Das Boot, Luna og rullepoelsen, det nye hjem

Jeg mener at vide, at den mest almindelige indledning af et dagbogsnotat er klassikeren, Kaere dagbog, undskyld jeg ikke har skrevet laenge. Saadan kunne jeg rimeligvis ogsaa starte i dag, men det vil nok vaere anderledes rigtigt at skrive, kaere mor, undskyld jeg ikke har skrevet laenge. Andre laesere vil maaske nok tilgive mig, at det er laenge siden jeg skrev, at jeg ville soege et sted at tage min divemasteruddannelse. Ja, i det hele taget er det laenge siden jeg har skrevet noget som helst. De to ting haenger sammen; Jeg fandt et sted at tage uddannelsen og har siden haft saa travlt med det, at jeg om aftenen har vaeret saa smadret, at jeg ikke har orket at skrive paa dagbogen. Dette er mit forsoeg paa at indhente lidt af det forsoemte.

I dag har jeg haft en fridag, og dem ser jeg ikke mange af, selvom jeg godtnok har en stor indflydelse paa det selv. Dagen har jeg brugt paa cykellapning, et par timer paa nettet med dagbog og emails og et enkelt lille dyk (gudhjaelpemig!) Selvom jeg dykker adskillige gange naesten hver dag, er det nu alligevel noget andet at dykke stille og roligt, bare Helle og jeg. Paa baaden, paa arbejde, er der altid tusind ting at goere; Dykkere skal briefes om det naeste divesite, der er udstyr der skal samles eller skilles ad, een forlaegger sin maske, noget gaar i stykker og skal repareres, der skal skiftes tanke eller filter i kompresseren, hentes havvand til marinetoilettet, snorklerne skal nurses og pusses, folk skal hjaelpes i udstyr, opvasken skal tages, der skal vises vej, en traet dykker skal traekkes op af vandet, soesygetabletter skal uddeles, dykkeren med dykkerdragten til europaeisk vinterdykning, skal overtales til ikke at bruge sin egen dragt, men istedet laane een af os, jeg skal lede dyk og holde styr paa dykkere bag mig, som sommetider ikke har en kaeft retningssans. Saa skal de findes igen og mindes om at det er nemmere at foelges ad, hvis de foelger efter guiden... Osv. osv. (puha, jeg bliver helt forpustet, bare af at skrive lidt af hvad en almindelig dag byder paa.) Saa naar jeg har chancen, saa er det faktisk enormt dejligt og afslappende bare at dykke stille og roligt med Helle. Saa det gjorde vi i dag, et dejligt langt dyk paa 75 minutter, bare ud fra kysten, hvor koralrevet begynder bare 20-30 fra stranden.


Foer jeg begyndte min uddannelse, ville jeg tage nogle helt almindelige dyk med nogle forskellige selskaber, for at se hvilket sted der passede mig bedst. Jeg startede ved Divepoint, en forretning ejet af en oestriger, som jeg paa forhaand havde et godt oeje til. Forretningen altsaa, ikke oestrigeren. Det som slog mig, da jeg foerst dykkede fra Divepoint-baaden, var hvor overvaeldende venlige alle var. Der var kaempe smil, grin og en rigtig rar kammeratlig atmosfaere. Jeg kom aldrig videre i min soegen, her skulle det vaere! Besaetningen taeller 12 i alt. Tre thai'er, Orn - den enormt soede kok, Ben - den noget saere kaptajn, som, tror jeg, gaar med g-strengstrusser og Beer - altmuligmanden med det store tandsmil, som reparerer kompressoren, snitter ananas, starter vandkampe og i oevrigt opholder sig illegalt i landet. Herudover er der Ivan og Katia, noget saa eksotisk som et braziliansk/japanske par, som har arbejdet som divemasters siden de faerdiggjorde deres uddannelse paa baaden sidste aar. Patricia, Jürgen og Frank, tyskeren, sweitzeren og oestrigeren. Den engelske pige Wendy, langhaarede tyske Andi og, sidst men ikke mindst yours truly. Vi tre sidstnaevnte er DMT'er, divemaster trainees, praktikanter om man vil. Vi begyndte omtrent samtidig, og vi forstaar det er lidt af en sjaeldenhed at forretningen har saa mange paa en gang. Det skyldes at Ivan, Katia og Jürgen alle rejser om tre-fire uger, og Walter, indehaveren, har ladet os forstaa, at det vil vaere meget velkomment, hvis vi vil overtage stillingerne for Divepoint herefter, da de pludselig staar uden tre erfarne divemasters. Jeg tror kun Andi overvejer at blive. Hvor sjovt jeg end synes det kunne vaere at arbejde som divemaster et par maaneder, saa maa vi videre; Ret beset har oen ikke meget at byde paa erhversmaessigt, hvis man ikke arbejder som divemaster eller dykkerinstuktoer. Det er "da meget rart" at gebaerde sig som turist her i en maaned eller to, men det har Helle allerede gjort. Hendes respektive dykker- og massagekurser er afsluttede, saa vi maa hellere komme videre foer hendes almindelig kuller udarter sig til oekuller, som angiveligt er en tand vaerre. Maaske vi andetsteds kan finde en plet i solen, hvor der er arbejde baade for en divemaster og en underviser. Der er en del store byer paa baade oest- og vestkysten, saa lad os nu se.

En arbejdsdag inkluderer almindeligvis to, tre eller fire dyk; Da dykkene gerne er taet ved en time lange, faar jeg efterhaanden set min andel af havbunden. Jeg har efterhaanden haft rigtig mange gode oplevelser; jeg har set havslanger bugte sig mellem farvestraalede bloede koraller, en havskildpadde komme ud af vandets groenne taage og svoemme mod mig, for at kigge paa mig med aeldgamle oejne, en rokke saa stor jeg foelte mig lille og utrolige undervandslandskaber af overvaeldende fremmedartethed og skoenhed. Jeg har ogsaa haft dage, hvor alt bare gaar galt, hvor en dykker i gruppen bliver vaek, fordi han pludselig slaar foelge med en anden gruppe under vand. (I moerke er alle katte graa, i vandet er alle dykkere i sorte vaaddragter,) Der er dage, hvor jeg faar forskellige og modstridende anvisninger, og ballade fordi jeg noedvendigvis kun kan foelge det ene saet, og der er dage hvor jeg har lyst til at vride halsen om paa min mentor, som kan vaere noget svaer at greje. Han er egentlig god nok, min mentor, Diego,og der er da dage hvor jeg synes hans goer som jeg siger, ikke som jeg goer- holdning er sjov. Andre dage kan han rende mig noget saa... - Saadanne dage glaeder jeg mig til at dykke, fordi jeg ikke kan hoere hans knaevren under vand. Naa, et par aar i skoleverdenen har gjort mig ret ferm til at holde tand for tunge, saa skaermydslerne har indtil nu vaeret til at overse.

Uddannelsen indeholder mange forskellige proever af baade praktisk og teoretisk natur. Jeg er nok lidt en bogorm, og har fra starten af laest alt jeg har kunnet komme i naerheden af om dykning. Maaske derfor har jeg hurtigt kunnet faa de teoretiske eksamener af vejen; Jeg mangler kun een nu, og har syv vel overstaaet bag mig. Ogsaa svoemmeproeven, noedhjaelpskompetencevurderingen, (dejligt mundret ord) og stresstesten har jeg overstaaet. Sidstnaevnte bestaar i at man, under vand, skal bytte alt sit udstyr med en makkers ditto. Ydermere lukker instruktoeren for den enes luft, saa man paa skift skal aande fra eet mundstykke. Saa det er noget med, at aflaese hinanden rigtig godt, saa man kan give den anden luft foer det bliver alt for kritisk. Samtidig skal man smyge sig ud af sit grej, aflevere det og ifoere sig den andens grej. Min makker var Wendy, en lille engelsk pige paa 50-60 kg. I mit grej lignede hun mest af alt Luna, (hende hvis frakke ogsaa tjente som telt,) fra Bamses billedbog, omvendt, i hendes stoerrelse S grej, foelte jeg et overvaeldende slaegtskab med en rullepoelse. Vanskelighederne til trods lykkedes det dog uden alt for meget stress. Det var faktisk ret sjovt, paa saadan en "det var en enormt fed tid i militaeret som rekrut, men jeg er fandme glad for jeg ikke behoever goere det igen"-facon

Lige nu tyder alt paa at jeg er faerdig med divemasteren om 3-4 uger. Om halvanden uge eller to rejser Helle nordpaa til Chaing-Mai, for der at gaa i kloster. Jeg stiller mig skeptisk, jeg tror maaske hendes dyd uigenkaldeligt er tabt. Hvorom alt vil hun der meditere og dyrke den yogiske livsstil indtil min dykkeruddannelse er overstaaet. Min forstaaelse deraf er, at hun i meditativ tavshed oensker at spise klistrede ris, drikke vand fra baekken, staa op klokken lidt i lort for at hilse solen og feje gaardspladsen i sirlige moenstre.

Mit job dikterer at jeg i arbejdstiden maa udholde at se paa chicks i bikinier, dykke med havskildpadder og hvalhajer, drikke svale oel om aftenen (for at rehydrere forstaas) og generelt foere mig frem som en strandbums. Jeg lover mig selv at min tilgang dertil, mens Helle er bortrejst vil vaere sorrigfuld og asketisk. Jeg vil maaske nok smile, men indvendig vil jeg graede.

Vores nye hus ligger i Mae Had, kun et stenkast fra Divepoint. Det er unaegtelig rarere at kunne vaelte ud af sengen og praktisk talt allerede vaere paa arbejde, end at koere et par kilometer paa cykel. Godtnok har vores nye bungalow intet koeleskab, som huset paa bjerget havde, men det har til gengaeld et varmt bad. Et rimeligt bytte synes vi. I vores have er en skizoid abe hvis tamhed er saa omskiftelig, som det danske vejr vi endnu ikke savner. Nogen dage vil den holde haand og nusse og andre dage blotter den sine lange hugtaender, hvaeser, og kaster sig mod os i sit reb, mens spyttet staar fra dens mund. Gekkoerne her er ogsaa massive, og vi forstaar eferhaanden at gekkokongen paa bjerget maa vaere en del af en ret stor adel. Paa plussiden bliver de paent udenfor vores hjem, men der sidder de saa paa altanen, naer lampen, og knuser vandrende pinde og natsvaermere med sproede knas-knas indtil vi kommer hjem om aftenen og jager dem vaek. Eller, dvs... Helle indtager en taktisk position, saa hun har det strategiske overblik mens jeg jager fjenden paa flugt.

Saadan former livet sig stille og roligt paa oeen. Vi har det godt, og skriver vi ikke ret meget i den kommende maanede, saa er det fordi jeg har hundetravlt og Helle spiser klistrede ris og mediterer, fjernt fra computere og andre verdslige forstyrrelser.

- Soeren, som lige har opdaget saltaflejringer under sit ur.