Hypothalamus og kvælerslanger

Når vi står ansigt til ansigt med alvorlig fare affyrer neuronerne i hypothalamus en række hormoner, som gør at vi inden for sekunder kan løbe hurtigere, slå hårdere, reagere hastigere, se bedre, høre tydeligere og hoppe højere end vi kunne et øjeblik før. Når vi er under inflydelse af denne proces, pumper vores hjerte hurtigere og blodet trækkes væk fra vores indre organer og de ydre kapilærer, og føres istedet til de store muskler i vores sæde, arme og ben, alt sammen så vi kan arbejde hurtigere og med større kraft. Med andre ord, så lukker kroppen de processer ned, som der ikke er brug for i præcis dét øjeblik. Fordøjelsen stopper, sexdriften ophører, selv vores immunsystem svækkes - og er det nødvendigt, så afgiver kroppen al den overflødige væske og affald som den bærer på, for at gøre os lettere. (og tænkeligvis mindre appetitlig for rovdyret som vi flygter fra.)  Og det er egentlig dér jeg vil hen.  Altså til hypothalamus og den pludselige og uventede afsked med kropsvæske, som Helle oplevede en sen aften i vores bungalow på Koh Rung Samloen. Hun havde netop trukket sine bukser ned og skulle til at sætte sig på toilettet, da hun til sin rædsel pegede lommelygten på en stor slange i et mørkt hjørne af vores badeværelse. Råbene kunne høres over størstedelen af øen tror jeg. I al fald forstod jeg, kvik som jeg er, at det ville være velkomment hvis jeg ville bevæge mig til vores bungalow med en smule hast. Måske, og jeg anvender ordet med forsigtighed, kunne man sige Helle var en lille smule hysterisk, da hun endelig blev sammenhængende nok til at sige "slange - slange SLANGE slange for helvede!"

Vores lille hovedkvarter på Koh Rung Samloen

Nu havde vi faktisk set et par giftige slanger på øen (zoologisk forstand har jeg ikke, men de lokale var flinke til at fortælle hvilke der var giftige og hvilke som "bare" var kvælerslanger,) så jeg var indrømmet en kende nervøs, da jeg bevæbnet med lommelygten og en spade bevægede mig ind i bungalowen. Der blev lyst både oppe, nede og i hver en krog inden jeg tøvende, skridt for skridt, bevægede mig frem. Jeg fandt krapylet ude på badeværelset, (hvor den tænkeligt stadig var lammet af gensidig forskrækkelse) og hvor den havde snoet sig sammen i et hjørne.

Den var faktisk temmelig stor...

Jeg hævede spaden, nogen loren ved tanken om hvad et halvhjertet eller klodset spydstød med mit haveredskab ville resultere i. Heldigvis blev jeg stoppet af Pirom, en lokal divemaster som var ilet til - ligeledes alarmeret af Helles kakofoni af råb, hvinen, gråd og latter. Han var også kommet ind i bungalowen og fik mig stoppet, da han kunne se at det bare var en kvælerslange. "Jamen, det er jo alletiders. Skal jeg så foreslå Helle at vi beholder den som et husdyr?" spurgte jeg og havde et øjeblik glemt, at manden ikke ejede ironisk sans for fem øre. Lidt overrasket så han på mig, og sagde "Det var da en idé, men den kan altså godt finde på at bide," og så gik han ellers igen.  ...Tak for hjælpen.

Nå, en kurv til vasketøj blev fundet, og så forsøgte jeg ellers med en masse spadeklappen i gulv og på vægge at skræmme slangen ned i kurven, så jeg kunne dække den til og få kræet transporteret langt væk. Slangen havde dog andre planer, for pludselig ændrede den retning og krøb ud af et hul i væggen, som vores primitive hytte sandt at sige havde rigeligt af. "Uhm skat, så er den klaret! ... Slangen er væk." råbte jeg, og var dum nok til at tilføje "...tror jeg." En ekspedition rundt om hytten og en flittig undersøgelse af kravlerummet under bungalowen med lommelygte, afslørede at slangen godtnok var væk. Jeg forstod på Helle, at hun gerne ville have vished for at den var langt væk, så det forsikrede jeg hende at den helt bestemt var. 

Timen før solnedgang, magisk lys. 

Nu er det bare sådan, at når man har været sammen i mange år, så er det nemt at se når man lyver. Måske særligt når man er så ringe til det som jeg? I alt fald genfandt Helle aldrig trygheden ved badeværelset igen. 

Bortset fra slangerne og edderkopperne (med øjne så store som rundetårn!) og skorpionerne (som jeg gud-hjælpe-mig fandt én af i min våddragt en skøn morgen!) var Koh Rung Samloen enorm smuk og det var dejligt at arbejde der, så det var en smule vemodigt da vi tog derfra, for at tage mod Vietnam og fjorten dages nye eventyr, inden vi vender næsen mod Filippinerne.  

- Søren