Dagens epistel er i oevrigt forfattet af baade Helle og jeg. Da jeg kender min plads, giver jeg Helle ordet med det samme, saa hun kan fortaelle lidt om en af de andre forskelle som skiftevis irriterer os og faar os til at ligge flade af grin.
Helle paa talerstolen - Om servering
Da vi kun har vores lille vaerelse og dertilhoerende toilet, har vi ikke mulighed for, endsige lyst til, selv at lave mad. Derfor maa vi gaa paa restaurant til hvert maaltid. Lad mig med det samme tilfoeje, at vores sovevaner ikke har aendret sig meget siden vi tog hjemmefra, saa det bliver normalt til to maaltider om dagen. I oevrigt er maden meget billig, saa det ville paa ingen maade kunne betale sig selv at baevaege sig ud i nogen form for gastronomisk eksperimenteren. Da vi efterhanden har vaeret her en maaned har vi besoegt de fleste spisesteder. Nu mener vi selv, at have saa stort erfaringsgrundlag, at vi rimeligvis kan udelukke, at det nedenfor beskrevne faenomen er en enlig svale. Det sker hver gang.
Kokkehuer faar de kun for maden, som er fantastisk, - var serveringen inkluderet var de alle dumpet. Det er uvist om der er tale om en kulturforskel eller om det simpelthen handler om, at koekkenpersonalet gaar igang med at lave en ret udfra hvad de lige har ved haanden. Det drejer sig i al sin simpelthed om forstaaelse af begreberne forret, hovedret og dessert eller...maaske bare mad generelt. I starten maa jeg indroemme at det var en kende, for ikke at sige hamrende irriterende at faa desserten foerst, derefter en del af hovedretten som man selvfoelgelig gaar hovedkulds ombord i, af frygt for det skulle blive koldt. Naar saa det hele i inderlig irritation er fortaeret, saa bliver de dampede ris serveret for til sidst at faa appetizeren sat paa bordet. Det goer unaegteligt hvert maaltid mere spaendende, og kompositionen af retter gaar bestemt molekulaer gastronomi i bedene, omend resultatet indroemmet er temmelig vilkarligt.
Her er et lille billede af udsigten fra vores balkon. Egentlig er den jo tydeligvis ret kedelig, saa grunden til jeg alligevel vaelger at offentliggoere det er, at jeg foerst for 2 dage siden opdagede vi boede lige overfor en byggeplads. Vi har, som sagt, paa nuvaerende tidspunkt boet her i en maaned...
Forleden dag fangede jeg gutten her, mens han fejende, jublende, dansede og svansede for rundt i den oesende regn. Kaer knaegt.Soeren tager ordet igen, nu med pral
I forgaars bestod jeg mine eksamener som redningsdykker, baade den teoretiske og den praktiske. Jeg maa sige, at det aldeles ubetinget har vaeret det mest givende og intensive kursus jeg nogensinde har vaeret paa i mit liv! Efter den praktiske eksamen var jeg saa inderligt smadret, at jeg gik ud som et lys, efter at have fejret mig selv med en enkelt oel. Det har vaeret et haardt kursus med megen teori om mange forskellige dykkerrelaterede farer og problemer. Om hvilken behandling man giver for forskellige relevante forgiftinger, herunder oxygen forgiftning og forskellige fiske- og goplegifte. (Jo, det virker faktisk at pisse paa en brandmands-forbraending, men eddike er bedre og unaegtelig mere hygiejnisk, hvis man ikke selv kan ramme det paagaeldende sted...) Det har handlet om at bjaerge bevidstloese dykkere op i forskellige baade, (et regulaert lortejob siger jeg bare!) om at give kunstigt aandedraet til en dykker i hoej soe, om lungeekspansionsskader, om at haandtere panikslagne dykkere baade under og i overfladen, om at foretage eftersogninger paa bunden vha. forskellige soegesystemer og brug af kompas, om redningspsykologi og meget meget mere.
I forhold til de praktiske oevelser syntes jeg teorien var forholdsvis nem at gaa til. Det var "bare" at laese og forstaa den. I praksis, naar adrenalinen pumper derudaf, hvert sekund taeller og man er den eneste til at goere en forskel, saa er det ikke helt saa ligetil, som man tror, naar man laeser boegerne. De sidste to dage af kurset var min makker, en tyrker som hedder Urh og som i oevrigt haevder at vaere beslaegtet med Ghengis Khan, og jeg ombord paa en dykkerbaad, for at tage os af en lang raekke fingerede uheld. Lige fra det trivielle, som en mand der faar noget galt i halsen eller et braekket ben paa baaden, til vanvittigt svaere, naermest umulige situationer, som rygsoeljeskader pa 18m vand.
Paa en dykkerbaad er det er selvsagt uheldigt at raabe hjaelp i tide og utide, hvis man faktisk ikke mener det. I dykkerkredse er konventionen derfor at man skriger efter pizza, hvis det bare er en oevelse. Bortset fra de lidt surreelle og absurde "pizza, pizzaaaa! I'm gonna die!"-udbrud, saa virker ovelserne meget realistiske, og instruktoererne giver alt hvad de har i sig. En irsk fyr, Trevor, havde fyldt munden med saltvand, da han fingerede bevidstloes dykker i overfladen. Saa kunne han ret overbevisende braekke det ud over os, da vi fik smidt ham op paa daekket. Som regel var der to pizzaer paa en gang, eller i alt fald slemme forviklinger, som f.eks. da vi blot trak i finner og maske for at bjaerge en panisk snorkeldykker. Selvfoelgelig viser det sig, at hun har en scuba-dykkende makker, som sidst blev set haengende fast i et fiskenet med meget lidt luft tilbage. Saa maatte jeg hurtigt ud af finnerne, op paa daekket og smide dykkergrejet ned til min makker og jeg, saa vi kunne komme ned og hente ham. Vi kom ikke i tide, og var ikke hurtige nok til at faa rigget defibrilatoren til paa baaden bagefter. Det var vores andet (!) fingerede doedsuheld; det foerste var fordi min makker blev saa edderspaendt opsat paa at bjaerge en, at han glemte at give hende kunstigt aandedraet i tre minutter. Det var nok den genetiske arv fra papa Khan, der spillede ind. I alt fald er jeg er glad for jeg ikke lavede den... Naa, til sidst, endelig endelig, efter alle muskler skreg og forstanden var ved at gaa floejten, gik det hele efter planen paa det endelige scenarie, som er den praktiske proeve, hvor man skal haandtere en ukendt og alvorlige haendelse. Saa nu er jeg redningsdykker. Det er fedt, men kors hvor har det vaeret haardt.
I gaar aftes natdykkede jeg igen, for foerste gang paa denne tur. Vi sejlede fra Sairee Beach i skumringen, og naaede frem til vores site kort efter himlen blev hel moerk. Med spaending trak vi i vaaddragterne, testede lygter, kamera og hinandens tank og grej. Saa sprang vi i! Moerke, vaad varme og larm, saa susen af bobler og med eet brydes vandoverfladen nedefra. Venten paa de andre, saa sammen ned, ned og ned. Der var en svag stroem, og vandet var saert bioluminicent, pga. lysafgivende mikropartikler i det. Jeg har aldrig floejet i svaevefly, men jeg forestiller mig foelelsen er lidt lig langsomt at svaeve over et storslaaet landskab i moerke, hvor kun lysene under een giver fornemmelse af kontur, og vel egentligt ogsaa virkelighed. Forskellen er, at lysene under en kastes af andre dykkere, som ses som silhouetter, som uvirkelige fisk, mod skaeret fra deres egne lygter. Vaegtloesheden, det varme moerke om een, og de utolige ting man ser under vandet om natten, hvor livet er et helt andet paa revet er absolut fantastisk. At se konturerne af jagende barracudaer, som de forsvinder bag en klippekam overgroet af bloede boelgende koraller, og at se en eremitkrebs moejsommeligt slaebe en stor konkylie over bunden, mens den misser mod dykkerlygtens lys, faar mig til at foele mig meget meget heldig.
I morgen tidlig begynder jeg paa et Nitrox-kursus, det er dykning med beriget luft, altsaa hvor iltindholdet er et andet end i den atomosfaeriske luft vi normalt indaander. Det bliver spaendende, omend teorien er ret tung. Det smarte er, at det tillader een at blive nede laengere tid ad gangen. Med lidt held kan jeg nitrox dykke allerede i morgen eftermiddag, hvor den staar paa hajsafari. Det glaeder jeg mig til, men Helle vil ikke med... Hun har liiige noget andet hun skal se til, kan jeg forstaa paa hende.
Mit nitroxkursus bliver nok ogsaa det sidste dykning i en lille tid. Vi skal videre, Bangkok kalder. I Bangkok skal vi ordne visa, Guldklumpen har tabt en soelvklump, saa vi skal ogsaa en tur forbi en tandlaege og endelig skal vi ordne en masse papirer i forbindelse med brylluppet. Derfra rejser vi nordpaa, hvortil ved vi endnu ikke.
Soeren, en heldig starut, signing off
P.S. Vi har lavet et videoarkiv, (det skulle gerne vaere et link ude til hoejre.) Ret beset er der ikke meget at se, men maaske med tiden vi bliver rigtige linselus. Foreloebig ter vi os bare som idioter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar