Toiletter i Thailand, med ganske faa undtagelser, har ikke toiletpapir, ikke engang en holder, endsige et toert sted paa gulvet hvor toiletpapir kunne taenkes at staa. Til gengaeld har en hel del af dem et lille trykbetjent haandbruser-lignende aggregat ved siden af. Den sider i saa kort afstand fra kummen, og med saa kort en slange, man helt sikkert ikke bruger den til at vaske haar med. Man laerer modvilligt at vaenner sig til at bruge dén og en haand til at goere sig ren med: Naa ja, det har jeg I alt fald gjort, men, tilfoejer jeg halvt undskyldende, jeg har rimeligvis ogsaa opnaaet mere toileterfaring, end de fleste turister opnaar paa deres ferie i Thailand. Paa den lyse side, saa flaar det ikke ens roev I laser, som toiletpapir I diarréstride stroemme goer.
Om jeg kan lide det eller ej, saa er det saadan det er paa Koh Tao. Kloakeringen kan ganske enkelt ikke klare toiletpapir, som stopper det helt til. En ret logisk foelge er nok, at jeg er ret betaenkelig overfor Thai’er med lange negle. Jeg ved hvor de har vaeret.
Jeg saa paa et tidspunkt en film med Sylvester Stallone, som kvalitativt vurderet nok ikke var en ren 13’er. Det var en sciencefiction-film, hvor den gode Sylvester vaekkes af sin hyperdvale engang i en fremtid, hvor alt er anderledes. Her ikke mindst, den maade hvorpaa man gaar paa toilettet. Paa et tidspunkt udbryder en af fremtidfolkene, ”he doesn´t know how to use the three seashells,” og saa faar han prompte et par paa kassen af Sylvester.
Jeg har det nok lidt som Sylvester, nar jeg gaar paa den anden slags toiletter der er her. Hvis jeg mundligt kunne betone ”den anden slags,” ville jeg bruge en gravkammerroest. En ildevarslende gravkammerroest, maaske endda med lidt ekko. Jeg er alt for flink og veldannet til at hade ret meget, men jeg kan virkelig, virkelig, ikke lide at lave stort paa et sitee. Den slags toilet, som reelt bare er et hul i jorden. Maaske er det fordi, jeg af biologiske grunde, aldrig har foelt mig kaldet til at vrinde enden saa taet mod jorden som muligt, for at besoerge. Nu haevner det sig; For det foerste er jeg stiv som et braet og fuldstaendig kejtet til at faa toej, sko og taske ud af farezonen, og for det andet falder selve balanceakten mig svaer. Resultatet er at jeg sviner mig selv til paa den ene eller anden maade, enten faar jeg en vandricochet af den anden verden, eller ogsaa mister jeg balancen!
Som en sidste tanke omkring emnet, skal jeg bemaerke at jeg forestiller mig, thai’erne formentlig synes vores maade at ordne det paa, baade er besvaerlig og ulaekker. Personligt goer jeg mig nu nogle tanker om smiddiggoerende yogas egentlige berettigelse, som ikke faldt mig ind foer.
Paa oen staar banan- og isaer kokospalmer taet. De nedfaldne noedder ligger lige for, og vi har et par gange nydt kokos vi selv har – naa, ja, om ikke plukket, saa dog i alt fald smadret. Naar man er vant til pillede og plukkede kokosnoedder, saa er det ildt et hyr at banke hul gennem al den trevlede og semi-haarde yderskal som kokosnoedder er pakket ind i, i vorherres frie natur. Her er Helle lige ved at indse, at det er praecis den slags hun har sin egen gorilla med til.
Udsigten ved Aeuw Leuk, Shark Bay, lidt senere paa samme tur. Jeg forsoeger dagligt at bilde Helle ind at hajerne her ikke er farlige. Hun naegter fortsat at svoemme med roastbeef. Livsforsikringen lader vente paa sig, ojensynligt.- Soeren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar