Da Helle havde fået nok af sin skole i Phnom Penh, bestemte vi os for at drage sydpå til Sihanoukville, hvor jeg var blevet tilbudt job som instruktør. Den japanske ejer af dykkercenteret dernede tilbød at Helle kunne få kost og logi uden beregning, men var samtidig så large at sige Helle havde fri dykning, hvis hun ville være praktisk gris på øen og hygge om kunderne. Det tegnede altså rigtig lovende! Da Helle lige ville slutte ordentlig på skolen og skrive elevudtalelser mv. blev det aftalt at jeg skulle rejse et par dage i forvejen.
Efter seks timers tvungen karaokelytning i aircon bus ankom jeg noget muggen og forkølet til Sihanoukville. Aftensmad havde jeg ikke fået, så jeg smed mine tasker i dykkercentret og gik over gaden til et lille supermarkede for at shoppe lidt sodavand, nudelsuppe og hvad jeg ellers mente mine ømme ben og ører fortjente efter et kvart døgn i helvedesbussen.
Da jeg krydser gaden på vej tilbage, hører jeg pludselig et advarselsråb. Jeg vender mig forbavset og ser en motorcykel i høj fart med kurs direkte mod mig, kun få meter væk! I et splitsekund står jeg forstenet, og tager måske et lille skridt frem eller tilbage - jeg ved det ikke - rådvild eller måske for at hjælpe føreren med at undgå mig. Det lykkedes ikke! Med fuld fart kører motorcyklen lige ind i mig, og alt bliver mørkt.
Et øjeblik senere kommer jeg til mig selv liggende på gaden. Alt snurrer og gør ondt. Folk er stimlet sammen. De tre fyre som kørte på motorcyklen ligger længere oppe af gaden sammen med deres havarerede køretøj. På mine albuer kravler jeg væk fra vejen. Det eneste jeg tænker er; Flygt, kom væk fra trafikken for helvede, kom væk! Liggende på fortovet undersøger jeg mig selv - skrammet, voldsomt forslået, svimmel, men ingen brækkede knogler. Jeg rejser mig og halter op ad vejen til de unge fyre som kørte mig ned. Der er blod, glasskår og stykker af plastic ud over det hele. To af dem er kommet til sig selv og forsøger ineffektivt at give den tredje hjertemassage. Nu er mange stimlet sammen; Halvtreds, hundrede mennesker måske, er kommet ud fra deres hjem og forretninger for at se hvad der sker. Nogle dirigerer trafikken uden om. Jeg forsøger at hjælpe fyrene, der er i panik og græder og skriger på cambodiansk. Jeg kan se deres ven er bevidstløs, men at han trækker vejret. Ingen af dem havde hjelm på. Hans ansigt er fuld af blod, mere lyserødt blod løber boblende ud af hans mund. Som førstehjælpsinstruktør ved jeg han ikke har brug for hjertemassage; i deres angst er de ved at gøre ham mere skade. Han har brug for at komme på hospitalet lige nu! Jeg forsøger at råbe det til dem på engelsk, men de forstår ingenting. Ingen omkring hjælper. Jeg prøver at stoppe dem, men de bliver ved. De begynder selv at trække ham op! Det er helt, helt galt det her! Jeg rejser mig for at få fat i én som kan sige det til dem, jeg skriger at der skal ringes efter en ambulance! Jeg rejser mig og tumler derfra. Så bliver alt sløret.
 |
| Mit klamme svampeben |
Et øjeblik senere er de unge fyre væk. Er de hentet af en ambulance? Deres motorcykel er væk. Hvad er der sket? Jeg ved det ikke; Jeg tror jeg har siddet på fortovet. Jeg ryster og er grådkvalt - hvad skete der, og var det min skyld? Jeg afviser vistnok at tage på hospitalet. Mit hovede er ikke slået, og jeg har ingen brækkede ben. Alene halter jeg ind i dykkercentret - fryseren har nogle poser frosne grøntsager, som jeg køler mine forslåede ben med mens jeg ligger på gulvet. Da de andre kommer hjem skaffer de nogle kompressionsbind. Jeg hører fra hotelejeren overfor at de kørte alt for hurtigt og pludselig drejede ind i mig. Som han så det, havde føreren talt over sin skulder til vennerne bagved og var ikke opmærksom på vejen.
I dag ved jeg stadig ikke om det er rigtigt. Jeg håber det. Ingen kontaktede mig efterfølgende og de forsvandt, som stak de af, så jeg håber inderligt at jeg var uden skyld, og at jeg ikke bare fumlede ud foran dem. Det værste er dog egentlig, at jeg ikke ved hvad der skete med den bevidstløse fyr.
Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere i fare, end jeg gjorde den nat da jeg forsøgte at sove. Igen og igen ramte de ind i mig, mens jeg mærkede en knusende smerte i benene. Det har sandt at sige taget noget tid at komme over - så jeg har ikke haft lyst til at skrive om det før. Skal jeg gøre skaden op, så er den trefold.
- Jeg bruger nok lidt mere tid end før på at se mig ekstra godt for, når jeg krydser vejen.
- Mit højre skinneben er følelsesløst, og sært svampet. (Det er et forrygende party-trick at presse et par fingre mod det, og så se benet beholde fordybningerne bagefter!)
- Endelig kostede ulykken mig US 4.50 $ - min sodavand, nudelsuppe osv. blev selvfølgelig stjålet af tilskuerne. ... Helt ærligt, det er lidt groft, ikke?
 |
| Bycharme i Hoi-An |
Nå, ti-tolv dage efter var jeg klar til at dykke igen. Vores sidste måned i Cambodia blev brugt på øen Koh Rung Sanloem, hvor vi shinede det resort der ligger der gevaldigt op. Vi malede skilte (pænt;) murede (med rimelig succes;) byggede trapper (måske ikke pænt, men i alt fald ikke længere livsfarligt;) slæbte sten (Helle dirigerede, jeg svedte), lavede havearbejde (Helle svedte, jeg drak øl;) begravede vandrør (nydeligt;) og fik sat orden og æstetik på alle elinstallationerne. (Helt hæderligt synes jeg, men min fader ville nok finde anledning til at bruge ordet klamphuggeri alligevel.)
Fra Cambodia tog vi til Vietnam, hvor vi hurtigt formøblede alle de penge vi havde tjent på skræddersyet tøj, malerier til vores hjem i Filippinerne, togbilletter, en masse lækker mad og morderlig god kaffe.
For fire-fem dage siden ankom vi så til Filippinerne og Dumaguete igen. Tim og Zoe, vores nye chefer tog imod os i lufthavnen - viste os rundt på den nye grund, (vi får et hyggeligt hus!) og drak os lidt småfulde, indtil Helle subtilt erklærede timeout ved måske at falde en lille smule i søvn over sin øl. Så sov vi i en masse timer i et rum med aircon, hvide lagner og garanteret ingen slanger. Det var sidste blog indlæg fra vores eventyr i Vietnam og Cambodia. Næste gang vi skriver, bliver det om vores vores nye hus, job og tilværelse her.
- Spongebob Søren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar