Torsdag skulle vise sig at blive en haard, men meget underholdende dag. Udstyret med laesestof og vaebnet med taalmodighed troppede vi op paa legaliseringskontoret, for der at stille os op i deres 2-timers ekspreskoe. Det blev dog hurtigt vores tur og vi fik lov til at indlevere vores papirer. Saa kunne vi ellers paent vente mens de kiggede paa papirerne, stemplede, undersoegte, stemplede lidt mere osv. Skal sandheden frem, saa forstod vi ikke meget af hvad den venlige og smilende dame bag skranken sagde, andet end vi skulle saette os og vente. Det er ikke usandt at skrive, at vi fik rigelig tid til baade at laese og betragte de mennesker vi sad iblandt. Efter lang tid begyndte vi at at spekulere paa, om vi overhovedet ville forstaa naar det blev vores tur. Vores uro blev dog manet til jorden da der over hoejtaleren, laenge laenge efter, loed et miss efterfulgt af lyde, der snarere loed som et tilfaelde af fejlsynkning end af noget andet - det maatte vaere os! Kort efter kunne vi gaa derfra med en tilladelse fra staten i haanden. Det eneste der nu manglede var et sidste par stempler og underskrifter fra et kontor af en slags. Hvilken slags kontor der faktisk var tale om, kunne vi ikke helt finde ud af. Efter en lang taxatur fandt vi dog et af dem, og fandt ud af det ikke var et raadhus. Adspurgt fik vi kun det kryptiske og ret typiske svar Same same, but different. Maaske det var en slags kommunekontor? Naa, vi finder nok aldrig ud af det, og kan kun sige af det var meget groent og at damerne var i blaat.
Hvis vi foer troede vi havde forstaaelsesproblemer, saa var det intet at regne i forhold til hvad vi nu skulle traekkes igennem! Ved skranken sidder en soed og aeldre dame i blaat, som fra starten ret tydeligt tilkendegiver at hun ikke forstaar hvad vi vil der. Da vi langt om laenge faar gjort hende begribeligt hvad vi faktisk vil, begynder hun at fremstille de problemer hun kan se ved vielsen. Vi taler for det foerste ikke thai paapeger hun, saa vi skal bruge en oversaetter. Dernaest forstaar hun ikke hvorfor vi overhovedet vil giftes - i starten ser vi vist lidt forkerte ud i hovedet, men forstaar saa hun mener hvorfor i Thailand. Vi griner lidt, og faar sagt noget med at Thailand er et smukt land, derfor. Det vrister det foerste af mange smil fra hendes lidt stramme laeber, og hun noejes underholdes resten af kontoret med vi har levet sammen som ugifte i seks aar. Saere skikke de holder sig, de danskere. Efter at have beskikket hende som baade oversaetter og det ene af to vidner, (en soed pige paa kontoret var det andet,) begynder hun at interviewe os, alt imens hun udfylder en lang raekke formularer og med jaevne mellemrum hamrer stempler i forskellige farver paa papirerne. Vi begynder at synes det er sjovt, hver gang et stempel findes frem, og jeg forsoeger at undgaa Soerens oejne for ikke at briste i grin. Hun spoeger til vores tidligere bopael, navne og addresser paa arbejdespladser, foraeldres navne, adresser osv. Vores vanskeligheder ved at udtale asatiske navne og udtryk er ikke mindre, tror jeg, end forholdet vendt pa hovedet. Hun kaempede bravt! Foerst sagde vi de danske navne normalt, til hendes udtalte despeartion. Saa proevede vi langsomt, og dernaest i stavelser. Hun udtalte det, vi rettede. Hun provede igen
med samme held som foer og vi taenkte "hva' pokker." At bo paa Fereesegaah slaar at bo paa Fredericiagade med laengder! Interviewet trak ud og hun vendte sin mund paa nye og stadig mere interessante maader. Baade Soeren og jeg lagde samtidig maerke til, at hendes underlaebe hang til den ene side, som laast i en Elvis snerren, naar hun forsoegte sig med det danske oe. Saa stemplede hun een gang til, og saa kunne vi ikke mere - vi sputtede af grin, saa taarerne trillede.Nu er grinebiderne saa formelt herre og frue. Vi har oven i koebet faaet to rigtig flotte aegtepagtbeviser, som vi simpelthen ikke kan vente med at faa op i alu-skifteramme naar vi kommer hjem!
- Fru Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar