Vi er nu i Vang Viang, 150 km nord for Vientiane. Vores jobsoegning der gik delvist efter planen - vi fik tilbudt to forskellige jobs, men desvaerre foerst fra naeste skoletermin som begynder i starten af juli. Planen er nu at rejse lidt rundt i Laos, maaske en maaneds tid, og saa krydse graensen til enten Cambodia eller Myanmar og se os lidt omkring der. I juli vil vi saa vende tilbage til Vientiane og arbejde et par maaneder der. Alle billeder i dag er fra Vang Viang.
I Vientiane overnattede vi paa et lille og billigt hotel med det noget praetentioese navn Lao Paris. Oevrige gaester var der ikke mange af, men da vi holder af at bilde os ind, vi er de eneste turister, ja vel naermest opdagelsesrejsende, hvor vi kommer frem, var det faktisk et gode. Hotellet havde sit eget vaskeri, saa paa et tidspunkt, da vi naermede os bunden i rygsaekkene, valgte vi at benytte os af denne service og afleverede en blandet haandfuld toej, mest hvidt, til vask. Da vi fik det tilbage var det hele blevet vasket samtidig, og alt hvad foer var hvidt var nu naermest batik-koloreret i boerne- og hippievenlige gule, roede og orange farver.
Receptionisten kunne godt se det ikke saa helt hensigtmaessigt ud, saa han lovede de ville proeve at vaske det igen. Det hjaelp ikke, saa han bad om lov til at proeve endnu engang, da vi forsigtigt foreslog det maaske var bedre at erstatte toejet. Heller ikke anden elle
r tredie gang hjalp det. Vaskekonen paa hotellet var efterhaanden noget traet af os, og hun brokkede sig gevaldigt over igen at skulle vaske skidtet. Og sandt at sige var det meste af toejet da ogsaa afbleget noget, det roede var blevet pink, det orange gult.Det er nok kun boern som har yndlingsbukser, drenge maaske isaaer, som har et par bukser med dybe lommer til soem, slangeboessen og tyggegummi. Maaske er jeg gammelromantisk, og effekterne i dag er erstattet af ipod og mobiltelefon, men pointen er gyldig nok - drenge, ogsaa store, har yndlingsbukser. Mine ynlingsbukser var nu mestendel offwhite, men gulspottet paa en saadan maade, at det grangiveligt saa ud til at jeg havde tisset i bukserne et par gange og valgt at lade det toerre. Sagt paa en anden maade, det var kun mig som stadig, inderst inde, kunne elske bukserne, deres soelle ydre til trods. Da vi den sidste dag paa hotellet skulle goere regningen op, og toejet stadig lignede loegn, begyndte en episode som skulle faa os til at se roedt. Hoefligt forklarede vi at toejet, som mestendels var koebt i Danmark var dyrere end toej koebt i Laos. (Omkring en milliard procent, faktisk- selvom vi, med kapitalisters underlige opfattelse af anstaendighed og omvendt forlegenhed, undlod at uddybe forholdet naermere foran en mand, hvis maanedsloen maaske lige akkurat kunne koebe ham et par cowboybukser i Danmark.) Receptionisten ringede til sin chef som tilboed os at slaa en streg over vaskeriregningen! Alletiders! Jeg spurgte om chefen havde en bil, for saa ville jeg gerne tilbyde at vaske og ridse den, og saa slaa en streg over regningen for bilvasken.
Tyve minutter senere, da vi fortsat hoefligt, men bestemt, naegtede at betale det fulde beloeb for vores ophold tilboed receptionisten, efter en fortvivlet telefonsamtale med chefen, en rabat svarende til storrelsen paa en peanut eller maaske een af de mindste af tispletterne paa mine
bukser. Det var en kattens situation - receptionisten var ligbleg i ansigtet (naa ja, men saa pastelbrun og svedig da!) og lod os forstaa at samme ansigt sad paa et hoved, som laa paa blokken. Det var hans forbandede job at faa pengene fra os, og hvis vi tog afsted og ikke havde betalt det fulde beloeb saa... Staklens ojne sagde det hele. Kattens ogsaa! Vi fortalte hinanden, lidt paa skift, at det ikke kunne vaere rigtigt vi skulle have det skidt med det her - det var vel, trods alt, ikke os som havde gjort i naelderne. Vi spurgte om han ikke kunne bede sin chef om at komme forbi, saa vi kunne ordne det med hende - men nej, hun ville ikke komme; Vi havde vaersgod at betale! Vi besluttede os for at tilbyde at betale tre fjerdedele af regningen; Saa kunne alle parter gaa saa tilfredse derfra, som man nu kan vaere, naar man ved modparten heller ikke rigtig er tilfreds. Still no luck!
Efterhaanden naermede klokken sig den tid, hvor vi havde aftalt med en chauffoer at han skulle hente os og tage os til busstationen. Jeg moenstrede al den autoritet jeg nu kunne, i min forvaskede tanktop og forrevne shorts, og fortalte den stakkels receptionist, at vores forslag var saadan det ville blive hvad enten hans chef kunne lide det eller ej. Jeg lod ham samtidig forstaa at jeg fuldt ud forstod hans problem, men at chefen virkelig maatte klare aerterne selv, og komme og se toejet ved selvsyn.
Ti minutter senere staar politiet der, to mand hoej! Helle og jeg griner bekymret til hinanden, mere end halvt forlegne over at have ordensmagten ude for at klare en forvikling omkring vasketoej! Vi er i det mindste glade for, at det er hotellet som har ringet efter ordensmagten, som maeglere i saa aandsvag en bagatelsag og ikke os. Vi sidder ved eet bord, de eneste mennesker i lobbyen, men betjenten saetter sig demonstrativt ned ved nabobordet, og lader med en haandbevaegelse vise at vi kan saette os ved hans bord. Uhh-uhh, taenker jeg, not good. Vi saetter os dog ned, hoefligt med paent goddag, og begynder at forklare, efter han paa noget knaekket engelsk har fortalt os at han taler fremragende engelsk. La-di-dah, taenker jeg, og begynder at rulle mig ud; Vi beklager meget han saadan er blevet hidkaldt over saadan en bagatel, og at vi utroligt gerne saa det klaret uden om ordensmagten. Naar han nu alligevel har vaeret saa god at tage sig tid til det, vil jeg kort forklare hvad der er sket. Se, sagen er den... Mere faar jeg ikke sagt, foer han, med en opholdt haand, en gestus sikkert tillaert og mestret i faerdselspolitiet, lader mig vide jeg er koennest naar jeg holder mund. Saa beder han vaskekonen fremlaegge sagen paa laosisk, og det goer hun, og det goer hun rigtig godt! Der bliver peget paa tindinger og sagt en hel masse om udlaendinge, det mindst skadede stykke toej vises frem - i skyggen, med den paeneste side udad, og saadan har det i oevrigt hele tiden set ud, and on and on and on... 3 minutter senere, da hun holder en pause i talestroemmen spoerger jeg hoefligt betjenten om vi ogsaa maa faa lov til at fremstille vores side af sagen, maaske endda vise ham toejet, saa han bedre kan traeffe en afgoerelse. No, det er der ingen grund til - siger han. Han beder om at se vores pas, og selvom det indroemmet er lidt svaert at se hvad han vil med dem, giver vi dem til ham, allerede lugtende problemer. Han bladrer i dem, frem og tilbage, tilsyneladende ledende efter et eller andet. Han virker mistaenkeligt skuffet da han ikke finder nogen anomalier, men ikke desto mindre beholder han passene. I skal med paa stationen! siger han saa.
Hva' fanden!?
Helle og jeg ser allerede for vores inde oejne en moerk kaelder under politigaarden. Een med fugtige vaegge, dryppende roer og korridorer der genlyder af skrigene fra sagesloese turister pint med elektrochok. I siger I har problem, I tager med paa stationen og betaler 50 dollar begyr. Saa jeg bestemme mig hvad der er rigtigt. Det her var noget gedigent lort! En eventuel kompensation, hvis han altsaa overhovedet besluttede sig for vi skulle have een, ville efter at have betalt politibegyret alligevel svinde ind til ingenting. Omvendt, hvis han besluttede sig for at tro vaskekonen, hvilket ikke forekom helt usandsynligt, nu han ikke var interesseret i at hoere vores forklaring, saa ville vi - udover at faa oedelagt vores toej, faktisk skulle betale for besvaeret. Lort lort lort.
Nogle gange kan man slippe afsted med at lade som om, man hoerer en ordre som et forslag, og under omstaendighederne virkede det ikke som om, vi havde saerligt meget at tabe, saa jeg begav mig ud i det. Vi takker hoefligt for dit tilbud om at tage os med paa stationen, saa vi kan afgive en fuld rapport. Vores bus koerer dog ganske snart, og det er bydende vigtigt vi tager afsted idag. Vi maa derfor istedet, med tak, tage imod hotellets fine tilbud om et saerdeles rimeligt afslag i prisen. Han var tydeligvis ikke tilfreds! Han saa halvtreds gode amerikanske dollars anmode om starttilladelse og tage afsted mod vinduet. Receptionisten istemte dog! Yes yes, det var en god ide, lad os dog ordne det saadan. Saa vi talte omhyggeligt beloebet op under betjentens aarvaagne oejne, betalte, og tog med en noget skaev grimasse imod kvitteringen, som vaskekonen rakte os med et smil, som en fed kat.
Mens vi skummede og fandt vores rygsaekke frem, begyndte betjenten en opbyggelig tale til os. Det er vigtigt, sagde han, at I her i landet respekterer loven. I skal respektere loven og traditionerne. Jo jo, det er det da bestemt, sagde jeg og taenkte paa hvor om det ville vaere disrespekfuldt at spoerge om hvilke traditioner det var, vi forbroed os imod. Formentlig den der hedder at man skal finde sig i meget, mere hvis man er hvid og ligner en som har raad til det. Indeni rasede vi, gerrige, partiske, ubehoevlede, korrupte skid! Nakkefoldsbarn, klaebrige resultat af en fordrukken faetter-kusine fest. Aarghh! Den vaerste vrede, tror jeg, er den, man indser man ikke kan udtrykke. Ydermere laeser jeg i oejeblikket en biografi om Genghis Khan, en mand som faar det til at syne utroligt vagt ikke at goere noget - gerne noget med smeltet bly eller kaeder og hestespand. Jeg har dog hverken det ene eller andet ved haanden, saa jeg er vel undskyldt.
Paa busturen fra Vietiane var vi af den solide overbevisning, at alle af ikke-kaukasisk afstamning var nogle halvaber. Vi var i det hele taget i saa urimeligt et ondt lune, at baguette-terapi virkede som den eneste udvej. Det er vel nok velkendt at man kan troestespise, hvis noget gaar een imod. Chokolade eller andre soede sager kan synes som en soed lise, hvis livets tilskikkelser synes en sure. En ubagt baguette derimod er sej som bare pokker, men tygget tilpas arrigt kan den alligevel lindre paa en saer terapeutisk maade, mens ens kaeber smerter og man goer sig tanker om ubagt dejs mulige egnethed som voodoo-medie. Mysticisme er godtnok ikke min kop te, men jeg er faktisk villig til at tro, betjenten foelte en gnaven i sin roev den nat! I alt fald forestilte jeg mig at bide den noget saa eftertrykkeligt! 
Heldigvis er vi nu i Vang Vien, som er et dejligt sted at koble af. (Et sjovt udtryk vel nok; Vi har ikke lavet andet det sidste halve aar.) Hvorom alt, byen her er blandt backpackere mere kendt for sine interessante svampemilkshakes og hashkager, end for de huler og raftingmuligheder byens omgivelser byder paa. Betinget af den foerste attraktion raver en en del hvide folk rundt og taler sort. Selv har vi besoegt et par huler, mere herom en anden gang maaske, og ellers bare gaaet nogle lange ture i et ret fantastisk landskab.
De sidste to dage har det regnet, regnet og regnet. Udover at bevaege os ud for at spise har vi ikke gjort andet end at laese paa vores vaerelse. Det bliver dog ogsaa kedeligt paa et tidspunkt, rigtig kedeligt faktisk... Paa et tidspunkt begav vi os ud i Dirch Passer sketches og enedes om paa skift at tegne tatoveringer paa hinanden med en kuglepen (jo, saa meget kedede vi os faktisk.) Uden det paa nogen maade skal blive lummert, vil vi gerne indbyde til en konkurrence. Gaet en roev! Hvis tatovering og roev er Soerens og hvis er Helles?
Soeren - traet af regnvejr
Gaet en roev!
Bud kan sendes til den saedvanlige emailadresse, korrekte besvarelser vil ikke blive praemieret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar