Solopgang

Et billede fra Malapascua, jeg bare måtte dele. Det er desværre ikke mig der har taget det.  Tryk på det og se det i stort. 

Back to business

Ok, vi kom ikke afsted fra Bangkok d.19... Mens de andre passagerer checkede bagage ind, lå vi på vores hotelværelse og så Avatar på computeren. (Fabelagtigt iøvrigt at kunne købe pirat DVD’er lige om hjørnet) Da filmen var færdig og flyet et par kilometer til vejrs sprang Helle pludselig op med et sæt. En spirende følelse af uro fik langt om længe femøren til falde, - en afgang kort efter midnat er jo faktisk en anden dato, end den dato det føles som...   Nå, så vi nåede altså ikke flyet, men kom afsted allerede d.21.

...Den slags plejer ellers kun at ske for de andre idioter... (Hej Dorte) 

Nu er vi tilbage på Malapascua. Mens vi har været væk har øen åbenbart stået på den anden ende, da en tragisk drukneulykke juledag krævede en nordmands liv. Der har siden  været nogle skærmydsler omkring hvorvidt ulykken havde kunnet undgås, og hvor et eventuelt ansvar skulle placeres. Selvfølgelig er det sådan, at når ulykker hænder så er det svært at acceptere at shit happens uden nogen særlig grund.  

Apropos shit - jeg har tabt min telefon. (...Og hvorfor er det nu, at man aldrig har en backup af sine telefonnumre?) Mit nye nummer, hvis man ringer eller skriver fra DK er (0063) 9393 5880 48   eventuelt  skal “0063” byttes ud med +63. 

Anyway, back to business - vi skal finde ud af hvad vi vil på øen. Vores grund står tom, (seende bort fra en kæmpe bunke mursten) og et eller andet skal der ske. Et businesssymposion (muligvis et nyt ord) afdækkede at vi stadig efter respektive juleferier så forskelligt på hvad der ville være mest lukrativt. Vi vil helst bygge værelser, mens vores partnere hellere vil bygge en bar. Der er vist et meget dækkende ordsprog om antallet af kokke, men vi håber vi kan nå til enighed. Hvorom alt, det har taget næsten to måneder at nå hertil, så skal det tage et par uger til, så gør det det. Det koster heldigvis ikke alverden at bo her, og vejret, udsigten og omgivelserne kan vi ikke tillade os at klage over. 

- Søren 

Darth Vader i Laos, min venstre tå og dokumentfalsk

Vi sidder på Mut-Mee guesthouse i Nong Khai, Thailand. Efter to uger i Laos, krydsede vi i dag over grænsen ad venskabsbroen. Vi var så heldige, at vores ven og kollega fra vores tid som skolelærere i Laos kunne køre os hele vejen fra Vientiane til broen. Ikke så lidt mere behageligt end at skrumle rundt bagi en tuk-tuk! Hun taler endda om at komme og besøge os på Malapascua, så det håber vi hun gør alvor af. 

Solen er for længst gået ned og Mekongfloden ved siden af vandrehjemmet løber lige så stille i mørket, mens en symfoni af insekter og frøer giver aftenen den særlige hvide støj, som hører troperne til. Helle er travlt optaget af at skrive i sin dagbog, (hun er nu i gang med sin anden journal på denne tur!) så jeg vil bruge tiden til at opdatere bloggen med lidt nyt - iøvrigt er jeg noget halt efter en imponerende række ulykker, som alle, tro det eller ej, er tilstødt min venstre storetå! (Som resultat heraf har den stadig, i grove træk, facon som en tå, men med en tekstur som en hakkebøf.) Også derfor er jeg vældig tilfreds med at sidde og stille nørde lidt med computeren. 

Det har været rigtig dejligt at gense Vientiane. Vi overnattede en nat i vores gamle hus, som Skip, vores kollega fra skolen overtog efter os og stadig bor i. Desværre holder Skip nu en ordentlig flok katte, og selvom han havde gjort grundigt rent på vores værelse, så vågnede jeg efter en time med tømmermændsøjne, hævet ansigt og en vejrtrækning som Darth Vader. Fordømte katte.  

Iøvrigt - pardon, dét her er en ekskurs om misrøgt- voksede jeg op i et hjem med katte, og blev konsekvens kaldt “snothas” af min far. Jeg vil anslå, at jeg var forkølet i tolv sammenhængende år af min barndom. Den slags lange sygeforløb var ikke normen hjemme hos os, men vi holdt alle meget af katten. Også jeg.

Ellers var det skønt at gense skønne, smukke, sjove, forunderlige; og med mellemrum, temmelig åndsvage Laos. En eller anden havde monteret en håndvask på badeværelset, uden helt at have forstået princippet. Forsøgte man at vaske hænder plaskede vandet ud af bunden af vasken. Det var ikke afløbet der var gået i stykker - det havde simpelthen aldrig været der! Jeg tænker montøren af håndvasken var samme handyman, som skulle sætte en slå på badeværelsesdøren, og så havde monteret den på ydersiden...  Laos er fyldt med den slags morsomheder, hvis man har øjne for dem. 

En eftermiddag i Vientiane prøvede vi at få renset ører hos barberen. På skiltet der hang på væggen hed proceduren ear dig and clean - det lød jo meget spændende! Behandlingen foregår mens man ligger ned. Frisøren påfører sig først en pandelygte og lægger så et lille håndklæde på brystet af én. Herpå arrangeres der et uhyggeligt udvalg af instrumenter; små skovle, kroge, pincetter og forskellige andre ting som ellers ville høre til hos en tandlæge eller måske hos en skulptør. Så gås der i krig! Med dyb koncentration lirkes, renses, prikkes, skrubbes og gnides først det ens øre helt rent, så det andet. Det var egentlig ikke ubehageligt, men vel nærmest lidt interessant, på en småsyg måde, at se hvad der faktisk gemte sig inde i øret. (Ikke så lidt mere end jeg troede, skulle jeg lige hilse og sige!) Alligevel tror jeg ikke, jeg bliver forfalden til det. Helle var vist enig i at det var mere en oplevelse end en fornøjelse. 

Vi har fået shoppet en hel masse skønne ting, siger Helle, og vi er i alt fald enige om vi har shoppet en masse. Hun er farlig på egen hånd udstyret med penge! Hvorom alt, så kan vi snart begynde at sætte vores præg på vores lille hus på Malapascua. I morgen vil vi køre lidt rundt på nogle knallerter, for så at tage nattoget til Bangkok i overmorgen. D.19 flyver vi efter planen tilbage til Filippinerne, hvis de vil lukke os ind. Det er lidt tricky, fordi lufthavnsmyndighederne der almindeligvis kræver at man har en exit flybillet, til et eller andet sted. Det er vi i sagens natur ikke interesseret i et smide penge efter, nu når vi ikke ved hvornår eller hvortil vi igen rejser... Jeg tror nok jeg vil forsøge at lave en falsk billet på computeren (vi har jo nogle gamle liggende,) Det er garanteret en skide gode idé...  

... hvis de ikke checker efter.

- Søren, forbryder in spe. 

P.S. Et par rejsekammerater har brokket sig over vi skriver på dansk, som de ikke forstår. For dem er der indlagt et link øverst til højre nu, hvor de kan læse med på temmelig knækket automatoversat engelsk. Jeg formoder grunden til jeg der hedder Charlie er fra Charlie Brown aka Søren Bruun. Jeg kan dog ikke gennemskue hvorfor Helle bliver døbt Lisa! Nogen der har et godt forslag?

Med røven i vandskorpen...

Rejsende med rygsæk kan indimellem lede ens tanker hen på pilgrimme. De fleste har før rejsen anskaffet sig og nærlæst bogen der indeholder alle svar nemlig Biblen  aka Lonely Planet. Med bogen i hånden kan næsten intet gå galt, synes at være elementær viden blandt dette folkefærd. De lykkelige indehavere af evangeliet har nøjagtig samme adfærd. De sover, spiser, shopper og defekerer præcis hvor Lonely Planet har anbefalet det. Er man som forretningsdrivende så heldig at blive nævnt i denne bog er det som at få en kvalitetsstempling på linje med en elite-smiley og ensbetydende med støt pengeregn.  Interessant er det at se hvor meget denne bog styrer den rejsendes adfærd. Fantastisk er det at betragte grupper hvor alle, udstyret med hver sin bog, står helt stille og fordybet; budgetrestauranter hvor der på alle borde ligger et eksemplar, grupper på 4 eller 5 hvor alle går målrettet i samme retning, alle med et eksemplar foran sig, fungerende som en form for kompas. 

Bogen indeholder en masse praktisk viden og gode råd om det sted man agter at besøge og helt forståeligt er det, at denne bog er blevet en form for bestseller. Vi har endnu ikke fået anskaffet os et eksemplar - om det er pga. dovenskab, nærighed eller ganske enkelt fordi vi har en tyrkertro på, at vi det nok skal gå og vi ved bedre, har jeg endnu ikke besluttet. Dog har vi indenfor de sidste 2 uger haft et par situationer, hvor et par kanoniserede råd kunne have været kærkomne...

Efter godt to uger i det skønne og hektiske Vietnam var det tid til at bevæge os mod Laos. 

Vi kunne sagtens have brugt meget længere tid der, men da vores visum var ved at udløbe gav det sig selv, at exodus var nær.

Vi skulle krydse grænsen til Laos med bus. Da vi ikke havde anskaffet os visum på forhånd skulle dette erhverves ved den laotiske grænse. “Piece of cake” tænkte vi og steg på bussen med kontanter nok til både visum og et par måltider undervejs.  Aftenen i forvejen havde vi lavet lidt research og fundet ud af hvad et sådant stempel kunne koste, fået vekslet alle vores penge til amerikanske dollars og forsikret os at vi havde alt nok til at komme ind i landet.

Efter et par timers kørsel med lokal transport nåede vi endelig grænsen. Da vi ikke rigtig var bekendte med proceduren ved denne grænse og da de andre passagerer alle var laotere og vietnamesere valgte vi at undgå at stille for mange spørgsmål og bare følge flokken. Vi efterlod vores bagage i bussen og stillede os glade og forventningsfulde i køen. Vi var ukuelige - vi var tilbage i Laos!

Mødet med grænsebetjenten fik dog hurtigt vores smil til at stivne og sveden til at pible frem. Visaet kostede nemlig ikke 30 US$ som vi troede, men 40$ og skrankepaven, som han nu var blevet reduceret til, påstod at kursen var langt højere end vi havde påregnet. Det krævede ikke alt for megen hovedregning at regne ud, at vi nu ikke havde penge nok - vi manglede lige præcis 2$! Han kunne af samme årsag ikke lukke os ind, for der findes ikke nogen pengeautomat ved den laotiske grænse. Hans forslag var i stedet, at vi tog en taxa tilbage til Vietnam og hævede penge der - en tur der ville tage ca. 15 minutter. Det havde selvfølgelig været en mulighed, hvis vi havde været alene. Problemet var dog, at vores bus med al vores bagage var kørt gennem grænsen allerede! Det var udelukket at tage tilbage til Vietnam for at hæve penge, uden først at have fået fat i vores rygsække. 

Panikken greb mig og jeg flåede indholdet ud af min håndtaske. Alt blev gennemsøgt - der måtte simpelthen være en pengeseddel et eller andet sted deri! På mirakuløs dukkede der en to-dollars seddel op og vi kunne ånde lettet op. Vores glæde fortog sig dog hurtigt, da betjenten meddelte han stadig ikke kunne lukke os ind, da vi øjensynligt ikke havde penge til at rejse gennem landet for. Lige meget hjalp det, at vi kastede alle vores kreditkort op på skranken og forsikrede ham, at turen gennem landet var betalt og at en pengeautomat hurtigt ville redde os ud af vores meget midlertidige knibe. Han mente imidlertid ikke der fandtes nogen pengeautomater hvor vi skulle hen og var af samme grund nervøs for om vi overhovedet kunne få mad og drikke. Søren klappede sig forgæves på maven og prøvede lidt kækt at forsikre betjenten om at sultedøden ikke stod lige for døren. 

Til sidst banede løgn vej gennem grænsen. Jeg kom pludselig i tanke om alle de thaibath jeg havde i reserve et eller andet sted i tasken og det fik os igennem. Jeg indrømmer, at jeg løj så godt, at jeg faktisk selv begyndte at tro på det. Ihvertfald ledte jeg længe og intenst efter de penge da grænseovergangen forsvandt i horisonten bag os. Det ville da også have været dejligt om de var der...

Bussen, som skulle vente et sted bag grænsen, var dog ingen sted at se. Et par moto - taxier kørte op på siden af os og tilbød deres service. Men da vi var absolut tørlagte for penge, måtte vi finde bussen til fods. Den var dog væk - helt og aldeles væk, ligesom alle de andre passagerer! Hvis der havde været sved på panden før ved grænsen var det intet i forhold til nu! Pulsen hamrende løs og sveden haglede af os, for alt hvad vi ejede, var i den bus. Vi så vel begge for os, hvordan chaufføren havde spekuleret i vores forsinkelse og var kørt sin vej velvidende at der var værdigenstande i vores bagage. Ved endemålet ville han så gnækkende åbne vores tasker og finde computer, kamera etc. som i lynende hast kunne omsættes til rede penge.

Søren ledte på en nærtliggende parkeringsplads mens jeg løb tilbage til visakontoret for at høre hvor de normalt parkerede busserne. Vores betjent var gudskelov god til engelsk og kunne hurtigt forklare vejen derhen. En kilometer nede ad vejen ville der ligge en vietnamesisk restaurant, hvor chaufføren og passagererne normalt ville indtage deres frokost. Vi satte i løb for de havde efterhånden ventet længe og ville nok køre om et øjeblik. Snart blev vi indhentet af vores betjent og en kollega på et par scootere. De havde fra grænsen set vores vilde løb og forbarmet sig over os - de tilbød os et lift derned... de var efterhånden også bange for vi ikke ville nå det! 

Vi satte os op og snart var bussen at ane i horisonten. Vores betjent fornemmede at roen sænkede sig over mig og blev helt venlig og personlig. Faktisk blev han så personlig at han spurgte om min vægt! Tjaah hmmmm ... jeg svarede da, endda uden at lyve, men jeg var indrømmet noget paf! Tydeligvis stolt over at han vejede mindre end jeg, råbte han sin vægt over skulderen ud i den varme laotiske middagsluft. Han indrømmede dog at han da også lige havde været på kur - han plejede at veje meget mere - men dog, sagde han, langt mindre end jeg.

Alt åndede fred og idyl igen. Godtnok havde vi ingen penge, men visaet var hjemme, bussen holdt hvor den skulle, vores bagage var fundet, chaufføren lignede ingen skurk, og jeg var blevet fortrolig med en laotisk grænsebetjent. 

Who needs Lonely Planet anyway?

-Helle

Med besse på farten og Søren ser rødt!

Så er jul og nytår vel overstået - jeg håber alle kom godt ind i det nye år! Det gjorde vi i alt fald, mens vi med en meget fuld østtysker, forsøgte at huske hvad den fjerde middagsgæst i 90. års fødselsdagen hed. Det var i øvrigt Sir Toby vi ikke kunne huske. Gode gamle Sir Toby...  Selv har jeg aldrig været god til at skrive julekort, men jeg er ind i mellem så heldig at få dem. Den digitale julehilsen fra min søster lød noget i retning af “skriv så for h.. hvad I laver,” så det må jeg nok hellere gøre, nu hun er first lady i familien.  

Efter nogle dage med vanvittig trafik i Ho Chi Minh City, eller Saigon som byen også hedder, besluttede vi at tage nattoget nordpå. Vi har tidligere været rigtig glade for at rejse med nattog i Thailand. Der plejer at være en livlig stemning, løgnehistorier deles sammen med rejseproviant (sandwiches og øl) og man forsøger at lære fraser på et fremmed sprog.  Når man endelig, en smule beruset, lukker øjnene og vugges blidt i søvn af togets ga-da-gunk ga-da-gunk, så har man mødt nye mennesker, andre rejsende, og er blevet venner for en stund. Når man åbner øjnene igen, er man nået frem til en ny spændende destination. 

Med den slags minder i bagagen, så vi selvfølgelig frem til en forrygende tur gennem aftenen og natten. Vi ville garanteret møde nogle sjove backpackere, englændere sikkert  -eller måske finner, i alt fald ville vi dele en masse øl med dem. I løbet af natten ville vi grine og græde sammen og ganske sikkert smede et evigt venskab. I det tidligere morgenlys ville jeg og en af finnerne stå på den lille gangbro mellem vognene og tisse ud i den vietnamesiske morgenluft. En vandbøffel ville forundret se os suse afsted mens vi komplimenterede hinanden for at lave den flotteste helikopter. 

Forventningsfulde smed vi vores bagage ind i kupéen, og satte os til rette. TI minutter senere var der støj i gangen og vi vendte os mod døren. Et friskfyragtigt “hi ya” satte sig fast i halsen på mig, da et gammelt vietnamesisk ægtepar trådte ind. Manden skubbede en rollator. Der hang et drop fra den. Deres (olde)børn redte deres køjer og puttede dem mens toget stadig holdt på stationen. Gebisserne blev lagt i glas. Klokken var lidt i syv. 

Selvom jeg siden skulle høre ham rulle ud og tisse mange gange i løbet af natten, opgav jeg tanken om fællesdruk og latrinær forbrødring. Helle og jeg fandt istedet hver vores bog, trak på skuldrene og tændte sengelamperne. 

Næste morgen steg vi af toget i Danang og sprang ind i en lokalbus for at tage til Hoi An, som ligger en halv time væk. Gutten der samlede penge ind i bussen, snød os på det groveste ved at nægte at give byttepenge. Jeg var næsten stum af forbløffelse, da han med et stort smil stjal vores penge og sagde no change, selvom vi vidste hvad prisen for turen var og han tydeligvis havde hænderne fulde af byttepenge! Sikke en frækhed! (Og vovemod næsten - jeg var vel både dobbelt så bred og høj som ham, men kunne af samme grund ikke nå frem til ham i den ultra-tætpakkede bus) En anden lokal på bussen henvendte sig til ham, øjensynligt fortørnet over hans behandling af turister. Slukøret måtte den behjertede fyr rapportere til os, at kontrolløren desværre pludselig lod til ikke at forstå vietnamesisk, heller.  Da vi skulle stå af ved endestationen sprang kontrolløren af som den første og var sporløst forsvundet, da jeg endelig kom ud. Det frelste mig fra den prekære situation at overveje hvad jeg faktisk skulle gøre, når jeg nu helt klart havde retten, men ingen beviser på min side, - og i øvrigt aldrig har tævet nogen, fortjent eller ej. Jeg skummede!  Helle glattede ud og sagde han nok havde mere brug for pengene end jeg, og selvfølgelig havde hun ret - det har hun jo oftest. Da jeg olmt traskede fra busstationen, med Helle gående fem strategiske meter bagved, fandt jeg trøst i, at han som buddhist formentlig, i ganske betragtelig grad,  havde øget sin risiko for at blive reinkarneret som en rotte - og kunne jeg ikke få min vilje i dette jordeliv, var tanken om en posthum retfærdighed en nogenlunde erstatning. 

...Skulle jeg selv reinkarneres som en kat, vil det samtidig give mig en hel meningsfuld eksistens. 

Da vi fandt et guesthouse og jeg fik lagt mine negative tanker bag mig, opdagede vi at Hoi-An er en skøn by at trave rundt i nogle dage. Den gamle by er lukket for biler og fuld af hyggelige caféer, antikke huse og rendyrket postkort idyl. Det er nemt at slå tiden ihjel mens man shopper, drikker øl og kaffe i solen og får skræddersyet tøj for en slik,. Vi kom derfra med en del lamper og nogle rigtige fede plakater, som helt sikkert vil gøre mirakler for hyggen i vores lille hus på Malapascua.

Nå, Helle har også vrøvl på hjertet, så jeg vil overlade tastaturet til hende. Der er altså en bonus update på vej.  (Iøvrigt er der også lige kommet en ny fim fra vores roadtrip - nu med ekstra punkteringer i directors cut versionen.)  

Søren