Benkramper og gammelt ragelse

T minus five days

Alt er pakket, det sidste i huj og hast, hulter til bulter. Vi pakkede i går fra firetiden til godt og vel klokken elleve. Vi troede vi kunne nå at blive færdige, og få det hele bragt ud på skolen inden kl. 22. Naivt. Thomas var forbi og hjalp med at slæbe et par af de ledeste ting, (og for at hente alle mine tinsoldater,) men ellers klarede vi ærterne selv. På et tidspunkt kunne ingen af os mere. Trapper, trapper, trapper, ømme hænder, smertende fødder og skift mellem isnenden blæst og voldsom sveden op og ned af trappen. Fy for katten det var en led omgang!

Endnu engang fik jeg syn for sagen, vi har alt for meget lort gemt væk. Alt for mange uundværlige skatte, alt for meget, much too much. Jeg sværger nu, som jeg har svoren før, jeg smider det ud, næste gang vi flytter. Som sædvanligt bør jeg nok tilføje, at jeg denne gang virkelig mener det.

Jeg vækkede Helle kl. 03 i nat med høj stønnen og råben. Jeg var ikke begyndt uden hende, det var mine ben som gik amok og fik et eget liv. De bukkede begge sammen i uopløselige kramper; Jeg kastede mig rundt på gulvet alt imens jeg skiftevis skreg af smerte og lo over det åndsvage i situationen. Op at stå, kunne jeg selvfølgelig ikke komme. Da jeg endelig fik mine lår masseret og strakt ud, fik jeg krampe i svangen på den ene fod. Skæppeskønt.

Lejligheden ser godtnok tom ud. Det er en underlig følelse.

- Søren