykkedes ikke! Med fuld fart kører motorcyklen lige ind i mig, og alt bliver mørkt. 

Et øjeblik senere kommer jeg til mig selv liggende på gaden. Alt snurrer og gør ondt. Folk er stimlet sammen.  De tre fyre som kørte på motorcyklen ligger længere oppe af gaden sammen med deres havarerede køretøj. På mine albuer kravler jeg væk fra vejen. Det eneste jeg tænker er; Flygt, kom væk fra trafikken for helvede, kom væk!  Liggende på fortovet undersøger jeg mig selv - skrammet, voldsomt forslået, svimmel, men ingen brækkede knogler. Jeg rejser mig og halter op ad vejen til de unge fyre som kørte mig ned. Der er blod, glasskår og stykker af plastic ud over det hele. To af dem er kommet til sig selv og forsøger ineffektivt at give den tredje hjertemassage. Nu er mange stimlet sammen; Halvtreds, hundrede mennesker måske, er kommet ud fra deres hjem og forretninger for at se hvad der sker. Nogle dirigerer trafikken uden om. Jeg forsøger at hjælpe fyrene, der er i panik og græder og skriger på cambodiansk. Jeg kan se deres ven er bevidstløs, men at han trækker vejret. Ingen af dem havde hjelm på. Hans ansigt er fuld af blod, mere lyserødt blod løber boblende ud af hans mund. Som førstehjælpsinstruktør ved jeg han ikke har brug for hjertemassage; i deres angst er de ved at gøre ham mere skade. Han har brug for at komme på hospitalet lige nu! Jeg forsøger at råbe det til dem på engelsk, men de forstår ingenting. Ingen omkring hjælper. Jeg prøver at stoppe dem, men de bliver ved. De begynder selv at trække ham op! Det er helt, helt galt det her! Jeg rejser mig for at få fat i én som kan sige det til dem, jeg skriger at der skal ringes efter en ambulance! Jeg rejser mig og tumler derfra. Så bliver alt sløret.

Mit klamme svampeben

Et øjeblik senere er de unge fyre væk. Er de hentet af en ambulance? Deres motorcykel er væk. Hvad er der sket? Jeg ved det ikke; Jeg tror jeg har siddet på fortovet. Jeg ryster og er grådkvalt - hvad skete der, og var det min skyld? Jeg afviser vistnok at tage på hospitalet. Mit hovede er ikke slået, og jeg har ingen brækkede ben. Alene halter jeg ind i dykkercentret - fryseren har nogle poser frosne grøntsager, som jeg køler mine forslåede ben med mens jeg ligger på gulvet. Da de andre kommer hjem skaffer de nogle kompressionsbind. Jeg hører fra hotelejeren overfor at de kørte alt for hurtigt og pludselig drejede ind i mig. Som han så det, havde føreren talt over sin skulder til vennerne bagved og var ikke opmærksom på vejen. 

I dag ved jeg stadig ikke om det er rigtigt. Jeg håber det. Ingen kontaktede mig efterfølgende og de forsvandt, som stak de af, så jeg håber inderligt at jeg var uden skyld, og at jeg ikke bare fumlede ud foran dem. Det værste er dog egentlig, at jeg ikke ved hvad der skete med den bevidstløse fyr. 

Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere i fare, end jeg gjorde den nat da jeg forsøgte at sove. Igen og igen ramte de ind i mig, mens jeg mærkede en knusende smerte i benene. Det har sandt at sige taget noget tid at komme over - så jeg har ikke haft lyst til at skrive om det før. Skal jeg gøre skaden op, så er den trefold. 

- Jeg bruger nok lidt mere tid end før på at se mig ekstra godt for, når jeg krydser vejen. 

- Mit højre skinneben er følelsesløst, og sært svampet. (Det er et forrygende party-trick at presse et par fingre mod det, og så se benet beholde fordybningerne bagefter!)

- Endelig kostede ulykken mig US 4.50 $ - min sodavand, nudelsuppe osv. blev selvfølgelig stjålet af tilskuerne.  ... Helt ærligt, det er lidt groft, ikke? 

Bycharme i Hoi-An

Nå, ti-tolv dage efter var jeg klar til at dykke igen. Vores sidste måned i Cambodia blev brugt på øen Koh Rung Sanloem, hvor vi shinede det resort der ligger der gevaldigt op. Vi malede skilte (pænt;) murede (med rimelig succes;) byggede trapper (måske ikke pænt, men i alt fald ikke længere livsfarligt;) slæbte sten (Helle dirigerede, jeg svedte), lavede havearbejde (Helle svedte, jeg drak øl;)  begravede vandrør (nydeligt;) og fik sat orden og æstetik på alle elinstallationerne. (Helt hæderligt synes jeg, men min fader ville nok finde anledning til at bruge ordet klamphuggeri alligevel.) 

Fra Cambodia tog vi til Vietnam, hvor vi hurtigt formøblede alle de penge vi havde tjent på skræddersyet tøj, malerier til vores hjem i Filippinerne, togbilletter, en masse lækker mad og  morderlig god kaffe. 

For fire-fem dage siden ankom vi så til Filippinerne og Dumaguete igen. Tim og Zoe, vores nye chefer tog imod os i lufthavnen - viste os rundt på den nye grund, (vi får et hyggeligt hus!) og drak os lidt småfulde, indtil Helle subtilt erklærede timeout ved måske at falde en lille smule i søvn over sin øl. Så sov vi i en masse timer i et rum med aircon, hvide lagner og garanteret ingen slanger. 

Det var sidste blog indlæg fra vores eventyr i Vietnam og Cambodia. Næste gang vi skriver, bliver det om vores vores nye hus, job og tilværelse her. 

- Spongebob Søren

Min skolegang i Phnom Penh

Hvem tror I bestemmer her?

Der gik ikke lang tid før jeg var heldig at blive tilbudt en lærerstilling på en af Phnom Penhs utallige sprogskoler. Min karriere der blev ikke så lang, men dog lang nok til at danne mig et indtryk af det cambodianske skolesystem.

Det var en sand fryd at undervise igen. Især elevernes enthusiasme og velvilje var beundringsværdig og bevirkede selvfølgelig at timerne gik som en leg. Arbejdstiderne var perfekte, forberedelsen spændende, kollegerne venlige og hjælpsomme, lønnen god – ganske enkelt en perfekt arbejdsplads. Lige indtil den dag jeg blev indsat som vikar i en førskoleklasse!

Jeg blev ret hurtigt bekendt med, at min kollega der underviste i denne klasse ikke delte den samme udelte glæde ved at undervise som jeg. Hver morgen prøvede jeg at lokke et "godmorgen" ud af den askegrå skikkelse, men som oftest uden held. Da det grå spøgelse kastede håndklædet i ringen, blev det mig pålagt at vikariere der, indtil skolen havde fundet en ny lærer.

Der gik lige nøjagtigt en halv time inden jeg forstod hvad der havde forårsaget hans livløse fremtræden. Klassen bestod af femten børn mellem 2 og 4 år hvoraf ingen selvfølgelig forstod et ord engelsk. De fleste havde deres mor eller barnepige med til henholdsvis at trøste, made og skifte når det var nødvendigt. Det var det ofte! Min opgave var at undervise og underholde denne gruppe af skrigende, skidende, opkastende og hunderædde børn.

Det var ikke nogen nem opgave. Min blotte tilstedeværelse i lokalet udløste en kakofoni af angstskrig med efterfølgende utrøstelig gråd hos hovedparten af eleverne. Resten brød først sammen når jeg henvendte mig til dem. Medhjælperne var så venlige at lade mig forstå gråden udelukkende skyldtes at jeg var hvid – en faktor der unægteligt var svær at ændre på. Efter et par dage blev skrigene dog afløst af en stille konstant gråd hvilket, alt andet lige, var noget lettere at arbejde med.

Jeg nåede lige præcis at undervise der en uge inden grænsen var nået. Min grænse vel at mærke. På den uge havde jeg kun nået at introducere bogstavet B og derudover forsøgt at holde eleverne (og jeg selv i øvrigt) grådfri. Det lykkedes da også tilnærmelsesvis hos et par af eleverne. En af drengene fik sågar mobiliseret så meget mod, at han i kådhed kravlede op på min ryg imens jeg var ved at hjælpe en anden.

Jeg nåede et øjeblik at sole mig i selvtilfredshed over endelig at have fået barnets tillid; Ungen havde ikke havde foretaget sig andet end at skrige og brække sig i hele den forgangne uge. Glæden var desværre kort. Der gled en kulsort sky henover en ellers skyfri himmel, da min medhjælper kommer løbende og bad mig om at sidde stille, da der var sket et "lille uheld." Hun behøvede ikke sige så meget, for jeg mærkede en varm klæbrig masse løbe fra min ryg for at ende i mine sko. Knægten var i sin leg blevet så ivrig at han havde brækket sig ud over mig!

Nu sad jeg så der med drengens rester af risbudding ned over mig, mens medhjælperen ihærdigt forsøgte at trøste ham og samtidig tørre de værste kaskader af opkast bort.

Rødglødende af raseri og slemt ildelugtende banede jeg mig vej til direktørens kontor for at lade ham forstå, at jeg netop havde undervist denne klasse for sidste gang. Mine signaler var ikke til at misforstå for således blev det. Næste dag var jeg tilbage i mine vante rammer.

Oplevelsen her var dog ikke den der forårsagede mit farvel til skolen.

Det var tydeligt, at der herskede en dyb utilfredshed med ledelsen blandt de øvrigt ansatte. Men da brokkeriet udelukkende foregik på Khmer, var det vanskeligt at gennemskue hvad der forårsagede den dårlige stemning.

Jeg skulle dog i forbindelse med Khmer nytåret selv erfare, at et massivt kommunikationsproblem fra ledelse til ansatte var den udløsende faktor. Fjorten dage før festlighederne gik løs henvendte jeg mig nemlig til sekretæren for at finde ud af hvilke dage skolen holdt lukket i den forbindelse.


"Øhhh.... Måske mellem 5 og 8 dage"


".......måske??"


"Ja.....måske kun 5. Vi ved det ikke med sikkerhed endnu"


"Javel!?.....Nogen anelse om hvornår du ved det?"


"Måske om nogle dage..... eller en uge"

Herefter var hun så venlig at sende mig et trin op ad rangstigen hvor en lignende samtale fandt sted uden i øvrigt gøre mig klogere. Jeg nåede faktisk at banke på alle døre med undtagelse af lederen inden det for alvor gik op for mig at INGEN vidste noget om nært forestående højtid ud over ham selv.

Efter en uge med banken på forskellige døre befandt jeg mig for anden gang på informationschefen kontor....


"Hmmmmm ....Så du er nysgerrig efter at vide hvilke dage skolen holder lukket?"


"Ja, det ville passe mig glimrende..."


"Hmmm, ja, skolen holder godtnok snart lukket et par dage. Må jeg have lov at spørge hvorfor du spørger?"

Temmeligt paf samlede jeg min kæbe op og rømmede mig.


"Øh....Jeg mener såmænd bare det er god stil at lade personalet vide hvornår de har fri!"


"Jaaa ....???"


"Ja, de fleste har familie der bor langt væk. Det ville være behændigt for personalet og deres familier at vide, hvornår de kunne forvente at se hinanden."


"Hmmmmm måske har du ret. Jeg skal tænke over det til næste gang"


"Godt så.... Men tilbage til ferien – hvornår starter den?"


"Måske om 2 dage men øh..... du får besked!"

...

Chilidampede snegle kan man få
overalt på gaden i Phnom Penh. 

Jeg forstod pludselig godt mine kollegaers frustrationer. Al information på skolen blevet givet i absolut sidste øjeblik og det forventedes selvsagt at alle klappede hælene sammen og rettede ind.

Nu var undertegnede hverken afhængig af job eller indkomst som sådan, hvad førte til en del ekstraordinære samtaler med lederen om holdbare og uholdbare arbejdsforhold. Desværre var min leder så beregnende at det kun førte til en forskelsbehandling for mit vedkommende, der betød at jeg frit kunne vælge hvilke arrangementer jeg ønskede at deltage i og i øvrigt blive lønnet for besværet. Mine kollegaer måtte stadig slå sig til tåls med at få deres fritid indraget i tide og utide.

At denne forskelsbehandling blev årsagen til min opsigelse forblev et mysterie for ham, da jeg jo havde fået det nøjagtigt som jeg gerne ville have det. At jeg kunne få mig til at opsige min stilling på grund af kollegial solidaritet var ham aldeles ubegribeligt.

I et land hvor bestikkelse er nærmeste vej til at få aftaler i hus, blev dette da også forsøgt som et sidste krampagtigt forsøg på at få mig til at blive. Inden vores samtale var slut havde han nået at degradere informationschefen og indsætte mig i den nu ledige stilling, give mig mærkbar lønforhøjelse, tilbudt transport til og fra arbejde og invitationer til middage med ledelsen. Altsammen vældig flatterende, men også et vink med en vognstang om at komme væk i en fart. Det valgte jeg så at gøre...


- Helle

Hypothalamus og kvælerslanger

Når vi står ansigt til ansigt med alvorlig fare affyrer neuronerne i hypothalamus en række hormoner, som gør at vi inden for sekunder kan løbe hurtigere, slå hårdere, reagere hastigere, se bedre, høre tydeligere og hoppe højere end vi kunne et øjeblik før. Når vi er under inflydelse af denne proces, pumper vores hjerte hurtigere og blodet trækkes væk fra vores indre organer og de ydre kapilærer, og føres istedet til de store muskler i vores sæde, arme og ben, alt sammen så vi kan arbejde hurtigere og med større kraft. Med andre ord, så lukker kroppen de processer ned, som der ikke er brug for i præcis dét øjeblik. Fordøjelsen stopper, sexdriften ophører, selv vores immunsystem svækkes - og er det nødvendigt, så afgiver kroppen al den overflødige væske og affald som den bærer på, for at gøre os lettere. (og tænkeligvis mindre appetitlig for rovdyret som vi flygter fra.)  Og det er egentlig dér jeg vil hen.  Altså til hypothalamus og den pludselige og uventede afsked med kropsvæske, som Helle oplevede en sen aften i vores bungalow på Koh Rung Samloen. Hun havde netop trukket sine bukser ned og skulle til at sætte sig på toilettet, da hun til sin rædsel pegede lommelygten på en stor slange i et mørkt hjørne af vores badeværelse. Råbene kunne høres over størstedelen af øen tror jeg. I al fald forstod jeg, kvik som jeg er, at det ville være velkomment hvis jeg ville bevæge mig til vores bungalow med en smule hast. Måske, og jeg anvender ordet med forsigtighed, kunne man sige Helle var en lille smule hysterisk, da hun endelig blev sammenhængende nok til at sige "slange - slange SLANGE slange for helvede!"

Vores lille hovedkvarter på Koh Rung Samloen

Nu havde vi faktisk set et par giftige slanger på øen (zoologisk forstand har jeg ikke, men de lokale var flinke til at fortælle hvilke der var giftige og hvilke som "bare" var kvælerslanger,) så jeg var indrømmet en kende nervøs, da jeg bevæbnet med lommelygten og en spade bevægede mig ind i bungalowen. Der blev lyst både oppe, nede og i hver en krog inden jeg tøvende, skridt for skridt, bevægede mig frem. Jeg fandt krapylet ude på badeværelset, (hvor den tænkeligt stadig var lammet af gensidig forskrækkelse) og hvor den havde snoet sig sammen i et hjørne.

Den var faktisk temmelig stor...

Jeg hævede spaden, nogen loren ved tanken om hvad et halvhjertet eller klodset spydstød med mit haveredskab ville resultere i. Heldigvis blev jeg stoppet af Pirom, en lokal divemaster som var ilet til - ligeledes alarmeret af Helles kakofoni af råb, hvinen, gråd og latter. Han var også kommet ind i bungalowen og fik mig stoppet, da han kunne se at det bare var en kvælerslange. "Jamen, det er jo alletiders. Skal jeg så foreslå Helle at vi beholder den som et husdyr?" spurgte jeg og havde et øjeblik glemt, at manden ikke ejede ironisk sans for fem øre. Lidt overrasket så han på mig, og sagde "Det var da en idé, men den kan altså godt finde på at bide," og så gik han ellers igen.  ...Tak for hjælpen.

Nå, en kurv til vasketøj blev fundet, og så forsøgte jeg ellers med en masse spadeklappen i gulv og på vægge at skræmme slangen ned i kurven, så jeg kunne dække den til og få kræet transporteret langt væk. Slangen havde dog andre planer, for pludselig ændrede den retning og krøb ud af et hul i væggen, som vores primitive hytte sandt at sige havde rigeligt af. "Uhm skat, så er den klaret! ... Slangen er væk." råbte jeg, og var dum nok til at tilføje "...tror jeg." En ekspedition rundt om hytten og en flittig undersøgelse af kravlerummet under bungalowen med lommelygte, afslørede at slangen godtnok var væk. Jeg forstod på Helle, at hun gerne ville have vished for at den var langt væk, så det forsikrede jeg hende at den helt bestemt var. 

Timen før solnedgang, magisk lys. 

Nu er det bare sådan, at når man har været sammen i mange år, så er det nemt at se når man lyver. Måske særligt når man er så ringe til det som jeg? I alt fald genfandt Helle aldrig trygheden ved badeværelset igen. 

Bortset fra slangerne og edderkopperne (med øjne så store som rundetårn!) og skorpionerne (som jeg gud-hjælpe-mig fandt én af i min våddragt en skøn morgen!) var Koh Rung Samloen enorm smuk og det var dejligt at arbejde der, så det var en smule vemodigt da vi tog derfra, for at tage mod Vietnam og fjorten dages nye eventyr, inden vi vender næsen mod Filippinerne.  

- Søren

Kunsten at overleve I trafikken og to grader af kaos

A man's gotta earn a living. 

"Snip snap snude...." Sådan kunne dagens blogindlæg velsagtens indledes, da vi i går vendte det sidste blad i vores Cambodia eventyr. Lige nu sidder vi på en cafe i Ho Chi Minh og fordriver tiden med at absorbere indtryk fra de sidste fire måneder og forbereder os på det nye eventyr, der lurer lige om  hjørnet. 

Lad mig starte med at bringe en undskyldning for den sidste tids fravær her på bloggen. Vores ophold i Phnom Penh var ikke blot en parantesbemærkning, der ikke er værd at skrive om. Tiden  i Cambodia bød faktisk på oplevelser der påvirkede os i hele følelsesspektret. Desværre skete der dét at det blev hverdag, og det gjorde det vanskeligt at beskrive og hæve sig over de oplevelser der dagligt gav nye indtryk.

Een ting blev dog ALDRIG hverdag: Trafikken. Lad mig allerførst slå fast – der er kaos og så er der KAOS. Her hvor vi er nu i Ho Chi Minh hersker een form, nemlig den, at  motorcyklerne har overtaget trafikken. Hvad der engang var fortove tilegnet fodgængere er nu inddraget, således at de nu udgør en ekstra kørebane for motorcyklisterne. Fodgængerne bevæger sig nu på en trafikal junglesti,  der ustandseligt skifter retning og tvinger een til at bane sig forbi, hvor der er plads. At gå en tur i byen her er ingenlunde en afslappende affære  - det er benhårdt arbejde, der kræver ens fulde opmærksomhed. På trods af fodgængerens trange kår virker det dog tilsyneladende som om, at der er en form for orden på kaoset; Der er trafiklys og trafikanterne overholder efter alt at dømme reglerne om at holde tilbage for rødt, køre for grønt osv.  samt det at køreretningen overholdes.

At krydse gaden her kræver at du tager en dyb indånding og bevæger dig ud i det. Ved kun at fokusere på at komme forbi det næste køretøj og ikke hele vejen og i øvrigt uden at stoppe op, lykkes det som regel at komme helskindet over på den anden side uden anden skade end lidt forhøjet blodtryk. Det er kaos.

Phnom Penhs gader bød derimod på vaskeægte KAOS. På mange måder kan man sammenligne den trafikale situation med tilstandene i Ho Chi Minh – blot med den ikke ubetydelige forskel, at dér var lyskrydsene vejledende samt køreretningen var den man på det givne tidspunkt bestemte sig for. Samtidig fik man en fornemmelse af at det at holde stille i trafikken var spild af tid – og ikke mindst penge.

CBC - Cambodia Beauty School.    Øh, HVAD?

Som  passager på bagsædet af en motorcykeltaxi  var der således situationer der ikke blot nøjedes med at give een det daglige skud af adrenalin! Det var nervepirrende at komme til et lyskryds hvor der var rødt lys. Chaufføren ville normalt fortsætte hen over fodgængerfeltet og videre ud i krydset indtil han lige nøjagtigt ikke kunne komme videre uden selv at blive påkørt. Kryds uden lysregulering var værre: Her drejede det sig nemlig om at komme først! Chaufføren gav ofte et lille dyt og speedede så  op for at komme hurtigst muligt igennem uden at skulle holde tilbage for andre. Ofte så man motorcyklister speede op og  fare igennem uden så meget som at skæve til siderne eller markere sig med lyd. Bare at krydse en vej var en prøvelse for nerverne. Chaufførerne  standsede sjældent  og ventede på et hul. I de fleste tilfælde ville han vælge at køre mod trafikken indtil der var plads nok til at svinge ud og komme i modsatte kørebane.

Skal jeg prøve at beskrive mit stressniveau i den cambodianske trafik, kommer  jeg uvilkårligt til at tænke på min kære far. Min mor fik indimellem den uovertrufne idé, at han burde give mig køretimer for at give mig mere rutine i kunsten at føre en automobil. Det var sjældent en positiv oplevelse for nogen af parterne. Min far mestrede nemlig  at stresse uden lyd. Alligevel så jeg tydeligt, hvordan  han igen og igen hakkede foden i den usynlige bremse  i sin side af bilen og hvordan sveden massivt piblede frem på hans pande og overlæbe når situationen spidsede sig til. Endvidere havde hans overdrevne hosten og vrikken frem og tilbage i sædet en overordentlig effektiv pædagogiske virkning, når han mente,  at det var tid til at sagtne farten.

Om chaufførene i Phnom Penh bevidst ignorerede mine signaler fandt jeg aldrig ud af. Men det  stod lynhurtigt klart at de var helt og aldeles upåvirkede af mit hakken i de usynlige bremser, fremprovokerede hosten og kraftige svedproduktion.  Snart og ganske automatisk blev mine pæne  omend lidt subtile henstillinger om at køre ordentligt, erstattet af en ivrig vekslen mellem råben, hulken, hvinen og banden af såvel chaufføren som mine medtrafikanter. Næh, pænt var det ikke!

Således med en køretur i helvedes forgård startede og sluttede hver dag indtil  den dag Yun kom ind i billedet. Pludselig stod han der hver gang jeg trådte ud på gaden, klar til at fragte mig hen hvorend jeg måtte  ønske. Når man som jeg var rædselsslagen for trafikken, men tvunget ud i den for at komme til og fra arbejde, var det rart at have en fast chauffør til at bringe en frem og tilbage.  Han viste sig hurtigt at være en glimrende chauffør, der kørte som ønskede  han også at opleve morgendagen 

Yuns engelske ordforråd var lige så begrænset som mit Khmer så mange samtaler blev det desværre ikke til. Dog forstod han ganske udemærket  og syntes også at finde det ganske underholdende når eder og andre ukvemsord haglede ned over de andre trafikanter ligesom han var overbærende når jeg borede mit ansigt ind i hans ryg for at undgå at se ulykkerne komme.

Hver dag i to måneder var Yun min trofaste chauffør og vi udviklede et ganske interessant venskab uden særligt mange ord, men med en hulens masse fagter og grin.  Mere venner var vi dog ikke end han hver dag i to måneder prøvede at fortælle mig, at det jeg betalte for turen var en yderst favorabel vennepris; faktisk næsten udbytteri. Han formåede hver dag at dreje inden om en tankstation, holde stille og pege op mod benzinpriserne mens han voldsomt rystede på hovedet. Hans gestikuleren blev naturligvis intensiveret kraftigt de dage der faktisk var prisstigninger. Ligeledes syntes han  at brokke sig mere højlydt når jeg ikke gav hans daglige forevisning den opmærksomhed han syntes det fortjente.

Set i bakspejlet burde jeg  have givet ham lidt ekstra til benzinen - det var trods alt hans fortjeneste  at jeg overlevede Phnom Penhs gader.

- Helle

Nu er det vist på høje tide at gøre status. Vi er tilbage i Saigon efter fire måneder i Cambodia. Hvis ord var mad, ville vores indsats på rejsejournalen de sidste to måneder, bedst kunne beskrives som anorektisk. Til vores forsvar skal siges vi primært har tilbragt (læs: udholdt) dem på en ø uden internetadgang. Det betyder vi nu har en masse destilleret eventyr, som vi mere eller mindre kronologisk skal have hældt på bloggen. Helle sidder overfor mig i en dyb lænestol (god netcafé) og hakker løs på tasturet, mens hun nyder en iskaffe. Hvis hun kan holde sig fra Facebook, og jeg ellers sørger for at kaffen kommer med jævne mellemrum, skulle der vær jævn stor risiko for nyt ævl her på disse sider. Så altså - stay tuned over de næste par dage, mens vi opruller et par fantastiske måneder. Skulle de fortælles med Ekstra Bladets overskrifter (de ved nemlig hvordan man laver appetitvækkere), ville de se sådan ud: 

Skoleskandale! Helle siger op i protest - forsøgt forfremmet! 

Søren trafikkvæstet - se de chokerende billeder af hans svampede ben.

Chokerende redningsdykkerkursus.  Indsatsleder Søren:  Pyha! Så vil jeg sgu’ helst ikke komme galt afsted! 

Tropisk paradis forvandlet til rædslernes ø - kæmpepython på badeværelse! 

Ørædslerne fortsætter - skorpion i våddragt! 

Vil rædslerne ingen ende tage? Nu fugleedderkop i toilettet! 

Jo jo, jeg tror da nok lige du skal læse med her. Det bliver actionpacked og der er chance for bikinibilleder! Håb på regnvejr. 

- Søren