Vietnam

Endelig er vi landet i Vietnam, efter to ugers decideret gøren-ingenting i Dumaguete. Lidt uovervejet måske, havde vi valgt kun at betale for femten kilo bagage hver på vores flyvetyr til Ho Chi Minh. I lufthavnen resulterede dén beslutning, for mit vedkommende, i at jeg måtte tage en rask beslutning om hvor meget tøj jeg i virkeligheden havde brug for. Da jeg erfarede den aktuelle dagspris for overvægt, bestemte jeg mig for, at en fornuftig rejsende i troperne i virkeligheden ikke behøver meget mere, end det tøj han står i - og så en taske propfuld af dykkergrej. Helle derimod kunne selvfølgelig klare sig ved at flytte en t-shirt fra sin rygsæk til håndbagagen.

Nå, skaden er nu ikke så stor. Efter lang tid i Filipinerne, hvor stort tøj og sko i vestlig størrelse nærmest ikke er til at opdrive, trængte min garderobe efterhånden til en kraftig udskiftning. Jeg ville egentlig have taget et billede af vores papirtynde sandaler side by side, men mine blev smidt ud i lufthavnen, så I må nøjes med Helles. Hun  ser i øvrigt frem til at finde en skomager ved lejlighed, forstår jeg.

Den første nat vi ankom til Saigon, gik jagten efter natlogi. Det er lidt svært, når man er i den særlige tilstand, hvor man burde sove for længst, men har drukket alt for meget lufthavnskaffe til at det er muligt. Det letteste, mente jeg, ville være at Helle passede på bagagen på en natåben café, mens jeg forsøgte at finde et hotel.

Natmad i Saigon

Efter at have takket nej til et par dyre hoteller, en billige pige, jeg faktisk tror var en pige, to andre, jeg er ret sikker på ikke var det; diverse kopimedicin, primært viagra; kokain; taxachaufører; guidede ture næste dag og fnisetobak (ikke nu, vi ses måske senere,) fandt jeg langt om længe et fint lille hotel i distrikt ét. Da vi havde slæbt vores bagage op af den ustyrligt smalle trappe, måtte vi ud og finde en skål phó på en gaderestaurant. Pho er i øvrigt en pragtfuld nudelsuppe fuld af en masse kød og omtrent en halv plukket hæk, (eller i alt fald en masse forskellige aromatiske blade.)

Hurtigt fandt vi et lille sted, hvor vi kunne nyde vores mad og vaske rejsestøvet ned i halsen med en kold saigon bia.

Vi er i øvrigt kommet til Vietnam lige til deres nytår. Vi er vist trådt ind i kattens år, forlyder det. Det blev selvfølgelig fejret på behørig vis af de lokale, men jeg må indrømme vi tog en stille aften på værelset. Én nytårsaften om året må være nok. Hvorom alt, så betyder det uventede bonus-nytår, at nærmest alt er lukket. I fjorten dage! De gør det ordentligt når de fejrer, må man sige.

Nu er vi i Can Tho, et par timer syd-øst for Ho Chi Minh, for at se det flydende marked der - og også for ikke at komme for langt fra Ho Chi Minh, da vi overvejer at forlænge vores visa dér. Enten dét, eller også tager vi til Cambodia, da vi er forholdsvis tæt på grænsen.

Nå, alt for nu - jeg vil ud og overleve i trafikken.
Søren