Kunsten at overleve I trafikken og to grader af kaos

A man's gotta earn a living. 

"Snip snap snude...." Sådan kunne dagens blogindlæg velsagtens indledes, da vi i går vendte det sidste blad i vores Cambodia eventyr. Lige nu sidder vi på en cafe i Ho Chi Minh og fordriver tiden med at absorbere indtryk fra de sidste fire måneder og forbereder os på det nye eventyr, der lurer lige om  hjørnet. 

Lad mig starte med at bringe en undskyldning for den sidste tids fravær her på bloggen. Vores ophold i Phnom Penh var ikke blot en parantesbemærkning, der ikke er værd at skrive om. Tiden  i Cambodia bød faktisk på oplevelser der påvirkede os i hele følelsesspektret. Desværre skete der dét at det blev hverdag, og det gjorde det vanskeligt at beskrive og hæve sig over de oplevelser der dagligt gav nye indtryk.

Een ting blev dog ALDRIG hverdag: Trafikken. Lad mig allerførst slå fast – der er kaos og så er der KAOS. Her hvor vi er nu i Ho Chi Minh hersker een form, nemlig den, at  motorcyklerne har overtaget trafikken. Hvad der engang var fortove tilegnet fodgængere er nu inddraget, således at de nu udgør en ekstra kørebane for motorcyklisterne. Fodgængerne bevæger sig nu på en trafikal junglesti,  der ustandseligt skifter retning og tvinger een til at bane sig forbi, hvor der er plads. At gå en tur i byen her er ingenlunde en afslappende affære  - det er benhårdt arbejde, der kræver ens fulde opmærksomhed. På trods af fodgængerens trange kår virker det dog tilsyneladende som om, at der er en form for orden på kaoset; Der er trafiklys og trafikanterne overholder efter alt at dømme reglerne om at holde tilbage for rødt, køre for grønt osv.  samt det at køreretningen overholdes.

At krydse gaden her kræver at du tager en dyb indånding og bevæger dig ud i det. Ved kun at fokusere på at komme forbi det næste køretøj og ikke hele vejen og i øvrigt uden at stoppe op, lykkes det som regel at komme helskindet over på den anden side uden anden skade end lidt forhøjet blodtryk. Det er kaos.

Phnom Penhs gader bød derimod på vaskeægte KAOS. På mange måder kan man sammenligne den trafikale situation med tilstandene i Ho Chi Minh – blot med den ikke ubetydelige forskel, at dér var lyskrydsene vejledende samt køreretningen var den man på det givne tidspunkt bestemte sig for. Samtidig fik man en fornemmelse af at det at holde stille i trafikken var spild af tid – og ikke mindst penge.

CBC - Cambodia Beauty School.    Øh, HVAD?

Som  passager på bagsædet af en motorcykeltaxi  var der således situationer der ikke blot nøjedes med at give een det daglige skud af adrenalin! Det var nervepirrende at komme til et lyskryds hvor der var rødt lys. Chaufføren ville normalt fortsætte hen over fodgængerfeltet og videre ud i krydset indtil han lige nøjagtigt ikke kunne komme videre uden selv at blive påkørt. Kryds uden lysregulering var værre: Her drejede det sig nemlig om at komme først! Chaufføren gav ofte et lille dyt og speedede så  op for at komme hurtigst muligt igennem uden at skulle holde tilbage for andre. Ofte så man motorcyklister speede op og  fare igennem uden så meget som at skæve til siderne eller markere sig med lyd. Bare at krydse en vej var en prøvelse for nerverne. Chaufførerne  standsede sjældent  og ventede på et hul. I de fleste tilfælde ville han vælge at køre mod trafikken indtil der var plads nok til at svinge ud og komme i modsatte kørebane.

Skal jeg prøve at beskrive mit stressniveau i den cambodianske trafik, kommer  jeg uvilkårligt til at tænke på min kære far. Min mor fik indimellem den uovertrufne idé, at han burde give mig køretimer for at give mig mere rutine i kunsten at føre en automobil. Det var sjældent en positiv oplevelse for nogen af parterne. Min far mestrede nemlig  at stresse uden lyd. Alligevel så jeg tydeligt, hvordan  han igen og igen hakkede foden i den usynlige bremse  i sin side af bilen og hvordan sveden massivt piblede frem på hans pande og overlæbe når situationen spidsede sig til. Endvidere havde hans overdrevne hosten og vrikken frem og tilbage i sædet en overordentlig effektiv pædagogiske virkning, når han mente,  at det var tid til at sagtne farten.

Om chaufførene i Phnom Penh bevidst ignorerede mine signaler fandt jeg aldrig ud af. Men det  stod lynhurtigt klart at de var helt og aldeles upåvirkede af mit hakken i de usynlige bremser, fremprovokerede hosten og kraftige svedproduktion.  Snart og ganske automatisk blev mine pæne  omend lidt subtile henstillinger om at køre ordentligt, erstattet af en ivrig vekslen mellem råben, hulken, hvinen og banden af såvel chaufføren som mine medtrafikanter. Næh, pænt var det ikke!

Således med en køretur i helvedes forgård startede og sluttede hver dag indtil  den dag Yun kom ind i billedet. Pludselig stod han der hver gang jeg trådte ud på gaden, klar til at fragte mig hen hvorend jeg måtte  ønske. Når man som jeg var rædselsslagen for trafikken, men tvunget ud i den for at komme til og fra arbejde, var det rart at have en fast chauffør til at bringe en frem og tilbage.  Han viste sig hurtigt at være en glimrende chauffør, der kørte som ønskede  han også at opleve morgendagen 

Yuns engelske ordforråd var lige så begrænset som mit Khmer så mange samtaler blev det desværre ikke til. Dog forstod han ganske udemærket  og syntes også at finde det ganske underholdende når eder og andre ukvemsord haglede ned over de andre trafikanter ligesom han var overbærende når jeg borede mit ansigt ind i hans ryg for at undgå at se ulykkerne komme.

Hver dag i to måneder var Yun min trofaste chauffør og vi udviklede et ganske interessant venskab uden særligt mange ord, men med en hulens masse fagter og grin.  Mere venner var vi dog ikke end han hver dag i to måneder prøvede at fortælle mig, at det jeg betalte for turen var en yderst favorabel vennepris; faktisk næsten udbytteri. Han formåede hver dag at dreje inden om en tankstation, holde stille og pege op mod benzinpriserne mens han voldsomt rystede på hovedet. Hans gestikuleren blev naturligvis intensiveret kraftigt de dage der faktisk var prisstigninger. Ligeledes syntes han  at brokke sig mere højlydt når jeg ikke gav hans daglige forevisning den opmærksomhed han syntes det fortjente.

Set i bakspejlet burde jeg  have givet ham lidt ekstra til benzinen - det var trods alt hans fortjeneste  at jeg overlevede Phnom Penhs gader.

- Helle