Dagen efter bestemte jeg mig for at afproeve successen ved at cykle en tur til den anden side af oeen. En veninde ankom for nogle dage siden og flyttede til oestsiden af oeen og det var for mig et oplagt maal. Distancen var angivet til 4,5 km - en lille overkommelig tur taenkte jeg og begav mig afsted. Det skulle senere vise sig at vaere de laengste kilometer jeg har tilbagelagt i mit liv.
Se, nu har jeg jo aldrig vaeret praktisk anlagt. Mange har i tidens loeb vaeret vidne til hvor utrolig daarlig jeg er til at klaede mig efter vejr eller aktivitet. Det slaar da heller ikke fejl denne dag - jeg cykler frejdigt afsted i en ultrakort sommerkjole og et par slippers. Det hoerer med til historien, at jeg faktisk var blevet advaret mht. til ruten. Efter sigende skulle der vaere nogle lede bakker som udover at vaere stejle, skulle vaere meget glatte paa grund af et tyndt lag toert sand. Advarsler som denne vaelger jeg friskt at ignorere for - taenker jeg -" det kan da ikke passe for folk gaar der jo hver dag, saa det kan da ikke vaere saa anderledes med en cykel". Jeg blev klogere, gjorde jeg.
De foerste 500 meter gik fint, men saa begyndte det at gaa opad og jeg maatte give op - jeg kunne ikke traede i pedalerne. Fint nok taenkte jeg - "What goes up must come down" saa jeg vaelgte at traekke min cykel op over foerste bakke... Men bakken stoppede ikke - den fortsatte op de naeste 4 kilometer. Selvfoelgelig var der steder hvor den ikke haeldte saa meget, men jeg havde altid den naeste bakke i syne, saa jeg kunne lige saa godt opgive at stige paa, det taerede alligevel alt for meget paa kraefterne. Sveden haglede ned og toersten meldte sig og jeg opdagede jeg havde glemt vand. Problemerne opstod for alvor da den asfaltbelagte vej erstattedes af grusvej og haeldningerne begyndte nu for alvor at blive serioese. Jeg svedte paa det tidspunkt saa meget at jeg var vaad under foedderne, hvad gjorde at jeg gled bagud af mine slippers og det gjorde mig rasende. Den vakse laeser vil nok taenke - "hvorfor fanden saetter hun ikke den cykel og gaar i stedet". Men jeg vil sige til mit forsvar - jeg var jo, trods jeg var rasende, optimistisk og troede stigningen ville stoppe paa et tidspunkt - det maatte jo gaa nedad paa et tidspunkt. Saa jeg hankede op i mig selv, taenkte fanden staa idet - tog skoene af og slaebte cyklen med - op skulle den, koste hvad det ville.
Endelig endelig naaede jeg bakkens top og satte mig op paa sadlen - for nu skulle nedturen nydes. Kort efter maatte jeg igen stige af, idet jeg indsaa, at haeldningen ogsaa her var for stejl og mine bremser var nok stadig ikke helt paalidelige. Saa jeg endte med at traekke cyklen hele vejen ned(med skoene i haanden, for jeg gled i sandet!) De sidste 50 meter af turen fik jeg dog muligheden for at sidde paa cyklen - jeg noed det - meget, men set i bakspejlet var det nok ikke det vaerd. Behoever jeg beskrive tilbageturen??
Bungalowen som vi er flyttet ind i ligger i Mae Haad som er havnebyen. Vores resort ligger dog lidt tilbagetrukket fra vejen - vi har en stor have og stedet er ret stille trods dets placering midt i byen. Det at vi har en stor have betyder ogsaa at dyrelivet er rigt bl.a. rummer vores have en ret underholdende gibbonabe der sidder fasttoejret til et trae. Derudover en del smaa oegler, store gekkoer, flagermuse og endelig oeens loese hunde.
Jeg er ikke normalt bange for hunde men fik dog en forskraekkelse i Nongkhai da en hund loeb op paa siden af mig og bed mig i benet. Der skete ikke andet end at det fik mit blod til at cirkulere lidt hurtigere i aarene - cowboybukserne afvaergrede vist nok det meste. Siden har jeg meget noeje observeret hvordan Soeren tilnaermer sig hunde for ikke at goere dem bange - han har, i mine oejne, et meget godt tag paa dyr.
Forleden aften var jeg paa vej hjem til bungalowen, moerket var faldet paa og mit syn dermed vaesentligt forringet paa grund af en udpraeget natteblindhed. Jeg hoerte en hund loebe op paa siden af mig og bestemte mig for at afproeve teknikken. Haanden lige saa stille hen til den og kael under hovedet for at vise den respekt. Den syntes aabenbart det var herligt - den udviste en overordentlig portion hengivenhed og lagde sig til rette til en god gang petting. Jeg kaelede paa livet loes - jo mere hengivenhed den udviste jo mere ivrig blev jeg. Paa en eller anden maade vidste jeg godt der var noget galt - dens pels maerkede ikke helt som den skulle - der var et eller andet saert ved den- men jeg kunne jo ikke se noget, saa jeg fortsatte min gerning. Da jeg endelig synes, den havde faaet nok, rejste jeg mig og gik, smilende og saadan lidt selvtilfreds, hjem til bungalowen. Hunden, derimod, synes ikke den havde faaet nok og fulgte med i haabet om at faa lidt mere kaerlighed. Vi naaede vores terasse - den lagde sig til rette, og jeg gik ind for at taende lyset.
Da jeg kort efter kom ud igen, skulle jeg hurtigt finde ud af hvorfor jeg for eftertiden burde lytte lidt mere til mit instinkt. Der var noget galt - der var noget helt galt! Hunden som nu laa og slikkede sine pot
er og ventede paa mere kael havde faktisk kun pels paa hovedet, en ganske lille del af overkroppen og en lile haarrest paa halen. Resten var kradset og bidt af og dens krop var nu fyldt med skab, saarskorper og store bloedende saar. Snart skulle jeg opdage hvor meget den stank af raaddenskab - og mine haender ligesaa.Jeg tror, at jeg for eftertiden vil oeve mig paa mit dyretaekke i dagslys.
- Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar