De fleste kender nok det, at man ikke rigtig synes man har noget at berette, når det man oplever i store træk ligner det sædvanlige. Det er både derfor og fordi jeg har haft røvtravlt, jeg ikke har skrevet en rum tid.
For to uger siden havde vi fornemt besøg på Malapascua - Filippinernes præsident, Gloria Arroya besøgte øen i to døgn for at fremme turismen og for at dykke med rævehajerne. Det vil ikke være helt forkert at sige besøget satte øen på den anden ende - sikkerhedsfolk patruljerede rundt og afsøgte strandene for mistænkelige krabber og suspekte kokospalmer. Man kan aldrig være for forsigtig. Dagen før hun ankom blev alle øens skolebørn (som er temmelig mange) sat til at rydde stranden op - intet blev efterladt, selv det mindste cigaretskod blev samlet op, så øen kunne tage sig allerbedst ud. Da de havde afsluttet deres dont i den bagende middagssol, bød behjertede lærere på saftevand og kage. På hvad vi efterhånden kender som typisk filippinsk manér blev både servietter og engangskopper smidt på stranden, da flokken drog væk. Alletiders.
Præsidenten skulle angiveligt have dykket omgivet af bodyguards, og med adskillige marineskibe kredsende over revet. Sikkerhedsopbuddet til trods, så hun heldigvis masser af hajer, så aviserne i det mindste havde noget positivt at skrive om øen. (For generelt vil det være synd at sige hun vælter sig i god kritik.)
Mht. vores planer på øen, så har vi desværre måttet ændre dem. I sidste ende kunne vi ikke blive enige med vores partnere om hvad vi skulle bygge og hvordan, så vi bestemte os for at trække stikket ud. Grunden og byggematerialerne har vi solgt videre, så
heldigvis har eventyret ikke kostet os noget (Overraskende nok, har vi faktisk tjent lidt penge på at konvertere valuta først den ene vej og så den anden) - men det er rigtig skuffende at det ikke blev til noget med vores første planer! Vi ræsonnerer dog, at det er bedre at have fred, end at vi alle river os selv og hinanden i håret om et halvt år, fordi vi ikke kan blive enige. Lige nu plejer vi såret og koncentrerer vi os om at passe vores arbejde med henholdsvis dykning og yoga. De næste måneder kommer til at stå på dels arbejde, dels uddannelse. Helle vil et svip til Indien igen og tage et andet instruktørkursus og jeg selv skal på et staff-instructor kursus her på Malapascua (hvor, hvis alt går vel, jeg bliver dykkerinstruktør-instruktør.) For at få sit visum til Indien skal hun enten til Manila eller en anden hovedstad. Da vi helt ærligt ikke var særligt begejstrede for Manila, tager hun istedet til Vientiane i Laos, hvor der nok er tømmermandsgaranti, når hun møder vores gamle venner der. Jeg selv bliver på Malapascua, da mit kursus noget ubelejligt ligger netop der… En kende misundelig er jeg nok, men det er helt sikkert sundere.
I morges var Helle og jeg ude og dykke sammen for første gang i lang tid. Jeg fik endelig en fridag, og så havde hun bestemt at det skulle være slut med hendes lange tørre periode som landkrabbe! Vi vidste det ville blive et godt dyk, da vi forude, og stadig med kaffekoppen i hænderne, kunne se kæmpe rævehajer springe højt op, som legesyge delfiner.
Sådan en morgen er livet skønt. - Og det er stadig så tidligt, når man kommer ind, at man kan tillade sig at tage en lille morfar efter morgenmaden…
