 | |
| Hvem tror I bestemmer her? |
Der gik ikke lang tid før jeg var heldig at blive tilbudt en lærerstilling på en af Phnom Penhs utallige sprogskoler. Min karriere der blev ikke så lang, men dog lang nok til at danne mig et indtryk af det cambodianske skolesystem.
Det var en sand fryd at undervise igen. Især elevernes enthusiasme og velvilje var beundringsværdig og bevirkede selvfølgelig at timerne gik som en leg. Arbejdstiderne var perfekte, forberedelsen spændende, kollegerne venlige og hjælpsomme, lønnen god – ganske enkelt en perfekt arbejdsplads. Lige indtil den dag jeg blev indsat som vikar i en førskoleklasse!
Jeg blev ret hurtigt bekendt med, at min kollega der underviste i denne klasse ikke delte den samme udelte glæde ved at undervise som jeg. Hver morgen prøvede jeg at lokke et "godmorgen" ud af den askegrå skikkelse, men som oftest uden held. Da det grå spøgelse kastede håndklædet i ringen, blev det mig pålagt at vikariere der, indtil skolen havde fundet en ny lærer.
Der gik lige nøjagtigt en halv time inden jeg forstod hvad der havde forårsaget hans livløse fremtræden. Klassen bestod af femten børn mellem 2 og 4 år hvoraf ingen selvfølgelig forstod et ord engelsk. De fleste havde deres mor eller barnepige med til henholdsvis at trøste, made og skifte når det var nødvendigt. Det var det ofte! Min opgave var at undervise og underholde denne gruppe af skrigende, skidende, opkastende og hunderædde børn.
Det var ikke nogen nem opgave. Min blotte tilstedeværelse i lokalet udløste en kakofoni af angstskrig med efterfølgende utrøstelig gråd hos hovedparten af eleverne. Resten brød først sammen når jeg henvendte mig til dem. Medhjælperne var så venlige at lade mig forstå gråden udelukkende skyldtes at jeg var hvid – en faktor der unægteligt var svær at ændre på. Efter et par dage blev skrigene dog afløst af en stille konstant gråd hvilket, alt andet lige, var noget lettere at arbejde med.
Jeg nåede lige præcis at undervise der en uge inden grænsen var nået. Min grænse vel at mærke. På den uge havde jeg kun nået at introducere bogstavet B og derudover forsøgt at holde eleverne (og jeg selv i øvrigt) grådfri. Det lykkedes da også tilnærmelsesvis hos et par af eleverne. En af drengene fik sågar mobiliseret så meget mod, at han i kådhed kravlede op på min ryg imens jeg var ved at hjælpe en anden.
Jeg nåede et øjeblik at sole mig i selvtilfredshed over endelig at have fået barnets tillid; Ungen havde ikke havde foretaget sig andet end at skrige og brække sig i hele den forgangne uge. Glæden var desværre kort. Der gled en kulsort sky henover en ellers skyfri himmel, da min medhjælper kommer løbende og bad mig om at sidde stille, da der var sket et "lille uheld." Hun behøvede ikke sige så meget, for jeg mærkede en varm klæbrig masse løbe fra min ryg for at ende i mine sko. Knægten var i sin leg blevet så ivrig at han havde brækket sig ud over mig!
Nu sad jeg så der med drengens rester af risbudding ned over mig, mens medhjælperen ihærdigt forsøgte at trøste ham og samtidig tørre de værste kaskader af opkast bort.
Rødglødende af raseri og slemt ildelugtende banede jeg mig vej til direktørens kontor for at lade ham forstå, at jeg netop havde undervist denne klasse for sidste gang. Mine signaler var ikke til at misforstå for således blev det. Næste dag var jeg tilbage i mine vante rammer.
Oplevelsen her var dog ikke den der forårsagede mit farvel til skolen.
Det var tydeligt, at der herskede en dyb utilfredshed med ledelsen blandt de øvrigt ansatte. Men da brokkeriet udelukkende foregik på Khmer, var det vanskeligt at gennemskue hvad der forårsagede den dårlige stemning.
Jeg skulle dog i forbindelse med Khmer nytåret selv erfare, at et massivt kommunikationsproblem fra ledelse til ansatte var den udløsende faktor. Fjorten dage før festlighederne gik løs henvendte jeg mig nemlig til sekretæren for at finde ud af hvilke dage skolen holdt lukket i den forbindelse.
"Øhhh.... Måske mellem 5 og 8 dage"
".......måske??"
"Ja.....måske kun 5. Vi ved det ikke med sikkerhed endnu"
"Javel!?.....Nogen anelse om hvornår du ved det?"
"Måske om nogle dage..... eller en uge"
Herefter var hun så venlig at sende mig et trin op ad rangstigen hvor en lignende samtale fandt sted uden i øvrigt gøre mig klogere. Jeg nåede faktisk at banke på alle døre med undtagelse af lederen inden det for alvor gik op for mig at INGEN vidste noget om nært forestående højtid ud over ham selv.
Efter en uge med banken på forskellige døre befandt jeg mig for anden gang på informationschefen kontor....
"Hmmmmm ....Så du er nysgerrig efter at vide hvilke dage skolen holder lukket?"
"Ja, det ville passe mig glimrende..."
"Hmmm, ja, skolen holder godtnok snart lukket et par dage. Må jeg have lov at spørge hvorfor du spørger?"
Temmeligt paf samlede jeg min kæbe op og rømmede mig.
"Øh....Jeg mener såmænd bare det er god stil at lade personalet vide hvornår de har fri!"
"Jaaa ....???"
"Ja, de fleste har familie der bor langt væk. Det ville være behændigt for personalet og deres familier at vide, hvornår de kunne forvente at se hinanden."
"Hmmmmm måske har du ret. Jeg skal tænke over det til næste gang"
"Godt så.... Men tilbage til ferien – hvornår starter den?"
"Måske om 2 dage men øh..... du får besked!"
...
 |
| Chilidampede snegle kan man få overalt på gaden i Phnom Penh. |
Nu var undertegnede hverken afhængig af job eller indkomst som sådan, hvad førte til en del ekstraordinære samtaler med lederen om holdbare og uholdbare arbejdsforhold. Desværre var min leder så beregnende at det kun førte til en forskelsbehandling for mit vedkommende, der betød at jeg frit kunne vælge hvilke arrangementer jeg ønskede at deltage i og i øvrigt blive lønnet for besværet. Mine kollegaer måtte stadig slå sig til tåls med at få deres fritid indraget i tide og utide.
At denne forskelsbehandling blev årsagen til min opsigelse forblev et mysterie for ham, da jeg jo havde fået det nøjagtigt som jeg gerne ville have det. At jeg kunne få mig til at opsige min stilling på grund af kollegial solidaritet var ham aldeles ubegribeligt.
I et land hvor bestikkelse er nærmeste vej til at få aftaler i hus, blev dette da også forsøgt som et sidste krampagtigt forsøg på at få mig til at blive. Inden vores samtale var slut havde han nået at degradere informationschefen og indsætte mig i den nu ledige stilling, give mig mærkbar lønforhøjelse, tilbudt transport til og fra arbejde og invitationer til middage med ledelsen. Altsammen vældig flatterende, men også et vink med en vognstang om at komme væk i en fart. Det valgte jeg så at gøre...
- Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar