Så er jul og nytår vel overstået - jeg håber alle kom godt ind i det nye år! Det gjorde vi i alt fald, mens vi med en meget fuld østtysker, forsøgte at huske hvad den fjerde middagsgæst i 90. års fødselsdagen hed. Det var i øvrigt Sir Toby vi ikke kunne huske. Gode gamle Sir Toby... Selv har jeg aldrig været god til at skrive julekort, men jeg er ind i mellem så heldig at få dem. Den digitale julehilsen fra min søster lød noget i retning af “skriv så for h.. hvad I laver,” så det må jeg nok hellere gøre, nu hun er first lady i familien.
Efter nogle dage med vanvittig trafik i Ho Chi Minh City, eller Saigon som byen også hedder, besluttede vi at tage nattoget nordpå. Vi har tidligere været rigtig glade for at rejse med nattog i Thailand. Der plejer at være en livlig stemning, løgnehistorier deles sammen med rejseproviant (sandwiches og øl) og man forsøger at lære fraser på et fremmed sprog. Når man endelig, en smule beruset, lukker øjnene og vugges blidt i søvn af togets ga-da-gunk ga-da-gunk, så har man mødt nye mennesker, andre rejsende, og er blevet venner for en stund. Når man åbner øjnene igen, er man nået frem til en ny spændende destination.
Med den slags minder i bagagen, så vi selvfølgelig frem til en forrygende tur gennem aftenen og natten. Vi ville garanteret møde nogle sjove backpackere, englændere sikkert -eller måske finner, i alt fald ville vi dele en masse øl med dem. I løbet af natten ville vi grine og græde sammen og ganske sikkert smede et evigt venskab. I det tidligere morgenlys ville jeg og en af finnerne stå på den lille gangbro mellem vognene og tisse ud i den vietnamesiske morgenluft. En vandbøffel ville forundret se os suse afsted mens vi komplimenterede hinanden for at lave den flotteste helikopter.
Forventningsfulde smed vi vores bagage ind i kupéen, og satte os til rette. TI minutter senere var der støj i gangen og vi vendte os mod døren. Et friskfyragtigt “hi ya” satte sig fast i halsen på mig, da et gammelt vietnamesisk ægtepar trådte ind. Manden skubbede en rollator. Der hang et drop fra den. Deres (olde)børn redte deres køjer og puttede dem mens toget stadig holdt på stationen. Gebisserne blev lagt i glas. Klokken var lidt i syv. Selvom jeg siden skulle høre ham rulle ud og tisse mange gange i løbet af natten, opgav jeg tanken om fællesdruk og latrinær forbrødring. Helle og jeg fandt istedet hver vores bog, trak på skuldrene og tændte sengelamperne.
Næste morgen steg vi af toget i Danang og sprang ind i en lokalbus for at tage til Hoi An, som ligger en halv time væk. Gutten der samlede penge ind i bussen, snød os på det groveste ved at nægte at give byttepenge. Jeg var næsten stum af forbløffelse, da han med et stort smil stjal vores penge og sagde no change, selvom vi vidste hvad prisen for turen var og han tydeligvis havde hænderne fulde af byttepenge! Sikke en frækhed! (Og vovemod næsten - jeg var vel både dobbelt så bred og høj som ham, men kunne af samme grund ikke nå frem til ham i den ultra-tætpakkede bus) En anden lokal på bussen henvendte sig til ham, øjensynligt fortørnet over hans behandling af turister. Slukøret måtte den behjertede fyr rapportere til os, at kontrolløren desværre pludselig lod til ikke at forstå vietnamesisk, heller. Da vi skulle stå af ved endestationen sprang kontrolløren af som den første og var sporløst forsvundet, da jeg endelig kom ud. Det frelste mig fra den prekære situation at overveje hvad jeg faktisk skulle gøre, når jeg nu helt klart havde retten, men ingen beviser på min side, - og i øvrigt aldrig har tævet nogen, fortjent eller ej. Jeg skummede! Helle glattede ud og sagde han nok havde mere brug for pengene end jeg, og selvfølgelig havde hun ret - det har hun jo oftest. Da jeg olmt traskede fra busstationen, med Helle gående fem strategiske meter bagved, fandt jeg trøst i, at han som buddhist formentlig, i ganske betragtelig grad, havde øget sin risiko for at blive reinkarneret som en rotte - og kunne jeg ikke få min vilje i dette jordeliv, var tanken om en posthum retfærdighed en nogenlunde erstatning.
...Skulle jeg selv reinkarneres som en kat, vil det samtidig give mig en hel meningsfuld eksistens.
Da vi fandt et guesthouse og jeg fik lagt mine negative tanker bag mig, opdagede vi at Hoi-An er en skøn by at trave rundt i nogle dage. Den gamle by er lukket for biler og fuld af hyggelige caféer, antikke huse og rendyrket postkort idyl. Det er nemt at slå tiden ihjel mens man shopper, drikker øl og kaffe i solen og får skræddersyet tøj for en slik,. Vi kom derfra med en del lamper og nogle rigtige fede plakater, som helt sikkert vil gøre mirakler for hyggen i vores lille hus på Malapascua.
Nå, Helle har også vrøvl på hjertet, så jeg vil overlade tastaturet til hende. Der er altså en bonus update på vej. (Iøvrigt er der også lige kommet en ny fim fra vores roadtrip - nu med ekstra punkteringer i directors cut versionen.)
Søren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar