Det er kun Cebu Air, der flyver til øen Palawan, som vi havde tænkte os at besøge i to uger. Vi havde lige fornyet vores filippinske turistvisa for en mindre formue, for at erfare at den forlængede opholdstilladelse ophørte hvis man forlod landet. Altså syntes Palawan at være et oplagt mål, når det nu skulle være på Filippinerne. Desuden havde nogle utroligt flotte brochurer, vi havde set et eller andet sted, overbevist os om at øen var så skøn, at det var et sted man ikke måtte springe over.
Til korte flyvninger kan vi nu varmt anbefale Cebu Air! Deres service, check-in, priser og så videre er som sådan noget nu er; Hverken bedre eller værre end de andre lavprisselskaber, men deres inflight underholdning er i en klasse for sig selv! Kort efter take off greb en stewardesse mikrofonen, og spurgte om folk var oplagte til sjov. Hvad siger man? Hvor skægt kan det være at flyve?... Nogle nærede dog ingen betænkeligheder og istemte højt et ja, og så gik gameshowet ellers i gang! “Hvem kan først vise mig begge hænder?” Råbte fontexkvinden i blåt, og en behersket bølge gik gennem flyet. “Nå ja, nå ja, vi er jo også kun lige begyndt,” kvidrede hun - “men hér er en flot CEBU AIR kalender og en kuglepen til ham med de hurtige hænder” Og over stok og sten gik det, flotte flotte præmier, eksklusive plastikkuglepenne, nøgleringe og kalendere blev givet til storsmilende deltagere i drønspændende quizzer som Hvem kan først vise mig sit boardingpas? og Hvem har et farvet slips på? Helle og jeg næsten græd af grin, men excentrisk opførsel forventes nok af turister, og vi var vist de eneste på flyet af kaukasisk herkomst, så ingen tog sig af det. Vi takkede overstrømmende for en god tur da vi steg af flyet! Så er ordet givet videre - CEBU AIR! Flyveture, som du aldrig har prøvet før.
Således vel ankommet til Palawan kunne vi med vemod dagen derpå se, hvordan tyfonen og oversvømmelsen i Manila krævede menneskeliv. Billederne på CNN var uvirkelige, men tankerne gik uvilkårligt til de fattige vi så bo under broer, i intermistiske skure af pap, presseninger og blik langs vejene, da vi var i Manila. Stakkels mennesker. Og nu, i skrivende stud, er der en ny tyfon på vej... Kulsort uheld; Mere vand er det sidste der er brug for.
For os betød uvejret ikke andet end et par heftige byger, og at vores planlagte tur til El Nido på den nordlige del af Palawan ikke kunne blive til noget, da vejen bogstaveligt talt var regnet væk. Vi tog dog et stykke af vejen, og endte i Roxas, hvor vi blev et par dage i håbet vejret ville arte sig. Roxas er vistnok en ret stor by, men som turister var vi var helt sikkert ugens attraktion, og der blev gjort stort øjne og indledt mange samtaler og spøgefuldheder, når vi bevægede os rundt i byen. På Palawan foregår offentlig transport. i meget små busser, på størrelse med danske flyttevogne; (Ja, det er mig på billedet, to hoveder højere og to sæder bred.) I jeepney’er, som er små offentlige ladbusser eller vha. tricykler, som er motorcykler med en
sidevogn indrettet til to passagerer. En køretur med sådan en tricykel, da vi lige var kommet til Roxas, skulle lære os at vi endnu ikke er så rejsesmarte som vi tror. Fra busstationen var der ikke noget at se, så vi spurgte om vejen til et gæstgiveri, et hotel eller bare et værelse. En tricykelchauffør trak opgivende på skulderne, og nævnte et gæstgiveri i byen. Adspurgt hvor det lå, svingende han armen sigende i retning ad en lang lige vej. Hans kropsprog sagde, at det var noget af en tur vi ville ud på, og at vi i virkeligheden nok var bedre tjent med at stige på bussen igen, og tage videre til næste by. Til vores lettelse indvilligede han dog i at køre os dertil for ret beskedne 20 pesos, cirka to kroner, men på Filippinerne normal tarif for en taxatur. Han startede motorcyklen, vi satte os godt tilrette, og forsvandt buldrende og bragende ud af jordvejen i sort sky af udstødningsrøg. ...For at stoppe 25 meter længere nede ad vejen. “Here we are,” sagde han og ganske rigtigt - lidt tilbagetrukket fra vejen, så det ikke kunne ses fra busstationen, lå Rover’s Pension. Vi grinte, takkede for den uventede korte tur, og checkede ind...
Nu er vi så tilbage i Puerto Princesa, hvorfra vi skal flyve i overmorgen. Vi opgav at komme videre nordpå i denne gang, men hvem ved - det kan være vi forsøger at komme til El Nido en anden gang. I går tog vi på en sejltur på en underjordisk flod, som angiveligt skulle være verdens længste sejlbare af slagsen. Det var ganske spektakulært, men vores lokale huleguide og roer ødelagde faktisk turen lidt med ustoppelig knævren. Sådan en huletur vil man vel nok helst nyde i forholdsvis stilhed, så stalaktitterne, det dryppende loft, flagermusene og den sagte strømmende flod kan få lov at præge en, og man kan opleve stemningen fuldt. Men guidens båndoptagelse-knævren lod sig ikke stoppe, selvom vi forsøgte meget høfligt. Han kunne lige så godt have været døv. Ustandseligt skulle stalagmitter (eller -titter) udpeges, som han syntes var morsomme. Vi fik udpeget både den der lignede en champignon, (Maaam, sir, I show you the mushroom) den der lignede Sharon Stone, (Maaam, sir, I show you the Sharon Stone) auberginen, (Maaam, sir... ) de tre hellige mænd, Jesus kristus, frøen, kakaoplanten, de to fingre, dinosauren ...og så videre, og så videre... (Maaam, sir...) Endelig udpegede han den Hellige Jomfru Maria, og Helle og jeg fandt hinandens øjne, og grinte højt, men vistnok temmelig upassende. Vi havde tænkt det samme, og det var, at den tingest lignede... nå ja, helt sikkert ikke noget helligt!
- Søren
P.S. Der er en ny video øverst ovre til højre. Svage eller musikalske sjæle bør lade være med at se den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar