Bogen indeholder en masse praktisk viden og gode råd om det sted man agter at besøge og helt forståeligt er det, at denne bog er blevet en form for bestseller. Vi har endnu ikke fået anskaffet os et eksemplar - om det er pga. dovenskab, nærighed eller ganske enkelt fordi vi har en tyrkertro på, at vi det nok skal gå og vi ved bedre, har jeg endnu ikke besluttet. Dog har vi indenfor de sidste 2 uger haft et par situationer, hvor et par kanoniserede råd kunne have været kærkomne...
Efter godt to uger i det skønne og hektiske Vietnam var det tid til at bevæge os mod Laos.
Vi kunne sagtens have brugt meget længere tid der, men da vores visum var ved at udløbe gav det sig selv, at exodus var nær.
Vi skulle krydse grænsen til Laos med bus. Da vi ikke havde anskaffet os visum på forhånd skulle dette erhverves ved den laotiske grænse. “Piece of cake” tænkte vi og steg på bussen med kontanter nok til både visum og et par måltider undervejs. Aftenen i forvejen havde vi lavet lidt research og fundet ud af hvad et sådant stempel kunne koste, fået vekslet alle vores penge til amerikanske dollars og forsikret os at vi havde alt nok til at komme ind i landet.
Efter et par timers kørsel med lokal transport nåede vi endelig grænsen. Da vi ikke rigtig var bekendte med proceduren ved denne grænse og da de andre passagerer alle var laotere og vietnamesere valgte vi at undgå at stille for mange spørgsmål og bare følge flokken. Vi efterlod vores bagage i bussen og stillede os glade og forventningsfulde i køen. Vi var ukuelige - vi var tilbage i Laos!
Mødet med grænsebetjenten fik dog hurtigt vores smil til at stivne og sveden til at pible frem. Visaet kostede nemlig ikke 30 US$ som vi troede, men 40$ og skrankepaven, som han nu var blevet reduceret til, påstod at kursen var langt højere end vi havde påregnet. Det krævede ikke alt for megen hovedregning at regne ud, at vi nu ikke havde penge nok - vi manglede lige præcis 2$! Han kunne af samme årsag ikke lukke os ind, for der findes ikke nogen pengeautomat ved den laotiske grænse. Hans forslag var i stedet, at vi tog en taxa tilbage til Vietnam og hævede penge der - en tur der ville tage ca. 15 minutter. Det havde selvfølgelig været en mulighed, hvis vi havde været alene. Problemet var dog, at vores bus med al vores bagage var kørt gennem grænsen allerede! Det var udelukket at tage tilbage til Vietnam for at hæve penge, uden først at have fået fat i vores rygsække.
Panikken greb mig og jeg flåede indholdet ud af min håndtaske. Alt blev gennemsøgt - der måtte simpelthen være en pengeseddel et eller andet sted deri! På mirakuløs dukkede der en to-dollars seddel op og vi kunne ånde lettet op. Vores glæde fortog sig dog hurtigt, da betjenten meddelte han stadig ikke kunne lukke os ind, da vi øjensynligt ikke havde penge til at rejse gennem landet for. Lige meget hjalp det, at vi kastede alle vores kreditkort op på skranken og forsikrede ham, at turen gennem landet var betalt og at en pengeautomat hurtigt ville redde os ud af vores meget midlertidige knibe. Han mente imidlertid ikke der fandtes nogen pengeautomater hvor vi skulle hen og var af samme grund nervøs for om vi overhovedet kunne få mad og drikke. Søren klappede sig forgæves på maven og prøvede lidt kækt at forsikre betjenten om at sultedøden ikke stod lige for døren.
Til sidst banede løgn vej gennem grænsen. Jeg kom pludselig i tanke om alle de thaibath jeg havde i reserve et eller andet sted i tasken og det fik os igennem. Jeg indrømmer, at jeg løj så godt, at jeg faktisk selv begyndte at tro på det. Ihvertfald ledte jeg længe og intenst efter de penge da grænseovergangen forsvandt i horisonten bag os. Det ville da også have været dejligt om de var der...
Bussen, som skulle vente et sted bag grænsen, var dog ingen sted at se. Et par moto - taxier kørte op på siden af os og tilbød deres service. Men da vi var absolut tørlagte for penge, måtte vi finde bussen til fods. Den var dog væk - helt og aldeles væk, ligesom alle de andre passagerer! Hvis der havde været sved på panden før ved grænsen var det intet i forhold til nu! Pulsen hamrende løs og sveden haglede af os, for alt hvad vi ejede, var i den bus. Vi så vel begge for os, hvordan chaufføren havde spekuleret i vores forsinkelse og var kørt sin vej velvidende at der var værdigenstande i vores bagage. Ved endemålet ville han så gnækkende åbne vores tasker og finde computer, kamera etc. som i lynende hast kunne omsættes til rede penge.
Søren ledte på en nærtliggende parkeringsplads mens jeg løb tilbage til visakontoret for at høre hvor de normalt parkerede busserne. Vores betjent var gudskelov god til engelsk og kunne hurtigt forklare vejen derhen. En kilometer nede ad vejen ville der ligge en vietnamesisk restaurant, hvor chaufføren og passagererne normalt ville indtage deres frokost. Vi satte i løb for de havde efterhånden ventet længe og ville nok køre om et øjeblik. Snart blev vi indhentet af vores betjent og en kollega på et par scootere. De havde fra grænsen set vores vilde løb og forbarmet sig over os - de tilbød os et lift derned... de var efterhånden også bange for vi ikke ville nå det!
Vi satte os op og snart var bussen at ane i horisonten. Vores betjent fornemmede at roen sænkede sig over mig og blev helt venlig og personlig. Faktisk blev han så personlig at han spurgte om min vægt! Tjaah hmmmm ... jeg svarede da, endda uden at lyve, men jeg var indrømmet noget paf! Tydeligvis stolt over at han vejede mindre end jeg, råbte han sin vægt over skulderen ud i den varme laotiske middagsluft. Han indrømmede dog at han da også lige havde været på kur - han plejede at veje meget mere - men dog, sagde han, langt mindre end jeg.
Alt åndede fred og idyl igen. Godtnok havde vi ingen penge, men visaet var hjemme, bussen holdt hvor den skulle, vores bagage var fundet, chaufføren lignede ingen skurk, og jeg var blevet fortrolig med en laotisk grænsebetjent.
Who needs Lonely Planet anyway?
-Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar