Julefest, daarlig mave og oem i foden.

Saa blev det jul. Jul paa Koh Tao fejres i en saer blanding af skoen lokal ligegyldighed overfor det underlige faenomen, som synes at optage saa mange af os turister, og saa en oekonomisk interesse i at give os al den jul og pynt, de tror vi vil have. Det sidste, deres forstaelse af vores ide om hygge, er nok det centrale punkt, hvis man skal beskrive thai julepynt, saa det kommer til sin fulde ret. Desto mere glimmer, neonfarvet julepynt, kunstigt sne, bannere, nissehuer, plasticjuletraer m.m. som pryder ens etablissement, desto mere tiltraekkende maa det vaere at frekventere synes at vaere antagelsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at en jaevn dansk husmandsaestetik sine steder presses til det yderste. Omvendt synes thai'erne at tage hele forberedelsen meget mere afslappet end vi er vant til i Danmark, hvor julen begynder engang foer november. I alt fald er julepynten foerst kommet op i sidste oejeblik, men - altsaa, som beskrevet, i ret rigelige maengder.

Jeg var ude at dykke juledag, mens Helle noed solen paa daekket af baaden. Jeg har nu dykket et par gange paa Koh Tao, men desvaerre er sigtbarheden under vand noget daarlig. De bedste forhold jeg har proevet er 5-6 meters sigtbarhed, som er noget langt fra det blaa undervandsparadis jeg husker fra sidst vi var her. Naa, sigtbarheden lader til at blive bedre dag for dag, saa jeg krydser fingre. Desuden tyder en del paa at jeg nok ikke faar dykket mere foer engang efter nytaar; Mere om det senere.

Julen fejrede vi paa en stor bar og restaurant, som ligger lige ud til vandet. Julemiddagen var lasagne, pandekager, steg, humus, pitabroed, lidt forskellig salat og en overvaeldende stor maengde oel. Om det skyldes det sidste eller noget jeg har spist ved jeg ikke, men i dag har jeg ikke holdt mig laengere fra et toilet, end at jeg hurtigt kunne loebe dertil. Naa, bortset fra latrinaere efterdoenninger og et haendeligt uheld, saa var det en vaeldig aften. Vi gik afsides og sprang i havet klokken 03. Bagefter, paa vej tilbage til festen, gaar det selvfoelgelig op for mig, at jeg har glemt mit ur paa stranden. Efter, i min soegen, at have braendt mine sarte funktionaerfingre paa Helles lighter, beslutter jeg at hente lommelygten. Ti minutter senere finder jeg til min store glaede uret, men hvad lygtens skaer ikke fanger, er den store sten jeg i det samme sparker ind i! Jeg tror nok min ene taa er braekket, men Helle siger jeg pyldrer alt for lidt til at det kan passe. Det er et satans dilemma: Paa den ene side, kan jeg enten pyldre mere for at faa den opmaerksomhed og troest jeg higer efter, men saa bestaar hendes billede af mig som en stor toesedreng. Jeg kan ogsaa vaelge at baere min ulidelige smerte som en tavs (omend klodset) helt, men her forudser jeg det problem, at hun kunne risikere at tro, den faktisk ikke er braekket saa. Det er da ogsaa fordoemt, og alt i mens hun haaner mig for min klodsethed, forsoeger jeg at loebe paa toilet med et spruttende roevhul og en brakket taa. Mit liv er et smertehelvede.

Men til nytaar saa skal vi feste! Yes sir!

Soeren