Hotel Malapascua (you can check in any time you like...)

Det er omtrent en uge siden vi kom tilbage til Malapascua, efter lidt hektisk powershopping i Cebu. Det viste sig at være en god ting at vi havde handlet en masse kluns, for da vi åbnede rygsækken igen opdagede vi, at vi havde glemt en stor pose vasketøj på Palawan... Det var jeg noget utilfreds med, for badebukser i min størrelse (ualmindeligt veludrustet som jeg er) er svære at finde her på øen, hvor shorts arves i tre familieled, har tre-fire huller, nogle brændmærker og iøvrigt er næsten trevlet op. Så altså, kluns betragtet er vi vel nogenlunde status quo med den undtagelse at jeg altså dykker i underbukser. Ellers sker her store ting og sager!

Jeg havde mit første job på øen som dykkerinstruktør forleden dag. Om aftenen hørte jeg, at et dykkercenter pludselig stod uden instruktør, fordi deres gamle instruktør havde sagt op. Dagen derpå smuttede jeg forbi og sagde, at hvis de var i bekneb for freelancere, så kunne de ringe til mig. Jeg gik min vej, og femten minutter efter kom en dreng løbende og sagde at der var en kineser, som ville lære at dykke. Dagen derpå stod jeg med 4.000 pesos i hånden (og et lår der lignede dommedag efter nærkontakt med en brandmand, men hey! - pesos er pesos...)

Iøvrigt har vi fået en eller anden slags internet! Det er et mobilmodem, som tilsyneladende virker lidt som vinden blæser... Det er dog bedre end ingenting, og det virker i alt fald i dag, så mens det gør skynder jeg mig at opdatere bloggen!

Ellers nyder vi bare livet her på øen. Her er enormt dejligt at være og de lokale er utroligt venlige; Det er faktisk næsten svært at passe sig selv, for overalt hvor man kommer vil alle hilse. Her passerer man ikke bare hinanden, der både nikkes og siges hello. Vi har mange gange oplevet at folk hilser os ved navn, selvom vi er næsten sikre på ikke at have mødt dem før. Det er helt sikkert blevet bemærket at vi efterhånden har været her længere end de fleste turister...

Øen har gennemgået en fantastisk udvikling de sidste ti år. For ti år siden var her ingen turister, ingen der dykkede, kun nogle små fiskerlandsbyer, hvor folk blev født, boede, satte børn i verden og døde igen uden nogensinde at have set andet end øen. Vi har mødt Sven, en tysk fyr som bestyrer et dykkercenter her og han fortæller, at da han kom til øen for fire-fem år siden sked de lokale på stranden når det var lavvande, og så løste tidevandet ellers kloakeringsproblemerne. Det er en kende bedre i dag, hvor der de fleste steder er septiktanke, og så er der kommet strøm til øen. Når den ellers virker, så leverer øens generator strøm i seks timer fra 18 til 24. Mindre resorts har gennem årene indkøbt generatorer, så nu flotter de sig med strøm fra 18 til cirka 06. De slukker tilsyneladende for generatoren når hanen galer og vækker én til at gøre det. Flere gange har vi tænkt på at kvæle krapylerne og forsøge at få et par timer ekstra på øjet før ventilatoren stopper. Var det ikke for de få steder der har åbent for turisterne, ville hele øen være stendød og stille klokken 21, for her leves i overensstemmelse med solen. Dagen begynder klokken fem og slutter når hele familien er fodret engang efter solnedgang.

Den spirende turisme til trods, er landsbyerne absolut filippinske. Der ligger en klynge af Sari-sari butikker. Små kiosker, som alle fører et identisk udvalg af æg, søde kager, tobak, vaskepulver, iste, rom, eddike, slik, sodavand og telefonkort. Hanekamp er ugens underholdning, og for mange filippinske fyre går dagene tilsyneladende fredeligt og en kende kedeligt med at spille pool i solen på skæve udendørs borde med skæve køer, og træne deres kamphaner til søndagens store kamp (som traditionelt lægges samtidig med kirketiden.) Og der spilles for store summer, både halve og hele dagslønne skifter hænder, mens hanerne farver sandet under dem rødt med deres blod. Taberen sælges iøvrigt billigt, og vi har fået fortalt at den bedste kyllingsteg man kan få, skulle være fra en dekapiteret kamphane. I alt fald synes den ugentlige kyllingemassakre at have sat darwinismen i højeste gear, for det er fandenedme nogle store kræ de har her!

Øen er enormt charmerende og dykningen er fantastisk. Det er kun et spørgsmål om tid før masseturismen vælter portene ind. Faktisk går vi og spekulerer på hvordan vi kan etablere en forretning her på øen, for at kunne leve vores drømme-strandbumse-liv. Vi har nogle forskellige idéer, lige fra en internet café, skydebane, spa, yogacenter og bar og hotel. Havde vi pengene gjorde vi nok det hele, for jeg tror Malapacua er et regulært guldæg. Timingen virker god, for inden jul kommer her elektricitet 24/7, der bygges færgehavn og lufthavn på fastlandet, og regeringen pumper penge ind i regionen for at fremme turismen. Hvad det ender med er uvist, men spændende er det. Når vi er lidt klogere skal vi nok skrive!

I dag var der 33 grader i skyggen, og vandet var 31... Heldigvis er vi ved at være vant til varmen og sveder ikke så meget mere. Dagen begyndte klokken fire, da jeg tog ud for at dykke med hammerhajer ved solopgang. Helle havde mere lyst til at sove længe i dag, og jeg skulle have gjort som hende. Hammerhajer så vi nemlig ingen af, vi lå bare i det blå og svømmede rundt, langt fra både land og bunden dybt under os. Skuffet, men efterhånden vågen, med solopgangen bag mig, kunne jeg nyde en kop kaffe på båden på vej hjem til Malapascua.

Søren