Vær velkommen kaninens år og me you massa… Part 1

Vi fejrer nytår - kinesisk nytår vel at mærke. Siden vi landede i Saigon for godt to uger siden, har nytåret i den grad været i højsædet. Byen er prydet med gule og orange blomster og folk har haft travlt med at gøre sig klar både fysisk og mentalt. Blomstermarkeder har holdt døgnåbent og overalt i byen har vi set små mænd suse rundt på scootere med halvstore og nøgne træer i keramikkrukker fastsurret til bagsædet. Disse træer med gule knopper og enkelte blomster svarer vel til vores danske juletræer. De bringer håb og tro på fremtiden ind i de små hjem og enhver familie med respekt for sig selv, og penge på lommen, erhverver sig et. Prisen for denne herlighed hænger uløseligt sammen med størrelsen på træet, men også antallet af knopper og blomster spiller ind; Jo flere knopper træet bærer, desto mere lykke vil det kommende år bringe. Det er egentlig yderst behændigt at man, selv i et kommunistisk land, kan købe sig til lidt mere lykke på sin vej.

Fra Saigon tog vi rygsækkene på og rejste et par timer mod sydvest. Jeg har aldrig været stor tilhænger af guidebøger som Lonely Planet, udfra en tanke om, at disse bøger kun gavner de restauranter og forretninger nævnt deri, men denne gang skulle dog være anderledes. Udstyret med en stjålet og dårlig kopi af Den Enlige Planet begav vi os mod Can Tho for at hengive os til et sandt mekka af flydende markeder, så mættede af farver og dufte, at sanserne ville trættes; smalle stræder med smugkik ind i de små hjem og kulinariske oplevelser af en anden verden. Aldrig har vi været så velforberedte og sjældent har vi været så skuffede.

I Can Tho, en handelsby i Mekongdeltaet hvor vi nu befinder os, har højtiden nemlig været mere mærkbar end i Saigon. Forretningsfolket har slået skodderne for butikken og valgt at byde kaninens år velkommen ved at sætte sig til rette ved ølankeret, drage væk fra byen eller blot gemme sig bort bag de lukkede facader. Ihvertfald har det ellers så ivrige handelsfolk forstået at komme deres hviledage ihu – ALT er lukket.

Forleden forsøgte vi at besøge det flydende marked. Optimismen var faktisk ganske stor, da det var kommet os for øre, at de handlende var startet igen. Bådpusherne kastede sig over os som gribbe over ådsler, da vi tidligt om morgenen indfandt os ved havnefronten.

Efter tyve minutters forhandling om en pris for turen og halvanden times sejlads, inklusive fire motorstop undervejs, blev Søren prikket på skulderen af en glædesstrålende kaptajn, der gestikulerede at vi var fremme. Måske ville dette sted på en almindelig dag summe af liv og energi. Det mest livagtige på denne dag var klumper af løsrevne vandplanter som drev med strømmen, og så fem turistbåde, der fuldstændig ligesom vores, sejlede formålsløst omkring i håbet om at finde blot en enkelt handlende.

Om det er dovenskab eller stædighed der gør, at vi stadig er her, ved jeg ikke. Selv hælder jeg til den forklaring, at vi rent faktisk har en forhåbning om at noget, ét-eller-andet, vil ske. Dog kigger receptionisten sært på os hver gang vi forlænger opholdet med endnu en dag.

Hvorom alt, så kunne turen på floden mærkes både i ryg og ende, så vi drog ud i byen for at finde en spa og lade os forkæle med en gang massage. Vi havde begge set adskillige steder rundt om i byen på vores utallige vandreture, så det skulle blive en smal sag at finde de rette faciliteter, troede vi…

Første spa vi besøgte var bemandet af en gruppe mænd alle udstyret med et ubehjælpeligt engelsk. Da vi forsøgte at forklare hvad vi ville have, blev den mindst dårlige vinket op til skranken for at assistere. Han havde dog kolossale problemer med at forklare, hvad en massage kostede. Det eneste genkendelige ord der forlod hans læber var ´cheap´ [tiiip] Vi nikkede forstående, men insisterede dog på at få prisen, for at undgå at ende i en prekær situation efterfølgende. Da der langt om længe kom tal på bordet var det, som han ganske rigtigt havde sagt, ´tiiip, tiiip, tiiip´!

Pengene var fundet frem og solbrillerne lagt i tasken, da filmen knækkede. Vi havde bemærket at han havde noteret et tilsvarende beløb på et stykke papir med et efterfølgende ´tip´. Søren reagerede prompte ved at indikere til mig, at vi var dem der var gået. Mage til halunkere og døgenigte skulle man lede længe efter, sådan selv at kræve sine drikkepenge, mente han vist.

Se, med en del år på bagen indenfor specialundervisningen føler jeg mig rimelig erfaren udi forskellige afarter af talevanskeligheder. Ovenikøbet bilder jeg mig ind, at jeg faktisk forstår alle accenter af engelsk – inklusiv den vietnamesiske. En anden ting er at min tålmodighed almindeligvis strækker en kende længere end Sørens. Til gengæld er Søren en meget bedre forhandler end jeg og besidder en uomgængelig sans for at opfange snyd og bedrag. Det er alt i alt en meget praktisk konstellation, som ofte viser sig handy, når vi rejser rundt og som normalt ikke er grobund for gensidig irritation. Men denne dag var anderledes, jeg drog derfra i sikker overbevisning om at den stakkels fyr i spaen blot var leksikalsk udfordret, mens Søren var overbevist om han havde afvæbnet en fidusmager.

Usikre på hvad var tilfældet, drog vi videre ud i aftenmørket for at finde den massage vi så inderligt higede efter. Det skulle vise sig at blive noget af en oplevelse!



Stay tuned for part two.



- Helle