Jonas og hvalen, alene paa Koh Tao og rendezvous nordpaa

Efter mange proevelser, store som smaa, og en ordentlig roevfuld oplevelser, er jeg langt om laenge faerdig med min divemasteruddannelse. Nu kan jeg arbejde professionelt som dykker, hvis jeg vil. Tage folk paa undervands-tours, genopfriske deres dykkerkunnen og -viden osv. Egentlig passer det mig dog ret godt, bare at have gjort det for mig selv; Det er en stor tilfredsstillelse at have gennemgaaet kurset og have faaet det boost til min viden og kunnen som dykker. Jeg taenker nok jeg forholder mig til det, som en cand. et-eller-andet-obskurt-humanistisk-felt, goer til sin grad. Det er da meget godt at vide, det interesserer og fascinerer, men der er sgu' nok ikke saa mange penge i det. Naar det er sagt, saa vil jeg ikke sige nej tak, hvis der lige pludselig var en mulighed et sted, hvor vi begge kunne arbejde.

De sidst to uger har budt paa nogle absolut fantastiske oplevelser. En dag saa Orn, skibets kok, at en stoerre flok snorklere alle svoemmede i samme retning, og hun raabte til mig, "Hey Soren - hvad tror du dét er?" Umanerligt velbegavet, som jeg jo er, svarede jeg med et ligegyldigt skulderkast "Det er bare en flok snorklere." Hun rullede sigende med oejnene, og med et faldt tioeren! Hun mener selvfoelgelig hvad de foelger efter... Inden kaptajnen fik standset motoren havde vi grebet finner og maske og var sprunget i. En hektisk svoemmetur efter de andre snorklere. Vi naar det ikke! Men hoer, aendrer de ikke kurs!? Jo, den var god nok - hvad de end fulgte efter, saa andrede det kurs og svoemmede lige mod os...

Med eet var den der! Hvalhajen! The must see! Majestaetisk svoemmede den forbi lige under mig. Dovent slog den med halen og svoemmede gennem vandet med sit enorme mund aaben. Jeg lod mig dykke ned ved siden af den, kun faa meter under overfladen. At svoemme ved siden af saadan en kaempe er en ubeskrivelig foelelse, den er saa sindsygt fremmedartet og saa stor. Hvor laenge jeg fulgte med den ved jeg ikke, det foeltes laenge men det var nok kun ti minutter, mens jeg med mellemrum var oppe og faa en mundfuld luft igen. Til sidst dykkede hajen, syv, ti, tolv meter, dybere og dybere; Jeg opgav forfoelgelsen, selvom jeg ikke tror opmaerksomheden blev den for meget. Den virkede dybt ligeglad med min tilstedevaerelse. Da vi, som var sprunget i baljen, kom tilbage paa baaden var vi hoeje af lykkerus! Vi sprang leende og raabende rundt paa daekket og gav knus til alle, som kom i vejen. En praegtig oplevelse! Jeg var oem i kinderne af at smile og grine!

Dagen derpaa fulgte vi efter en rigtig hval. Hvilken art det var kunne vi ikke afgoere, for den svoemmede for hurtigt til at vi kunne snorkle ved siden af den. Jeg tror dog det var en finne hval, for den var enorm; Vel omtrent femten-tyve meter lang; Det var imponerende at se den spraenge vandoverfladen med sin brede ryg og hale! Helle var noget misundelig da jeg SMS'ede hende for anden dag i traek og fortalte om mit store held. Hun tog afsted til Chang-Mai for snart tre uger siden, og afsluttede sit meditationskursus efter 12 dage. Tiden vil vise om hun har laert at svaeve.

To uger efter Helle var taget afsted, for snart een uge siden, afsluttede jeg saa mit Divemasterkursus og tog nordpaa, foerst til Bangkok hvor jeg rendte ind et par danske fyre som jeg kendte fra Koh Tao. Selvfoelgelig gik der oel i den, saa det var en noget glad Soeren som underholdt paa slap linje i nattoget paa vej mod Isaan. De oevrige passagerer gik formentlig fra asken til ilden, da min knaevren holdt op og min snorken begyndte. Saadan sover en bjoern.




So for now, farvel til Koh Tao og de uvirkelige solnedgange.

- Soren, i Nong Khai, Nordoestthailand, nu igen med bedre halvdel.