Den hvide verden og 9½ days

Det var med blandede foelser jeg tog afsted fra Koh Tao – jeg var ikke glad for at skulle sige farvel til Soeren selvom det jo kun var for et par uger, men alligevel. Samtidig var jeg lykkelig for at skulle forlade oeen – den var paa een eller anden maade ved at vaere for lille og jeg havde problemer med at faa tiden til at gaa. Paa det tidspunkt var der saa varmt at selv det at ligge paa standen var ulideligt og saa var mulighederne derefter en smule begraensede.
Jeg naaede Chiang Mai 3 doegn efter og fik mig indlogeret paa et skoent hotel der havde det hele – varmt vand, swimmingpool, god restaurant at haenge ud i, spaendende outrere mennesker og mit vaerelse med en fantastisk udsigt paa 7. sal. Yes sir, der var det hele – undtagen elevator. Af selv samme aarsag havde jeg hele etagen for mig selv.
Der var ikke lagt nogle planer for dagene forud for tempelopholdet udover at skulle omkring privathospitalet. Saa dagene gik ved swimmingpoolen med et par boeger ved min side – nu skulle livet virkelig nydes inden jeg om faa dage ville bure mig inde.
Det gode ved hospitalerne her er, at man faar svar paa sine proever hurtigt! Men det at komme igennem hele det bureaukratiske system og deres pre-undersoegelser, for faktisk at faa taget en blodproeve er virkelig en langsommelig process. Jeg skulle som sagt blot have taget en blodproeve for at sikre mig at alt nu var som det skulle vaere – piece of cake, I thought, men saadan skulle det ikke vaere! Selvfoelgelig er der ting som skal vaere i orden – formaliteter som hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og hvad jeg egentlig vil - og vigtigst, hvem der betaler! Det er i sig selv ikke saa interessant – det der er opsigtsvaekkende er det, som foelger efter dette. 5 sygeplejersker samler sig omkring mig og diskuterer hvem der lige skal goere arbejdet - de bliver velsagtens enige om at der skal to personer til at tage sig af mig – det de skal foretage sig nu kaever aabenbart teamwork. Saa een soerger for at jeg faar sat mig ned i en stol, og en anden goer klar til at tage mit blodtryk. Mens min arm ligger i pres begynder den foerste at udfylde endnu et skema med en raekke formaliteter. Det blev nu vigtigt for hende at hoere om jeg var allergisk overfor nogen form for medicin og om jeg i oevrigt havde feber. Saadan lidt paf kunne jeg svare jeg nej til det hele og spekulerede som en gal over, hvad hun i grunden skulle bruge de oplysninger til – jeg kom for at faa taget en blodproeve! Jeg blev faerdig med de siddende undersoegelser – nu maatte jeg op og staa. Nummer to sygeplejerske havde nemlig gjort vaegten klar og centimetermaalet – det sidste maatte dog med stor forbitrelse opgives. Der er ingen thaier der er over 1.80 og der er derfor ingen marked i maalebaand over den laengde! Da alle proever var overstaaet kunne jeg gaa videre i systemet til den sygeplejerske, der skulle tage proeverne. Jeg tror de fleste fyre paa et tidspunkt i deres liv har haft fantasier om den forfoerende sygeplejerske. Hende, hvis uniform er fraek ud over det saedvanlige – maaske endda en kende gennemsigtig. Hun er ikke fantasi – hun findes. Aldrig har jeg set saa erotisk klaedt sygeplejerske – stram jakke, superkort nederdel, gl.dags sygeplejerskekyse og et par hvide 10 cm stilethaele og saa desuden en makeup der lyste op i hele lokalet- jeg var maalloes.
Dagen efter kunne jeg hente resultaterne paa proeverne. Personalet maa aabenbart have troet at jeg, dagen i forvejen, havde loejet for dem, for hele proceduren skulle gentages. Denne gang godtog de dog ikke, at jeg svarede nej til spoergsmaalet om jeg havde feber – de maatte tage min temperatur. Samtidig blev det blev det dem ogsaa tvingende noedvendigt at tage mit blodtryk i begge arme – for at kunne sammenligne forstaaes! Det gav ingen mening – men jeg indvilligede. En halv time efter kunne jeg tage derfra - fuldstaendig forvisset om at ALT var som det skulle vaere.

24 timer efter befinder jeg i en pickup paa vej mod templet - spaendt og fuld af forventning til de naeste 9 dage. Jeg vil allerede nu vaere aerlig og indroemme at jeg ikke vidste ret meget om kurset andet end at det boed paa en ret, saa at sige, intens meditationsform samt at dagens sidste maaltid indtages klokken 11 om formiddagen. Paa sin vis er jeg lykkelig for at jeg ikke vidste mere, eller for den sags skyld havde besoegt stedet forud for opholdet - for havde jeg det, var jeg hoejst sandsynligt loebet skrigende bort. Jeg ankom til templet om eftermiddagen - lidt daarlig, da jeg kort forinden, af frygt for at skulle doe af sult, havde maattet overspise og nu betalte jeg prisen. Min mave protesterede vildt og jeg havde allermest lyst til at sove - men det blev der ikke noget af. Jeg fik udleveret min "seng" - et taeppe, en pude, et meditationsunderlag og toej og blev derefter foert til mit vaerelse. Jeg fik, pga. mit koen, den fordel rent faktisk at faa en seng - maend maatte sove paa gulvet. Sengen var dog ikke som senge er flest - stellet var der, men ovenpaa laa der en spaanplade - og det var det. Jeg kunne nu vaelge om jeg ville bruge taeppet som underlag for at ligge lidt bloedere eller som dyne og ha det lidt lunere. Jeg havde utroligt svaert ved at affinde mig ved tanken om det var enten eller, saa jeg fiskede mit eget taeppe op af rygsaekken og kunne nu se frem til at nyde begge dele.
Jeg maatte derefter klaede om og tage institutionsklaederne paa - hvide bukser, loes hvid skjorte og et klaede der skulle daekke barmen yderligere samt fjerne makeupen- og saa var jeg klar. Jeg blev undervist af en assistent i de 3 meditationsformer jeg skulle bruge de naeste mange dage paa at praktisere. Efter en kort introduktion blev jeg overladt til mig selv - nu var jeg klar til at gaa i gang.
Naeste gang jeg havde kontakt til andre var naeste morgen, da der skulle rapporteres til laereren. Der var egentlig kun gaaet et halvt doegn foer jeg begyndte at blive desperat for at snakke med andre. Det kunne saa ses paa min opfoersel ved middagsmaden, da jeg farer hen og saetter mig ved den eneste vestlige person jeg umiddelbart kunne spotte. Frygtelig mange spoergsmaal havde hobet sig op i de sidste mange timer. Hun havde dog aabenbart vaeret der saa laenge at hun kendte reglerne - ingen snak under maaltiderne - hvilket hun valgte at foeje, mens novicen plaprede loes. Hun nikkede behoerigt en del gange, indtil jeg langt om laenge fattede budskabet. I ren desperation proevede jeg at snige mig ind paa et par af de andre ikke- thaier, men moedte samme mur af tavshed - Jeg laerte at tie stille! De naeste otte dage foregik nu i stilhed med en undtagelse af et 10 min. moede hver dag med min laerer.
De foerste 3 dage gik ufatteligt langsomt - saa ufatteligt langsomt. Timerne sneglede sig afsted og tankerne gik konstant tilbage til Chang Mai - og hvad jeg havde opgivet der for at tilbringe tiden her. Der kunne jeg ligge ved poolen - drikke kuloerte drinks, laese, ryge, spise hvad jeg ville naar jeg ville, klage hvis jeg fandt en larve i min mad og kraeve at faa en ny portion,(her blev den gemt vaek under en groentsag - og der blev spist videre!!!) snakke konstant hvis jeg ville osv. osv. osv.
Men det blev godt- rigtigt godt og jeg noed saagar den sidste 2/3-del af opholdet. Meditationen var spaendende - pauserne udfordrende (jeg oevede ihaerdigt paa at laere at staa paa hovedet!!) og tavsheden behagelig. Sidste dag var dog den dag jeg indsaa at man ogsaa kan vaere her for laenge. Dette indsaa jeg, da en mand valgte at bryde tavsheden under opvasken. Han var vestlig, meget maskulin, bredskuldret, hoej, muskuloes og havde en yderst harsk odeur af dag-gammelt armsved; en rigtig mand! Jeg var i fuld gang med at vaske min lille bliktallerken af, da han stillede sig ved siden af og med lidenskab i stemmen udbroed:"It's soooo nice to do the dishes, it's such a good feeling - just feeeeling the sponge". Hvor jeg dog pludselig savnede at komme ud igen - at se mennesker i normale klaeder - hoere normale udsagn igen og sidst men ikke mindst at gense Soeren.

- Helle