I dag er det lille pus syg og ligger på sengen med kolde omslag. Det lader ikke til at være alvorligt, men alligevel var vi noget bekymret da hendes feber sneg sig nær fyrre grader i går. Vi er dog så heldige at det tyske/schweiziske par vi er blevet venner med er hhv. sygehjælper og sygeplejerske (af formel uddannelse altså, før de blev dykkerbumser af guds nåde,) og de siger det hverken er malaria eller dengue. Nu er temperaturen heldigvis faldet ned på et fornuftigt niveau igen, og hun er begyndt at vrøvle. (Ikke på en urovækkende måde; Den normale facon forstås.) Og så er det altså, siden jeg er forfremmet til sygehjælper i dag, at jeg passende kan opdatere journalen med de sidste skrøner og øsladder.
Forleden da vi var ude og spise til aften, tiltrak et sært ensemble uden for restauranten sig vores opmærksomhed. Det var et par pigebørn i meget små toppe og endnu mindre nederdele. Det overraskede lidt, da filippinerne her på øen normalt er klædt mindre udfordrende. Som de kom tættere på, bemærkede vi endvidere at de havde markant kraftig knoglebygning, at en af dem havde skægstubbe og topmave og at de alle fnes og tøsekvidrede med fyldige basstemmer. Lidt ubeslutsomt stod de, mens en af dem om halsen forsøgte at fæstne en høj sølvpapirskrave med glitter og påfuglefjer, én krave som tydeligvis havde set bedre dage - måske i Rio. En anden var ved at tænde fakler, mens en tredie checkede makeup i et lommespejl. Lederen af ensemblet vuggede sensuelt over til os, hendes topmave struttede fint ud under den minimale top som ikke skjulte noget som helst (hverken på den ene eller anden måde.) Med hendes dyyybe kælne stemme fortalte hun at “De Var IldDanserne - Det Mest Fantastiske Show Nogensinde. Nok.” Alletiders, fik jeg tørt sagt. Hun slog teatralske ud med armene til hver side, blinkede koket og knejsede væk. Som vi tog den sidste mundfuld af vores aftensmad, begyndte diskomusikken at dunke ud af højttalerne og de fem fine damer kikkede på hinanden, nikkede og begyndte så at danse. Strengt taget var det ikke særligt sensuelt, endsige rytmisk overhovedet, Det var egentlig mest tilfældigt, lidt i alle retninger, og som en klassefest i fjerde klasse, altså med benene frem-og-tilbage og uden øjenkontakt. Det var blot opvarmningen, for nu blev faklerne fundet frem og Huii-huii de svingede dem rundt (forsigtigt mest, ikke særligt hurtigt eller tæt på kroppene og slet ikke rytmisk...) Én gik næsten i spagat og man kunne se det gjorde ondt og at hun ikke kunne komme op igen... Damen med sølvkraven svingede så meget med sin fakkel, at kraven og alle påfuglefjerne løsnede sig og hang løst halvfems grader ud fra hovedet. Hun dansede som en hund i et spil kegler (en hund med én af de her lange hvide kraver, så den ikke kan bide sig selv) og var måske lidt til fare for de andre damer og sig selv. Petroleum blev fundet frem, og én var så venlig at fylde munden på hende der var gået i uhjælpelig og uløselig i spagat. Så spyede de ellers ild til højre og venstre. Da musikken stoppede, slog tropføreren ud med sine behårede arme i en voila-gestus. “Hvabehar’! Hvad Siger De Så Mine Damer Og Herrer? AaaMaaaZing!” Bag hende løb en af damerne, som var kommet til at drikke af petroleummet ned til stranden og brækkede sig. Mens vi tørrede vores lattertårer væk til lyden af mavekramper begyndte indsamlingen. Trupføreren gik fra bord til bord, og forklarede at de var ved at lave en fundraiser for deres næste danseturné, og at de HOST HARK! - (han spyttede og harkede petroleumsrester op med hovedet drejet halvt væk) - ville blive glade for alle bedrag store som større. Egentlig var vi jo blevet fabelagtigt underholdt, men vi undlod nu alligevel at betale.
Angiveligt skulle de turnere stranden op og ned hver dag i højsæsonen, så sidder du og tænker, at dét må du opleve før du dør, så kom forbi - vi vil gerne have besøg!
En anderledes smuk oplevelse havde vi for en uge siden, da Helle og jeg tog ud på et eftermiddagsdyk ved Manta Point. Det er som navnet antyder, et dykkersted hvor manta rays, eller djævlerokker som de vist hedder på dansk, ofte svømmer forbi. Rokkerne er enorme, majestætiske dyr med et vingefang på fire meter eller mere, og de glider lige så let og ubesværet og i elegant slowmotion gennem vandet. Vi sad på bunden og så på den fabelagtige vandakrobatik, som en enkelt rokke igen og igen viste os, mens den strøg tæt forbi og lod sig gøre ren. Da vi kom op fra dykket var vi helt høje og havde stjerner i øjnene. Mange gange i løbet af resten af dagen kom vi spontant til at sige “hold da k.... hvor var det fantastisk!” og bryde ud i latter. Det er den slags oplevelser, som minder én om hvorfor det er så fedt at dykke!
Iøvrigt trådte Helle ind i de voksnes rækker for en uge siden. Hendes fødselsdag blev fejret så overdådigt, som det nu kan lade sig gøre her på øen. Sven og Fabienne, det par vi er blevet venner med hernede, anbefalede en “hemmelig” restaurant, og her blev aftenen nydt med solnedgangsmiddag og fino vino på en tagterrasse med udsigt over hele øen.
Nu vil jeg rende ind og kigge til patienten
- Søren
P.S. Nyt om vores planer på sigt kommer så snart fødselaren orker at skrive.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar