Vi er i hovedstaden Vientiane i Laos. Vi besluttede at krydse Mekong og tage til Folkets Demokratiske Republik og her proeve lykken med at finde jobs istedet for i Nong Khai. Nong Khai er en enormt dejlig og stille by, og det ville nok vaere meget nemt at falde til og trives i det minisamfund, som eksisterer omkring Mutmee Guesthouse. Arbejdsmulighederne der er dog ikke umiddelbart saa spaendende; Det var der, jeg underviste et par dage paa et technical college, hvor baade laerere og studerende syntes veldsomt umotiverede, og hvor jeg, eufemisk sagt, havde lidt svaert ved at forlige mig med undervisningskulturen. Der var godtnok jobs at faa der paa det college; Jobs med en rimlig loen plus arbejdstilladelse og visum. Samtidig, hvis man er noget mere dovent anlagt end jeg, (og det er kraever ikke saa lidt!) kan man vel se det som en fordel, at jobbet for mange undervisere der, er en udpraeget loppetjans, hvor man underviser halve lektioner uden planlaegning eller andet hjemmearbejde, og saa i oevrigt ikke staar til regnskab for nogen!
Den sidste dag i Nong Khai lejede vi en scooter og koerte vestpaa, paa en lang udflugt langs Mekongfloden. Vores maal var en historisk park, som jeg syntes var meget spaendende, men som Helle vist bare syntes var stor. Efterhaanden som vi arbejdede os igennem den, over stejle klipper hvor solen bagte naadesloest, og gennem stikkende tornekrat, aendrede hun syn paa stedet. Nu var det ikke bare for stort, det var ogsaa aandsvagt. Glad, troede jeg hun ville blive, da vi langt om laenge stak hovedet ud af busken, naer vores parkeringsplads og sadlede jernhesten efter en toendefuld vand og en floedeis. Men saa gjorde maasen ondt! Da vi efter 150 kilometer var hjemme igen led vi begge af akut foelelsesloes scooterroev og mine kontaktlinser var fuldstaendig sandblaest!
Ellers gaar det godt. Nu ser vi hvordan det gaar med vores jobsoegen her i Laos. Foreloebig er vi optimistiske, Vientiane er en meget stille storby og hovedstad. Her er naesten ingen trafik sammenlignet med Bangkok, og luften er vaesentlig renere.
Geografisk er byen ogsaa lille, man kan snildt faerdes rundt til fods. Fra centrum kan man paa tyve minutter naa naesten hvorhen man vil. Fortovenes generelle tilstand ville dog nok faa et bedre vant skadinavisk blindesamfund til at se roedt... At se ned naar man gaar, er ikke et tegn paa at vaere kuet eller trykket, men et tegn paa man ikke synes skrammer er fedt.Vi har ringet til en raekke sprogskoler i dag og besoegt een, som loed lovende. De laerere vi talte med var flinke, saa i morgen vender vi forbi og smider vores CV'er og nogle udtalelser. Chefen er ude at rejse i denne uge, saa engang i naeste uge ved vi med lidt held hvordan landet ligger. Leveomkostningerne er ikke store her, selvom den tredelte og tilsyneladende lidt tilfaeldige oekonomi mellem thailandske baht, laotiske kip og good ol' american dollars godt kan vaere lidt svaer at greje.
Jeg koerer efterhaanden paa mit sidste par kontaktlinser. De skal gerne skiftes hver maaned, men jeg har nu altid set det mere som en garanti for at optikernes lommer ikke toerer ud, snarere end for at mine oejne ikke goer. Naa, men scooterturen for et par dage siden smed saa meget grus i oejnene paa mig, at jeg efterhaanden ikke kan komme udenom et tur til optikeren. Saaledes stedt, fandt jeg mig i dag i en underligt situation. Jeg gik ind til en optiker, og spurgte om han forhandlede kontaktlinser. Yes, yes svarede han, og loeb ind i lokalet ved siden af og koerte larmende sin rullestol ud i forretningen, saa jeg kunne sidde paa den. Oeh, jo altsaa, det skulle jo gerne vaere det her saerlige maerke, begynder jeg efter at have faat mig sat ned. Yes yes, hans ojene skinner - det har han nemlig lige paa lager, synes de at sige. Ind ved siden af loeber han igen, og endnu en rullestol koeres ud til Helle, som indtil nu havde staaet og kigget paa solbriller. Jeg begynder at ane uraad, jeg mistaenker ham for at vaere en yes-yes'er. De er lumske! De bedste af dem kan koere en samtale rigig langt ud, foer man aner de er en yes-yes'er: De allerbedste formaar at faa en til at foele sig som en scorekarl, der til sin gru opdager han er kommet hjem med en transvestit; Al den gode energi investeret til ingen verdens nytte.
Yes? spoerger han venligt, da han endelig har sat sig foran mig. Oehm, begynder jeg igen, det skal vaere det her maerke. Nu taler jeg meget langsomt. Min styrke er saa og saa. Ahh yes! udbryder han, og jeg ser baade genkendelse og lettelse i hans oejne. Saadan! - taenker jeg, nu kommer vi nogle vegne! Han roder i sine blade paa bordet, efter et katalog velsagtens, taenker jeg. Yees, siger han, ikke laengere helt overraskende, da han traekker frem, hvad viser sig at vaere en parloer. Naa saadan, taenker jeg, jamen det proever vi da saa. Han bladrer og bladrer, og leder tilsyneladende efter det helt rigtige at sige. Han forkaster eet forslag, bladrer lidt mere, og endelig slaar han sikkert fingeren ned i bogen og peger paa en engelsk saetning! "Undskyld mig Hr, men jeg er frygtelig bange for at De maaske har givet mig for faa byttepenge." Jeg laeser det, og saa endnu et par gange, mens min hjerne kortslutter i forsoeget paa at finde en flis af fornuft eller sammenhaeng. Han ser nok jeg ikke helt forstaar ham endnu, og laeser derfor den laotiske oversaettelse igen. Nu sikker paa sin sag peger han paa den samme engelske glose igen, og siger yes paa en taalmodigt forklarende maade. Jeg kan hoere at Helle sputter bag mig nu, jeg mumler noget om at det maaske ikke helt er det jeg leder efter, mens jeg proever at staenge mit latterbroel inde. Han siger yees yes, og vi skynder os ud af butikken.
- Soeren, i Vientiane hvor man kan faa laekre franske baguettes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar